Line Røddik endte i intetheden
Hun udlevede egentlig drømmen. Som udlandsprofessionel i en af verdens største klubber. Men pludselig fandt Line Røddik sig selv i det, hun beskriver som »intetheden«. En skade frarøvede hende for en tid identiteten som fodboldspiller. Og hvem var hun så?
AF MICHAEL HEHR
Hør hele Line Røddiks historie i denne udgave af ’Spiller til Spiller’ – Spillerforeningens podcast, der bringes i samarbejde med Mediano.
»Hvem er jeg, når jeg ikke er fodboldspiller?« »Hvad er jeg?«
Det var to af de spørgsmål, Line Røddik grublede over, da et skadesforløb holdt hende fra banen. Store, eksistentielle spørgsmål, som flere fodboldspillere ender med at stille sig selv, når de oplever identitetstab.
Og det var lige præcis dét, Line Røddik gjorde. Oplevede et tab af identitet.
- Lige pludselig går man fra at være fodboldfodboldspiller til bare at være til.
- Jeg er en fodboldspiller. Jeg er taget til Barcelona for at spille fodbold, og det eneste, jeg ikke kan, er at spille fodbold, og så kan man få den der »hvad kan jeg så?«, eller »hvad gør jeg så?«, siger Line Røddik.
Du kan høre hele udsendelsen i dit podcast feed eller her:
Andet end en fodboldspiller
Årsagen, til at Line Røddik ikke kunne spille fodbold, var skader. I perioder var hun så hårdt ramt, at hun ikke kunne lave meget andet end ligge på sofaen og se Netflix. En tilstand, der var langt fra de forestillinger, hun havde gjort sig om livet som professionel fodboldspiller i en af verdens største fodboldklubber.
Det ramte hende hårdt mentalt. Det var ikke, fordi hun ikke havde oplevet skadesperioder tidligere i karrieren. Men i modsætningen til de andre perioder, havde hun i Barcelona ikke andet end sin fodboldkarriere.
- Du er fodboldspiller 24/syv. For det er man. Og du skal prioritere din fodbold og alt det der. Men jeg tror, det er rigtig, rigtig sundt at have et eller andet (ved siden af fodbold, red.). Jeg siger ikke, at man skal studere, eller at man skal arbejde. Det kan også være en hobby. Det kan være hvad som helst.
Ifølge 32-årige Line Røddik, der nu spiller i FC Nordsjælland, er det afgørende, at alt ikke handler om fodbold. At man ikke bygger hele sin identitet på at være fodboldspiller.
- Det var i hvert fald det, der gjorde, at jeg havde den hårde perioder, som jeg havde. For lige på det tidspunkt, havde jeg ikke andet. Så når fodbolden ikke var der, så var der ikke noget.
- Det var ikke mig, men det var blevet mig. Jeg var forsvundet væk i den der skade og intethed, fortæller hun.
Foto: Getty Images/Filipe Farinha