Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Superligaens første helte: Søren Hermansens karriere fortalt med otte avisklip

Superligaens første helte: Søren Hermansens karriere fortalt med otte avisklip

Medianos Sture Sandø fandt de gamle sportssektioner frem, besøgte Søren Hermansen og fortæller her historien om en topscorer, der bombede for Aarhus Fremad og Lyngby

Af Sture Sandø

En julidag i 1997, helt præcist den 26., kunne læsere af Aktuelt, fagbevægelsens nu lukkede dagblad, læse denne passage i artiklen “Fremads sensation”:

Flittige Frank Krogsdal blev klemt om kuld af to AGF'ere og hele stadion ventede på lyd fra dommer Claus Bo Larsens fløjte. Lige undtagen Søren Hermansen, der snuppede bolden, driblede lidt og sparkede fladt forbi Lars Windfeld i målet. Publikum måbede og Fremad jublede. Det umulige var sket. Lillebror havde scoret mod storebror fra AGF.

Det var dagen efter, at Søren Hermansen havde scoret sit måske vigtigste mål i karrieren – i hvert fald for dem, der havde en passion for den sort-gule aarhusianske fodboldlilleput, Aarhus Fremad.

- Det var en fantastisk aften. Jeg kan huske, at det var en fredag. Det var den allerførste kamp i Superligaen, og der var mere eller mindre udsolgt på Aarhus Stadion. Jeg tror, at Aarhus Fremad havde hjemmebane, men stadion var selvfølgelig fuldstændig domineret af AGF-fans. Og så blev det en kamp, som vi ender med at vinde 2-1. Og vi ender med at vinde fortjent, selvom vi er presset til sidst, fortæller Søren Hermansen, der efter en karriere som angriber i AGF, Aarhus Fremad, Lyngby og belgiske Mechelen i dag er A+ træner i Lyngby.

Selvom kampen ligger små 20 år tilbage, så står den stadig klart i hukommelsen hos Hermansen, der blev nummer to på topscorerlisten med 19 mål i 97/98-sæsonen, hans første i Superligaen. Det var ni færre end nummer et, Ebbe Sand.

”Det er så dejligt at spille på det her hold. Der er en virkelig god moral, og for mig selv var scoringerne et vendepunkt efter fire-fem målløse kampe,” jublede Hermansen, der nu har nettet hele otte gange i denne sæson,” skrev BT, eller dengang retteligt B.T., i en artikel bragt 15. oktober samme år. Overskriften var: “Hermansen knuste OB”.

Søren Hermansen var en del af det Aarhus Fremad-hold, som slog en rekord, der næppe bliver slået igen; ni oprykninger på 13 år – fra Serie 5 til Superligaen. På holdet var en del spillere med en fælles fortid hos storebror i AGF.

- Vi var en seks-syv spillere: Henrik Jespersen, Ken Martin, Lars Kjær, Thomas Nielsen, mig selv, Jimmy Mørup, der egentlig havde vores rødder i AGF, hvor vi var blevet vejet og fundet for lette. Men vi havde haft det godt med hinanden rent socialt, og da den ene så kom op i Aarhus Fremad, så tog han den næste med, og i løbet af en vinterpause begyndte seks-syv spillere på samme tid i Aarhus Fremad. Sammen med de fine spillere, der var i forvejen og de værdier, der var i klubben, så skabte det en cocktail, der gjorde, at det kunne bære hele vejen igennem og helt op i Superligaen.

Søren Hermansen i klassisk Aarhus Fremad-outfit.  Foto: Aarhus Fremad

Søren Hermansen i klassisk Aarhus Fremad-outfit. 

Foto: Aarhus Fremad

Sammenligningen med Hobro og deres humlebi-overlevelse i 14/15-sæsonen ligger lige for, og den køber Hermansen også.

- Jeg synes, der er mange lighedspunkter. Man kommer op på nogle ting, der er lidt svære at definere. Man har et godt omklædningsrum, og man får skabt en eller anden samhørighed, som er lidt unik, fordi man godt ved, at man er underdog på næsten alle andre parametre. Så jeg synes, at der er klare paralleller.

Men én ting er at rykke op som undertippet klub. Noget andet er at overleve. Og det lykkedes for Aarhus Fremad. Men ligesom man kunne se på sidste sæsons Hobro-hold, så kan den anden sæson i den bedste række faktisk vise sig at være endnu sværere end den første.

- Der skete det for Hobro, som også skete lidt for Aarhus Fremad. Når du kommer op en sæson og overlever, så kommer der noget interesse for dine spillere, plus at spillerne også får smag for at spille i Superligaen. De kan godt se, at når de spiller på Aalborg Stadion, så er der 9-10.000 tilskuere, og det kunne da være meget skægt at være en del af det hver søndag. Og så begynder lavinen at rulle. Det kan du bedre holde nede i 1. division, men når spillerne får smag for at komme op i Superligaen, så sker der nogle ting.

Foto: Twitterprofilen @IYGTAF

Foto: Twitterprofilen @IYGTAF

Udviklingen var den præcist samme for Søren Hermansen. Han fik smag for mere. Med 19 mål i sin første Superliga-sæson og 32 i 1. division året før havde han ikke gjort meget for at forblive en ubemærket angrebsprofil, og det var der flere klubber, der havde fået øjnene op for.

Men det var ikke kun det sportslige, der gjorde, at Hermansen søgte væk fra den klub, hvor han havde været i otte år, siden han kom til som 20-årig i 1990.

Et tragisk dødsfald

En af idrættens helt suveræne og smukkeste ildsjæle, Jan Hammerholt, er død 44 år gammel. Energisk, engageret, begejstret, initiativrig, en menneskelig blæksprutte og en utrolig arbejdskraft er nogle af de gloser, Jan Hammerholt fik hæftet på sig sidste år, da han blev kåret som årets fodboldleder. Og gloserne passer. Sådan skrev Aktuelt 16, marts 1998, og i B.T. kunne man samme dag læse følgende:

»Fodbold-Danmark forstår sikkert ikke, at vi allesammen er dybt, dybt berørte over det hændte. Men Fremad er altså en klub, hvor der satses mindst lige så meget på det sociale som på det sportslige. Og begge steder var Jan en fantastisk drivkraft,« sagde anfører Lars Klausen med tårer i øjnene efter kampen, som efter hans mening skulle have været aflyst.

»Ligesom Fremad-spillerne mener jeg også, at kampen skulle have været aflyst. Det var svært at finde en mening med at spille denne dag,« mente AaBs første målscorer Steffen Højer.

For Søren Hermansen og alle de folk, der omgav Aarhus Fremad i slutningen af 90’erne vil Jan Hammerholts selvvalgte afsked med livet på dagen for forårspræmieren i 1998 stå som en kulsort dag.

- Han var jo ikke bare direktør i klubben. Han var jo altmuligmand og tæt på det hele. Så vi var jo tætte på ham, så selvfølgelig var det også et slag på hele det menneskelige plan, at han tog sit eget liv, fortæller Hermansen.

- Der var selvfølgelig også andre mennesker i klubben, men det var ham, der havde været den helt store drivkraft i Aarhus Fremads opstigning gennem rækkerne. Han havde hele klubben oppe i sit hoved, og det tog han jo med i graven, så hele drivet i klubben, det døde der på en eller anden måde.

Der er forstærkning på vej til Lyngbys angreb i skikkelse af sidste sæsons topscorer hos Aarhus Fremad, Søren Hermansen. - Vi har aftalt møde i denne uge, formentlig på onsdag, og jeg regner da med, at vi kan skrive kontrakt med Søren, siger Lyngbys direktør, Peter Packness.

Packness fik ret i sin forudseelse, som han havde leveret i Politiken 24. august samme år, og Søren Hermansen skiftede de gule og sorte striber ud med Lyngbys kongeblå trøje i sæsonen 98/99.

Søren Hermansen i Lyngby-trøjen. Her fra en træningskamp imod AB i sommeren '99. Foto: Svend Jakobsen

Søren Hermansen i Lyngby-trøjen. Her fra en træningskamp imod AB i sommeren '99.

Foto: Svend Jakobsen

- Uden at jeg skal spille ekstra skarpsindig, så syntes jeg, at jeg havde læst, at vi havde nået det, vi kunne med Aarhus Fremad, og at kurven sikkert ville knække nu. Jeg havde også haft et godt forhold til Jan Hammerholt, og i og med at han ikke var der mere, så havde jeg heller ikke den der moralske forpligtigelse, fortæller Hermansen og fortsætter:

- Jeg tænkte, at jeg også havde spillet gode kort over på min egen hånd i og med, at da vi rykkede op, havde jeg tegnet en etårig kontrakt, så den løb ud – det var kort tid efter Bosman-sagen, hvor kontraktfri spillere havde en ekstra interesse – og jeg kunne selvfølgelig godt se, at med kontraktudløb og 19 mål, så skulle det være nu.

Søren Hermansen fortsatte sin flotte scoringsstime hos de kongeblå og scorede sammen med angrebskollegaen Carsten Fredgaard 34 mål i sin første sæson for Lyngby – Hermansen tegnede sig for de 18.

Lyngby spillede en god sæson og endte på en fjerdeplads og kvalificerede sig til den daværende UEFA Cup. Sæsonen efter blev Carsten Fredgaard solgt til Sunderland, og Lyngby endte på en syvendeplads, og som Hermansen siger: ”så var det vel der, vores niveau lå”. Men tiden i Lyngby var på flere måder forskellig fra Aarhus Fremad-tiden.

- Det var et skridt op for mig, for det var første gang, at jeg var en vigtig del af et fuldtidssetup. Jeg havde været i AGF, men var nederst i spillergruppen, i hierarkiet og i truppen, så det at komme ind i en heltidsprofessionel trup i Superligaen, og så samtidig trods alt have en vigtig rolle på holdet – det var fedt for mit eget vedkommende, syntes jeg.

Skiftet til Belgien

Nu er det kun meget få detaljer, der mangler at falde på plads, før Søren Hermansen skifter den blå Lyngby-trøje ud med KV Mechelens rød-gule model. »Det nærmer sig en afgørelse, og det ser meget fornuftigt ud«, fastslår den 29-årige angriber, som igennem længere tid har været i søgelyset hos den belgiske 1. divisionsklub.

Det åbenhjertige citat var at finde i Berlingske Tidende 14. april 2000. Et tidspunkt, hvor Søren Hermansen egentlig havde opgivet tanken om at komme til udlandet efter et par prøvetræninger i Watford og Crystal Palace i tiden før skiftet til Lyngby.

- Efter de første to sæsoner (i Lyngby, red.) skal jeg også til at have mit første barn, så den er egentlig fuldstændig begravet, men så sker der det, at jeg bliver ringet op af en ex-jugoslaver af en eller anden art, som siger, at han kender Tomislav Ivić, der er træner i Standard Liege. Han spørger, om jeg kunne være interesseret i at komme derned – han syntes, at jeg passede meget godt ind, siger Hermansen og forklarer, at han prøvede at tale det ned, men at agenten blev ved med at ringe, og at han til sidst får ham til at sende ham en dvd med sine mål.

- På en eller anden måde ryger den der DVD til Belgien og Tomislav Ivić i Standard Liege kigger nok på den og siger ”Aarh, det er ikke lige os”, og så ryger den et eller andet sted hen, og så lige pludselig bliver jeg ringet op af sportschefen i Mechelen, der har set den der, og at han synes, det ser interessant ud og om jeg kunne være interesseret, for så ville de komme op og kigge på mig.

Folkene fra Mechelen overværer Søren Hermansen i en kamp på Brøndby Stadion, hvor han ifølge de tilstedeværende journalister var banens bedste – nok til at det kastede en kontrakt af sig. Det blev startskuddet til en turbulent periode, og et udlandsophold som han sikkert ikke bliver misundet af mange kolleger, men Hermansen har aldrig fortrudt sit skifte.

- Det var både en klub og et land som er helt anderledes end, hvad man lige forestiller sig. Jeg tror, at mange har en forestilling om, at Belgien minder meget om Danmark, men der er store forskelle, også på Holland og Belgien. Holland minder måske mere om Danmark, end Belgien gør. Det var en tid, hvor der ikke var ordnede forhold i belgisk fodbold generelt, og det betød bare, at der var kaos i den klub, og at der kunne være kaos, fordi der ikke var nogen regler.

Søren Hermansen er fritstillet og færdig i den alvorligt konkurs-truede belgiske klub, KV Mechelen. »Det er slut. Jeg er ikke blevet rig på penge, men på bizarre oplevelser. Jeg har arbejdet i et galehus,« siger han slagfærdigt. Mechelen er trådt i betalingsstandsning med en gæld på 93 mio. kr. Alle medarbejdere, både spillere og folk i administrationen, er sendt på gaden.

Sådan beskrev B.T. situationen 12. december i en artikel, hvor overskriften konstaterede, at Søren Hermansen med sit farvel til galehuset stod til at miste et millionbeløb. Og at det var et galehus blev understreget af, at angriberen spillede under seks trænere i de toethalvt år, han nåede at repræsentere Mechelen. Men desværre var det ikke det sportslige, der fyldte mest i tiden tæt på den belgiske hovedstad. I dag kalder han tiden lærerig og fortæller, at det også gav en masse gode oplevelser uden for banen.

Søren Hermansen i Lyngby, hvor han er A+ træner. Foto: Sture Sandø

Søren Hermansen i Lyngby, hvor han er A+ træner.

Foto: Sture Sandø

- Det var bare en helt anden verden at komme ned til. Det lyder som en kliche, men hvad jeg tænkte, og hvad jeg følte, det var sådan set fuldstændig ligegyldigt. Det var mere, hvordan jeg reagerede, når der skete et eller andet, de var interesserede i. Det var bare en kynisk verden. Og det er en kynisk verden – også mere end det er i Danmark. Det er den store udfordring for danske spillere, at vi har en anden samfundsmodel, og vi har et andet sammenhold, også i klubberne, end man har i udlandet, og det er en barriere.

- Her i Danmark skal man betale løn til spillere, og det var der ikke styr på i Belgien. Det gjorde, at nogle klubber, herunder Mechelen, kunne få lov til at sejle rundt. Så det var en turbulent tid med mange økonomiske problemer.

Tilbage til begyndelsen

Og så er vi tilbage ved artiklen i Aktuelt, den julidag i 1997, hvor beskrivelsen af Fremads meriterende sejr over AGF stod at læse.

Med flade pasninger kombinerede de sig gang på gang frem til afslutninger, som kun AGF kan takke Lars Windfeld for ikke gik ind. Især de sidste 10 minutter af 1. halvleg var chancerne til Aarhus Fremad store og smukt gennemspillede. Søren Hermansens hælaflevering til Gregers Ulrich, der dog blev pareret af Windfeld, var simpelthen så flot, at selv AGF-tilhængerne måtte slå håndfladerne sammen og klappe af de uimponerede Fremad-spillere.

I dag har Søren Hermansen succes med Lyngby, og den tidligere angriber har en klar idé om, hvad der gjorde, at hans gamle Aarhus Fremad-hold kunne præstere, og det prøver han at give videre som træner i dag:

- Man skal passe på ikke at presse det hele ned i kasser, og der skal stadig være plads. Der ligger noget frigørelse i, at man også har lov til at leve et liv ved siden af, siger han. I Aarhus Fremad var der også rum til at gå ud i weekenden, omend seriøsiteten steg i takt med, at holdet rykkede op gennem rækkerne.

- Det var også mest, da vi lå i 2. division og 1. division, at vi gik ud og drak bajere. Og da vi var ved at rykke op, var det ikke hver lørdag, vi var i byen.

Topfoto: Aarhus Fremad

Mediano PL: Er Klopp den nye Bill Shankly i Liverpool?

Mediano PL: Er Klopp den nye Bill Shankly i Liverpool?

Den lange vej tilbage for Wimbledon - kampen om stadion på Plough Lane

Den lange vej tilbage for Wimbledon - kampen om stadion på Plough Lane