Spiller til Spiller: Undgik depressionens sorte hul: »Der skulle jeg ikke ned igen«
PODCAST: Da karrieren sluttede, stod John Dyring og balancerede på kanten af depressionens sorte hul. I den her udgave af ’Spiller til Spiller’ fortæller han, hvordan han undgik den store nedtur.
AF MICHAEL HEHR
»Du kommer aldrig til at spille fodbold igen.« »Du kommer aldrig til at spille fodbold igen.«
Tanken var der konstant. Alligevel havde den svært ved at bundfælde sig.
John Dyring valgte ikke selv at stoppe sin professionelle fodboldkarriere. Det tvang en skade ham til. En ting var det ufrivillige farvel til spillet på banen. Til friheden, kicket og sammenholdet. Noget andet var afskeden med identiteten som professionel fodboldspiller. Det ramte ham mentalt.
- Hvem er du, når du ikke er fodboldspiller? spørger John Dyring retorisk.
- Jeg kan næsten mærke det, bare vi sidder her, at skuldrene bare falder ned om navlen på én. Lige pludselig føler man sig som verdens mest ligegyldige menneske igen. Hvad fanden bidrager du egentlig med? Hvad kan du egentlig? Kan du egentlig overhovedet noget som helst, når du ikke kan det der?
- Der havde jeg en rigtig hård periode, og det var der, hvor jeg stod og kiggede eller i hvert fald kom hen til det sorte hul og kiggede ned i det igen, fordi hele min identitet blev taget fra mig.
For John Dyring havde gjort det hele livet. Spillet fodbold. Lige indtil han ikke kunne det længere. Den tidligere Skive IK-anfører slap tidligt igennem nåleøjet til Superligaen, men når den nu 37-årige skibonit kigger tilbage på karrieren, blev det blot til 26 superligakampe. I stedet tæller cv’et et hav af 1. divisionskampe.
- Men det er ikke ensbetydende med, at det har betydet mindre for mig at spille fodbold, end det gør for dem, der spiller Superliga. Jeg tænker, at min løncheck nok har været lidt mindre, men min glæde og min passion for at spille fodbold er i hvert fald ikke mindre, understreger han.
John Dyring havde to måneder, hvor han balancerede på kanten af depression. Det fortæller han om i den her udgave af Spillerforeningens podcast, ’Spiller til Spiller’.
I udsendelsen kan du også høre:
- Hvorfor John Dyring mener, at alle fodboldspillere kan have gavn af at tale med en psykolog eller mental coach
- Hvordan han undgik at havne i depressionens sorte hul
- Hvordan John Dyrings karriere sluttede, og hvor han er i dag
- Hvorfor han faktisk ikke håber, at han kommer sig helt over karrierestoppet