logo.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Mediano Sócrates: Kan et EM-værtskab i 2028 bringe Italien ind i den internationale topkamp igen?

Mediano Sócrates: Kan et EM-værtskab i 2028 bringe Italien ind i den internationale topkamp igen?

Forfaldne arenaer og offentligt bureaukrati lægger en dæmper på Italiens fodboldmæssige udvikling. Nu skal et EM-bud efter alt at dømme gøre op med årtiers efterslæb.

person.jpg

Af Lasse Nielsen, deltager på Mediano Sócrates hold 1

De røde sæder er ved at overgå til en afart af rosa. Betontrappernes gule farve er tæt på at være blevet trådt af. På de nedre tribuner er der altid tomt på kampdage. Udsynet er ganske enkelt for dårligt.

Stadio San Paolo i Napoli er et godt symbol på mange italienske stadions tilstande; slidte og afmattede. Opført i en helt anden tid og langt fra tidssvarende til fodbold på øverste klasse i det 21. århundrede.  

Den schweizisk-italienske FIFA-præsident Gianni Infantino havde sin helt egen måde at udtrykke sin frustration over de italienske stadions på, da han blev spurgt ind til emnet af Rai Sport i slutningen af februar:

- Stadion-situationen i Italien er trods al logik. Vi snakker om et land med en enorm passion og kultur for fodbold. Alligevel er Italien efter Gabon, der arrangerede de seneste afrikanske mesterskaber, når vi snakker om stadions.

FIFA-præsidenten sammenlignede direkte stolte Italien med miniputten Gabon. Et vestafrikansk land med to millioner indbyggere kendt for sine store forekomster af diamanter, og i fodboldforstand nok mest kendt som ophavsland til Arsenals ekvilibristiske angrebsstjerne, Pierre-Emerick Aubameyang.

Men noget om snakken er der måske. I forbindelse med afholdelsen af de afrikanske mesterskaber i landet i både 2012 og 2017 blev der (med stor hjælp fra kinesisk kapital) opført flere moderne fodboldstadions. Heriblandt den nye nationalarena Stade d'Angondjé med plads til 40.000 tilskuere.

Det står i stærk kontrast til tilstandene i støvlelandet, hvor stadionbyggeri hører til sjældenhederne, og ’moderne’ er et prædikat kun ganske få klubber kan sætte på deres stadions.

Siden årtusindeskiftet er kun tre nye italienske fodboldarenaer blevet indviet, såfremt man ikke tæller øboerne fra Cagliaris midlertidige stadion, Sardegna Arena, med i regnestykket. Her er der tale om Messinas Stadio San Filippo fra 2004 (38.722), Frosinones Stadio Benito Stirpe fra 2017 (16.125) og så selvfølgelig Juventus’ nye fort Allianz Stadium fra 2011 (41.570). Derudover skal det retfærdigvis nævnes, at Udinese har givet deres Stadio Friuli en kæmpemæssig make-over, som blev færdiggjort i starten af 2016.

Men hvad siger det om Italien, en stolt fodboldnation med fire verdensmesterskaber i trofæskabet, når dets stadions - dér hvor selve fodbolden udfoldes - falder hen, og ikke længere nødvendigvis er noget, man stolt fremviser for omverdenen?

Et land, der ellers kan kalde sig verdens ottendestørste økonomi og et land, der i mange årtier har været vant til at se fodboldspillere fra nær og fjern valfarte til for at spille fodbold på allerøverste hylde.

Hvad gør det ved selvopfattelsen på en så stolt fodboldnation, når dets fodboldmæssige infrastruktur decideret slår revner?

Det er et spørgsmål, Niels Kvale kan svare på. Som Danmarks Radios bosiddende korrespondent i Italien fra 2011-2015, holdte han det ene øje skarpt rettet mod ‘Calcioen’ i det fodboldgale land, hvor excentriske klubpræsidenter, en milanesisk mediemogul og sportslige skandaler har holdt fodboldens udvikling hen igennem en lang årrække.

Åbenlyst også de italienske stadions’. Selv perlen over dem alle, San Siro, er ikke længere en skønhedsplet, der pryder billedet i Italien.

- Italienerne er ikke decideret flove over de stadions, de har at byde på. Men de er selvfølgelig bevidste om, at de står med en kæmpe udfordring i forhold til at få moderniseret hele infrastrukturen omkring topfodbolden, og at de halter efter deres konkurrenter, siger Niels Kvale og fortsætter:

- Selv perlen blandt italienske stadions, San Siro, har også set bedre dage, så netop i disse måneder har Inter og AC Milan en masse diskussioner om, hvorvidt man skal bygge et helt nyt stadion eller renovere på det nuværende. Det kan blandt andet komme på tale, at San Siro skal bruges som Italiens svar på Wembley. For det er trods alt et godt stadion. Men selv perlen blandt dem alle er ved at nå sidste holdbarhedsdato, og senest er det kommet frem at den ”3. ring” – altså det øverste tribunedæk på San Siro - bevæger sig, når der er store koncerter, på en ikke synderligt hensigtsmæssig måde, så nu diskuteres en renovering også ud fra et sikkerhedssynspunkt. Det siger en hel del om stadiontilstandene i Italien, når selv en af kronjuvelerne har det sådan.

Forfald

Flere af de italienske stadions vi ser i Serie A i dag stammer helt tilbage fra dengang Italien stadig var et kongerige og statsoverhovedet var selverklæret fascist.

Artemio Franchi i Firenze, San Siro i Milano, Stadio Olimpico i Torino og Renato Dall’Ara i Bologna er blot nogle af de stadions, der blev opført i tiden under Mussolini i 20’erne og 30’erne. Flere af disse stadions blev i høj grad bygget med det sigte for øje, at Italien skulle afholde VM i 1934.

Da Italien så i 1990 stod på spring til at afholde de prestigefyldte verdensmesterskaber nok en gang, fik flere af landets stadions en ordentlig saltvandsindsprøjtning. Flere af de gamle stadions fra 30’erne blev gjort up to date, mens nye fodboldtempler såsom Stadio delle Alpi i Torino og Stadio San Nicola i Bari så dagens lys.

Nu er det 29 år siden, at disse arenaer blev istandsat. Dermed også 29 år siden de sidst fik en gennemgribende kærlig hånd. Flere steder står de italienske fodboldarenaer ganske enkelt hen i forfald.

Nogle husker måske, hvordan Cagliari i slutningen af 11/12-sæsonen måtte spille en håndfuld hjemmekampe på et stadion i Trieste nær grænsen til Slovenien. 1.072 km væk fra deres hjem på Sardinien. Ganske enkelt fordi det ikke var sikkert at gå til fodbold på øboernes daværende faldefærdige stadion, Stadio Sant’Elia.

De fleste fodboldelskere har nok også haft en TV-oplevelse eller to fra en Serie A-kamp, hvor stemningen har føltes mat. Tilskuere der sidder langt væk fra banen, som tit og ofte er omkranset af en løbebane. Og ser man en kamp med Napoli som hjemmehold, kan man nogle gange foranlediges til at tro, at der slet ikke er nogle tilskuere på stadion. På de nederste tribuneafsnit sidder der nemlig sjældent nogen tilskuere, fordi udsynet er for ringe.

Mange italienere har da også de senere år vendt de mange forældede stadions ryggen. Siden årtusindeskiftet er det gennemsnitlige tilskuertal i Serie A faldet fra 30.127 til 24.738 i forrige sæson. Pilen peger selvsagt ikke udelukkende på stadiontilstandene, når sådan et fald skal forklares, men sammen med de problemer italiensk fodbold de senere år har oplevet med voldsomme - og i flere tilfælde racistiske - ultragrupperinger, har det ikke just trukket stadionoplevelsens værdi opad.

Færre tilskuere og utidssvarende stadions har desuden en negativ indvirkning på værdien af TV-rettighederne for Serie A. De senere år har det bevirket, at TV-indtægterne slet ikke stiger med samme hast som i eksempelvis Bundesligaen i Tyskland og Premier League i England.  

Kun én klub i Italien kan følge med topklubberne i La Liga, Bundesligaen og Premier League, når det gælder indtjening og sportslige resultater. Juventus, der i 2011 indviede det topmoderne Juventus Stadium (nu Allianz Stadium) har siden oplevet en kæmpemæssig fremgang, og har vundet samtlige scudettoer lige siden. Klubbens indtjening (matchday, TV-rettigheder og andet kommercielt) er desuden fordoblet fra knap 200 mio. euro i den første sæson på Allianz Stadium til knap 400 mio. euro i sidste sæson. Mange af topklubberne i Serie A skæver derfor yderst misundeligt til Torino-klubben, der har overhalet dem med stormskridt.

Klubber som Roma, Fiorentina, Napoli, AC Milan og Inter har ellers i efterhånden flere år haft færdigtegnede private stadionprojekter på plads. Men her er flere af dem stødt ind i en mur af italiensk bureaukrati, der har forsinket projekterne markant.

- Hvis vi tager Roma som eksempel, så præsenterede de et helt konkret stadionprojekt i 2014. Men siden da er der bare ikke rigtig sket noget. Der er et ledende romersk byrådsmedlem, der er blevet anholdt i forbindelse med byggeriet for korruption og magtmisbrug, ligesom der også tidligere har været anholdelser af blandt andre ejeren af det byggeselskab, der står for projektet.  Det er på mange måder meget sigende for, hvorfor det er så besværlig og langsommelig en proces at få bygget de her stadions, som alle jo kan se er bydende nødvendige for, at italiensk fodbold kan komme videre, fortæller Kvale.

- Og der er flere, der peger på, at dét lige præcis er årsagen til, at det ikke kommer til at kunne lade sig gøre at afholde EM i 2028 i Italien.

Kun fire Serie A-klubber ejer deres eget stadion. De resterende 16 ud af 20 klubber, der ikke ejer deres eget stadion, lejer sig ind på et kommunalt anlæg på nogle både temmelig dyre og langvarige kontrakter. Og det er en model flere italienske kommuner tjener gode penge på i en tid, hvor italiensk økonomi ikke ligefrem bugner af højkonjunktur.

- Der er et generelt problem med, at kommunerne ikke er synderligt velvillige til at ændre på de nuværende tilstande, for de tjener jo penge på det, som det er nu. Og så er der også bare generelt et enormt besværligt bureaukrati i Italien. Der skal jo også gerne følge nogle store infrastrukturprojekter med mange af de her nye stadions i de store byer, men især sådan nogle projekter er bare enormt langsommelige i Italien. Det får tingene til at trække i langdrag, siger Niels Kvale.

- Det er paradoksalt nok at tænke på, at Italien eksporterer masser af kæmpemæssige byggeprojekter som eksempelvis metroer og broer til blandt andet Danmark, men derhjemme er der bare ikke de fornødne investeringer til selv at gøre det.

Ud af tornerosesøvnen

Et skifte i ejerforholdene omkring de italienske stadions virker som et helt og aldeles springende punkt for, at de italienske klubber kan komme med op i den internationale topkamp igen.

Kun Juventus har for alvor formået at byde de store europæiske klubber op til dans i Champions League de senere år. Netop efter indrykningen på Allianz Stadium i 2011. Næppe nogen kausalitet, men bestemt heller ikke en tilfældighed.

Det forklarer økonom, Italien-kender og Serie A-ekspert på Mediano, Brian Bødker.

- Opførelsen af Allianz Stadium har haft en lang række synergieffekter på Juventus’ økonomi og dermed i sidste ende også den sportslige succes. I runde tal har det nye stadion direkte bidraget med 10-20 procent af den økonomiske optur; blandt andet på grund af de VIP- og sponsorfaciliteter, man har fået, samt det faktum, at klubben nu er ejer af deres stadion, som de ikke skal betale leje for.

Dette står i modsætning til stort set alle andre klubber i Italien, hvor store og langvarige kommunale lejekontrakter æder en stor del af matchday-indtægterne op. De i forvejen økonomisk pressede kommuner har derfor ikke nogle nævneværdige tilskyndelser til at investere i anlæggene - og skulle de så ende med at gøre det alligevel, vil det bare føre til en tilsvarende forhøjelse af lejen.

I Torino ejer kommunen udelukkende grunden, som stadion er bygget på. Den har de så udlejet til Juventus på et 100-årigt lejemål, som Juventus derfor har kunnet opføre deres eget stadion ovenpå.

- Allianz Stadium har virkelig sat gang i en lang og positiv økonomisk spiral for Juventus. Det økonomiske boost, som stadion har givet, har ført til, at de har kunnet toppe deres konkurrenter i Italien, hvilket vi jo ser ved, at de har vundet Scudettoen lige siden, og nu klarer sig godt i Champions League stort set hvert år. Det har så medført endnu flere præmiepenge, som sammen med den globale brandingkampagne de igangsatte i 2017 med det nye logo blandt andet har ført til, at de har fået råd til en spiller som Cristiano Ronaldo, der har øget klubbens værdi og indtjening enormt. Det kan vi eksempelvis se ved den nye tøjaftale, Juventus lavede med adidas omkring årsskiftet, som har fordoblet deres spillertøjskontrakt.

I de lande Italien normalt sammenligner sig med, er ejerforholdene omkring stadions helt anderledes skruet sammen. I Premier League ejer tre ud af fire klubber deres eget stadion - ofte igennem virksomhedskonstruktioner relateret til klubejerne, i Spanien er 16 ud af 20 La Liga-klubber ejere af deres eget stadion, men det i Bundesligaen gælder for halvdelen af klubberne.

Så med kun fire Serie A-klubber, der ejer deres eget stadion - noget der alt sammen kun er sket inden for de seneste otte år, er det ikke uretfærdigt sige, at italienerne har sovet i timet, mener Brian Bødker.

- Italiensk fodbold har på mange måder sovet lidt af en tornerosesøvn. Mange af topklubberne har været båret af, at klubpræsidenter som Berlusconi, Agnelli og Moratti har finansieret det hele. Derfor har klubberne udviklet sig til at blive meget ubæredygtige forretninger, hvilket de derfor i de her år kæmper for at få rettet op på.

- Bedre faciliteter er helt klart afgørende for, at de italienske klubber kan tage næste skridt. Næsten al historik fra andre lande viser, at der sker en fremgang i tilskuertallene, når nye stadions indvies. Det vil naturligvis betyde, at klubberne øger deres matchday-indtægter, men til gengæld også skal betale en højere husleje for de nye anlæg. Den nettoøkonomiske effekt vil derfor ikke nødvendigvis blive vildt stor i første omgang, men har en masse positive følgevirkninger ud i fremtiden, som er helt vitale i form af bedre vilkår for sponsorer, VIP-lounger og et bedre produkt for TV.

I dag er der eksempelvis ingen sponsorfaciliteter på hverken Stadio Olimpico i Rom eller San Siro i Milano. Klubber som Roma, Lazio, Inter og Milan går derfor glip af potentielt store indtægtsposter hvert år.

EM-katapulten

Italien har endnu ikke indgivet et officielt bud på at afholde EM i 2028, men formanden for det italienske fodboldforbund, Gabriele Gravina, mere end antydede i et interview med Sky Italia i februar, at et sådant bud snart vil ligge på UEFA’s bord.

- Det er ikke kun en tanke, men mere en velfunderet ide, som er en del af vores program. Det er et projekt, der kan give entusiasme til landet og være et startskud til at forbedre vores infrastruktur. Jeg håber, UEFA er klar på ideen, sagde Gravina ved den lejlighed.

Udover Gabriele Gravina har også formanden for Italiens Nationale Olympiske Komité (CONI), Giovanni Malagó, udtrykt sig i særdeles entusiastiske vendinger omkring projektet. Han har ligefrem udtalt, at han mener, det er Italiens eneste chance for at få opgraderet landets stadions.

Spørgsmålet er så bare, om økonomien i Italien er til at igangsætte så store investeringer?

Landet kæmper med store underskud på statsbudgettet, en af Europas højeste arbejdsløshedsprocenter og en statsgæld, der udgør svimlende 132 procent af landets BNP.

Til gengæld fik italienerne i fjor en regering, der ikke har været tilbageholdende med at sætte gang i de offentlige udgifter. Italiens regering, bestående af populistpartiet 5-stjernebevægelsen og højrefløjspartiet Lega Nord, har blandt andet planer om at indføre en borgerløn og en flad skat. Initiativer, der vil koste et svimlende milliardbeløb, og som også har bragt landet på kollisionskurs med EU-kommissionen.

Men måske er lige netop denne regering, anført af blandt andet den indædte AC Milan-fan Matteo Salvini, ikke den sværeste regering at få overtalt til at hoppe med på det store EM-projekt.

- Der har ikke endnu været nogle meldinger fra politikerne om, hvor vidt de vil støtte projektet. På det punkt er Italiens bud endnu ikke konkret nok. Men der er ingen tvivl om, at den nuværende regering i særdeleshed ønsker at føre en ekspansiv finanspolitik, hvilket eventuelt kan blive til projektets fordel. Dog findes der også internt i regeringen modstand mod store prestigebyggerier, hvilket kan pege i den anden retning, siger Niels Kvale og fortsætter:

- Problemet lige nu er dog også, at Italien ikke kan låne sig til pengene, fordi de så vil få et for stort budgetunderskud, hvilket tidligere har ført til sammenstød med EU-reglerne, plus de jo har en kæmpemæssig statsgæld.

- Men alt sammen forudsætter jo, at der sker noget omkring ejerforholdene for mange af de her stadions. Ellers bliver det aldrig til noget.

Et problem for den italienske modernisering og byggeiver kan dog gå hen og blive landets egen befolkning. I Italien er store anlægsprojekter generelt ildeset efter utallige eksempler på byggesjusk og korruption i stor skala. Det skyldes især mange af de enorme skandaler, der har været omkring offentlige byggerier.

Tag eksempelvis den motorvejsbro i Genova, der styrtede sammen i fjor, eller den nye motorvej A2 i Syditalien mellem Salerno og Reggio Calabria, der tog 54 år at få færdiggjort og åbnede så sent som i slutningen af 2016. Der findes massevis af eksempler på hospitaler, skoler, teatre med mere, der aldrig bliver færdiggjort. ”Tomme katedraler” bliver nogle af de største ufærdige byggeprojekter ofte benævnt som.

Italien er derfor et land, hvor grandiose planer kan forstumme i apati, og hvor vejen mod endemålet bare er lidt længere end i andre lande, selvom vejen frem står glasklart for enhver.

UEFA’s italienske viceformand, Michele Uva, har ligefrem været ude at advare sine landsmænd imod at byde ind på EM-slutrunden i 2028, før en samlet national plan for de italienske stadions er klar. Hertil ser der endnu ud til at være lang vej.

Ud over Italiens formentlige bud, er et fælles firdelt sydøsteuropæisk bud allerede kommet på banen med Grækenland, Bulgarien, Serbien og Rumænien som værtslande. Derudover pønser både England, de iberiske lande (Spanien og Portugal) samt de skandinaviske lande på at lægge et bud på slutrunden.

Italien kan dog i første omgang overbevise UEFA om, at de er opgaven værdig ved at afholde U21 EM i juni uden videre problemer.

Én ting er i hvert fald helt sikker: Vejen tilbage til den europæiske top er endnu utrolig lang for italiensk fodbold.

Denne artikel er udgivet i forbindelse under et forløb på Medianos Sócrates. Mediano Sócrates er et hold af dygtige og ambitiøse formidlere, der løbende udgiver historier på Mediano - primært på tekst - igennem et forløb, hvor feedback, idéudvikling og oplæg fra eksterne journalister og formidlere fylder det meste.

Foto: Francesco Pecoraro/Getty Images

Africa Cup of Nations Special: Bliv klædt på til fest med Salah, Mané, Ziyech , Koulibaly - og lange Paul

Africa Cup of Nations Special: Bliv klædt på til fest med Salah, Mané, Ziyech , Koulibaly - og lange Paul

Bestyrelsesformand i Vendsyssel FF, Jacob Andersen: Vi skulle have haft mere is i maven, da vi rykkede op

Bestyrelsesformand i Vendsyssel FF, Jacob Andersen: Vi skulle have haft mere is i maven, da vi rykkede op