Analyse: Her kigger vores gode venner fra Tap In Fodbold Analyse detaljeret på AC Horsens - spillestil, system og statistik. Hvor meget er myter? Hvor meget er sandhed? Og hvad fortæller de finere nuancer?

Af Tap In Fodboldanalyse

”De kan jo intet med bolden”, ”De kan kun score på dødbolde”, ”De burde skifte over til rugby i stedet for fodbold”.

Mangt en hånlig kommentar har AC Horsens fået med på vejen, siden de i sommeren 2016 igen entrerede i Superligaen med Bo Henriksen som cheftræner. Holdet er blevet beskyldt for at være endimensionelt, kedeligt at se på og frem for alt at være primitive.

I løbet af den netop overståede efterårssæson er opfattelsen af østjyderne dog så småt begyndt at ændre sig. Man kan sågar høre synspunkter som: ”De er blevet mere interessante at se på” og ”Der er kommet mere fodbold i holdet”.

Men var AC Horsens anno 16/17 et hold, der primært kunne på dødbolde, og har holdet udviklet sig til at være mere balanceret i denne sæson? Det kigger vi nærmere på i denne analyse.

Den oplagte sammenligning i den henseende, er først og fremmest at kigge på holdets udvikling ift. afslutninger, Expected Goals og mål i de forskellige faser af spillet.

Dødbolde

Ser vi først og fremmest på dødbolde, ser vi en meget interessant udvikling. Hvor AC Horsens i efteråret 2016 skabte chancer til lige under et halvt mål pr. kamp via dødbolde, har man frem til denne sæson næsten fordoblet det tal, så man er oppe på at skabe chancer til 0,93 mål pr. kamp. Samtidig har de hævet deres faktiske måltal fra 0,39 i gennemsnit set over 36 kampe i 16/17-sæsonen, til 0,84 i gennemsnit i den her sæson, og en måltotal for de første 19 kampe i denne sæson, der allerede overgår, hvad man nåede op på i 16/17.

Det er en signifikant udvikling. Tallene bliver ikke mindre interessante og imponerende af, at man sammenligner dem med resten af ligaen for denne sæson.

For det første springer det i øjnene, at Horsens skaber næsten dobbelt så mange afslutninger efter dødbolde som nr. 2 på listen, og at marginen fra Horsens til SønderjyskE langt overstiger marginen fra SønderjyskE og ned til OB på 14. pladsen. Ser vi på Expected Goals og faktiske mål er forskellen også betydelig, selvom de tal også viser, at især FC Midtjylland og SønderjyskE gennemsnitligt får gjort deres chancer større og i dette efterår har haft en bedre udnyttelsesrate.

Men hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, at Horsens skaber to, tre eller fire gange så mange afslutninger efter dødbolde, som resten af holdene i ligaen? Her er vi nødt til at kigge nærmere på de specifikke dødboldstyper.

Ikke overraskende er indkastsituationer et område, hvor Horsens distancerer resten af ligaen. For omtrent halvdelen af holdene, er indkast udelukkende bare en overgang til etableret spil, hvorimod det for Horsens næsten udelukkende anses som en dødboldsituation der kan føre direkte til afslutninger.

Siden introduktionen af Mikkel Qvist, er de lange indkast nærmest gået fra at være et kedeligt afbræk i spillet, til at være en attraktion på linje med det gamle statsfængsel på de kanter.

Som sammenhængen mellem afslutninger og Expected Goals viser, er kvaliteten af de afslutninger, man kommer frem til ikke ligeså høj i gennemsnit, som når blandt andet FC Midtjylland og Hobro kommer frem til afslutninger, hvilket der nok kan findes en naturlig forklaring på. Indkast på modstanderens halvdel bliver efterhånden behandlet som en dødboldsituation hver gang, og når bolden bliver bragt i feltet fra dybe positioner, er det bare sværere at spille chancen stor, fordi at forsvaret kan orientere sig i retning af bolden uden at skulle være alt for nervøse for, hvad der sker bag dem, som når bolden slås ind fra siden af.

Man kan dog næsten ikke rose Horsens nok for deres evne til at få skabt chancer via indkast, og deres evne til at få afsluttet fra centrale positioner, som grundlæggende er en rigtigt god forudsætning for at konvertere chancer til mål.

Snakken om Horsens indkast trækker spor tilbage til deres tid i 1. division, hvor Mathias Nielsen dengang var storleverandør, men ikke før det netop overståede efterår, har man formået at gøre det til et så potent våben som i dag, og der kan næppe herske nogen tvivl om, at Mikkel Qvist skal have en stor del af den ære. Hvis man som Horsens kan tilføre holdet 0,23 mål ekstra pr. kamp, bare ved at tilføje en spiller, der kaster exceptionelt langt, er det så absolut legitimt at gøre en indsats for at finde plads til ham i konceptet.

En anden og måske mere undervurderet del af Horsens dødboldsspil, i hvert fald en ikke ligeså bredt omtalt del, er måden, de håndterer frisparksindlæg på.

Igen som ved indkast, kendetegner denne del af spillet sig ved, at det for en del hold bruges som en overgang til etableret spil, før man kommer tilpas tæt på modstanderens mål, og for nogle af holdene mangler der ganske enkelt spidskompetencer og varianter til, at det kan blive en effektiv del af det offensive arsenal.

For AC Horsens er et frispark en god mulighed for at komme hurtigt til afslutning, og det også gerne selvom frisparket tildeles langt inde på egen halvdel. Faktisk er tre af de fem mål scoret efter frispark, blevet bragt i feltet fra midterlinjen eller egen banehalvdel. Derudover har Horsens den klare fordel, at de pga. holdets opbygning kan gå til mange forskellige matchups, derfor er der ikke nogle klare tydelige mønstre i hvem der sparkes efter. Alligevel er der nogle spillere der udmærker sig klart, hvad enten det gælder som afsluttere eller som oplæggere, når de hænger i de høje luftlag.

Det kommer vi ind på lidt senere.

Den sidste dødboldstype, vi kigger på her, er hjørnespark. Det vil måske overraske nogle, at Horsens her umiddelbart er både SønderjyskE og FC Midtjylland underlegne. Samtidig er resten af ligaen generelt også langt tættere på, end når vi kigger på frispark og indkast. Det skyldes formentligt, at et hjørnespark for alle hold er en mulighed, hvor bolden bliver bragt i feltet, og hvor man har forberedt specifikke varianter. Det er dog svært ikke at få den tanke, at Horsens måske har noget uudnyttet potentiale her, når man ser på deres personel, og hvordan de tackler andre dødboldsituationer.

En anden ting, der er interessant at se på er, hvilke spillere der er afgørende for Horsens ift. deres dødboldsituationer.

På denne top 10 for Superligaen, sorteret efter Expected Goals, springer det i øjnene, at der er Horsens-spillere på de to øverste pladser, samt på 9. og 10. pladsen. Ikke overraskende er det Bubacarr Sanneh der indtager 1. pladsen.

Gambianeren har været et uhyggeligt våben lige siden han ankom, og der findes næppe mange klubber på verdensplan, hvor en midterforsvarer har så stor indflydelse på den offensive produktion. Derfor kan man også godt på AC Horsens vegne frygte, hvilket vakuum Sanneh efterlader både i defensiven og på de offensive dødbolde. Samtidig må vi med spænding imødese, hvordan Sanneh falder ind på FC Midtjylland-holdet, som umiddelbart virker til at have scoutet klogt ift. deres fysiske stil og store fokus på dødbolde.

Oversete Thorsen

På 2. pladsen finder vi et af sommervinduets nok mest oversete indkøb, men ikke desto mindre et af sommerens større fund. Jonas Thorsen ser ud til at være landet på rette hylde i Horsens, hvor han er blevet Henriksens foretrukne universalspiller med 19 starter ud af 19 mulige, hvor han er blevet brugt på næsten alle tænkelige pladser i forsvaret og på midtbanen.

Ikke nok med, at han er delt topscorer og nummer to på den interne liste over Expected Goals, så indtager han også 2. pladsen på listen over Expected Assists for østjyderne, og er manden, der oftest har næstsidste og tredjesidste fod på Horsens afslutninger. En meget imponerende bedrift for en spiller, der hidtil i karrieren har levet en lidt overset tilværelse som back i bunden af Superligaen og toppen af 1. division. Hvis han ikke er i minimum top 5 på diverse lister over sommeren bedste Superliga-indkøb, stemmer de i hvert fald ikke overens med dokumentationen.

Så vi har Sanneh, Thorsen, Finnbogasson og Qvist på top 10 listen over de spillere, der er bedst til at komme til chancer ifm. dødbolde. Så er der sikkert nogle, der sidder og tænker, om der ikke mangler en? Og jo, det kan man godt sige der gør. Simon Okosun kunne godt have sneget sig med på den her liste, og læserne skal da ikke snydes for hans tal med hans 13 afslutninger, 1,44 Expected Goals og to mål efter dødbolde.

En af de mere imponerende ting ved Simon Okosun, finder man dog ved at se på den effekt, han har som station i luftspillet. Det er ikke kun nede på græsset, at Okosun formår at fordele boldene, når spillet kommer op i de højere luftlag har han også en evne til at finde sine medspillere. Man forstår godt, at Horsens ofte søger Okosun ifm. dødbolde, men også i indlægsspillet i etableret angreb, for selvom hans holdkammerater ikke har været gode til at udnytte chancerne, så er han åbenlyst et klar referencepunkt i de gules luftspil.

Læg i øvrigt lige mærke til, at Yaw Amankwah har lavet tre assists på alle tre afslutninger han har assisteret med hovedet, i sig selv en ret vild statistik!

Etableret angreb og kontraer

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at AC Horsens har forbedret sig markant i deres dødboldsspil, fra at være et af ligaens stærkeste hold på det punkt i 16/17-sæsonen, til nu at være ekstremt potente i den del af spillet og distancere resten af ligaen klart. Men hvordan har holdet udviklet sig, når de har bolden i etableret angreb og på omstillinger? Lad os kigge på den offensive produktion én gang til.

Ser vi på udviklingen i etableret angreb, er den overraskende statisk, både når vi kigger på Expected Goals og antallet af afslutninger. Ser vi på det faktiske output af mål, er statistikken lidt anderledes, hvor man i efteråret 2016 formåede at overpræstere på sine chancer, så viser de to sidste halvsæsoner det modsatte.

I kontraspillet er udviklingen lidt anderledes. Hvor kontraspillet var ganske velfungerende i efteråret 2016, faldt hjulene mere eller mindre af den bus i foråret. Det skyldes antageligvis to ting. Dels var der nogle enkelte spillere, der faldt drastisk i niveau fra efteråret til foråret, som vi kommer ind på om lidt, og dels endte Horsens grundet strukturen med at spille en del kampe, hvor de havde behov for at vinde og måtte forsøge at gå længere frem og forcere tingene, hvor de mere eller mindre gennem hele efteråret stod dybt og lokkede modstanderen frem.

I efteråret 2017 er man nu mere tilbage til normalen fra den første halvsæson, dog uden at man helt har formået at skabe helt ligeså store chancer og konvertere dem til mål.

Kigger vi på udviklingen af xG-fordelingen, ser vi nogle interessante tendenser. Den eneste, der stabilt og kontinuerligt er kommet frem til chancer set over de tre halvsæsoner, er ikke overraskende Kjartan Finnbogason, ligesom det heller ikke er overraskende, at han er mest scorende i perioden, da han også har spillet mest.

Alligevel springer det i øjnene, at han i efteråret 2016 faktisk var overgået af både Kim Aabech og André Bjerregaard. Fortællingen er dog en lidt anden, når vi går ind og ser på spilleminutter. Her leverede Aabech og Bjerregaard henholdsvis 0,21 og 0,18 xG per 90 min., hvor Finnbogason stod noget stærkere med sine 0,32 xG per 90 min. Alle tre endte dog med at tage et drastisk fald i deres tal i forårssæsonen, hvor Aabech og Bjerregaard fald helt ned til til 0,04 og 0,06 xG per 90 min., og Finnbogason til knap så pauvre 0,11.

En mulig grund til dette kigger vi på om lidt. I denne sæson har Finnbogason fundet sit muligvis naturlige leje mellem de to tal, og er oppe på 0,18 xG per 90 min. Noget af det mest iøjnefaldende er også, hvordan Horsens i efteråret 2017 i høj grad er båret af, at det er Finnbogason, der kommer frem til chancerne i etableret angreb og på omstillinger, især sammenlignet med efteråret 2016, hvor man havde fire tydelige strenge at spille på.

Derfor giver signingen af Jonas Borring rigtigt god mening, ligesom det også må forventes, at den frikøbte lejesvend Oliver Drost får en større rolle i foråret, så holdet får tilført nogle mere målsøgende spillere udenfor dødboldsspillet.

Ser vi på udviklingen over, hvem der er de største leverandører af Expected Assists, og dermed holdets mest kreative og chanceskabende kraft, ser vi også en spændende udvikling.

Efteråret 2016 må siges at være i høj grad domineret af André Bjerregaard, der heller ikke var uheldig med, at holdkammeraterne fik omsat de chancer til seks assists.

Kreativt var han dog et decideret no-show i foråret 2017, hvilket godt kan undre en hel del. Noget af forklaringen skal måske findes i, at Horsens grundet kampenes betydning, fik knapt så meget plads at slå omstillinger på i foråret, og at de blev mere fysiske og simple i deres chanceskabning, hvorfor at nogle af de mere kreative typer og mellemrumsspillere som Bjerregaard, Aabech og Hansson oplevede et dyk i deres tal, hvor mere indlægsprægede spillere som Nymann og Kryger oplevede det modsatte.

I efteråret var 23,8 procent af de afslutninger, man skabte i etableret angreb og på kontraer sat op via høje indlæg, og i foråret steg det tal til 40,7 procent.

Set retrospektivt kunne Bo Henriksen måske godt have sat sig efter sæsonen og kigget nærmere på, hvad der gik galt med Bjerregaards spil henover vinterpausen. At gå fra 0,18 xG og 0,23 xA pr. 90 min. i den ene halvsæson til 0,06 xG og 0,02 xA pr. 90 min. i den anden, er i hvert fald et meget drastisk fald, som tydeligvis også var relateret til en ændring i måden at spille på.

Det er i hvert fald modigt af en klub som AC Horsens bare at opgive en spiller, der kort tid forinden har leveret tre mål og seks assists på en halvsæson, men omvendt har Henriksen og Horsens bevist, at de sagtens kan skabe chancer og mål på andre måder.

Ser vi på Horsens Expected Assists for efteråret 2017, ser vi også, at man endnu ikke har fundet en stabil kreativ kraft. Det er i den grad en pulje, hvor alle får lov at bidrage, og med den øgede kvalitet i dødboldene, lider de ikke de store tab offensivt.

Men det ville i den grad været interessant, hvis man kunne få omgivet Finnbogason med en spiller, der kunne bringe noget fart og nogle kreative egenskaber stabilt over en sæson. Måske er det den udvikling, Oliver Drost står foran? Vi får se.

Set over de tre halvsæsoner, AC Horsens nu har tilbragt i Superligaen siden deres oprykning, tegner der sig et billede af et hold, der er blevet mere ekstremt.

Fra at være et hold, der i efteråret 2016 havde stort fokus på dødbolde, men også lykkedes fint i de andre faser af spillet, er AC Horsens anno efteråret 2017 blevet et ekstremt dødboldsfikseret hold, der i den grad falder udenfor normalen.

Og det ikke mindst på ryggen af et enormt flot arbejde med at rekruttere knivskarpt til et spilkoncept. At gøre en Danmarksseriespiller til en indkastmaskine, der via sine arme kan skabe chancer til 0,35 mål pr. kamp, er på alle måder bemærkelsesværdigt.

At hente en central midtbanespiller i 1. division og gøre ham til et våben i alle spillets faser, og en playmaker uden lige i 2. sals højde, er genialt. At finde en overset 27-årig forsvarsspiller i bunden af Superligaen og gøre ham til et af holdets farligste og mest chanceskabende kræfter, med fire mål og tre assists i 19 kampe til følge, er godt scoutet.

At basere cirka 2/3 af sin chanceskabning og mål på denne måde er der næppe mange eksempler på rundt omkring i fodboldverdenen, men Horsens har formået at skabe et udtryk, som efterlever det, og det endda med succes. At gå fra 0,95 Expected Points per kamp til 1,29 er en fantastisk udvikling, som de fleste trænere burde være tilfredse med at kunne opnå, stort set uanset midlerne.

Horsens er ikke blevet et mere balanceret hold eller et hold med langt flere spillemæssige facetter, siden de rykkede op.

De er til gengæld blevet langt bedre til nogle enkelte elementer i deres spil, og har skabt nogle spidskompetencer, som de fleste har svært ved at stoppe.

Mere skal der sådan set ikke til for bare at opnå nogenlunde succes i Superligaen. Især ikke når man er oppe imod klubber, der kæmper mod deres egne forventninger om både at kunne blæse og have mel i munden samtidig, og som ikke har tålmodigheden og investeringsvilligheden til at gøre sig selv i stand til finde og/eller fremelske de spillertyper, der skal til for, at de kan forløse de tanker man har om sig selv.

Er Horsens en døgnflue og et hold, der har et potentielt meget problematisk forår foran sig? Nej, det er der ikke meget, der tyder på, når vi ser på de underliggende tal, men fodbold er selvfølgelig et mentalt spil, hvor tingene kan ændre sig på kort tid (Hej Randers).

Er Horsens i problemer, når Bo Henriksen en dag stopper? Det kunne de godt være. Der er i hvert fald nok meget få trænere, der kan efterleve en så ekstrem spillestil og en så engageret og energifyldt ledelsesform samtidigt. Og så er der vist også lige noget med en manager-rolle.

Men hvis Horsens er kloge, får de forhåbentlig brugt den her succes til at bygge et bæredygtigt apparat op omkring Bo Henriksen, der gør, at han også kan nå at lære fra sig af alle de ting han kan, imens han er der, så Horsens både har nogle af de taktiske, ledelsesmæssige og transfermæssige kompetencer fastholdt i klubben, når han en dag skal ud og rive dørkarmen med ind til omklædningsrummet i en anden klub.

For det nuværende koncept er der ikke de store grunde til at ændre, hvis det handler om effektivitet.

Foto: Getty Images/Lars Rønbøg