Jul 14

Jul 14 Et andet synspunkt: Derfor var Klub-VM en succes

Peter Brüchmann

Fodbold Internationalt, Sport & Perspektiv, VM 2026

Støt Mediano

Blogindlæg: I denne kronik argumenterer Buster Emil Kirchner for, at FIFAs Klub-VM var en succes, og han mener, at mange medier på vores breddegrader – Mediano inklusive – har et eurocentrisk syn på turneringen.

Af Buster Emil Kirchner, Journalist bosat i Zambia

I går sluttede FIFA’s første udgave af Klub-VM. Slutrunden var, for det meste af verden, en stor succes.

”Turneringen ingen har bedt om.”

Sådan døbte Mediano en podcastudsendelse fra d. 3. juni. Indrømmet, jeg fik nær min lunkne, zambiske majsgrød galt i halsen, da jeg læste rubrikken. Hvem mon dette ”ingen” var, tænkte jeg?

Senere, da jeg over eftermiddagskaffen havde ladet mig provokere af båden titlen og dernæst udsendelsens indhold, satte jeg mig for at finde ud af, hvem dette ”ingen” var.

Hvem er ”ingen?”

Det er selvsagt en teoretisk og filosofisk udfordring at finde frem til, hvem ”ingen” er.

Det var – om ikke andet – hvad jeg i starten af juni forsøgte at identificere, da jeg trykkede på fjernbetjeningen og lod Klub-VM åbenbare for mine øjne.

Den danske diskurs, leveret i imponerende meningskonsensus mellem medier og sociale medie-brugere, havde jo ellers advaret mig mod at overvære verdensmesterskaberne.

Politiken skrev 13. juni om et ”kontroversielt VM, som hverken spillere eller publikum gider”, mens også Morten Bruun i en klumme på TV2 Sportens hjemmeside erklærede, at han ikke skulle se ét eneste minut fra USA. I det mindste var Bruun ærlig. Han betragtede slutrunden ud fra et europæisk perspektiv, skrev han (Det gjorde jeg naturligvis ikke. Fodbold er klodens mest globaliserede kulturprodukt, og størstedelens af dens aktører bor uden for Europas stærkt bevogtede grænser. Hvorfor reducerer vi bevidst dette projekt til et europæisk et af slagsen?)

Men altså, Klub-VM var knap sparket i gang, før ”ingen” langsomt tittede frem fra århundreders europæisk glemsel og (fodbold)undertrykkelse.

Ja, allerede før slutrunden, da den brasilianske gigantklub Flamengos spillerbus trillede mod lufthavnen for at sætte kurs mod USA, blev bussen omringet af et menneskehav af fans. Med slagsange og fyrværkeri kunne noget tyde på, at de brasilianske fans glædede sig til slutrunden.

I åbningskampen mellem værterne fra Inter Miami og den egyptiske institution af en fodboldklub, Al Ahly, var der nu tydeligvis mange, der havde ”bedt om” Klub-VM. På lægterne udkonkurrerede egypterne hjemmeholdet. Er det tidligere sket ved en åbningskamp ved noget mesterskab?

På slutrundens tredje dag fik jeg af en journalistven, der i USA dækkede turneringen for blandt andre sydafrikanske medier, tilsendt video af fans fra Esperance Tunis. De tunesiske tilhængere dansede, sang og affyrede røgbomber i Philadelphias bymidte.

”Ingen” havde nu indtaget Guds eget land, og ligesom de sydamerikanske spillere på banen, der i gruppespillet toppede flere af grupperne, var de umulige at ignorere, hvis man da – vel at mærke – ikke på forhånd havde nægtet sig selv denne kulturelle berigelse.

Hvis én fodboldkamp opsummerer sportens udvikling

Som turneringen skred frem, rejste ”ingen” hjem. De europæiske klubber var ganske enkelt suveræne.

Niveauforskellen – på og udenfor banen –kom indsigtsfuldt til syne i Chelseas semifinaleopgør mod brasilianske Fluminense. London-klubben vandt fortjent med 2-0, begge mål scoret af den tidligere Fluminense-spiller, João Pedro.

Hvis én fodboldkamp kan indkapsle fodboldens udfordringer (og Klub-VM’s berettigelse), var det denne.

Brasilianerne havde udviklet produktet, som Chelsea sidenhen har importeret, slebet og forfinet. Nu led brasilianerne under sportens ulige logikker, dens økonomiske og sportslige centralisering i Vesteuropa, der havde fået Pedro til at rejse over Atlanten og iklæde sig modstanderholdets trøje og gøre det onde mod sin tidligere klub.

Det var, sat på spidsen, disse makrostrukturer, der kostede Fluminense finalepladsen ved verdensmesterskaberne.

Lad mig herunder – for klarhedens skyld – præsentere tre sammenflettede forklaringer på, hvorfor Klub-VM var en udpræget succes:

1. Ikke-europæiske klubber har utvivlsomt forbedret sig kommercielt

Er du kommerciel direktør i Monterrey, Auckland City eller Wydad Casablanca, er du formentligt godt tilfreds med FIFA’s nyeste påfund.

De færreste udenfor Mexicos, New Zealands eller Marokkos grænser var før slutrunden på fornavn med ovennævnte klubber, men det synes åbenlyst, at disse nu står i en mere gunstig forhandlingssituation, når de skal tegne det næste store sponsorat.

Det-var-os-der-deltog-i-klub-VM-argumentet må alt andet lige kunne bringe sponsorkroner i kassen.

Og, hvem ved, måske en backpackerrejsende i New Zealand nu lægger vejen forbi en Auckland City-hjemmekamp? Eller måske en forretningsrejsende i Casablanca skal have fingrene i Wydads røde hjemmetrøje?

Det skal jo starte et sted, og Klub-VM er netop et sådant sted!

2. Ikke-europæiske klubber har forbedret økonomiske handlemuligheder

I tråd med ovennævnte har Klub-VM uundgåeligt tilføjet et ekstra lag til de deltagende klubbers økonomi.

Foruden de enorme pengesummer, FIFA har lagt i Klub-VM-puljen, så er det mere end blot sandsynligt, at spillerne i de ikke-europæiske klubber efter slutrunden har forøget deres værdi.

Tag bare den tidligere AaB’er, Wessam Abou Ali. Den dansk-palæstinensiske angriber har det seneste halvandet år bombet mål ind i den egyptiske liga, men mon ikke, den kække spydspids er steget i kroner og øre efter hattricket i Klub-VM-kampen mod Porto?

Noget andet handler om billetindtægter.

Hvor klubber som Real Madrid og Chelsea til dagligt tjener store penge på fyldte tribuner og fodboldturisme, opkræver sydafrikanske Mamelodi Sundowns til sammenligning blot syv kroner per billet i den hjemlige liga.

Hvis ikke-europæiske klubber fremover skal kunne bide skeer med de europæiske, skal der altså penge ind andre steder end fra billetlugerne.

3. Klub-VM har bidraget til en mere respektfuld, ligeværdig og decentraliseret fodboldverden.

Fodbold, verdens mest populære kulturfænomen, rejste for omtrent 150 år siden fra sit oprindelsesland, England, og rundt om i verden. Overalt, hvor koloniofficerer, kristne missionærer og handelsrejsende drog, havde de en bold under armen. Nu skulle det koloniserede subjekt lære at spille fodbold.

I dag, 150 år senere, er sportens dynamikker grundlæggende de samme.

Talentfulde fodboldspillere som João Pedro rejser fra periferien (Sydamerika, Asien, Afrika etc.) til centrum (England, Frankrig, Danmark etc.), hvor pengene og anerkendelsen findes. I mange lande, eksempelvis Zambia, hvor jeg til dagligt bor, er den engelske Premier League større og mere efterstræbelsesværdig end Zambias egen fodboldliga.

I grove træk bærer små drenge og piger Manchester United-trøjer, mens de knap kender navnene på deres lokale klubber.

Jeg har i flere år argumenteret for, at den europæiske fodbolds succes i det globale syd, hvor mange kan nævne startopstillinger i kampe mellem West Ham og Bournemouth i søvne, kan tilskrives et underlegenhedskompleks i det koloniserede subjekt.

Sagt på dagligdagsdansk: Koloniseringen bragte med sig en nedvurdering af ikke bare lokale sprog, religioner, politisk organisering osv., men også kulturelle udtryksformer som eksempelvis sport.

Klub-VM har sat en kæp i hjulet på disse koloniale dynamikker og forholdet mellem center (Europa) og periferi (resten).

Turneringen (som, skal siges, bestemt ikke er uden betænkelige fodnoter, hvad angår FIFA’s korruption og spillernes velbefindende) inviterede den anden indenfor og nedbrød denne fodboldens mur mellem dem-og-os.

Klub-VM gav os mulighed for at undersøge, forstå og potentielt lade os inspirere af sydkoreansk fankultur, tunesisk temperament og saudisk zoneforsvar. Den mindede os om, at sporten er en mangefarvet mosaik.

Men vi vendte ryggen til. Revsede turneringen. Ville ikke have noget med den at gøre.

I det totale fravær af den mindste form for respekt for sportens ulighedsskabende, historiske kontekst, klagede vi over, at der er ”for mange kampe”, mens UEFA samtidig på vores egen hjemmebane netop har udvidet Europas Champions League-struktur med stadig flere kampe og opprioriteret landsholdenes venskabskampe til det i gåseøjne vigtige Nations League-format.

Men der er mere på spil, for det handler i mindst lige så høj grad om selve (fodbold)produktet.

Når man en søndag eftermiddag trasker omkring i Lusakas gader og på snart sagt ethvert gadehjørne finder en bar, hvor tonerne fra Premier League vælter ud af højtaleranlæggene, så skyldes det produktet.

Premier League tilbyder lysegrønne, fintrimmede græsplæner, pompøse stadioner og fodbold på et teknisk og taktisk højt niveau, transmitteret igennem jeg-ved-ikke-hvor-mange kameraer. Den lokale fodbold er derimod kendetegnet ved bumlede baner, beskedne stadionfaciliteter og fodboldspil, der efterlader meget tilbage at ønske. Derfor er barerne fyldte, mens de lokale tribuner, groft sagt, ikke er det.

Og nu min forkromede pointe:

Hvis børn i Sydafrika og Japan i fremtiden skal bære sine egne klubbers fodboldtrøjer, føle ubetinget stolthed ved at overvære sine egne, lokale fodboldkampe og idolisere sine egne spillere – og ikke blot argentinske og portugisiske megastjerner – så er Klub-VM en trædesten til en fodboldverden, hvor afstanden mellem center og periferi reduceres.

Som en af Afrikas mest velrenommerede fodboldjournalister, amerikanskalgeriske Maher Mezahi, forleden skrev:

”Jo, penge betyder noget. Men for afrikanske klubber (her kunne indsættes ikke-europæiske red.) er slutrundens største præmie selve platformen (…) Klub-VM er et sjældent forsøg på at omskrive slidte fortællinger og tvinge global fodbold til at tage afrikansk klubfodbold mere alvorligt.”

Kronikken er sendt til Mediano, fordi Buster Emil Kirchner mener, at dækningen af Klub VM i danske medier har været farvet og ikke ser turneringen med det perspektiv, som man har på andre kontinenter. Vi bringer kronikken for at give debatten flere perspektiver, og det er ikke et udtryk for Medianos holdning. Vi valgte ikke at dække turneringen og sagde nej til et partnerskab, der ville indebære, at vi skulle promovere en turnering, som vi som medie mener er overflødig.

Busters kronik er en del af vores univers om Sport og Perspektiv. Her kan du læse om kanalen Mediano Sport & Perspektiv - og hvorfor vi har sat stikket i igen.

Sørg for at abonnere på Mediano Sport & Perspektiv - her er links til en række afspillere:

Om Mediano Sport & Perspektiv

Det er indhold, der ikke altid passer ind i en Mediano PL eller som en Klub Mediano i Støt, selv om f.eks. ejerskaber klart har et stort overlap.

Men ved at gøre kanalen gratis, ved umiddelbart ikke at have partnere på dette indhold, så lægger vi nu guitarkassen frem på Strøget, når vi har spillet en udsendelse. Så kigger vi dig insisterende ind i øjnene (ja, sådan i overført betydning) og siger: Gav den udsendelse mening for dig? Synes du, at dette indhold er vigtigt? Så kom med i Støt Mediano, så vi kan lave mere af den slags.

Og hvis du allerede er medlem, så tusind tak.

God idé - jeg vil gerne med i Støt Mediano