MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Her er Medianos nye barn: Et helt nyt medie - på skrift

Her er Medianos nye barn: Et helt nyt medie - på skrift

Redaktørens blog: I marts træder Mediano ind i et helt nyt kapitel i vores udvikling. Lyttere bliver til læsere, og Mediano vil i den grad også udkomme på tekst gennem nogle af Danmarks bedste fodboldskribenter med store og dybe artikler eksklusivt for Støt Mediano. Her beskriver Peter Brüchmann scenarierne, der går fra et pilotprojekt i marts til de første skridt mod at blive det danske svar på The Athletic.

Af Peter Brüchmann

Onsdag den 1. marts tager Mediano det, der kan blive et afgørende skridt i vores udvikling. I gennem hele marts måned vil du kunne opleve projektet ‘Magasinet Støt Mediano’, som er dybe analyser af dansk og international fodbold skrevet af en række af de allerdygtigste skribenter i Danmark. Altså artikler på rigtigt mange, dejlige bogstaver, som vi har brugt virkeligt mange ressourcer på at lave.

Nogle kalder det 'deep dives', andre 'baggrundsjournalistik' eller 'longreads'. Vi kalder det bare 'Magasinet Støt Mediano'. Allerede i denne uge vil du kunne opleve den store analyse af Superligaens placering på det internationale transfermarked. Det er Superliga-redaktør Gisle Thorsen, der skriver. Jeg selv er vendt tilbage til journalistikken og forsøger at kortlægge, hvor stor Superligaens satsning på talenter og akademier er og høre, hvor voldsomt F.C. Københavns udbrud på talentmarkedet - også økonomisk - egentligt er. Det, jeg har skrevet, er mere end 6.000 ord eller tæt på 37.000 tegn, så det er ikke bare helt almindelige artikler.

Fredag tegner Klaus Egelund, tidligere Ekstra Bladet, et stort aktuelt klubportræt af FC Midtjylland.

Du kan alene i disse tre store artikler læse nyheder, artige navnehistorier og komme helt tæt på det, der normalt er klubbernes hemmeligheder: Nemlig deres budgetter, priser, lønninger og strategier.

To af dem, du kan møde i Magasinet Støt Mediano: De gamle kolleger fra Tipsbladet, Thomas Pyndt og Sebastian Stanbury. Foto: Ludvig Brüchmann.

Blandt de skribenter, du kan møde i Magasinet Støt Mediano i marts er:

  • Sebastian Stanbury

  • Thomas Pyndt

  • Morten Glinvad

  • Gisle Thorsen

  • Karsten Krogh

  • Arnela Muminovic

  • Nicolai Lisberg

  • Klaus Egelund

  • Jeppe Højbjerg Sørensen

  • Og Peter Brüchmann

STØT MEDIANO

Projektet kører i første omgang i marts som et pilotprojekt. Vi holder meget nøje øje med reaktioner og modtagelsen og håber selvfølgelig at fortsætte ud over denne periode. Men det er også ressourcekrævende og dermed dyrt, så hvis det ikke giver den ønskede effekt, så justerer vi lynhurtigt. Lydmediet er stadig vores kerne, men vi vil på alle måder gerne have, at Mediano står på to ben:

  • Partnere og Støt Mediano - på det forretningsmæssige område

  • Lyd og tekst - på platforme

  • Dybe analyser og godt selskab - når man skal beskrive vores genre

    Hele tiden på to ben.

Du kan også høre redaktørens blog indlæst som podcast af Peter Brüchmann:

Korrespondenter

En af ideerne er at lave egentlige korrespondenter, der er virkeligt stærke på de enkelte ligaer, så man kan også opdele holdet således:

  • Premier League og England: Thomas Pyndt

  • La Liga og Spanien: Morten Glinvad

  • Serie A og Italien: Karsten Krogh

  • Tyskland og Bundesligaen: Nicolai Lisberg og Arnela Muminovic

  • Superligaen: Gisle Thorsen og Peter Brüchmann

  • Fri leg med tilladelse til det hele: Sebastian Stanbury

Og senere har vi selvfølgelig en række andre aktører, vi kan bringe i spil på ligaer og på f.eks. det taktiske og analytiske. 

Magasinet Støt Mediano i pilotperioden marts er 10 meget store artikler lavet af ovennævnte skribenter. Der vil typisk udkomme to artikler om ugen, så det er ikke noget nyhedsmedie eller en ny konkurrent til de hurtige vitaminer. Tværtimod tror vi på, at I er nogen derude, der godt gider bruge tid på at læse, hvis det er relevant og at vi får lov at gå lidt dybt i stoffet.

Sådan fungerer Magasinet Støt Mediano

Artiklerne i Magasinet Støt Mediano udkommer på følgende måde:

De er eksklusive for jer i Støt Mediano - og udkommer her, som en ny post i Støt Mediano. I får altså en mail-notifikation om, at der nu er nyt i Magasinet Støt Mediano.

  • I kan også bare lægge mediano.memberful.com/posts ind i jeres foretrukne og selv tjekke, om der er nyt. Vi skal nok sikre, at linket optræder i alle normale artikler og alle podcast-tekster, så det altid er let at finde.

  • Der vil være en version på mediano.nu, men her vil man typisk kunne læse de første 1.500 tegn ud af en artikel på minimum 15.000 tegn og en vejledning til, hvordan man får adgang til hele historien.

  • Vi overvejer at indlæse nogle af artiklerne og lade dem udkomme i det normale feed, men med en forsinkelse på typisk et par dage.

  • Og så kommer vi til at lave udsendelser om nogle af artiklerne, så alle vores mange lyttere, der ikke er med i Støt Mediano stadig kan følge med

  • Vi ændrer intet på Medianos udsendelser. Alt Mediano-lyd er stadig tilgængeligt for alle. Så dette er ikke en pludselig betalingsmur. Det er et helt nyt medie, som vi laver oven i det normale for at gøre noget særligt for vores frivillige abonnenter i Støt Mediano.

    Og så lidt om økonomien i det hele og dermed også for, hvordan vi finansierer det og hvad succeskriterierne er.

“Vi ændrer intet på Medianos udsendelser på podcast. Her får du måske lidt mere, end du plejer. Ellers er intet forandret.”
— Peter Brüchmann

Magasinet Støt Mediano er eksklusivt for jer i Støt Mediano. Vi har nu nået et niveau, hvor I er lidt mere end 1.000 medianostøtter (vi er begyndt at kalde det Medianos bud på mediestøtte: Medianostøtte). Hvis vi kan holde på jer i et år, svarer det til, hvad en god partner betaler for at være med i et helt år, så det er virkelig godt og vitalt for os. Men vi vil gerne op på mere end én procent af de lyttere, vi har. Det tal anslås til at være 100.000 individer, der lytter til ti episoder i snit hver måned. De 100.000 er personer, der har lyttet til Mediano mindst en gang på en måned, så nogle af jer lytter altså til virkeligt mange udsendelser.

Regnestykket

Kan vi få antallet op på bare to procent af de 100.000 -  rigtig regnet ud: 2.000 medianostøtter -  så står Mediano reelt på to ben, så det er vores nye mål for 2023. Det kræver, at vi får cirka 100 nye støtter om måneden i snit eller godt tre om dagen hver dag resten af året.
Så satsningen på store, dybe artikler i marts er altså vores forsøg på at gøre noget særligt for Støt Mediano - og selvfølgelig også på at gøre det attraktivt for nye at komme med.

Hvis jeg skal prøve at lave en prognose for pilotprojektet i marts og mulige udfald, så ser jeg følgende udfald:

  1. Det bliver ikke en succes. Mange reagerer med et skuldertræk og siger: For os er Mediano lyd. Vi har ikke bedt om tekst. Vi har således brugt nogle penge på godt indhold og er blevet klogere, men stopper projektet.

  2. Det bliver en succes. I kan godt lide longreads og journalistik med en særlig dybde, og vi kan fortsætte på et niveau, hvad enten det er få, nogle eller mange artikler hver måned

  3. Det bliver en stor succes. Vi når hurtigere end ventet 2.000 medianostøtter og kan skrue gradvist op. I så fald vil Mediano have taget afgørende skridt mod at blive det, som The Athletic har haft som ambition på det globale marked.

Scenarie 3 er selvfølgelig interessant, men det er - og så må I tro mig eller lade være - ikke formålet med denne manøvre. Vi har de seneste år haft muligheder for at gå den vej og indgå i særdeles offensive satsninger på at skabe en stor abonnementsforretning a la The Athletic. Jeg kunne være blevet en rig mand og flyttet væk fra Ringvej O2 og en bybus, der kan kigge ind på mig, når jeg spiser blødkogte æg på de gode morgener.

Men vi har forholdsvis insisterende forsøgt at holde fast i Medianos model. At alt lyd er gratis for så mange som muligt. At vi ikke har betalingsmure og begrænser vores indhold til en betalende elite, som er normen i mediebilledet. Vi er og vi vil være noget andet end det traditionelle mediebillede.

Vi har brug for mere end én procent

Når vi nu gør dette, så er det også fordi, at vores forretning ikke kan bære, at vi skruer op til at lave analyser af mandagskampe, fredagskampe, lave Specials og masser af Breaking, når der er én procent af lytterne, der gider betale 25 eller 35 kroner pr. måned. Når vi ser, hvor mange, der siger 'endelig fik jeg taget mig sammen', så tror vi på, at potentialet er langt større end én procent, der er støtter. 

Vi har i forbindelse med dette pilotprojekt haft mange, mange diskussioner om følgende balance: Vi vil gerne gøre Støt Mediano større og stærkere, men vi vil heller ikke ændre på Medianos oprindelige model. Vi ønsker, at alle vores udsendelser på lyd er gratis tilgængeligt for alle og finansieret primært igennem vores partnerskaber med virksomheder som Arbejdernes Landsbank, Bauhaus, Just Eat, Podimo, Sorte Sokker, Saxo, Miele, VW, Peter Larsen Kaffe, med flere.

Så hvordan gør vi mere for Støt Mediano - uden at gøre forskel. Derfor bygger vi nu et nyt medie. I første omgang som et pilotprojekt, der udkommer på denne platform. Det er ikke, fordi medlemmerne i Støt Mediano har ønsket, at vi skulle gøre noget særligt. Det er faktisk heller ikke, fordi de har bedt om meget lange tekster. Men vi håber, at vi kan gøre det attraktivt for mange flere at være med i Støt Mediano.
Som medlem i Støt Mediano får man stadig alt det, man plejer:

  • Retten til at sige, at man er med til at finansiere alle de ekstraudsendelser, vi laver om mandagskampe, Europa League-kampe med dansk deltagelse, Mediano Breaking eller Max Mediano, når vi ikke har nogen partner.

  • Betale i gennemsnit 500 kroner om året for 500 udsendelser om året - godt regnet ud: Én krone pr. udsendelse.

  • Adgang til Medianos liveblog med vores eksperter under de største kampe.

  • Først adgang til Mediano Live, når vi inviterer til event.

  • Adgang til rundens spørgsmål til panelet eller være med til at lave Spørgsmål Special

  • Være med i fokusgrupper, når vi i 2023 vil sparre med jer om nye ideer og projekter.

Samtidig vil vi også godt teste fodbolddebatten i dette forum. Nede under denne artikel finder du et kommentarfelt. Vi vil bede vores skribenter, journalister og eksperter om at kigge med og deltage i debatten herinde. Vi er med mellemrum blevet trætte af tonen i den offentlige debat og deltager kun i den med mellemrum og når vi får lødige og oprigtige spørgsmål, som ikke bunder i automatreaktioner og fundamentalisme. 

Det er derfor en drøm, at vi her i Støt Mediano kan skabe et rum for en bedre og mere seriøs debat. Vi tillader os også at redigere i den. Jeg personligt har i årevis ment, at debatten bør vendes om: At medierne skal tage redigeringsretten tilbage, fremfor at lade debatten være en råbekonkurrence i at finde fejl på hinanden. Den del skal jeg nok komme tilbage til, men som gammel mand husker jeg avisernes læserbrevssider. Her skulle man engang gøre sig umage for at få optaget et læserbrev eller en kronik. Kan vi skabe et rum, hvor man skal gøre sig umage og tale pænt for at være med i debatten, så gør vi gerne det. Debatten trænger i den grad til, at nogen gør noget ved den.

At gentænke Medianos model

Er en procent mange? Nej.
Er 1.000 mange? Ja
Er to procent mange? Sjældent
Er 2.000 mange? Ja, er du svimmel.

Så hvad er en succes? Vi ved det ikke. Vi er dybt taknemmelige for hver og en, der kommer med. Jeg læser personligt alle de kommentarer, som I skriver, når I melder jer til og ærgrer mig over, at der ikke er et direkte svarfelt, så vi kan reagere omgående og direkte. En sjælden gang imellem tillader jeg mig at skrive en direkte privat mail til en, der har meldt sig til, fordi jeg kan se, at vi betyder noget for vedkommende og gerne vil tilkendegive, at hver eneste ny støtte betyder noget for os.

Hele projektet er et forsøg på at justere eller måske ligefrem gentænke Medianos model. Vi er gået fra et par hundrede støtter til mere end 1.000 i en periode med inflation, energikrise og stigende priser. Den største fremgang er altså klart sket i det, der langtfra er en buldrende højkonjunktur, og det glæder os.

De typiske reaktioner, når folk skriver sig op og bliver medlem i Støt Mediano er:

  • Taknemmelighed for mange timers godt selskab - taknemmeligheden er mindst lige så stor hos os.

  • Undskyldninger for, at man først kommer nu - hvilket er helt skævt. Man er da nøjagtig lige så velkommen, hvis man kommer i februar som i juni sidste år. Eller til juni næste år. Det her projekt er bygget til at kunne holde i lang tid og udvikle sig hver dag.

  • Endelig fik jeg mig taget sammen - ja, og hvad så. Det afgørende er, at du er med.

  • Ønsker om, at Mediano kan blive ved med at lave godt indhold.

  • Og så konkrete ønsker om det indhold, man ønsker mere af.

Er det her så vejen til Mediano bag en betalingsmur? Ikke, at jeg ved, at det spørgsmål kommer, men mon ikke det dukker op. Vi hørte det rigtig meget, da vi indgik et samarbejde med Podimo. "Ja, ja, det her er bare begyndelsen. Om et år er det hele bag betalingsmur", hed det adskillige steder. 

Men hvad skete der? Fodbold var bedre i 90erne flyttede IND på Mediano og blev gratis tilgængeligt. Jeg lovede at træde tilbage, hvis Mediano var i dårligere form efter et år, end da vi indgik samarbejdet. Nu er det år gået, og jeg tillader mig at blive siddende, fordi Mediano er bedre, end vi nogensinde har været.

Om at være uafhængige

Kan vi så garantere, at alt Medianos lydindhold altid vil være tilgængeligt for alle? Måske ikke garantere, men i den horisont, jeg kan se, vil det være sådan. Men hvis vores partnere bliver ramt af lavkonjunktur og forsvinder, vil jeg da hellere kigge mod Støt Mediano end lukke et projekt, der betyder rigtig meget for mange af os, der er inde i det og forhåbentlig også noget for nogle af jer, der bruger mange timer med os. Men to streger under: Planen er 100 procent, at Medianos podcast er gratis tilgængelige for alle, mens Støt Mediano gør os uafhængige af mange ting.

  • Uafhængige af indtægter fra betting, casino og kviklån

  • Uafhængige af indtægter fra virksomheder finansieret i regimer, som ikke respekterer menneskerettighederne

  • Uafhængige af konjunkturer

  • Og med retten til ikke at bøje os ned efter alle de indtægter, vi kan få øje med, men vælge med en både grøn og bæredygtig profil.

Jeg håber, at du vil læse med og hjælpe os med at justere projektet på plads. Jeg håber også, at vi kan blive ved med at gøre Støt Mediano relevant for jer, der er med. Måske kan vi endda lokke nogle af jer til at fortælle de af jeres venner, der også kender Mediano, med ombord. Vi har brug for jer. Vi vil gerne udvikle Mediano, så vi hver eneste dag bliver en dag dygtigere - og ikke bare en dag ældre.

På Mediano laver vi ikke indhold for at tjene penge. Vi tjener penge for at kunne lave indhold. Det er faktisk det, medier burde handle om. Hvis man laver indhold for at tjene penge, er man kun en forretning - ikke er medie.

Tak fordi du læste med. Af hjertet tak, fordi du støtter. Jeg håber, at du forstår, hvor vigtigt det er for os.

Mange hilsener
Peter Brüchmann
Chefredaktør, Mediano

Foto: Getty Images og Ludvig Brüchmann

Fotos: Getty Images og Ludvig Brüchmann

Superliga Special: FC Midtjylland-Brøndby

Superliga Special: FC Midtjylland-Brøndby

Mediano PL - Gracias drømmedebut, Ten Hags trofæ og Hammers i hopla

Mediano PL - Gracias drømmedebut, Ten Hags trofæ og Hammers i hopla