logo.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Mediano Sócrates: Iscos afsked med kongeklubben

Mediano Sócrates: Iscos afsked med kongeklubben

Portræt: Isco havde fodboldverdenen for sine fødder, han var kronprinsen af spansk fodbold, men hvorfor blev han aldrig konge?

person.jpg

Af Michael Kjær, U-træner i B93 og deltager på Mediano Sócrates

static1.squarespace.com.png

Du kan også få artiklen læst op af Michael Kjær selv lige her:

Hver sommer bliver Isco rygtet væk fra Real Madrid. Hvert efterår er han alligevel at finde i Real Madrids trup. Denne sommer synes dog at blive anderledes. Rygternes om Iscos exit er der fortsat. De har endda rumsteret siden december, hvor Isco var frosset helt ud af truppen under Santiago Solari. Solari holdt dog ikke længe, og nu er Zidane tilbage, men det ændrer ikke på, at tiden er inde til, at Isco tager sin afsked med Real Madrid. Eller at Real Madrid endelig tager afsked med deres elskede Isco. Forholdet mellem Isco og Real Madrid er nemlig historien om et kærlighedsfyldt ægteskab uden kontinuerlig lykke. Det er historien om den længselsfulde, uforløste kærlighed.

For kærligheden, den var der fra starten. Fra første blik, da Isco ankom til den spanske hovedstad i sommeren 2013. På det tidspunkt var Iscos navn på alles læber. Et halvt år forinden havde han vundet Golden Boy-prisen, mens han oven på skiftet til Real Madrid, var den afgørende figur på det spanske U21-landshold, der den sommer vandt U21-EM. På den måde havde Isco stadfæstet sig som tronarvingen til Spaniens mest gyldne fodboldgeneration. Den generation, der året forinden havde sikret tre på stribe. To Europamesterskaber og Spaniens første Verdensmesterskab. Det var i disse år, at fodbolden så at sige tilhørte spanierne, men i et madrilensk perspektiv var der et alvorligt problem: De bærende, offensive kræfter spillede ikke for Spaniens klub, men for FC Barcelona, Real Madrids evige rival og en af de stærkeste institutioner i den catalanske selvstændighedskamp.

2013 var samtidig sommeren, hvor Florentino Perez smed José Mourinho på porten. Tre af de mere beskidte år i klubbens historie var nu et overstået kapitel, men luften var fortsat forurenet i den spanske hovedstad. For godt nok havde Mourinho fået et par sejre mod Pep Guardiolas Barcelona, og godt nok havde man hevet et tiltrængt mesterskab i land, men midlerne havde været brutale. Og, for nogle, uværdige for en klub af Real Madrids rang. Kongeklubben der bryster sig af at være ambassadører for det gloværdige fodboldspil, altid akkompagneret af en royal fremtræden. I Mourinho-æraen havde man ikke været andet end barbarer.

Så da Isco ankom til Madrid og blev klædt i hvidt, var hans agile kropsfinter og det delikate touch på bolden en påmindelse til publikummet på Bernabeu om, at skønheden fortsat var at finde i verden. Og at den ikke kun tilhørte seperatisterne på den spanske østkyst. Kærlighedserklæringen indtraf et par kampe senere. Hjemmekampen mod Getafe, hvor den nye 23’er først lavede croqueaten, spaniernes yndlingsfinte, hvor man hurtigt skifter bolden fra højre til venstre fod idet forsvarsspilleren forsøger at indsætte sin tackling, for herefter at lægge bolden op i et det lange hjørne med den største finesse. Her kunne selv det mest kræsne publikum i verden ikke holde igen. De gjaldede hans navn ud over den madrilenske nattehimmel, mens de bøjede sig, som tegn på underkastelse for deres nye yndling: ISCO! ISCO! ISCO!

Seks år og fire Champions League-triumfer senere har Real Madrid, den mest succesrige klub på kloden, oplevet en af klubbens mest succesfulde perioder. Men det har ikke været med Isco som kongen af kongeklubben. Trods periodevise gennembrud, har Isco i størstedelen af sin tid i Madrid befundet sig i periferien af startelleveren. Nogle gange inde, andre gange ude på bænken. I to af de fire Champions League-finaler startede han eksempelvis ude, mens han hverken blev udtaget til Spaniens trup til VM i 2014 eller EM i 2016 på grund af mangel på fast spilletid i Real Madrid.

Der har været øjeblikke, hvor Isco har glimtet, hvorfor han aldrig har mistet sin status som publikumsfavorit på Bernabeu, mens han i Madrids omklædningsrum også går under navnet ”magikeren”. Men som oftest var det Cristiano Ronaldo, der stjal spotlightet, og var det ikke ham, så stod Isco i skyggen af spillere som Luka Modric, Toni Kroos, Gareth Bale eller endda Angel di Maria.

Iscos skæbne var blevet spået til storhed, mens seks år senere synes selvsamme skæbne beseglet. Og mens Iscos tid i hovedstaden er ved at rinde ud, er det tid til at forstå, hvorfor profetien om den nye Iniesta, Iscos eget idol, ikke holdt stik. Forklaringen kan ligge i den kedelige kendsgerning, at potentialet bare ikke var større. Det vil trods alt ikke være første gang i livet, at forventningerne ikke stemmer overens med forløsningen.

Men der er også en alternativ forklaring. En forklaring, der ligger i det mekaniske, og som har sit udspring i sommeren 2013. Der hvor Isco var eftertragtet af alle de store klubber, men som prinsen i spansk fodbold foretog det naturlige, om end skæbnesvangre valg og søgte at besætte tronen i Madrid. For Real Madrids succes har aldrig været kongruent med Iscos natur.

Dette historiske Real Madrid-holds succes beroede nemlig ikke på et solidt, kollektivt fundament. Det var hverken en superorganiseret defensiv a la Diego Simoenes Atlético Madrid eller en struktureret offensiv, hvor man skabte numeriske overtal på banens sidste tredjedel, som vi kender det fra Pep Guardiolas Manchester City. Nej, dette Real Madrid-hold skabte dets triumfer på et individuelt grundlag.

Specielt under Zinedine Zidane var den taktiske del på et ganske primitivt stadie. Det var en taktik, der var bygget op om indlæg, hvor det for midtbanespillerne hovedsagligt handlede om at distribuere boldene ud til de to backs, hvorfra penetrationen skulle komme i form af indlæg. I Zidanes sidste sæson var Real Madrid det hold, både i La Liga og Champions League, der lagde flest indlæg. Til sammenligning var FC Barcelona det hold, der lagde færrest. Primitivt skal ikke tolkes negativt, for det var en særdeles effektiv strategi, når man inde i boksen havde en mand, der hed Cristiano Ronaldo.

Sjældent skulle bolden derfor sættes på spil i de mere risikable zoner såsom områderne mellem modstanderens forsvars- og midtbanekæde. Når Isco var inde, opererede han i de populære halvrum, hvor spillere af hans type som Andrés Iniesta eller David Silva også holder til. I modsætning til disse, havde Isco til opgave at falde så langt tilbage i disse halvrum, at han ofte befandt sig på forsiden af midtbanekæden. Han var dermed et led i den opbyggende fase, og herfra kunne Real Madrid dominere kampene på bolden, hvor Isco sammen med Luka Modric, Toni Kroos og Marcelo sikrede en solid possessionfase.

Men det var også en risikofri possesionfase, for formålet var ikke at åbne rum mellem modstanderens kæder, men at skabe plads på fløjene, hvorfra man uhindret kunne hælde bolden i boksen. Jagtede Real Madrid et mål, var det ofte Isco. der blevet ofret til fordel for en fløjspiller som Lucas Vasquez eller Marco Asensio, idet man reducerede overtallet centralt for at øge muligheden for indlæg fra fløjene.

Når Isco var bedst for Real Madrid, som han var det i slutningen af 16/17-sæsonen, hvor Real Madrid vandt the double, var det som en afgørende brik i denne tålmodige, til tider træge boldomgang. Real Madrid havde måske svært ved at nedbryde lavtstående hold, men det var umuligt at nedbryde Real Madrid for bolden var på de hvides fødder. Det er også en af forklaringerne bag Real Madrids succes i Europa mod de største hold, og deres manglende succes på den hjemlige front, hvor mesterskabet i 2017 er Iscos hidtil eneste.

Og problemet for Isco var, at han aldrig blev andet end dette første bindeled, der i sidste ende skulle sætte Cristiano Ronaldo op. Kigger man på de tal, som vi forbinder med produkt, så lå Isco aldrig oppe i den sjove ende. Få assists og næsten ingen mål har givet Isco et prædikat af at være en boldnusser: “Det var da dejligt at opleve hans virtuose behandling af bolden, men det førte jo ikke til noget.”

Prædikatet er end ikke så misvisende. I hvert fald ikke i Real Madrids system, for Isco bliver aldrig en spiller, der nede fra midten vil afdrible tre-fire spillere for derefter at banke den ind i kassen. Han er hverken en trussel i luftrummet eller fra lang distance, og når han sprinter, ser det ikke kun en smule komisk ud. Det går også langsomt. Ja, kig på Iscos statur, og den vil slet ikke synes egnet til moderne topfodbold, hvor de fysiske krav er i konstant vækst. Han er hjulbenet, og det ligner, at hans arme og ben er ikke-proportionale med torso. Det var da også hans statur der gjorde, at diverse scouts forkastede Iscos talent, da han rendte rundt i Atlético Benamiel på Costa del Sol i løbet af sin ungdom.

Iscos boldbehandling har dog altid vejet op for hans manglende fysiske egenskaber. Og venskabet med bolden blev da også stiftet fra barnsben. Hvad end det så var på streetbanen eller på vej hjem fra skolen, så har barndomskammeraterne berettet om, hvordan Isco altid havde en bold ved sine fødder, og hvordan de fødder kunne få den bold til at gøre alt, hvad Iscos hoved befalede.

Dette venskab er aldrig forduftet: ”Alt, hvad jeg ønsker er bolden”, fortalte Isco i et interview til El País tilbage i 2013, da han for første gang blev udtaget til det spanske landshold. Seks år i Madrid, og Isco har fortsat denne barnlige tilbøjelighed, for i de seks år har han aldrig lært andet. Ja, han er endda blevet opfordret til at søge ned i banen, søge mod bolden.

Selvom det på mange måder er skønt at se en spiller, der spiller på gadeboldens doktriner, så er det på dette punkt, at Iscos udvikling er stagneret. Lionel Messi er jo ikke bare verdens bedste spiller på bolden. Han ved også, hvad han skal gøre, når han ikke er på den, men Isco: Trods han i april fyldte 27 år, søger han stadig mod bolden, som var det på gaden i barndomsbyen Benalmádena.

Her kan vi vende tilbage til den mekaniske forklaring, hvor man ikke kan undgå den kontrafaktiske historieskrivning. Hvad var der sket, hvis Isco tilbage i 2013, dengang han var kronprinsen i spansk fodbold, ikke var draget op til det spanske kongeriges gemakker i Madrid? Hvad var der sket, hvis han dengang havde taget det republikanske valg, gået i fodsporerne på sit idol Andrés Iniesta, og skiftet til FC Barcelona?

I Catalonien har man i årevis opstillet dette scenarie, og de har aldrig været i tvivl. Isco var skabt til FC Barcelona. Her ville hans kundskaber med bolden blive stimuleret af relationerne. Her ville han finde sine ligesindede, som man jo bekendt leger bedst med. Her ville han blomstre, mens hans magi vil blive afblomstret ind til stilken i det monarkiske Madrid, hvor det individualistiske menneskesyn hersker.  

Måske er det, hvad publikummet på Bernabeu har indset. Isco vandt dette publikum fra første dag, og denne kærlighed er stadig intakt. For mens de buer af Bale, ligesom de har ytret deres utilfredshed med så mange andre store spillere gennem tiderne, bliver Isco stadig mødt af kærlighedserklæringerne, når han træder ind på græstæppet i Madrid. Men det er med en melankolsk klang, når sirenerne med hans navn i dag gjalder ud over Bernabeu. Som erkendelsen af en kærlighed, der aldrig vil blive forløst, hvorfor forholdet må slutte denne sommer.

Denne artikel er udgivet i forbindelse under et forløb i Medianos Sócrates. Mediano Sócrates er et hold af dygtige og ambitiøse formidlere, der løbende udgiver historier på Mediano - primært på tekst - igennem et forløb på otte måneder, hvor feedback, idéudvikling og oplæg fra eksterne journalister og formidlere fylder det meste.

Læs også Michael Kjærs opsigtsvækkende analyse “Lionel Messi og kunsten at stå stille” eller resten af holdets udgivelser HER.

Foto: Gonzalo Arroyo Moreno/Getty Images

Hammer & Brüchmann #9: Ja ja, det er jo også bare fordi Ståle har en masse penge, ikke osse..?

Hammer & Brüchmann #9: Ja ja, det er jo også bare fordi Ståle har en masse penge, ikke osse..?

Mediano PL: Kompanys kanon, Cardiff ude og top fire på plads

Mediano PL: Kompanys kanon, Cardiff ude og top fire på plads