Mediano Sócrates: Når en gylden generation ruster
I starten af årtusindet var euforien omkring det slovenske fodboldlandshold større end nogensinde, men før den tikkende fodboldbombe nåede at eksplodere, så faldt det sammen i en sæbeopera af dimensioner.
Af Magnus Stub, Medievidenskabsstuderende og deltager på Mediano Sócrates
Hele analogien om en ‘gylden generation’ er i sig selv kuriøs. Den florerer vidt og bredt i fodboldverdenen. I nutidens fodbold taler vi om Messi og Ronaldo som resultatet af en gylden generation, hvor vi har et utal af spillere på et højt niveau. Nationalt taler vi om 86-holdet, hvor en ung Michael Laudrup skød, nej, han ventede og scorede, mens Preben Elkjær røg smøger, spiste chokolade og alligevel var en af verdens bedste angribere. Det kuriøse kommer ned til brugen af ordet ‘guld’, altså metallet i sig selv. For hvor guld aldrig ruster, så vil gyldne generationer altid gøre det.
Et fundament af lutter tæsk
Ligesom med mange andre råstoffer, så er det ikke så enkelt, at man blot kan finde guld i marken. Guld skal udvindes gennem en tidskrævende fremgangsmåde. Gyldne generationer i fodbold kommer ligeledes sjældent ud af det blå, og det slovenske fodboldlandshold fik en hård start som uafhængigt landshold. To år måtte man vente på den første sejr, en 2-0-sejr over Estland på hjemmebane i hovedstaden Ljubljana.
Men de første seks år fra holdets første officielle kamp i sommeren 1992 til sommeren 1998 var, mildest talt, chokerende ringe. Holdet var ikke i nærheden af at have kvaliteten til at komme med til slutrunderne. Selvom holdets senere stjerne Zlatko Zahovič allerede her var på holdet, så var der ikke megen anden kvalitet at spore. Džoni Novak var en af få spillere, som havde formået at klare skiftet til de større europæiske ligaer, og holdets stamme af spillere fra egen liga skadede chancerne for avancement til slutrunderne.
Lavpunktet fandt sted i kvalifikationen til VM i 1998, hvor man i gruppe med Kroatien, Danmark, Grækenland og Bosnien sluttede af med et sølle point og en målscore på minus 15. Træner Zdenko Verdenik blev smidt på porten, og afløseren lignede længe nationens første træner, Bojan Prašnikar. Problemet var imidlertid, at Prašnikar trænede Maribor i den hjemlige liga. Prašnikar blev stillet et ultimatum: Det var landsholdet eller Maribor. Valget blev Maribor, og i stedet blev landstræneren den slovensk-fødte tidligere jugoslaviske landsholdsspiller Srecko Katanec.
Den regionale klassekamp
To byer står frem, når man ser på Slovenien i en historisk kontekst: Ljubljana og Maribor (liggende i området Styria, hvorfor konflikten også kaldes Ljubijana-Styria-konflikten). Hvor byen Bled er blevet en turistattraktion på baggrund af den mageløse sø, så er det Ljubljana og Maribor, der står frem med et fælles fodfæste i den slovenske fodboldhistorie såvel som generelle historie.
I tiden under det jugoslaviske styre befandt der sig kun tre klubber fra Slovenien i det jugoslaviske ligasystem: NK Maribor, NK Olimpija (klub fra Ljubljana) og Nafta Lendava. Allerede i denne tid var der bestemt opstået et opgør mellem NK Olimpija og NK Maribor, men det forblev på et begrænset niveau, da man i perioden fra 1960-1991 blot spillede i samme liga ti sæsoner. Ved løsrivelsen i 1991 intensiverede den regionale splid mellem de to klubber, illustreret ved 11 ud af de næste 14 slovenske mesterskaber blev delt mellem de to klubber (Maribor syv, Olimpija fire). Dette satte ild til et bål, hvor man tidligere blot havde kunne skimte gløderne.
De bedste rivaliseringer i fodbold er langtfra endimensionelle. Der kan være tale om religiøse forskelligheder, klasseforskelle og hermed politisk uenighed eller ‘blot’ historien om bysbrødre, der kæmper om eneretten til at kalde sig ‘byens hold’.
Når de grønne drager fra Ljubljana tørner sammen med den lilla fraktion fra Maribor er det historien om overklassen fra hovedstaden, der tørner sammen med industribyen fra syd. Det historiske skel mellem klubberne bliver dog anset som værende mindre nu end tidligere, hvor postulatet arbejderklub mod de velhavende regnes for at være udvisket.
Skellet fra hovedstaden Ljubljana til industribyen Maribor virker umiddelbart taget ud af kontekst, men spiller reelt en stor rolle i forhold til nationalfølelsen i Slovenien. I Jugoslavien-tiden var man stolte af spillere som Branko Oblak, der formåede at spille sig med på det jugoslaviske landshold. Senere er der blevet spekuleret i mere skumle motiver bag landsholdsudtagelserne i det gamle Jugoslavien, nemlig at der var en politisk agenda i at have en broget landsholdstrup med spillere fra ethvert hjørne i republikken for at holde de separate nationer tilfredse.
Med løsrivelsen blev den nationale stolthed over national succes i en større kontekst flyttet til at være regionalt forankret. Dermed blev skellet mellem Maribor og Ljubijana endnu større, end det havde været i Jugoslavien. Og konflikten kom for alvor på verdenskortet, da det endte med at være omdrejningspunktet i en vaskeægte tragedie og skamplet for det slovenske fodboldlandshold på verdens største scene.
En superstjerne stempler ind
Det slovenske hold var stagneret som et mindre godt hold nationalt, og det krævede for alvor en stjernespiller til at løfte holdet væk fra Jugoslaviens skygge. Og den stjerne valgte for alvor at steppe op, da der skulle kæmpes om pladser til det nye årtusindes første slutrunde i Holland og Belgien.
En svær, men ikke umulig gruppe på forhånd med Grækenland, Norge, Letland, Albanien og Georgien var på papiret for det slovenske landshold, der ikke endnu havde været i nærheden af en slutrunde. Men på ryggen af deres nummer 10 skulle landet få en medvind, som sjældent set før.
Allerede udseendemæssigt skildte han sig ud. Bølgende langt sort hår sat tilbage af et hårbånd. Han bar en yderst mærkværdig halskæde, der nærmest så kvælende ud med en sort stram kæde centreret om et ikon af et materiale, der godt kunne ligne et stykke af en knogle. Eller en forvokset mælketand. Men han kunne bære det, for det var ikke bare hvem som helst med dette look. Det var den offensive midtbanespiller Zlatko Zahovič, der med 10-tallet solidt plantet på rygraden blev håbet for et hold og en nation, der pludselig kunne snuse til en slutrunde.
Allerede fra kvalifikationens første kamp var det med en Zahovič i topform. Efter 18 minutter kom han på tavlen, da han, givetvis, forsøgte at vække guderne på Olympen ved at losse bolden manisk op i nettaget på det olympiske stadion i Athen. Sikke en start, sikke en spiller.
Men Slovenien formåede at ikke at fastholde de gode takter i anden halvleg. Grækerne fik et straffespark efter 54 min, som de eksekverede, og blot to minutter efter var stemningen tæt på elektrisk, da den græske frisparkssnigmorder Konstantinos Frantzeskos på fuldstændig vanvittig manér bragede bolden op i hjørnet fra over 30 meter.
Frantzeskos’ mål lignede for alvor en mavepuster til det slovenske hold, men der var mere magi i troldmanden Zahovič’ støvler. Efter at have ligget på kanten af offside spillede Milenka Acimovic ham i dybden, og med en mageløs arrogance chippede han bolden ind i målet. Elias Atmatsidis’ positur bagefter blev illustrationen på Zahovič’ indtog på verdenscenen. Måbende med armene i siden, fastfrosset på kanten af det lille felt.
Og han fortsatte. Ved slutningen af kvalifikationen havde han leveret hele otte mål i 10 kampe, og i playoffs var han afgørende igen, da han hjemme mod et stærkt ukrainsk landshold med en ung Andrij Shevchenko og Serhiy Rebrov igen scorede, og med en samlet sejr på 3-2 kunne Slovenien se frem mod slutrunden i Holland og Belgien.
Ambivalensens højborg
Var det tilfældigt eller blot et uundgåeligt møde, da Slovenien i Gruppe C skulle krydse klinger med Jugoslavien? En kamp mod fortidens skygge, som man kun lige var begyndt at bevæge sig ud ad. Kampen var lige så mindeværdig, som den så ud på papiret. Slovenien spillede inspireret og frit. 23 minutter spillet, indlæg fra Amir Karić i venstresiden. Hvem finder han i feltet? Såmænd Zahovič, der denne gang med bagsiden af hovedet lægger bolden over i det lange hjørne. Sensationel start fra Slovenien.
Der begyndte at tegne sig et mønster, men selv om det lyder ganske usandsynligt, så var Zahovič her, der og alle vegne for Slovenien. Det andet mål var endnu en gang Zahovič, der med et fabelagtigt frispark ramte Miran Pavlin i et felt med kun tre slovenere. 2-0 til Slovenien. Sensationen så for alvor ud til at fuldbyrdes, da frisparkskongen Siniša Mihajlović efterfølgende lavede en fuldstændig graverende fejl og som bagerste mand spillede Zahovič helt alene igennem mod egen målmand. Troldmanden svigtede ikke - 3-0 til Slovenien i, hvad der lignede en ydmygelse.
Havde Mihajlović ikke husket denne kamp, så gjorde han da en valid indsats efterfølgende, hvor han med et fermt skub i brystet på Sašo Udovič sørgede for, at han selv kunne se resten af kampen på tilskuerpladserne. Men mod alle odds skulle det ikke blive til en slovensk succeshistorie, trods en føring på tre mål og en mand i overtal.
Bare femten minutter efter, at Mihaljovic havde forladt banen, var stillingen 3-3. Savo Milošević scorede først på en kæmpe fejl i buret af Mladen Dabanovič. Så ville Ljubinko Drulović lege med, og da han med en klassisk stiv tå udplacerede Kralj i målet, begyndte det at ligne en stakket frist for slovenerne. Energien havde simpelthen forladt dem.
Drulović og Milošević endte som heltene for det gamle Jugoslavien, da førstnævnte sendte slovenske Aleš Čeh halvvejs tilbage til Charleroi Lufthavnen med en flot dribling, og efterfølgende spillede Milošević helt fri foran mål til sin anden scoring. 3-3 blev kampens endelige resultat. Et fuldstændig unødvendigt pointtab for slovenerne, der havde alle chancer for at lukke kampen. Men skyggen fra fortiden endte med at skabe en ny skygge for nutiden.
For det blev ikke til en videre succesfuld slutrunde for Slovenien til trods for, at Zahovič spillede fabelagtigt. Da holdet skulle spille de sidste to kampe i Holland var luften gået af ballonen. I kampen mod Spanien bragte målræven Raúl spanierne hurtigt foran med et fantastisk venstrebenshug.
Trods slovenernes udligning ved et morads af et mål, selvfølgelig scoret af Zahovič, var spanierne klart bedre, og Joseba Etxeberria kunne afgøre kampen efter, at Gaizka Mendieta havde spillet slovenerne renonce i alle kulører.
Turneringen sluttede med en langgaber af en 0-0-kamp mod nordmændene. Slukørede, men optimistiske frem mod VM i 2002 kunne Slovenien med holdets klare stjerne se frem mod den slutrunde, hvor potentialet skulle indfries. Zahovič kunne gå fra slutrunden som en stjerne, og journalisterne var heller ikke blege for at rose den langhårede magiker, som The Guardians Paul Wilson kaldte for “en mere muskuløs udgave af David Beckham”.
Kammerspillets klimaks
For Slovenien kom med til VM i 2002. Med Kim Milton ved fløjten vandt de det første playoff-opgør med 2-1 over Rumænien, og med et 1-1-resultat fra heksekedlen i Bukarest kunne nationen se frem til den slutrunde, hvor Zahovič og kompagni for alvor skulle ramme topniveauet. Og med en gruppe bestående af Spanien, Paraguay og Sydafrika, så var der bestemt muligheder for videre avancement. Allerede inden turneringen blev der dog meldt om interne spændinger.
Katanec havde i fire år lykkedes med at holde Styria-Ljubijana-konflikten i ro, til trods for at han selv var fra hovedstaden og holdets ultimative stjerne, Zahovič, var fra hjertet af Styria, nemlig Maribor. Og allerede fra turneringens start var det klart, at der var isnende kold luft mellem de to.
I den første kamp mod Spanien, som de tabte 1-3, blev Zahovič hevet ud efter en time. Frustrationen var tydelig. Efter at have high fivet indskifteren Ačimovič kunne man ane Zahovič i baggrunden sparke en vandflaske omkuld. Omklædningsrummet efter slutfløjt skulle have været en ren gladiatorkamp. Katanec og Zahovič var faret i kløerne på hinanden, og det kunne have endt helt galt, hvis ikke de var blevet holdt adskilt fra hinanden af holdkammeraterne.
Ved midnatstid satte fodboldforbundet sig sammen. Var man villig til at sende holdets ubestridt bedste spiller hjem ved nationens første VM nogensinde? Hele tre dage skulle der gå, før der var truffet en beslutning: Zahovič blev ikke sendt hjem, og formand for forbundet, Rudi Zavrl, udtalte følgende:
“Det var en stor hændelse, der bestemt gik over grænsen. Vores beslutning er ikke at underkende betydningen af hændelsen, men resten af spillerne har accepteret vores beslutning med stor lettelse. Dette betyder ikke, at vi forsvarer, hvad Zahovič har gjort, men spillerne vil have fred til at træne almindeligt og til at forberede sig.”
Gisningerne om selve hændelserne blev dog ikke mindre af dette kryptiske svar. Hvad var der reelt sket mellem Zahovič og Katanec, siden at der var opstået tumult. Gættene var mange, indtil Katanec afholdt et meget specielt pressemøde. Katanec startede ud meget nøgternt beskrivende med beskrivelser som:
“Jeg blev kaldt en ‘cunt’ fra Ljubijana. Jeg skiftede kun folk fra Styria ud, så flere spillere fra Ljubijana kunne spille. Jeg var en ‘prick’ af en træner, og havde været en ‘prick’ som spiller. Han sagde, at han kunne købe mig, mit hus, Smarna Gora (bjerget, hvor Katanec boede) og min familie…”
Hvad der skete efterfølgende var dybt bizart. Jernmanden med den hårde facade begyndte at hulke, et hulk, der senere blev til reel gråd, da han fortsatte med postulater om Zahovič’ resterende hån. Pludselig slog han helt over i en anden retning, og det blev svært for alvor at tyde, hvad han mente:
“Jeg vil træne holdet for, hvad jeg håber, er tre eller fire kampe mere, og så er min historie slut. Jeg er ked af, at det endte på den her måde, men sådan er fodbold. Jeg vil også sige noget andet: Jeg er skrækslagen over, at et så lille land som Slovenien stadig opdeles efter alt muligt. Jeg er stolt af at være slovener, og mine forældre var kroatere.”
Han forlod pressemødet brat efter dette. Reaktionerne var mange, men først og fremmest var spillerne blevet bedt om ikke at kommentere på det. Spillerne fulgte dette råd, indtil mikrofonen var nået til Zahovič’ mund. Med skyggen af sin kasket vendt bagud blev der ikke lagt fingre imellem, da emnet var Katanec:
“Folk, der graver et hul for andre ender ofte selv med at falde i det. Ja, der var hårde ord udvekslet mellem os, men jeg har aldrig nævnt noget om hans forældre og deres nationalitet. Jeg nævnte noget om Smarna Gora, og jeg nævnte noget og ham. Det undskylder jeg for. Det var forkert. Dette har foregået i længere tid. Han har forsøgt at tirre mig fra starten af vores forberedelser.”
Hvis man troede, at Zahovič allerede her havde fortalt meget, så tog man fejl. For det var først nu, at han for alvor fjernede hele bladet fra munden og revsede Katanec i en grad, man sjældent har hørt en spiller tale om sin træner på:
“Han burde stoppe med at konkurrere med mine 32 landsholdsmål. Han burde stoppe med at konkurrere med min berømthed. Spillerne har været ekstremt vigtige for, hvor han er i dag. Vi vil ikke tage det fra ham. I går havde vi et møde, og jeg ville høre de andre spilleres mening. De syntes, at jeg overreagerede, men også at jeg fik for lidt respekt fra ham. De ville have mig til at blive. Det var det, som fik ham til at græde.”
Kampen mod Sydafrika havde potentiale til at forstumme snakken om problemerne. En sejr, og man ville have gode kort på hånden for selv at afgøre det i en kamp om andenpladsen med Paraguay. Zahovič var forventet at spille, men den berømte dråbe i det overfyldte glas faldt, da han gav sit bud på en undskyldning til pressen:
“Hvis han ikke synes, at jeg er i form, så sætter jeg mig glædeligt på bænken. Når jeg er på banen, skal han dog ikke undervurdere mig. Første gang jeg brænder en chance skal han ikke sige, at han vil knalde min mor, fordi han har ikke knaldet min mor, og det vil han ikke komme til. Hvis han vil det, så kan han begynde at tale med mig.”
Håbet og Zahovič forsvandt for alvor. Kreatøren blev smidt hjem, og hans afgang i lufthavnen blev dækket intensivt af de slovenske medier, der ligeledes havde opfattet den symbolske betydning af hjemsendelsen. De slovenske fans tog ikke godt imod nyheden, og de følte sig svigtet af det hold, som de var draget tusindvis af kilometer væk for at støtte. Men her sluttede diskussionen ikke.
Viole Maribor rasede ved Zahovič’ udlukkelse, og klandrede Rudi Zavrl for at støtte Ljubijana-fraktionen, her i blandt træner Katanec. Som argumentation brugte de det faktum, at Olimpija Ljubijanas fanfraktion ‘The Green Dragons’ havde fået tilskud fra forbundet til at tage til Korea og Japan. Et tilskud, der ikke var blevet delt med Viole Maribor. Det mest karikerede argument fra Maribor-fraktionerne var, at det slovenske landsholds favorisering af hovedstaden var eksemplificeret i farverne på nationaldragten, der var grønne og hvide, ligesom Olimpija Ljubijanas.
Der kom aldrig mere ud af den sag. Zahovič spillede to år mere på højeste plan. Da han forlod lufthavnen blev han spurgt, hvorfor spillerne ikke havde gjort mere for at støtte ham. “De havde ikke modet til det,” sagde han slukøret. Katanec var færdig som landstræner efter slutrunden. “Der er brug for en ny mand til at reparere dette hold,” sagde han.
Og sådan rustede den gyldne generation, inden den for alvor nåede at slå igennem. Internt splid og regionale gnidninger tog luften ud af den ballon, der skulle have eksploderet i eufori og glæde i en stadig ung nation. Men der er håb at spore i Slovenien.
I 2019 har man en af verdens bedste målmænd mellem stængerne i Jan Oblak, Josep Iličić drysser med lækre afleveringer og formidable langskud, mens Benjamin Verbič bringer målfarlighed og assists fra kanten. En gylden generation kan altså godt ruste, men historien viser, at hvor en gylden generation har strålet før, vil det ofte være muligt igen at fremstille noget lige så pragtfuldt, hvis blot den rigtige proces sættes i gang.
Foto: Lutz Bongarts/Bongarts/Getty Images
