MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Redaktørens blog: Her er Mediano 2016-2020 - og et første kig på 2021

Redaktørens blog: Her er Mediano 2016-2020 - og et første kig på 2021

Redaktørens blog: Her fortæller Medianos chefredaktør Peter Brüchmann om regnskaber, nye aftaler, betting-beslutning og hvad lytterne kan vente det kommende år.

Af Peter Brüchmann

De fire søjler på billedet er måske bare tal, statistik og kølige numre. Men for os herinde på Mediano er det om ikke liv og død, så noget af det allervigtigste i vores allesammens liv. Og så er det jer, der lytter. Det er vores forhold til jer.

Det forhold vil jeg godt tale lidt om i dag. Eller skrive.

Det er nemlig billedet på fire år, hvor vi har brugt rigtig meget tid sammen. Faktisk mange millioner timer. Tallene fortæller om Medianos fire sæsoner, siden vi begyndte at lave podcast i juni 2016. Så som et rigtigt fodboldmedie handler det selvfølgelig ikke om kalenderår, men om sæsonerne 2016/17, 2017/18, 2018/19 og nu 2019/20, som vi er ved at afslutte.

I det følgende vil jeg tage jer igennem lidt tal, Medianos regnskab, nye partneraftaler og hvad I kan forvente af indhold det kommende år frem mod EM 2020 - i 2021..

Først lidt mere om tallene. Vi nærmer os 10 millioner afspillede episoder om året. Bare i sæsonen 19/20 er vi på 9,5 mio. afspillede episoder.

Vi har passeret en million afspillede episoder pr. måned. I juni havde vi 1.239.599 plays ifølge data i Soundcloud. Vi kører den lige i langsomt: Langt over én million afspillede episoder pr. måned!

Jeg skal sige, at vi i august laver en optagelse med lederne af DRs Medieforskning for at tale om den generelle udvikling i podcast-markedet, danskernes vaner og data - herunder blandt andet, hvad der tæller i disse statistikker, forholdet mellem downloads, plays, streams og afspilninger. Og det officielle podcast-index.

Du får også lige en anden graf, der fortæller, hvordan det hele har udviklet sig kvartal for kvartal. Og uanset metode, så fortæller det om en udvikling, da vi her blot benchmarker mod os selv fra den præcis samme datakilde, som vi altid har benyttet: Plays i Soundcloud. Mange af jer har været med fra start, men der er heldigvis også kommet mange med undervejs.

Q2 2020 final.PNG

Dykker man længere ned i tallene, er der nogle andre erfaringer, der er markante: I hører i denne tid 225-300.000 episoder pr. uge, og den gennemsnitlige lyttetid - listen-through-rate målt via iTunes analytics - er pænt over 30 minutter, på nogle formater over 45 minutter og på de mest ekstreme formater over 1 time og 45 minutter i gennemsnit (det vil sige, at der måles for hver påbegyndt episode). Sat på spidsen bruges der dermed mere tid på at lytte til Mediano hver uge, end der bruges på at se fodbold på syv danske fodboldstadions (altså live på stadion, ikke tv). I denne sæson - før corona - var det højeste tal i en runde 65.194 (svarende til 100.000 timer). Mediano ligger i øjeblikket langt over 100.000 timer pr. uge, når man ser på, hvor meget tid, der bliver brugt på mediet.

Det er forpligtende og kan godt give os en lille smule sommerfugle i maven, selv når vi trykker på optageknappen til udsendelse nr. 200 eller 300. Mediano har siden juni 2016 udgivet mere end 1.600 udsendelser.

Top 3 Tracks - Soundcloud (Superliga).PNG

Og for lige at gøre lyttertallene færdige: De mest lyttede udsendelser handler om Superligaen. Optakten til den eksisterende Superliga fra sidste sommer er på 28.482 afspilninger i skrivende stund. Men også Troels Bechs podcast, Superliga for Voksne er enkelte udsendelser om landsholdet er på mere end 20.000 plays. Premier League er i hænderne på især trioen Gomaa-Monnerup-Hebo vokset pænt under corona og ender typisk omkring 15.000 plays, når I er færdige med at lytte til en episode.

Sorte tal på et grønt medie

Så til det mere alvorlige: Regnskaber, tilstandsrapporten og Medianos bæredygtighed. Vi afleverede i juni det tredje regnskab i Medianos historie, og for tredje gang ud af tre mulige var det med sorte tal. Vi laver små overskud og har gjort det nu tre år på stribe, så vi i dag kan notere en egenkapital på 829.000 kr. og en fin likviditet, der ved regnskabsårets afslutning var lidt større.

Det er vi glade for og stolte over som et medie, der hverken har haft investorer, mediestøtte eller anden form for starthjælp end vores dedikation og jeres opbakning.

Mediano regnskab 2017-19.PNG

Nu er det ikke et mål i sig selv, at vi skal have en likviditet på en million, men to store elementer har testet os pænt det seneste halve år - den ene frivilligt, den anden ufrivilligt: Vi tog i slutningen af 2019 en beslutning om ikke at bringe reklamer for betting, casino og kviklån - i praksis betting, da vi aldrig har haft partnere på kviklån, mens casino-elementer kun optrådte i Fodboldministeriet, der i dag udgives helt selvstændigt udenfor Mediano. Og så blev samfundet, vores partnere, fodbolden og dermed også Mediano ramt af en pandemi.

Det positive er, at vi ikke er voldsomt påvirkede af nogle af delene. Mediano omsatte i 2018, hvor der var VM i fodbold for 1,4 mio. kroner på betting (udover Fodboldministeriet), og det var på det tidspunkt tæt på halvdelen af vores omsætning. Vi anslog ved indgangen til 2020 og en slutrunde på dansk grund uhyre konservativt, at vi sagde nej til en mio. kroner i partnerskaber og anslået 25 procent af vores omsætning. I dag tør jeg godt sige, at 2020 bliver det hidtil bedste år i Medianos historie målt på omsætning. Vi har også øget vores omkostninger og laver til stadighed mere indhold. Derfor stor tak til vores lyttere og vores partnere. Flere partnere har øget deres engagement, og generelt synes det at være et plus for mange virksomheder at optræde i et miljø, der ikke er præget af betting, casino og kviklån.

Medianos studie 1. Foto: Robert Hendel.

Medianos studie 1. Foto: Robert Hendel.

Så beslutningen om betting var hård og ikke uden en lille knugen i maven. Men den var nødvendig, og formentlig vil den indebære, at Mediano efterfølgende står betragteligt styrket. Måske en inspiration for en fodboldklub eller to derude?

Som et apropos angående betting: Vi får ofte spørgsmålet om alkohol vs betting. Det følger tilsyneladende en logik om, at hvis du har en holdning som medie til én type annoncører, skal du absolut mene noget (rigtigt?) om alle emner. Vi skrev en del om det, da vi offentliggjorde vores beslutning i 2019. Som skrevet dengang: Man kan sætte grænsen hvorsomhelst. Nu satte vi den ved betting, casino og kviklån.

Og så er der pandemien. Ret hurtigt gik en partner konkurs. Andre fik problemer. Men alle betalte deres regninger og bakkede i ekstrem grad op om Mediano, vores indhold og dermed relationen til jer lyttere, og i dag står vi en situation, hvor vi laver nye og stærke aftaler ret hyppigt (lidt mere om det senere).

Vi er sikre på, at vi som minimum kan bevare det nuværende aktivitetsniveau frem til nytår. En del aftaler er forlænget frem til næste sommer, og reelt er vi nu i de sidste uger før sommerferien begyndt at kigge på skridtet frem mod EM næste sommer. Og det er et privilegium, som vi kun kan takke de mange lyttere, de mange afspillede episoder og den måde, som lyttere og partnere indgår i en symbiose på i vores lidt hjemmestrikkede model.

Hvilket indhold kan du forvente?

Til sidst lidt om, hvilket indhold, du kan forvente det kommende halve år og fremover. Som de fleste er bekendt med, er Medianos model afhængig af to ting:

  • Lytterne. Uden jer var der ingen partnere, der gad lege med en håndfuld podcast-hippier fra Nordvest.

  • Partnerne. Uden penge til honorar og løn ville vi nok stadig snakke lidt fodbold, håndbold, musik, sundhed, osv. et par uger endnu, men ikke på femte år og på vej mod udsendelse nummer 2.000.

Det er partnerne, der gør, at vi kan lave et site uden bannere. At vi kan lave indhold, der er frit tilgængeligt for alle, og hvor der er en, to eller max tre partnere, mens du f.eks. på tv i pausen af en fodboldkamp møder typisk 45-47 reklamebudskaber i et produkt, du i øvrigt i forvejen har betalt pænt for.

Derfor lidt om de store elementer i Medianos dækning - og hvad der sker her:

Ceres Park i Aarhus. Dronefoto: Getty Images/Lars Rønbøg

Ceres Park i Aarhus. Dronefoto: Getty Images/Lars Rønbøg

Superligaen

Vi bevarer som absolut minimum samme niveau på Superligaen med Mediano Superliga og Superliga Preview hver uge, fordi Arbejdernes Landsbank og Just Eat er med os længe endnu. Vi fortsætter med Superliga for Voksne, hvor Peter Larsen Kaffe lige har forlænget aftalen frem til EM, og så vil der være masser af formater i Mediano Lab og Mediano Magasinet.

Experian fortsætter som partner, når vi kigger på Superligaens data, og der vil løbende være partnerskaber á la Zetland, Colgate og lignende i Superligaen.

Premier League

Vi har også her op til sommerferien forlænget vores aftale med Xee for et år mere, så vi både kan lave Mediano PL og Premier League Preview hver uge. Det var på grund af aftalen med Xee, at vi satte det nye Preview-format for Premier League i søen. Just Eat er også partner her, og hjælper os med at kigge frem mod de store kampe.

Hold øje med Medianos Facebook-profil, hvor der hver uge er præmier som gavekort på 500 kr. hvis du gætter udfaldet af udvalgte kampe.

Der vil komme Xee Specials, og vi er klar til at lave breaking-udsendelser, når der sker noget stort eller dramatisk, og vi har lige nu også dialog med en partner, der gør, at vi kan skrue endnu mere op for Premier League, hvis den falder på plads.

Bundesligaen

I denne uge kunne vi fortælle, at sortesokker.dk nu også bliver partner på Bundesligaen året ud. Dermed står sortesokker.dk bag en række ligaer, som vi ret overraskende for os selv har haft svært ved at sælge til partnere. Overraskende, fordi lyttertallene er rigtigt flotte.

Dermed kan Arnela Muminovic og Nicolai Lisberg fortsætte med at analyse Bundesliga mindst hver måned.

Serie A

Her er så endnu en liga, hvor Sortesokker.dk er partner. I 2019 kiggede vi på risikoen for at lukke ned for Serie A og La Liga, fordi vi ikke kunne finde en partner efter, at Strive havde solgt rettighederne til de to ligaer videre. Men så trådte Sortesokker.dk ind, og vi kommer til at lave speaks op til udsendelser, hvor vi gradvist tæller, hvor mange udsendelser, der nu er udkommet på Mediano, der ikke ville have kunnet laves, hvis det ikke havde været for samarbejdet med sortesokker. Så Kenneth Hansen, Karsten Krogh, Dan Pedersen, Erdal, Ulrik, Asker og Co. kan godt holde snuden i serie a-sporet, så lytterne kan blive opdateret.

Serie A-magasinet udkommer hver måned, men i praksis laver vi faktisk flere, som når Christian Eriksen pludselig skifter til Inter eller Milan får ny manager. Og så er det vores håb i løbet af det kommende år at kunne skrue yderligere op for både Serie A og La Liga. På vores tegnebræt ligger der et format, der hedder ‘Latinerkvarteret’, og vi mangler bare at finde den rigtige cafe eller hotel, som vil være med til at lave noget helt unikt - måske i de rigtige fysiske rammer.

Som altid: Fang vores lidt slidte salgschef på bruchmann@mediano.nu, hvis du vil høre mere.

La Liga

Her er det næsten samme historie som med Serie A. Igen laver vi vores indhold og betaler vores værter og faste eksperter, fordi vi har samarbejdet med Sortesokker.dk.

Og som med Serie A vil vi gerne skrue yderligere op - tjek evt. afsnittet med vores drøm om at lave ‘Latinerkvarteret’ i Serie A-afsnittet.

Hansen, Glinvad og Co. lyttes af rigtigt mange, der elsker La Liga. Det kan de glæde sig til at fortsætte med. Og det kan vi lyttere også.

Foto: Getty Images

Foto: Getty Images

Champions League

På Champions League trådte Heineken ind med sin ‘drink responsible’-kampagne og sin lancering af den populære ‘0.0’ og helt alkoholfrie øl. Heineken nåede at være med til nærmest bare én udsendelse, inden coronaen brød ud. Vi nåede at lancere vores kampagne, hvor man kunne vinde billetter til en semifinale i Champions League via Facebook. Vi har ikke glemt hverken konkurrence eller gode bud i den, men den tager vi fat i, når fodbolden igen åbner for tilskuere på et mere normalt plan.

I mellemtiden har vi lavet en fin aftale med Heineken: De er stadig med på Mediano og så er de samtidig blevet en lidt mere tværgående partner på det allerbedste af international fodbold, så de ikke skulle stilles op på en hylde frem til august-september. Og man ikke vi også på Champions League en dag kan skrue endnu mere op, når Heineken får selskab af flere.

EM

Vores planer til EM i 2020 var voldsomme. De er ikke blevet mindre voldsomme. Men på partnersiden vil vi nok være en smule konservative.

Flere af vores nuværende partnere har været voldsomt loyale overfor Mediano i corona-perioden, hvor der ikke var fodbold, men hvor vi blev ved med at lave udsendelser. Her bakkede alle os op.

Derfor vil vi nok ikke sælge vores EM-pladser til højestbydende, men forsøge at være loyale overfor de partnere, der undervejs har hjulpet os. Arbejdernes Landsbank er selvfølgelig hovedpartner på EM næste år, da vi ‘bare’ har flyttet EM-budgettet fra 2020 til 2021, men vi er allerede i dialog med eksisterende partnere om EM næste sommer, så vi kommer næppe langt ind i efteråret, før vi kan melde udsolgt her.

Hebo, Monnerup, Bech og Co

Så er der alle de mere specielle formater som når Jonas Hebo bliver vært på ‘Players Lounge’ eller når Rasmus Monnerup taler med f.eks. Superligaens trænere i ‘Det taktiske værksted’. Eller når Troels Bech taler med fodboldens personligheder i sit eget format.

Her kan man sagtens blive partner på mere unikke formater. Men samtidig vil f.eks. Hebos og Monnerups udsenedelser også optræde under vores aftaler om Superligaen, Premier League og landsholdet.

Flemming Pedersen, FC Nordsjælland i ‘Det taktiske Værksted’ hos Rasmus Monnerup.

Flemming Pedersen, FC Nordsjælland i ‘Det taktiske Værksted’ hos Rasmus Monnerup.

Business

Mediano har generelt en ret præcis business-målgruppe gennem en stor overvægt af yngre mænd med generelt gode uddannelser centreret omkring de store byer, men på formater som Bossword, Superliga for Voksne, Hammer & Brüchmann og Mediano Marketing kan vi se, at vi i helt særlig rammer et voldsomt præcist business-segment. Derfor har vi lige nu en Superliga Business-kampe, som vi i den kommende tid vil præsentere for virksomheder og bureauer. Samme som ovenfor: Den let slidte salgschef træffes på bruchmann@mediano.nu.

Andet fodbold

Vores kanaler - og vores skuffer - er fyldt med formater og projekter. Mediano Fan. Mediano Børnefodbold. Talentudvikling. Bold & Bøger. Kalejdoskopet. Alle formater kan vi skrue op for, når vi har de rigtige partnere.

Vi får ofte spørgsmål til Mediano Q og vores dækning af kvindefodbold. Vi har en kanal. Vi har investeret. Vi vil faktisk rigtigt gerne kvindefodbold. Men kvindefodboldens sponsorer besvarer end ikke vores henvendelser, så indtil videre er kanalen sat på standby.

Andre aftaler

Vi indgår i denne tid en række spændende aftaler, som vi kommer til at fortælle om. Partnerships er fortsat vores partner på Mediano Marketing, så dette format fortsætter frem til EM.

Vi besøger i næste uge Louisiana og opfører en live-podcast om Zinedine Zidane. Det er den 15.7. kl. 19.00 på plænen inde på museet.

Vi har spændende samarbejder med et pensionsselskab, en bilvirksomhed og en IT-virksomhed på vej, som vi vil fortælle om efter sommerferien.

Håndbold, cykling, andet

Et spørgsmål, der altid dukker op, når vi skriver dette er: ‘Kommer der snart noget fra Souplesse’. Det er vores kanal om cykling. Og med Tour de France, Giro og Vuelta på vej i et heftigt efterår er tanken os ikke fjern. Vi har også haft dialoger om forløb frem mod Tour de France-start i Danmark næste sommer.

Vi sætter rigtigt gerne stikket i. Men det skal være til et forløb på mindst et år, og der skal laves en del udsendelser, så vi har støvet både stikker og skind af på den store tromme, men vi slår først på den, når vi har en partner, der gerne vil have cykling på en helt særlig måde.

Mediano Håndbold har til gengæld buldret løs i 2020. Allerede for en lille måned siden passerede vi det samlede lyttertal for hele 2019 i et år, hvor håndbolden hurtigt lukkede hallerne på grund af corona. Vi har et pragtfuldt samarbejde med Sparekassen Kronjylland, som har stået bag Mediano Håndbold i nu 2 år. Men vi vil gerne endnu mere håndbold, så Strange, Ladegaard & Co. kan blive ved at begejstre det håndbold-publikum, der nu også har fået øjne og især ører op for podcast-mediet.

Til slut bare et ønske om god sommer. I lytter ikke lige så meget, som I plejer, når der er ferie. Vi letter foden en anelse fra speederen, men vi forsøger at miste så lidt hastighed som muligt, så vi satser på, at vi også er med på ferie uanset, hvor I tager hen.

Vi høres ved.

Studie mikrofoner.jpg
Groundhopping.dk: Groundhopping i Østeuropa i coronatider og fokus på Tyskland som destination

Groundhopping.dk: Groundhopping i Østeuropa i coronatider og fokus på Tyskland som destination

Sorte sokker redder Bundesligaen på Mediano

Sorte sokker redder Bundesligaen på Mediano