Fascinerende Ajax – når strategi bliver til kultur

Ajax Amsterdam er en institution i fodboldens verden. Her gennemgår Nicklas Kastrup den hollandske storklubs gyldne perioder og ser på, hvad man gjorde rigtigt

Af Nicklas Kastrup

Uanset hvordan man har det med Ajax Amsterdam, er det svært at benægte klubbens bidrag til verdensfodbolden igennem årene. En ting er, at man har produceret den ene kæmpe hollandske stjerne efter den anden - Neeskens, Krol, Van Basten, Rijkaard, Bergkamp, Koeman og selvfølgelig Johan Cruyff – og dertil kommer, at man også været med til at forme udenlandske spillere til den absolutte top af international fodbold, såsom Zlatan Ibrahimovic og Christian Eriksen. To spillere som i øvrigt begge er scoutet af Ajax’ skandinaviske talentspejder, danskeren John Steen Olsen.

Derudover har man revolutioneret struktureringen af en klub, spilkoncept og drift af eget akademi, så man kontinuerligt producerer spillere til den højeste hylde. Så lad os se på, hvordan man er nået hertil.

Michels, Cruyff og totalfodbold

Ajax Amsterdam blev grundlagt i år 1900, men kimen til det Ajax vi kender i dag, blev først lagt i midten af 50’erne, med introduktionen af professionel fodbold og oprettelsen af Eresdivisie – måske endda først 10 år senere. For godt nok vandt man den første udgave af Eresdivisie i 1956, men det er først, da Rinus Michels ankommer i 1965, at det for alvor tager fart for klubben med den karakteristiske dragt.

Michels er om nogen nøgleperson i fortællingen om hollandsk fodbold generelt og Ajax i særdeleshed. Det var ham, der gav en ung, langhåret fyr ved navn Johan(nes) Cruyff debut, og med ham som udøver, skulle Michels komme til at revolutionere fodbolden.

Det var Michels, der introducerede et banebrydende koncept, der i al sin enkelthed gik ud på, at alle spillere skulle være i stand til at spille alle pladser for dermed at skabe maksimal taktisk fleksibilitet. Derudover gav det den fordel, at han kunne lukke rummene ned for modstanderen, når man forsvarede, og åbne dem op igen, når man angreb. Totalfodbold skabte en hel ny måde at tænke fodbold på, og som David Winner, forfatter til bogen ’Brilliant Orange’, argumenterer for, var denne måde at skabe fodbold på, reelt et udtryk for den hollandske nationalsjæl.

Det lyder vidtløftigt, men skal forstås på den måde, at Holland er et lille, lavtliggende land, og som derfor er vant til at optimere brugen af plads: man skal få meget ud af lidt. Denne tankegang overførte Michels og Cruyff til fodbolden på en yderst smuk og elegant måde, og det er indbegrebet af Ajax den dag i dag.

For at forstå Cruyff ordentligt, er det nødvendigt at dykke dybere ned i fortællingen.

Cruyff var en kæmpe personlighed med et enormt ego og en anti-autoritær personlighed, som inderligt ønskede at gøre oprør mod den følelse af kedsomhed og stagnation der var i Amsterdam i 50’erne. Camus beskrev byen som lugtende af begravelse og dens kanaler som tilsvarende Helvedes inderste cirkler. Rudi van Dantzig, senere direktør for Hollands nationalballet, fortæller i bogen ’Brilliant Orange’, at alting var tungt og kedeligt - gammeldags, puritansk og gråt. Med andre ord meget langt fra det vi forbinder med Holland og Amsterdam i dag.

Alt det var Cruyff med sin bombastiske personlighed med til at ændre, men for at få det optimale ud af ham så Michels sig nødsaget til at forstå ham helt til bunds. To psykologer undersøgte Cruyff på Michels vegne og konklusionen var, at han havde et faderkompleks udover det sædvanlige. Det betød, at han ikke ville bøje sig for autoritet, fordi han ikke kunne lade være med at sammenligne autoriteter med sin far.

Så for at forstå dynamikken mellem træner og spiller er det nødvendigt med en illustrativ anekdote, som viser hvor højt Cruyff respekterede Michels på trods af sin grundlæggende mistro til autoriteter.

En dag tog Michels Johan Cruyff i at ryge udenfor træningsanlægget efter en træning. Straffen faldt prompte – den unge spiller blev bedt om at møde op klokken syv næste morgen til benhård løbetræning i skoven tæt ved anlægget. Bagefter kunne han så møde op til den rigtige træning.

Eftersom Cruyff respekterede Michels på trods af sin anti-autoritære personlighed, mødte han pligtskyldigt op på det angivne tidspunkt og gav sig til at vente på Michels.

Efter en rum tid dukkede Michels op i sin bil og sagde: “Hvad laver du her? Det er alt for tidligt at træne, og desuden er her skidekoldt. Gå hjem”.

Denne form for autoritet gennemsyrede Michels’ måde at træne og coache på, og var nødvendigt for at holde supertalenter i skak, og få dem til at spille som en enhed.

Michels havde også andre og mere brutale psykologiske tricks i bogen. Hvis holdet var bagud, kunne han finde på at pege en enkelt spiller ud i pausen, give ham skylden for at holdet spillede dårligt, og få resten af holdet til at vende sig mod ham, hvilket tvang spilleren til at oppe sit niveau, eller blive syndebuk for nederlaget. Michels udtalte selv, at det var en teknik, man kun skulle bruge i yderst sjældne tilfælde, men succesen som klubben opnåede under Michels, taler for sig selv.

Ajax vandt det hollandske mesterskab i 1966, ‘67 og ‘68. I 1969 vandt man både mesterskabet og pokalen, kom i finalen i Europa Cuppen for mesterhold – det, der siden blev til Champions League - hvor at man dog endte med at blive kørt ud af brættet med 4-1 af et Milan-mandskab, der blev anført af legendariske Gianni Rivera.

Holdet lærte dog af den kamp, blev mere modent, og i de efterfølgende år vandt man med et hold, som foruden Cruyff talte spillere som Arnold Mühren og Ruud Krol, Europa Cup’en for mesterhold tre gange i træk i perioden fra 1971-73 - den sidste pokal kan ses på billedet øverst i artiklen. Det er disse spillere og denne periode, som om noget er indbegrebet af Ajax’ første storhedstid.

Selvom det er fristende at pege på Cruyff som den bærende spiller på holdet, og den altoverskyggende stjerne, må man ikke undervurdere, hvor fabelagtigt dygtige spillere som Arie Haan, Piet Kaizer og Johan Neeskens var. 

Rinus Michels modtog i 1974 en kongelig anerkendelse - omend overrakt af landets statsminister - for skabelsen af totalfodbold, der revolutionerede moderne fodbold.

Foto: Getty Images

Det siger meget, at holdet som vandt Europa Cup’en for mesterhold tre gange i træk også udgjorde rygraden på det hollandske hold som var meget tæt på at vinde VM-finalen i 1974. Rinus Michels var også cheftræner for det hollandske landshold i denne periode, og lighedspunkterne mellem Ajax og Oranje var åbenlyse.

Efter 1973-sæsonen forlod Cruyff - som verdens dyreste spiller - og Michels begge klubben til fordel for Barcelona, og selvom stjerner som Arie Haan og Johan Neeskens blev hængende, gik det ned af bakke for her fra.

I de kommende 10 år vandt Ajax kun mesterskabet en enkelt gang – i 1977 – men frem mod 80’erne sker der noget. I 1982 blev Ajax igen hollandske mestre og her havde spillere som Frank Rijkaard og Marco van Basten fået debut for klubben, men trods Johan Cruyffs hjemvenden som træner i 1985, udebliver den store succes. Cruyff tog, som i spillerkarrieren, videre til Barcelona, hvor Dream Team blev udødeliggjort med danske Michael Laudrup som central aktør.

Men Cruyff nåede at sætte et tydeligt aftryk på Ajax i den korte tid som træner. Han fik sat skik på det akademi, der var fundamentet for den næste storhedstid.

De Toekomst og den anden storhedstid

Akademiet De Toekomst – fremtiden på dansk – blev strømlinet under Cruyff, der var en af foregangsmændene for den, i akademiverdenen, så berømmede TIPS-filosofi, altså Technique, Insight, Personality og Speed. 4-3-3-formationen er udgangspunktet på banen, mens husregler giver en helt grundlæggende uddannelse i at være professionel fodboldspiller.

Som Huw Jennings, en af arkitekterne bag det engelske ungdomssystem, har sagt: “Alle moderne ideer om hvordan man udvikler unge spillere, begynder i Ajax”.

Interessant nok fokuserer man ikke på fysik på De Toekomst - spillere kan være på forskellige stadier af deres udvikling – men derimod på om spilleren kan tænke kreativt: har han ideer med bolden? Holder han virkelig af spillet? Det er to af mange faktorer, som er med til afgøre, hvor god en spiller kan blive, når han bliver ældre.

En ting er at komme ind på Ajax’ akademi, noget andet er at klare et krævende udviklings- og præstationsmiljø, hvor man hele tiden måles, vejes og holdes op imod de bedste fra årgangen. Hvert år er der børn og unge, der sies fra, så det kun er de bedste og stærkeste, der klarer sig igennem. Barskt, især for børn, men skolingen i at håndtere presset er nødvendig for at klare sig på øverste internationale niveau i fodboldverden, hvilket man accepterer og dyrker i Ajax. Den grundlæggende tankegang om, at det er de bedste, der kommer længst, og at der ikke er medalje for blot at deltage, er givetvis ikke lige nem at sluge for alle, men det er svært at argumentere imod de resultater, den har leveret.

18-årige Patrick Kluivert kom på banen med 20 minutter igen i Champions League-finalen 1995, hvor modstanderen var Milan - seks minutter før tid scorede han kampens eneste mål i en chancefattig kamp.

Foto: Getty Images

Det er denne filosofi, der har skabt verdensstjerner som Clarence Seedorf, Edwin van der Sar og Edgar Davids – nogle af de talenter, der skabte Ajax’ næste gyldne periode, som varede fra 1989 og frem til 1996.

I denne periode vandt klubben seks nationale mesterskaber, UEFA Cup’en i 1992 over Juventus, Champions League i 1995 på et mål af den dengang kun 18-årige Patrick Kluivert, og året efter nåede man ligeledes finalen.

Det mest bemærkelsesværdige ved denne periode var, at holdet var bygget op omkring holdets egne talenter, suppleret med et par spillere udefra, men som ikke desto mindre var formet i Ajax-skolens billede og havde klubbens DNA i blodet, såsom Jari Litmanen og Finidi George.

Dette symfoniorkester af kommende verdensstjerner var dirigeret af Louis Van Gaal, og var mindre spektakulært og flydende, men mere stramt og disciplineret end i Ajax’ første gyldne periode. Det var stadig effektivt, elegant og frem for alt vindende.

Hvad så nu?

Ajax-skolingen har stjerner som Zlatan Ibrahimovic og Christian Eriksen også været igennem, men man har ikke formået at nå samme høje niveau som under spilleren Cruyff eller ved hjælp af det akademi, træneren Cruyff formåede at rette ind.

I den hjemlige liga har man godt nok hentet en række mesterskaber – Frank de Boer opnåede fire af seks mulige titler fra 2010 til 2016, men på trods af en sund økonomi kan man ikke konkurrere med de største ligaer.

Derfor har Ajax i de sidste mange år først og fremmest været en talentfabrik, der har leveret stjerner til andre større adresser. Det gør nødvendigvis, at man ikke har de helt samme spillemæssige muskler at rykke med, men dette er en integreret del af filosofien i klubben, og noget man sagtens kan leve med i Amsterdams fremmeste fodboldorganisation.

Den filosofi gør ikke noget ved opbakningen til holdet. I sidste sæson var der 49.201 tilskuere i gennemsnit til hjemmekampene på Amsterdam ArenA. Stadionkapaciteten er 53.490 mennesker, så der er tæt på fyldt til alle hjemmekampe - noget som i øvrigt gør sig gældende for flere af de større hollandske klubber.

Ajax’ fokus på udvikling og efterfølgende videresalg af talenter, koblet med den førnævnte massive tilskueropbakning, og deraf følgende indtægter, gør at klubben er i yderst god stand rent økonomisk. I en analyse i Financial Times fra 2014 fremgik det, at den sundeste klub, når man tog alle relevante økonomiske parametre med i betragtningen, var Ajax AFC.

Det er også indlysende at når man sælger spillere som Wesley Sneijder, Ryan Babel, Toby Alderweireld, Jan Vertonghen, Christian Eriksen, Daley Blind, Thomas Vermaelen og Rafael van der Vaart for anseelige millionbeløb i euro og på den anden side ikke køber ret meget ind, samtidig med at man har små 50.000 tilskuere i gennemsnit, så må der på et eller tidspunkt begynde at komme et anseeligt overskud i butikken.

Zlatan Ibrahimovic fik sit internationale gennembrud i Ajax, hvor han spillede i tre sæsoner, inden han blev solgt til Juventus i 2004.

Foto: Getty Images

Det siger meget om Ajax, og troen på den filosofi de har udviklet og forfinet de sidste 40 år, at man ikke er trukket i spenderbukserne og er begyndt at kaste sig ind i kampen om dyrere, mere etablerede spillere, for at forsøge cementere sig som det helt store hold i Holland, og samtidig også kunne bide skeer med de store drenge i Europa.

I stedet har man accepteret positionen som mellemstor klub, leverandør til verdens førende mandskaber og så med momenter, hvor man kan nyde international succes i de gode årgange – om end det er ved at være 20 år siden, man sidst var der.

Den strategi har vist sig at være yderst profitabel for klubben, og har samtidig givet dem status som den måske fremmeste talentfabrik i verden. Ajax’ historie, resultater, strategi og filosofi har ændret fodbolden, og har bidraget positivt på alle relevante parametre. Klubben har om nogen været med til at gøre sporten til det, den er i dag. Når det så er sagt, ligger Ajax og roder rundt på UEFA’s koefficientrangliste nede i omegnen af klubber som Dnipro Dnipropetrovsk, Wolfsburg og Lazio, og i dag er der langt til fordums storhed.

Men indbegrebet af Ajax - talenterne, måden at spille fodbold på - har ikke ændret sig, og når man gang på gang kan skabe fremtidige verdensstjerner, er der lys forude for klubben fra Amsterdam. Der er al mulig grund til at tro, at nogle af morgendagens stjerner i dag løber rundt på De Toekomst, og om det er nok til at løfte klubben op til tidligere tiders storhed, må vi vente at se, men der er ingen tvivl om, at den model man driver klubben efter, har bevist sit værd gang på gang.