Spiller til Spiller: Historien om Seejou King, en truende præsident, penge i brune kuverter og Eric Dier
Et halvt år uden eget hjem. Løn i konvolutter, når den da kom. Men aldrig det aftalte beløb. Og en truende brasiliansk præsident. Sådan kan nogle af oplevelserne i det sidste halve år i Portugal og i klubben Deportivo Aves opsummeres for den danske fodboldspiller Seejou King, der nu er tilbage i AB.
AF SEEJOU KING
Podcasten i denne artikel er produceret af og bragt i samarbejde med Spillerforeningen.
Jeg er lige ankommet til træningsanlægget. På vej ind stopper sportsdirektøren mig. ”Du er suspenderet,” lyder den korte melding fra ham.
”Hvad mener du?”, spørger jeg og tænker, ”hvad har jeg gjort?”.
”Du kan ikke træne, du skal bare tage hjem,” beordrer han mig. Jeg fatter ingenting. Men for ikke at skabe drama, kører jeg hjem. Jeg tager fat i min agent, som ringer til klubbens præsident. Han bekræfter sportsdirektørens ord. Jeg er suspenderet. Klubben kan ikke bruge en skadet spiller, forklarer præsidenten.
Vi er to uger før sæsonstarten i august. Denne sommer er jeg skiftet fra Sporting Lissabon til Aves. De spiller i den næstbedste portugisiske række. Efter 3,5 gode år i Sporting var jeg egentlig indstillet på, at mit portugisiske ophold havde nået sin slutning. Efter et dansk mesterskab med FC Nordsjælland, hvor jeg ikke spillede meget, fordi Patrick Mtiliga sad tungt på venstre back, fik jeg muligheden for at komme til Portugal i 2013 på en halv-årig lejeaftale. Det gik godt. Og lejeaftalen blev vekslet til en tre-årig kontrakt.
“En af mine rigtig gode venner er Eric Dier, som jeg også spillede sammen med på B-holdet, inden han blev rykket op på førsteholdet og senere røg videre til Tottenham.”
Jeg var med i førsteholdstruppen, men jeg blev skadet. Så jeg røg et step tilbage, og andre kom foran mig. Derfra var jeg mest en del af B-holdet, men jeg trænede med førsteholdet. Jeg nåede aldrig min officielle debut i Sporting. Men der var fantastiske spillere på B-holdet. Eksempelvis Santiago Arias, der i dag spiller i Atletico Madrid, Gelson Martins, der er udlånt til Monaco fra Atletico Madrid og Joao Mário, der spiller i Inter.
En af mine rigtig gode venner er Eric Dier, som jeg også spillede sammen med på B-holdet, inden han blev rykket op på førsteholdet og senere røg videre til Tottenham. På B-holdet spillede vi i den næstbedste række og mødte hold som Portos og Benficas B-hold, hvor der var spillere som Bernardo Silva og Victor Lindelöf på holdet. Det var en god liga.
Her kan du høre hele Seejou Kings historie - fortalt af ham selv i en blogcast:
Men i mit sidste år af kontrakten vidste jeg, jeg skulle videre. Løbet for at komme på førsteholdet var kørt. Det handlede om at få kampe i benene på B-holdet for at stå godt rustet til en ny klub.
Drømmeskiftet forsvinder i ambulancen
En dag ringer min agent. Jeg kan komme til Estoril. De ligger i den bedste række og vil have mig. Jeg skal ikke bruge meget betænkningstid. Det vil jeg gerne. De kommer ud og ser mig i en kamp i november. Jeg er opsat på at vise mig frem. Lige inden pausen sker det så. Jeg brækker anklen, så det hele går i vasken.
Jeg husker, hvordan jeg føler mig knækket, da jeg ligger i ambulancen. Jeg ringer til min kæreste i Danmark. Det er vores datter, der tager telefonen. Der bryder jeg sammen. Normalt er jeg positiv, men her ved jeg, at drømmeskiftet er afblæst. Foden vender den forkerte vej, og jeg ved, jeg ser ind i en lang pause.
Vi er indstillet på at tage til Danmark, da min kontrakt med Sporting løber ud. Der er ikke rigtigt noget konkret. Men så bliver jeg ringet op af min agent, der spørger, om jeg vil til Deportivo Aves. Som familie vil vi gerne prøve noget andet. Så jeg er skeptisk. Hvis klubberne ikke er store nok, risikerer du ikke at få din løn. Men de sender et tilbud. Det er godt i forhold til, at det ikke er en stor klub. Og de vil virkelig gerne have mig. Min kæreste og jeg taler om det. Jeg flyver derned til lægetjek og består det uden problemer, selv om jeg er i gang med genoptræningen efter min brækkede ankel. Vi bliver enige om at tage to år mere.
Det er et fedt sted, tænker jeg, da jeg ser klubben. Den har alt. Og der er styr på tingene. Klubben ligger nord for Porto. I min kontrakt bliver der skrevet ind, at de skal finde et hus til os. Min kæreste Nanna og vores to børn. Det er en lille by med Porto, Guimaraes og Braga som tætteste store byer. Sportsdirektøren fortæller, at de finder et sted i Braga eller Guimaraes. Det bliver ikke noget problem, lover han.
Men det gør det. Hus eller lejlighed lader vente på sig. Det frustrerer mig. Men vi tager på træningslejr, og familien er stadig i Danmark, så jeg tænker ikke mere over det. På fodboldbanen føler jeg mig tilpas. Ingen tilbageslag i anklen, og præsidenten forventer, jeg er klar til sæsonstarten. Det regner jeg også selv med på det tidspunkt. Men så begynder det at gøre ondt. Der er dage, hvor jeg ikke kan gå på den. Jeg kan se, jeg ikke bliver klar til sæsonstart. Der er to uger til, da jeg bliver suspenderet den dag på vej til træning.
Og fra den episode ændrer det hele sig.
Næste dag skriver jeg til sportsdirektøren og spørger, om jeg må komme til træning. Det må jeg ikke. Fortsat suspenderet. I stedet vil præsidenten tale med mig. Så jeg tager ind til klubben for at tale med ham. Inden har jeg talt med min kæreste i Danmark. Hun foreslår, jeg optager samtalen. Så inden, jeg træder ind ad præsidentens dør, trykker jeg optag på min telefon.
Han er brasilianer og kan ikke engelsk. Jeg forstår og taler portugisisk, men når det er en vigtig samtale, vil jeg gerne have det på engelsk. Men det bliver på portugisisk. Det er en underlig samtale. Først roser han mig. Fortæller, jeg er en god spiller. Men så slår det over. Han mener ikke, de kan have så dyr en spiller i truppen, der ikke kan spille. Det giver ingen mening for mig. De vidste, jeg havde haft brækket anklen og var på vej tilbage. Han vil have mig til at spille, men jeg siger, jeg ikke er klar. Han begynder at blive truende i den måde, han snakker på. Han siger ting, som at han vil annullere min kontrakt. ”Hvordan vil du have det, hvis du pludselig ikke får din løn?” spørger han. Og fortsætter. ”Hvad ville der ske, hvis du ikke får løn i seks-syv måneder”. Han presser mig, men jeg slår tilbage og siger, at jeg så vil gå rettens vej. Jeg finder også ud af, at han har undladt at registrere mig ved det portugisiske fodboldforbund. Det betyder, jeg ikke kan spille kampe hele efteråret.
“Fyssen melder mig klar. Vi går sammen op til præsidenten og fortæller det. Hans svar er overraskende. ”Nej, du er ikke,” lyder hans melding. Jeg er i chok. ”Jeg kan se, du humper til træning,” siger han videre. ”
Han vil have, jeg går 50 procent ned i løn, indtil vores fysioterapeut melder mig 100 procent klar til at spille. Han giver mig et ultimatum. Det er den løsning - ellers vil han aldrig udbetale løn til mig. ”Hvad er det, der sker,” tænker jeg. Jeg bliver irriteret, men holder det sobert. Jeg må hjem og vende det med min kæreste, forklarer jeg ham.
Jeg snakker med fyssen. Han siger, der ikke går mere end en måned, inden jeg er klar. Jeg kan godt klare en måned med 50 procents nedgang, så jeg siger ja. Præsidenten bliver glad for mit svar. Fortæller, han altid vil hjælpe mig. De andre spillere havde fået løn. Alle undtagen mig. Jeg havde ikke fået løn i to måneder. Så i stedet for to måneders løn får jeg en.
Der går en måned. Fyssen melder mig klar. Vi går sammen op til præsidenten og fortæller det. Hans svar er overraskende. ”Nej, du er ikke,” lyder hans melding. Jeg er i chok. ”Jeg kan se, du humper til træning,” siger han videre. Jeg fortæller ham, jeg ikke har ondt. Han er ligeglad. Han vil fortsætte ordningen med en lønnedgang på 50 procent. Samme scenarie som måneden forinden udspiller sig. Alle har fået løn. Med undtagelse af mig. Jeg går til sportsdirektøren, som siger, det er en fejl. Efter træningen kommer han med en kuvert med penge. Men det er slet ikke det beløb, jeg skal have.
Akademiværelse og Airbnb
Der går endnu en måned. Jeg kan fortsat ikke spille, fordi han ikke har registreret mig. Jeg kan rive et halvt år ud af fodboldkalenderen. Lønnen kommer heller ikke. Men jeg får en konvolut med euro-sedler. Men kun halvdelen af det beløb, jeg skal have.
Præsidenten vil rive min kontrakt over. Og da jeg ikke er registreret, vil han ikke give mig løn. Han mener pludselig, kontrakten er ugyldig. Det er sådan noget, man har hørt om. At klubber fx kan finde på at gøre ved sydamerikanske spillere, som ikke har et stærkt bagland i ryggen. At de får to måneders løn med hjem. De har intet valg. Det kommer ikke på tale for mig. Jeg er klar til at tage den rettens vej. Jeg ved, det vil gå min vej.
Læs også: Elitefodbold bygger på en kultur der gør mennesker syge
Klubben har stadig ikke fundet nogen bolig. Min familie er i Danmark, men kommer om tre-fire dage. Jeg er irriteret over situationen. Jeg har været ude at se en bolig. Det er nærmest et hul i jorden. Der kan vi umuligt bo. Så inden, min kæreste og to børn kommer, må jeg finde en lejlighed på Airbnb. Vi skal have et sted, hvor vi kan føle os hjemme. Den koster 3000 euro for en måned. Men jeg blev nødt til det, så vi kan være sammen i Portugal.
Vi bor der i halvanden måned, inden min familie tager tilbage til Danmark. Så indlogerer jeg mig på klubbens akademi. Der kan jeg kun bo selv. Jeg har et værelse og et fjernsyn. Det er langt fra den bolig, jeg er blevet lovet i min kontrakt.
I min kontrakt indgår der også et antal flybilletter til Danmark. Vi har friweekend, og jeg vil hjem. Jeg går ind til klubbens sekretær for at bestille flybilletter. Alt er godt. I en time. Så ringer hun og siger, hun ikke kan bestille billetter til mig. ”Jeg har set, der er billetter,” siger jeg til hende. Hun fortæller, at præsidenten ikke vil betale dem. Jeg ringer til ham og spørger, hvad der sker. Han siger, det ikke går. At min familie en gang er blevet fløjet til Portugal. Jeg smider på og bestiller selv. Jeg VIL hjem til min familie.
Jeg er ikke længere glad. Jeg oplever ikke andet end problemer. Jeg har ellers fantastiske holdkammerater, og alle omkring klubben er gode mennesker. Men præsidenten og sportsdirektøren gør livet surt for mig. Sportsdirektøren er egentlig sød nok, men han opererer på ordrer fra præsidenten. Han er hans lakaj.
Det er frustrerende. At jeg ikke kan spille hver weekend. Jeg træner med, jeg er klar, men jeg må ikke spille. Og jeg ved, jeg havde spillet. Men da jeg ikke bliver klar i august, henter præsidenten en ny venstre back. Det er venstrebacken fra Sporting Lissabons B-hold. Det var min reserve. Han var reserve for mig! Til et møde fortæller præsidenten mig, at han har hentet ham til under det halve af, hvad jeg får.
Alle får det samme – undtagen én
Undervejs i sæsonen, når vi havde vundet kampe, kommer præsidenten ned med en stor taske med kuverter i og udbetaler bonusser. Alle får det samme. Undtagen én. Jeg får mindre. Det er en underlig tid. Den ene dag kan han være truende over for mig, og den næste dag er det som om, at intet er sket.
Ikke på et eneste tidspunkt får jeg den løn, som står i min kontrakt. Og kun én gang får jeg lønnen sat ind på min konto. Nemlig den måned, hvor jeg går med til at gå ned på 50 procent. Ellers foregår det i kuverter. Men ikke hver måned. Og med forskellige beløb.
Den 20. december går vi på juleferie. Jeg har bestilt min flybillet hjem til Danmark. Vi ligger nummer et eller to og der er liv og glade dage. Vi er samlet i klubben. Der er koner og børn, men min familie er i Danmark. Vores fans er der også. Præsidenten kommer med konvolutter med vores numre på. Vi får julebonus. Der får vi alle sammen det samme. Alle mand. Efter maden og diverse taler kommer sportsdirektøren hen til mig og vil tale med mig. ”Du skal ikke komme tilbage efter jul,” siger han til mig. Det er det eneste, han siger til mig.
Jeg rejser hjem. Vi skal være tilbage den 27. december. Jeg har det kun mundtligt fra ham, at jeg ikke skal komme tilbage. Så hjemme i Danmark skriver jeg en besked til ham, så jeg har dokumentation for, at jeg ikke må træne med. Han bekræfter i beskeden, at jeg ikke må træne med. Så jeg gider ikke rejse tilbage til Portugal bare for at være der. I stedet ringer jeg til Spillerforeningen i januar, hvor jeg heller ikke har fået løn fra klubben. Jeg skriver til sportsdirektøren, at jeg ikke har fået løn. Han svarer ikke. Sammen med Spillerforeningen får jeg ophævet kontrakten. Aves har misligholdt den, og nu kører vi en sag mod klubben. Lige nu ligger den hos FIFA. Jeg har ikke hørt fra klubben, siden de sagde, jeg ikke skulle komme tilbage. Det er mere end et år siden nu.
I dag spiller jeg i AB. Der er kommet ro på. Ikke flere akademiværelser eller lejede Airbnb-lejligheder. Jeg bor med min familie. Med min kæreste og vores to piger.
