Premier League og det virkelige kapløb
Engelsk topfodbold halter sportsligt efter konkurrenterne på kontinentet, men i det store billede kan Premier League være ligeglad. Det virkelige kapløb foregår på tværs af Atlanten.
Af Jesper Jakobsen
Lad os starte med to påstande, som jeg vil bede dig, kære læser, om at tygge på.
Påstand et: Premier League er på sit sportsligt laveste punkt i 20 år. Og to: Premier League har aldrig været mere succesfuld i de 25 år, den har eksisteret.
Først facts, så mening. Ikke siden midten af 1990'erne har ligaens europæiske repræsentanter klaret sig så dårligt i europæisk sammenhæng, hvor især de spanske og tyske klubber har domineret det seneste årti. Ikke siden slutningen af 1990'erne har det højest rangerende engelske hold (Chelsea) været placeret så lavt på UEFA’s officielle koefficientliste, hvor både Italien (Juventus) og Frankrig (PSG) har en repræsentant foran på listen. Ikke siden Serie A’s storhedstid omkring årtusindeskiftet har den engelske liga været i så overhængende fare for at falde helt ud af top tre over de stærkeste ligaer i Europa.
Alt det til en side. Vi er fortsat mange fundamentalister, der finder mere fornøjelse i at se QPR spille 1-1 med Norwich, end i at Real Madrid tæver Sporting Gijon med fem overskydende Ronaldo-mål. Der vil tilmed altid være nogen iblandt os, der mener, at Messi ikke slipper forbi Ryan Shawcross, hvis bare vejret er tilstrækkeligt træls.
Men spørg dig selv, hvad den diskussion handler om. Er det om æstetisk smag og temperament, eller om egentlig fodboldmæssig kvalitet? Meget, der er målbart, peger på at engelsk fodbold er blevet dårligere. Dels i sammenligning med La Liga, der har præsteret 17 finaledeltagelser og 13 europæiske titler siden 2006, og dels i sammenligning med sig selv fra den ikke så fjerne fortid, hvor tre af Champions Leagues fire semifinaler blev spillet i Manchester, Liverpool og London.
Spørg dig selv, om det er et tegn på en stærk liga, når Leicester bliver mestre med 10 points afstand til Tottenham. Ja, undskyld, det var da sjovt at se på. Men hvad er det nu, vi plejer at sige om Superligaen, når den slags lykkes for FC Nordsjælland eller AaB?
Den uhellige Gam£ 39
Og så til påstand to - den med at Premier League aldrig har været mere succesfuld.
Vent, hvordan hænger det sammen, når ligaen er historisk svag? Elementært, kære Watson, for Premier League handler basalt set om én ting: Penge. Eller lidt mere specifikt – om at generere størst mulig omsætning for de 20 klubber, der er en del af fællesskabet. Og på den front går det glimrende.
Fra denne 25. sæson træder Premier Leagues historisk store tv-aftale i kraft. Det er den, der lyder til at være skrevet med flydende guld fra en diamantovertrukken Mont Blanc-fyldepen. Fra og med årsskiftet forventes det, at de engelske klubber pr. år i gennemsnit hver skovler ca. 1,2 mia. kr. ind, først og fremmest takket være de nye nationale og internationale medieaftaler. Dermed kommer indtægterne pr. klub i 2017 med al sandsynlighed til at overgå de tilsvarende i NFL, der ellers regnes for verdens med afstand rigeste sportsliga. En del af æren tilfalder sågar eventyret om Leicester, der om noget kun har gjort ligaen endnu nemmere at sælge i resten af verden.
For Premier League er det betydningsfuldt, at man har indhentet, og på nogle områder overhalet den amerikanske gigant NFL. For når alt kommer til alt, er det NFL og de øvrige nordamerikanske sportsligaer, som Premier League sammenligner sig med. I langt højere grad end det er La Liga, Bundesligaen og Serie A. Sådan er det i 2016, og sådan har det været siden begyndelsen i 1992, hvilket vi vender tilbage til.
Det bedste eksempel er den årelange diskussion om den internationale spillerunde, som det har været foreslået at føje til Premier League. En ekstra runde i Premier League, hvor kampene kunne spilles rundt om på alverdens stadions, og dermed skabe endnu flere tilhængere. Idéens modstandere har døbt den ”Gam£ 39” med fiffig henvisning til det åbenlyse økonomiske motiv, som Premier League har fundet inspiration til netop hos NFL. Og selvom visionen flere gange er blevet skudt ned af magtfulde modstandere, vil det med al sandsynlighed være en fejl at betragte idéen som død.
NFL-kamp på Wembley - måske bliver det med modsatrettet fortegn i løbet af de kommende år.
Foto: Mike Marsland/Getty Images
Englænderne er hvert år vidne til NFL’s invasion af Wembley og Twickenham, og man skal være naiv for at tro, at Premier League ikke har opdaget, hvordan billetterne bliver revet væk, som var de lange underbukser på en kold dag i Nuuk. Premier Leagues store klubber ved tydeligvis også, at deres brandværdi i markeder som Asien og Afrika er enorm - og fodboldforretningen over dem alle, Manchester United, praler af at have over 325 mio. følgere i Asien.
Til gengæld har man i Premier League endnu ikke fundet balancen, hvorved de store markeder kan blive en integreret del af sporten. Amerikanerne har for længst opdaget, at der kan hentes inspiration – og ikke mindst kunder – i Europa. Fra 1991 til 2007 forsøgte NFL at opdyrke det europæiske marked med NFL Europe, og i indeværende årti har også NHL og NBA flere gange spillet betydende kampe på europæisk jord. Helt så langt er englænderne endnu ikke gået, omend det er globale ruter, klubberne sendes ud på til de betydningsløse træningskampe i løbet af sommeren.
Derfor er det heller ikke mystisk, at tanken om den 39. spillerunde bliver ved med at poppe op. Premier Leagues formand, Richard Scudamore, har ved enhver lejlighed gentaget, at han er stærk tilhænger af idéen, der formentligt vil booste tallet på den allerede bugnende bundlinje betragteligt. Scudamore satte sig i formandssædet i juni 2014, og siden da har han øget tv-omsætningen med over 50 procent. Fra 5,5 mia. pund i det seneste sæt treårige aftaler til 8,3 mia. i den nye, der løber frem til 2019.
Det er især de internationale aftaler, det er lykkedes Scudamore og Premier League at forbedre. Aftalerne med de lukrative markeder i USA, Skandinavien, Mellemøsten, Afrika, Indien, Sydøstasien og resten af verden lød fra 2013-16 på 2,3 mia. pund. Men her er har Scudamore ved forhandlingsbordet byttet om på cifrene, så klubberne fra 2016-19 skal dele 3,2 mia. pund imellem sig, alene i penge der strømmer til fra internationale aftaler.
Hvis der skulle være nogle få mønter tilovers, kunne man passende bruge dem til at vædde på, at Premier League spiller en runde i Asien eller USA senest i næste årti. Måske allerede inden udgangen af dette.
Gourmetnæsen burde lugte lunten
Al den snak om udvidede markeder og øgede indtægter virke uhellig, nærmest som lugten fra en McDonald’s frituregrill i næsen på en gourmet. Her gælder det gamle ordsprog om følsomme næser og bagerier nok fint, for puritanere og traditionalister burde have lugtet lunten allerede for et kvart århundrede siden.
Idéen Premier League opstod i slutningen af 1980erne på et tidspunkt, hvor engelsk fodbold var i en ond spiral af hooliganisme, lav sportslig kvalitet, dalende tilskuertal og generelt faldende indtægter. 10 af landets store klubber, heriblandt Liverpool, Arsenal og Manchester United, barslede allerede i slutningen af 80erne med at skabe en pengestærke piratliga, men initiativet døde dengang i den engelske højesteret.
I sommeren 1990 nåede England imidlertid frem til semifinalen ved VM i Italien, og fra den efterfølgende sæson gjorde de engelske klubber comeback i Europa efter fem års udelukkelse. Interessen steg, tilskuerne myldrede til, og pengene strømmer ind. Eneste problem var, at pundene på det tidspunkt blev fordelt blandt de 93 klubber, der udgjorde de fire divisioner i Football League. De store klubber ville have mere af den hastigt hævende kage, og i 1992 blev Premier League som bekendt en realitet.
Ligaens helt grundlæggende formål har med andre ord altid været at sikre størst mulig indtægt for sine klubber. Det er på dette afgørende punkt, at Premier League skiller sig ud fra andre europæiske ligaer. Det er på dette punkt, at Premier League ligner de store amerikanske sportsligaer.
Derfor bliver Premier League givetvis også ved med at skue over Atlanten, når der skal hentes inspiration. Et oplagt bud på det næste nye tiltag kunne være, at ligaen på et tidspunkt lancerer sin egen tv-station. Igen kan inspirationen hentes direkte hos NFL og ikke mindst NBA, der har oplevet enorm økonomisk succes med sit såkaldte League Pass.
Lektien fra især NBA er, at man via streaming til computere, tablets og telefoner kan tilbyde sine fans ubegrænset adgang til alle kampe, og på den måde at frigøre dem fra tv-stationernes programlægning. Derved kommer man direkte i lommerne på forbrugerne, uden at have tv-stationerne som indtægtssugende mellemled. I eksemplet med NBA har den øgede tilgængelighed og efterspørgsel tilmed betydet, at NBA har forbedret sin almindelige tv-aftale med ufattelige 180 procent. Det resultat vil sikkert give Premier League savl i mundvigen. Og blod på tanden.
Faktisk har de allerede leget med tanken i England, hvor Premier League i 2008 udforskede mulighederne for at oprette sin egen tv-kanal som en sikkerhed, hvis pengestrømmen fra de etablerede medier viste tegn på at tørre ud. Siden dengang er streaming-tjenesterne trådt ud af internettets mørke kroge og ind på den helt store scene på en måde, der gør det langt nemmere at forestille sig, at Premier League kan få i både pose og sæk. Eksemplerne fra USA viser, at intet hindrer, at man kan fodre sit produkt både til tv-stationerne og direkte til de altædende fans.
Lønloft og slutspil?
Med den interkulturelle udveksling, der allerede er i gang på tværs af Atlanten, er det kun fantasien der sætter grænser for, hvor langt Premier League kan gå i det økonomiske slagsmål med NFL og NBA. Kan, vil og tør. For grænserne er der – trods alt – spørg bare Vincent Tan i Cardiff, eller Assem Allam i Hull, der begge blev en tand for løse i omgangen med de britiske traditioner i forsøget på at rebrande deres klubber.
Forandringerne kommer dog. Nogle gange langsomt, men altid sikkert. Forud for denne sæson har Premier League præsenteret et nyt logo, der af skeptiske iagttagere bliver betragtet som et skridt i retning mod et mere strømlinet, internationalt image. The Football League har allerede vist vejen ved fra denne sæson officielt at kalde sig EFL.
Premier Leagues nye strømlinede logo til den kommende sæson.
Det er næppe nødvendigt for Premier League at tage det skridt fuldt ud og gøre ”EPL” til andet end en smart forkortelse, som tv-stationen NBC bruger til amerikanere. Premier League ved, at fodbold i USA – den runde af slagsen – endnu blot er et spædbarn i den amerikanske sportsfamilie. MLS har sine fire rige onkler i form af NHL, MLB, NBA og NFL, og det er deres kartelagtige deling af det købestærke amerikanske marked, der er interessant, når Premier League leder efter nye jagtmarker.
På deres side af Atlanten ved amerikanerne også, at Premier League er en seriøs, men også interessant konkurrent, som man kan udveksle løsninger med. Eksempelvis kæmper NBA med begrebet ”tanking”, der kort sagt indebærer, at nogle klubber stort set udsætter sig selv for sportslig sabotage, for derved at øge chancerne i draft-systemet, hvor de dårligste hold får de bedste muligheder for at hente forstærkninger til den kommende sæson. Derfor ser man i NBA med stor misundelse på både cupturneringer og nedrykning, der jo er en fantastisk incitament-skaber, når en klub har udspillet sin chance for at blive mester. Takket være nedrykning og cupturneringer har fodboldklubberne i England noget at spille for hele året igennem. Det er ikke tilfældet for deres amerikanske pendanter i NFL og NBA.
Til gengæld griner amerikanerne af den engelske modvilje mod slutspil og såkaldt ”competitive balance” – ligelig fordeling af talent. En af NFL’s store forcer er, set med amerikanske briller, at ligaens 32 hold hvert år angiveligt har en realistisk chance for at nå frem til Super Bowl og løfte trofæet. Det har de i princippet takket være førnævnte draft-system, hvor ungt talent fra college-rækkerne så at sige kommer ind fra bunden og forstærker de svageste, og takket være lønloftet, der sikrer, at et enkelt hold ikke kan støvsuge kontinentet for superstjerner. I NBA gælder lønloftet sågar ned på individniveau, således at en enkelt spiller ikke kan optage mere end maksimalt 30 procent af en klubs samlede lønbudget.
Det er umiddelbart svært at forestille sig, at Premier League nogensinde vil overveje hverken slutspil eller loft over Premier League-stjernernes astronomiske lønninger. Faktum er ikke desto mindre, at man skal grave ned til nummer 49, før man finder Wayne Rooney på magasinet Forbes liste over verdens bedst lønnede sportsfolk. For at finde ham skal man forbi snesevis af profiler fra både NFL og NBA, og mon ikke Premier Leagues stjerner kunne gå med til et loft, hvis lønningerne var nord for 160 mio. kr. om året. Samtidig er det værd at bemærke, at Premier League ved at tilslutte sig FIFA’s Financial Fair Play-regler faktisk allerede har taget det mest afgørende skridt på vejen mod et lønloft. Nemlig det, at klubberne potentielt kan møde finansielle eller sportslige sanktioner, hvis ikke de har balance i bøgerne.
Lige så sandt er det, at Premier Leagues klubber allerede fra det engelske hjemmemarked ved, hvor lukrativ en enkelt slutspilsfinale kan være. Det behøver de ikke at se Super Bowl for at finde ud af. Ifølge Deloitte Sports Business Group er den årlige Football League playoff-finale ca. 200 mio. pund værd for vinderen, og i den engelske rugbyliga ”Super League” har man siden 1998 fundet sin mester ved et slutspil. Til finalen stiger tilskuertallet hvert år fra det gennemsnitlige sæsonsnit på knap 10.000 til over 80.000 på nationalstadionet Twickenham, og sofaseer-tallet er naturligvis væsentligt højere.
Det mønster er bestemt ikke ulig det, Premier League ville se, hvis de alligevel besluttede sig for at søge inspiration i USA, hvor slutspillene i de store ligaer hvert år øger seerskaren eksponentielt. Derfor mener nogle iagttagere, at det ikke er et spørgsmål om Premier League får et slutspil. Det er udelukkende et spørgsmål om hvornår.
Og så alligevel…
I første omgang er det dog tilstrækkeligt at afvente om og hvornår Richard Scudamore får held med at udvide Premier League med sin ønskede spillerunde nummer 39. Det kommer til at ske, har han lovet, men ingen ved hvornår, og selvom klubberne er med, skal både FIFA og den engelske fanbase overbevises om, at projektet har en værdi, der kan måles i andet end pund. De britiske fodboldfans kæmper allerede indædt imod de stadigt stigende billetpriser, der i nogle klubbers tilfælde er steget med op til groteske 1000 pct. i forhold til tiden før Premier League. Det er derfor svært at forestille sig begejstring hos alle fans, hvis løsningen i sidste ende bliver, at man flytter en ”hjemmekamp” ud af landet.
Samtidig er England af indlysende årsager en fodboldnation, der også tager traditioner alvorligt. Den første FA Cup-finale blev immervæk spillet, før overliggeren blev opfundet. Ultimativt er det først og fremmest her, Premier League alligevel adskiller sig fra NFL og de andre amerikanere. Premier League er jo fodbold, sådan rigtig fodbold, forstås. Og fodbold, det ved vi, er følelser.
