Kapitel om John Eriksen - Svendborgs sorg
Dette er et uddrag fra bogen ’De orange danskere’, der er skrevet af den anerkendte hollandske journalist Wiep Idzenga. Bogen handler om store danske spillere i hollandsk fodbold gennem tiderne – og dette kapitel handler om den nu afdøde landsholdsspiller, John Eriksen
Af Wiep Idzenga
I B1903’s gamle klubhus i København gjalder latteren gennem rummene. Allan Michaelsen ser det for sig: John Eriksen som en revisor på vej til kontoret. Håret i en snorlige skilning. Overskægget veltrimmet. Under armen en mappe og en madpakke. Michaelsen, der spillede otte landskampe for Danmark, finder sammenligningen træffende (interviewet med Allan Michaelsen til bogen ’De orange danskere’ er lavet i vinteren 2015/16, inden Allan Michaelsens død den 2. marts i år, red.)
”Men glem ikke”, siger han bag et skrivebord, ”John havde måske nok udstråling som en anonym kontormand, men han havde instinkt som en mafiaboss. Han var uhyre målfarlig. Glem Preben Elkjær, Michael Laudrup og alle de andre store navne. Ingen anden dansk fodboldspiller har scoret så mange mål som John Eriksen. Og ansigt til ansigt med en målmand var ingen mere kølig end han”.
Mere end 350 mål
Det er en tidlig lørdag morgen, og skønt Allan Michaelsen hele året fra tidlig morgen til sen aften har travlt med fodbold, taler han hellere end gerne med mig på sin fridag om sin gamle ven og kollega John Eriksen. ”Men helst ikke kun om hans sygdom og tidlige død, vel?” John Eriksen led af Alzheimers, kom på plejehjem og døde i 2002. Angriberen, der scorede mere end 350 mål for danske, hollandske, franske og schweiziske klubber, blev 44 år gammel.
Fra 2006 og knap ti år frem er Allan Michaelsen sportschef i den hæderkronede københavnerklub B 1903, der i dag frister en tilværelse i Danmarksserien. I B 1903 har Michaelsen ansvaret for arbejdet med klubbens yngste talenter, inden han i 2015 bliver tilknyttet FC Københavns ungdomsafdeling ”School of Excellence”, der har som formål at levere spillere til FCK’s førstehold.
Allan Michaelsen er en betydningsfuld mand i B 1903 og råder over adskillige nøgler, men den vigtigste har han ikke: den til cafeteriet. Altså ingen kaffe. Michaelsen undskylder flere gange. Han giver mig i stedet en rundtur i klubhuset. Jeg bliver ført forbi mindevægge med fotografier af pokaler, spillere og spilledragter. På et af billederne står Michaelsen i sit stiveste puds ved siden af Pelé. På et andet står han i træningsdragt mellem de to tidligere landsholdsspillere Martin Laursen og Thomas Helveg, begge med en fortid i AC Milan.
Duel med Bobby Charlton
Michaelsen poserer også med Michael Laudrup og tidligere landstræner Sepp Piontek. Mellem snesevis af vimpler hænger også en fra Ajax og en fra det kongelige hollandske fodboldforbund KNVB. Samlingens perle er et indrammet fotografi af Michaelsen i hovedstødsduel med Bobby Charlton. Det er fra kampen mellem Manchester United og fodboldsammenslutningen Stævnet i 1969, hvor årstalsklubben vandt danmarksmesterskabet. Samme år blev Michaelsen kåret som Årets Spiller i Danmark og senere solgt til FC Nantes i Frankrig. Efter ti år i udlandet med yderligere ophold i tyske Eintracht Braunschweig og schweiziske FC Chiasso vendte han hjem til dansk fodbold og indledte en trænerkarriere i Svendborg, hvor John Eriksen voksede op.
”Da John efter sine udenlandske eventyr i 1991 vendte tilbage til Svendborg, kendte jeg ham ikke personligt”, siger Allan Michaelsen, mens han folder hænderne om nakken. ”Jeg havde selvfølgelig nøje fulgt hans karriere, og mellem 1979 og 1981 spillede jeg sammen med hans bror Gert på Svendborg fB’s midtbane, hvor jeg dengang var spillende træner”.
Michaelsen kommer godt ud af det med John Eriksen. ”Jeg havde godt nok hørt, at John kunne være arrogant, men det var kun på overfladen. Han var snarere genert og beskeden. Han skulle lige se folk an, men efter en tid blev vi gode venner”. Dengang lå Svendborg i 2. division. Michaelsen er stort set alene om det hele – fra at træne holdet, pumpe bolde og til at søge sponsorater. Han synes derfor, at det er en god idé at hive Eriksen ind som assistent- og angrebstræner. Som berømt fodboldspiller kan han også tiltrække pengemænd, men Michaelsen er frem for alt glad for, at han råder over Eriksen som centerforward.
Den bedste danske boksspiller nogensinde
”John var 33, men stadig en fantastisk fodboldspiller”, siger Allan Michaelsen med strålende øjne. ”I hele mit liv har jeg sjældent set en spiller, der var så god i feltet”. Klaus Berggreen kalder ligefrem John Eriksen den bedste danske boksspiller nogensinde. Instinktivt placerede han sig altid det rigtige sted. ”Han scorede på alt inde i feltet, med højre, venstre og med hovedet”. Eriksen har heller ikke selv nogen forklaring. ”Egentlig tror jeg bare, at jeg løb derhen, hvor de andre ikke var”.
John Eriksen scorer det første af sine fire mål i Rodas 7-3-sejr over Zwolle i 1983. Foto fra bogen: Jacques Klok / ANP / Scanpix.
Allan Michaelsen lader hånden løbe gennem sit grå, stride hår. ”Eriksen havde det store uheld, at Danmark i hans tid frem for alt spillede kontrafodbold med Preben Elkjær og Michael Laudrup. Med en tremandsangrebskæde ville en målskytte som John have fået mere ud af det end 17 landskampe og 6 mål”. Selvom han i 1984 slutter på 2. pladsen på topscorerlisten i den bedste hollandske række efter Ajax-angriberen Marco van Basten bliver Eriksen ikke udtaget til truppen, der skal til europamesterskabet i Frankrig samme år. Ved verdensmesterskaberne i Mexico i 1986 er han med på yderste mandat. Han bliver skiftet ind to gange i turneringen og scorer efter oplæg fra Frank Arnesen Danmarks sidste mål i 2-0-sejren over Vesttyskland. Til EM i Vesttyskland 1988 får Eriksen også kun to kampe på banen til trods for, at han i den pågældende sæson scorer 36 mål i 34 kampe for sin schweiziske klub Servette, hvilket sikrer ham Sølvstøvlen som den næstmest scorende angriber i Europa.
Accepterede, at Elkjær altid var over ham
Men Sepp Piontek holder fast ved det hold, der to år før har taget verden med storm. Eriksen spiller dog alle 90 minutter i 0-2-nederlaget mod Italien, som bliver Danmarks sidste kamp ved EM-slutrunden, og Eriksens sidste i landsholdstrøjen. Det forbedrer ikke Eriksens mulighed for at få en startplads på det danske landshold, at han er så ydmyg og indadvendt. Berggreen mener, at det skyldes, at han fuldstændig accepterer, at Elkjær er over ham i hierarkiet. ”Det var i orden med John. Han beklagede sig aldrig”. Eriksens selvudslettende karakter bliver med årene mere og mere udpræget, efterhånden som sygdommen breder sig i hans hjerne.
Et dybt suk undslipper Allan Michaelsen, da han begynder at fortælle om dengang, han første gang bemærker, at der er noget galt med hans assistenttræner. Det er en ganske almindelig dag, og John Eriksen er netop kommet ind ad døren i klubhuset. Han har været ude for at forhandle om reklamer på trøjerne og på stadion. Folk omkring Michaelsen siger, at det er tosset af ham at lade Eriksen tage sig af sponsorater – han er ikke ret god til at snakke – men firmaerne vil meget gerne lave forretninger med den hjemvendte stjerne. Han skraber mange penge ind, og også denne morgen er det gået fint. Michaelsen skænker kaffe og spørger henkastet, hvor meget hans kollega har fået samlet ind.
Det kan Eriksen ikke huske. ”Det syntes jeg var mærkeligt”, husker Michaelsen. ”Det er dog det vigtigste ved sådan en aftale”. Han ringer til det pågældende firma, som Eriksen har holdt møde med, og får at vide, hvilket sponsorbeløb det drejer sig om. Han får også at vide, at det har været en mærkværdig samtale. Eriksen efterlod et forvirret indtryk. ”Jeg tænkte ikke videre over det”, siger Michaelsen. ”Måske var han stresset eller havde problemer derhjemme. På sygdom tænkte jeg selvfølgelig ikke. John var ung, veltrænet og i god form. Han var så hurtig som nogensinde på de første meter, og hans sans for spillet var fantastisk. Ud af ti gode oplæg under træningen satte han som regel de otte eller ni ind. Heller ikke i kampene bemærkede jeg noget ved John. Han lavede sine sædvanlige små stikninger, men scorede indimellem også på smukke langskud og lob”.
Det gik fra slemt til værre
Allan Michaelsen må igen rynke panden, da John Eriksen nogen tid senere ringer til ham fra træningsbanen. Assistenttræneren kan ikke huske en øvelse, han selv har aftalt med Michaelsen samme morgen. Senere på ugen glemmer han en kamp med kvindeholdet, som han er træner for, og Eriksen går også glip af en mødeaftale med en mulig sponsor. ”Det lignede ham overhovedet ikke”, siger Michaelsen, og stemmen knækker. ”John var normalt meget tjekket og præcis”. Det går fra slemt til værre. Eriksen begynder at glemme flere og flere aftaler, og når han tager af sted, kan der gå adskillige timer, før han dukker op i klubben. Når han endelig viser sig, kan han ikke huske, hvor han har været.
Både for klubbens og Eriksens skyld beslutter bestyrelsen at afskedige ham. Af og til besøger han Michaelsen til en kop kaffe, men Eriksen taler mere og mere usammenhængende. Ikke desto mindre spiller han endnu en tid på Svendborgs divisionshold. Han scorer også sine mål. Men det bliver sværere og sværere for træner og holdkammerater at kommunikere med ham. ”Han kunne ikke længere følge de taktiske oplæg eller holde aftaler. Jeg oplevede det selv, før jeg blev assistenttræner i OB i 1992. Min efterfølger i Svendborg gjorde samme erfaring. Hvis Eriksen ikke havde været sådan en fantastisk fodboldspiller, var det selvfølgelig aldrig gået, men lige meget hvor meget på afveje han var, blev han ved med at score mål”.
Senere hører Michaelsen, at Eriksen, da han ikke længere kan spille på førsteholdet, somme tider kommer ind i omklædningsrummet for at samle tomme flasker eller hente en rulle tape. ”Ingen vidste, hvad han skulle med det. Heldigvis lod spillerne ham bare gøre det. De glemte aldrig, hvilken fin fyr han var. Hvis han nu havde været en arrogant skid, havde de nok reageret anderledes, men John havde ingen fjender”.
Hvor er livet dog uretfærdigt
Allan Michaelsen ryster på hovedet. Han ser træt ud. Den sympatiske dansker, der er oldboystræner (Allan Michaelsen, født 1947, døde i marts 2016. red.), er stadig vital nok til at løbe efter en bold hele dagen, men at tale om sin afdøde ven sætter sine spor. ”Hvor er livet dog uretfærdigt”, siger han så. ”At sådan en venlig og fair fyr skal dø så ung”.
Et par dage senere er jeg på vej til Svendborg. Jeg har en aftale med John Eriksens halvandet år ældre bror, Gert. Odense-Svendborg er en strækning, som Eriksen fra januar 1978 dagligt tilbagelagde i sin bil. Næsten to år efter hans debut på Svendborgs førstehold lokker OB-træneren Richard Møller Nielsen, den senere landstræner, Eriksen til Fyns hovedstad. Eriksen lader ikke til at have problemer med at skifte 3. division ud med 1. division. Tværtimod øger han sin målrate med det dobbelte. På to sæsoner scorer han 42 mål for OB. I Holland har Roda fået øjnene op for hans kvaliteter og kan slet ikke vente med at få ham købt.
Flere år senere kører den sygdomsramte John Eriksen endnu en gang fra Svendborg til Odense, nu for at besøge sin gamle ven Allan Michaelsen. Han farer vild på vejen, og Michaelsen må ud for at finde ham. Til en kamp om aftenen anbringer OB’s assistenttræner ham ved siden af sig på bænken. Han frygter, Eriksen skal gå sin vej og ikke kan finde tilbage.
Nej, det var ikke Alzheimers
Mit rugbrød kører igennem et smukt, solbeskinnet landskab. Småbyerne undervejs har navne som Højby, Ringe og Kværndrup. Husene i denne del af Danmark er farverige, blå og gule og hvide med røde tage. Der er store, moderne vindmøller, men også en gammel, der trænger til istandsættelse. Solen står lavt. En sværm af sorte fugle danser over en skov. Selv i halvmørket kan man stadig se langt. På grund af den frodige natur og alt det grønne kaldte H.C. Andersen sin fødeø for ”Danmarks have”. På en eng mellem marker med majs og korn står to rådyr.
På en parkeringsplads i Svendborg læner en mand sig op ad en bil. Om det er Gert Eriksen, kan jeg endnu ikke se, men det er utvivlsomt en hjulbenet fodboldspiller. Det viser sig at være ham. Han ler genert ad min forbavselse over, at han – der nærmer sig de 60 – stadig spiller fodbold med de ben. Hans højre ben krummer efter et dårligt helet brud og flere operationer. Han træner stadig to gange om ugen og spiller kampe på Svendborgs veteranhold. ”På banen gør det aldrig ondt”, siger Gert Eriksen. ”Det er i dagene efter, det driller”.
Vi går en tur gennem byen, der har lidt over 25.000 indbyggere, og sætter os på en café. Gert Eriksen er lidt mere snakkesalig end sin bror, men det betyder ikke, at han snakker mig et øre af. Han lader indimellem stilheden råde, kigger ned i sin kaffekop eller ud ad vinduet. ”Nej, det var ikke Alzheimers”, siger han så. ”Det var en anden form for demens. Først troede vi, det havde noget med skilsmissen fra hans kone at gøre. At han gik og rugede, var nedtrykt og glemte ting og gentog sig selv. Han ville ikke gå til læge, men til sidst gjorde han det, da min mor bad ham om det. Så blev det tydeligt, hvad han fejlede”.
Skilsmissen
Annette, Johns ekskone, har en anden version. Til en avis fortæller hun, at Eriksen efter sin fyring fra Svendborg bliver mere og mere stille. Somme tider sidder han i flere timer alene på sit værelse. Hans kone spekulerer på, om det er stress eller snarere en hjernesvulst, men han nægter at gå til lægen. Eriksen har altid været et familiemenneske, og i løbet af sin karriere har han efter kamp og træning aldrig kunnet komme hurtigt nok hjem til sin kone og sine i Holland fødte døtre Camilla og Sarah. Da hans personlighed ændrer sig drastisk, går ægteskabet i stykker. Eriksen flytter for sig selv i et lille hus. Annette og døtrene besøger ham jævnligt, og da hans ekskone erfarer, at han har aftalt besøg hos lægen, ringer hun til lægen for at få ham til at undersøge hans hjerne.
John Eriksen fra præsentationen i Feyenoord i 1985. Foto fra bogen 'De orange danskere'/Per Kjærbye.
”Tja”, siger Gert Eriksen. ”Hende Annette. Vi kunne ikke sammen”. Det betyder, at de to brødre, der tilbragte deres ungdom med at spille fodbold sammen, glider fra hinanden. Gert rejser tre gange ned til en Roda-kamp i Kerkrade og én gang til FC Mulhouse, hvor John Eriksen i 1984-85 spiller i den næstbedste franske række og scorer 27 mål i 34 kampe. ”Annette og jeg skændtes hele tiden, og som regel tog John hendes parti”.
Historier om at flippe ud i Svendborg
Brødrene er ikke på talefod i en årrække. Men da John flytter tilbage til Svendborg, genoptager de forbindelsen. Ifølge Gert ville John bestemt ikke skilles, og han går ud fra, at det var skilsmissen, der skubbede hans bror ud over kanten. Lillebroren trækker sig mere og mere ind i sig selv. Det går hurtigt ned ad bakke. Han må have hjælp til at købe ind, for han kommer hele tiden hjem med varer, han ikke har brug for. Han laver ikke mad mere, men propper sig med junkfood.
Med sine forældre aftaler han at komme og spise hver dag, men somme tider mister han tidsfornemmelsen og ankommer først til barndomshjemmet efter at have cyklet rundt i timevis. Køre bil kan han ikke mere, men også på cykel er han til fare for sig selv og andre. Folk tror, han er beruset. I Odense hører Allan Michaelsen historier fra Svendborg om, at John er flippet ud og blevet båret hjem.
Alt det oplever Gert Eriksen ikke. Han bor og arbejder på Ærø, hans kones fødeø, en god times sejlads fra Svendborg. Han får børn, bliver postbud og er spillende træner på klubbens førstehold. ”For mine forældre var Johns situation et helvede. Jeg forstår udmærket, at de fik ham indlagt på et hospital og fik ham på plejehjem. De var bange for, at han skulle komme noget til”.
Lille John var bare bedre
Gert har fået munden på gled, men stopper talestrømmen. Han fører hånden gennem sit korte hår, klør sig lidt i en bakkenbart og kigger med fugtige, blå øjne tomt ud i luften. Så tager han sig sammen. ”Mens jeg boede på Ærø, besøgte jeg ham ikke så meget på plejehjemmet, men det var også hårdt for mig at se min bror sidde mellem mennesker, der var dobbelt så gamle som ham. Til sidst kunne han ikke genkende andre end min mor, heller ikke mig. Det gjorde det ikke lettere”.
”Hvad forhindrede mig i at få en karriere som fodboldspiller, druk eller piger?” Gert Eriksen gentager mit spørgsmål med et stort smil. ”Hvad med begge dele?” Gert er selv en dygtig fodboldspiller, men ikke så ambitiøs som sin bror. Allan Michaelsen mener, at Gert er for langsom til topfodbold. Som drenge spillede brødrene fodbold sammen i timevis ude i haven. Når Gert gik ind, blev John ved med at sparke en tennisbold højt op i luften. Det forfiner hans teknik og gør, at han lærer at sparke lige godt med begge ben. Et halvt år før sin bror debuterer John for Svendborg. Gert har aldrig været jaloux over det, snarere stolt. Han kan se, at ’Lille John’ simpelthen er bedre end ham. Først efter sin 18-års fødselsdag begynder John for alvor at skyde i vejret, indtil da er han et hoved mindre end sine jævnaldrende. Det tvinger ham til at være smidig og hurtig, hvilket han får glæde af gennem en lang karriere.
En fænomenal skarpskytte
Med hans højde er der ikke så store problemer, da John Eriksen skifter til Roda i det sydlige Holland, men han bliver hurtigt klar over, at han må lægge på rent fysisk. For en centerforward på 1,80 er 74 kilo ikke tilstrækkeligt i den langt hårdere hollandske turnering. John Eriksens første halvsæson er målløs, og den rutinerede, store og stærke Dick Nanninga sidder på hans foretrukne plads som spydspids. Eriksen beslutter sig for at gå i gang med at løfte vægte, og han har det held, at den nye træner Piet de Visser efter sommerpausen giver ham en fri rolle på venstrekanten ved siden af Nanninga. Det bliver en succes. Eriksen står lige pludselig altid på det rigtige sted, når Nanninga med sin springstyrke header bolden videre. I de fire kommende sæsoner scorer Eriksen 80 mål for klubben. De Visser kalder ham ”en fænomenal skarpskytte”.
Rodas hold i 1981. John Eriksen sidder som en flot treer fra venstre på forreste række.
Foto: Getty Images
På et af sine besøg i Holland oplever Gert Eriksen, hvor begejstrede de er i Roda for hans bror. ”John spillede på et fremragende hold med tre berømte spillere, der havde deltaget i VM-finalerne i 1974 og 1978: målmand Jan Jongbloed, midtbanespilleren Theo de Jong og angriberen Dick Nanninga”. Målmanden Jongbloed må indkassere to scoringer i finalen mod Vesttyskland i 1974. Tyskernes andet mål i 2-1-sejren er signeret af Gerd Müller. Han er Johns store forbillede. Eriksen-brødrene sad klistret til skærmen, når Bayern München var på tv. John Eriksen er stolt, når han som voksen bliver kaldt den danske Gerd Müller, fordi han har samme ’Torinstinkt’ som sit tyske idol. Ligesom den lille tysker kan Eriksen vende på en tallerken. Eriksen føler ikke, han kan nå højere, da han i 1988 får overrakt Sølvstøvlerne af Gerd Müller efter at have scoret 36 mål for Servette FC.
På hold med Rummenigge
Det er Eriksens anden ud af tre sæsoner i den schweiziske klub, hvor han er klubkammerat med den tyske stjernespiller Karl-Heinz Rummenigge. For Genève-klubben scorer han i alt 75 mål i 87 kampe. I 1989 drager han videre til Luzern, hvor han netter 37 gange i 70 kampe, før han i 1991 vender tilbage til Danmark. At John Eriksen aldrig når at spille i andre storklubber end Feyenoord, tilskriver Gert Eriksen lillebrorens beskedne karakter. At han selv forhandler sine kontrakter uden hjælp fra agenter eller advokater, hjælper ham heller ikke. ”Hans niveau berettigede ham til at spille i Tyskland eller Italien – ligaer, der passede godt til hans spillestil”. Statistisk er Eriksens ene sæson hos Feyenoord 1985-86 bestemt ikke dårlig: 22 mål i 31 kampe plus to scoringer i en pokalkamp mod PSV samt et europæisk mål mod Sporting Lissabon.
Men med sin tørre, effektive spillestil, hvor han er usynlig i store dele af kampene, bliver han aldrig rigtigt populær i Rotterdam. Feyenoord-klubben foretrækker i de år snarere børster som Dave Mitchell (12 mål i 40 turneringskampe) og John van Loen (17 i 54 kampe), kultspillere, der høstede bifald, selv når de blev udskiftet efter en mindre heldig indsats på banen.
Ikke en gang en flot assist i De Klassieker, der i efteråret 1985 sikrer Feyenoord den første sejr i Amsterdam i 11 år, kan ændre på opfattelsen af Eriksen. I foråret 1986 har klubben ondt i økonomien og føler sig tvunget til at sælge John Eriksen foruden to andre nyindkøb, Tscheu La Ling og landsmanden Jan Sørensen.
Ukendt i Danmark - indtil 1986
”Sjovt nok havde han i sommeren 1986 sit egentlige gennembrud i Danmark”, siger Gert Eriksen. Roda, Mulhouse eller Feyenoords kampe blev selvfølgelig aldrig vist på dansk tv, så for mange danskere var min bror ret ukendt indtil VM-kampen mod Vesttyskland”. Efter pausen afløser Eriksen Elkjær, og et kvarter senere lander bolden efter flot kombinationsspil mellem Lerby, Mølby og Arnesen hos Eriksen. Det ligner et simpelt mål til 2-0, men Eriksen gør alt rigtigt: løber med frem, venter, og timer sit indløb i feltet perfekt, og overrasker derpå den tyske målmand Toni Schumacher med at sætte bolden ind, ikke med højre, men med venstre fod.
Jubelscenen er også karakteristisk for Eriksen: Han svinger med armen i let jubel, smiler og løber direkte hen og fejrer scoringen med holdkammeraterne. Tilbage i midtercirklen klapper Michael Laudrup ham på hovedet. Fra tribunerne runger: ”We are red, we are white, we are Danish dynamite”. Ingen kan forudse, at netop det 15 år senere skal blive John Eriksens sidste ord.
Gert Eriksen skubber den tomme kaffekop væk og bider sig i underlæben. ”Fodbold var alt for John, og han blev ved, indtil han absolut ikke kunne mere. Han spiller ikke rigtige kampe mere, men bare lidt hyggebold fredag aften sammen med nogle gamle kammerater”. Den sidste gang er i 1999, kort før John bliver indlagt på et plejehjem for demente.
Den sidste kamp
Det er i forbindelse med den årlige traditionsfest for gamle Svendborg-spillere og -trænere, noget John Eriksen selv tog initiativ til, da han kom hjem fra Schweiz. De gamle medspillere kan under kampen se, at der er noget galt fat med John, men de ved ikke hvad. Da John før middagen går på toilettet, fortæller Gert de andre, hvordan det står til med broren. Allan Michaelsen holder vagt på gangen. ”Alle var oprevet”, fortæller Gert Eriksen. ”Også jeg selv, men det var ganske tydeligt, at det nok var sidste gang, John skulle komme til at sparke til en bold. Sådan blev det også”.
Døtrene Camilla og Sarah, der regelmæssigt går ture med deres sygdomsramte far, får sjældent lejlighed til at give en forklaring. På gaden oplever de, at bekendte, der kommer imod dem, går over på den anden side af gaden eller smutter ind i en butik. Det er ubehageligt, ligesom bemærkningerne om, at deres mor har ladt en syg mand i stikken. Men de vil ikke skamme sig over deres far. Hvis andre ikke vil se dem i øjnene, er det deres problem, siger døtrene ifølge deres mor.
Vi forlader cafeen og går hen til kirkegården, hvor John Eriksen ligger begravet. Gert standser op foran graven. Der står to sten. En stor med indskriften ”John Hartmann Eriksen” og derunder hans fødsels- og dødsdag, og en lille, brun sten med to udhuggede fugle. ”Far” står der bare.
Vi står lidt uden at sige noget, indtil Gert begynder at vippe på fodbalderne, bukker sig lidt og vender sig bort. ”Kom, vi går”, siger han så. Vi går ud til hans bil og kører igennem byen. Gert viser mig en smuk udsigt over havnen, inden vi kører hen til fodboldklubben, hvor brødrene har tilbragt så meget tid. Vi sidder lidt udenfor klubbens cafeteria, som er lukket. En dreng sparker en bold mod et tomt mål. Vi sætter os ud i bilen igen og kører en ti minutters tid. ”Her gik vi i skole”, siger Gert undervejs, og lidt efter: ”Her bor mine forældre”.
Hjemme hos forældrene
Vi parkerer og går ind i et etplanshus, hvor vi overrasker hans mor og far ved aftensmaden. De er begge i firserne. Moren, en sød dame med kridhvidt hår og briller, rejser sig for at byde velkommen. Faren, en genert, halvskaldet mand med en imponerende næse, der breder sig til alle sider, skovler hurtigt de sidste rester af den varme mad indenbords. Så giver han også hånd og tager ud af bordet. Via Gert spørger han, om jeg vil have en kold Tuborg. Ikke noget usædvanligt spørgsmål i Danmark, heller ikke midt på dagen.
Mor Eriksen er den snakkende af de to. Hun har lært sig en smule tysk under vandreferier i Tyskland, Østrig og Schweiz. Da hendes yngste skaber sig en professionel karriere i udlandet, bliver hun stolt. Det vil modne ham, og desuden elsker hun selv at rejse. Hun har gode minder fra Holland og nævner spontant navnene på Johns gamle holdkammerater Martin van Geel, René Hofman og Mario Been. Faren går frem og tilbage i stuen, han bryder sig ikke om at følge med i samtalen, men netop som mor Eriksen fortæller, at hun ikke er så vild med franskmænd, finder han sin afdøde søns franske arbejdstilladelse frem fra en skuffe. Vi kigger på hans glatbarberede, unge ansigt på fotografiet. ”No moustache”, siger Gert. ”No moustache”, gentager hans mor. ”Da vi tog ned for at se en Mulhouse-kamp, havde han fået skæg. Før kampen sagde han: ’Mor, jeg spiller med nummer 10’. Som om jeg ikke skulle kunne kende min egen søn”.
Den sidste sætning bliver hængende i stuen. Gert tager den sidste slurk af sin øl, faren piller ved borddugen, og moren sukker: ”Ja, ja”. Længe høres kun urets tikken. Så fortæller mor Eriksen, at hendes søn i sit sidste år ikke sagde et ord mere. Han smilede kun, når hun kom på besøg. Hun forsøger alt: læser historier for ham, spiller bånd og synger sange. Kun én gang reagerer hendes søn. Da hun synger ”We are red”, falder John ind med: ”We are white”. Det bliver hans sidste ord.
Det kom af alle de hovedstød
Allan Michaelsen besøger også John Eriksen på plejehjemmet. Det er omkring et år før hans død, hvor Eriksen stadig af og til siger noget. Eriksen sidder ved et langbord mellem 80- og 90-årige, der stirrer tomt frem for sig. Eriksen lader ikke til at genkende sin gamle kollega og træner, men viser ham dog senere sit værelse. Da Michaelsen spørger, hvordan det går med ham, remser Eriksen sit dagsprogram op: Klokken 10 far og mor, klokken 12 post, klokken 15 kaffe. Michaelsen tager sølvstøvlerne ned fra en hylde. ”Hold op, hvor var du skarp dengang, John”, siger han. Eriksen kigger på ham. Så siger han: ”Ja, ja, Feyenoord. Klokken 10 far og mor, klokken 12 post, klokken 15 kaffe”.
Den historie kender familien Eriksen ikke. Der bliver stille i lang tid ved spisebordet, indtil moren siger: ”hmmm”, og faren giver lyd fra sig, som om han slæber en sæk cement op ad en smal stige. Gert studerer sine skosnuder.
Ligesom sin ekssvigerdatter mener mor Eriksen, at hendes søns sygdom skyldtes hans arbejde. Hun henviser til fotos og scanninger, hospitalet har lavet af hans hoved. Der er tydelige hjerneskader. ”Det kom af alle de hovedstød”, siger hun. Hun taler om en svensk undersøgelse, der peger på, at demens i en ung alder forekommer relativt ofte hos boksere og fodboldspillere.
Demens er ikke dødbringende i sig selv, patienterne dør af følgevirkningerne. Det er ikke noget rart spørgsmål at stille, især ikke til den efterladtes familie, men jeg gør det alligevel. Far Eriksen mumler noget, Gert kigger på sin mor. ”Han faldt”, siger hun. ”Slog hovedet mod et bord”. Hvordan han faldt, om han måske blev ramt af et hjerteanfald, har hun aldrig ønsket at få at vide. ”Det var bedst sådan, for ham – og for os. Det var så tungt til sidst. John var aggressiv over for plejepersonalet og somme tider også over for os. Det var rædselsfuldt, for John var sådan en kær og følsom dreng. Det må du gerne skrive”.
På en trist campingplads på Nordfyn drømmer jeg om John Eriksen om natten. Han sidder i en stor lænestol og stirrer stift på mig. Hver gang jeg spørger ham om noget fra hans tid i Holland, strækker han begge arme i vejret, som om han lige har scoret. Han tier, og ud over armene og skuldrene rører han sig overhovedet ikke. Han blinker ikke engang med øjnene.
Også den følgende kolde morgen kører familien Eriksens triste historie stadig rundt i mit hoved. Efter morgenmaden tvinger jeg mig selv til at komme videre, og i stedet begynde at lede efter Lars Elstrup.
Wiep Idzengas bog ’De orange danskere’ med forord af Frank Arnesen udkom i sidste uge på Gads forlag.
