Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Zicos ånd spøger ved Japans forblæste stillehavskyst

Zicos ånd spøger ved Japans forblæste stillehavskyst

Forleden dag imponerede det japanske hold, Kashima Antlers, fodboldverdenen med en heroisk indsats i finalen i klub-VM over for selveste Real Madrid. Hvor kommer den klub egentlig fra?

Af Asger Røjle

Der var engang, da hele fodboldverdenen med seriøs interesse fulgte med i den spændende udvikling i det fjerne Japan. For et kvart århundrede siden blev den professionelle liga, J-League, lanceret i 1992 med masser af penge og et gevaldigt rykind af internationale topspillere i slutningen af deres karrierer

Brasilianske Zico, engelske Gary Lineker, tyske Pierre Littbarski, det var nogle af hovedpersonerne i den første sæson. Jeg var dengang Politiken-korrespondent i Tokyo og dækkede med fornøjelse JLeague så ofte, jeg kunne slippe afsted med det. Jeg havde en britisk kollega, som nærmest var fuldtids Lineker-medarbejder på Daily Mail hele det år, selv om den sympatiske mand i Nagoya aldrig nåede at spille ret mange kampe.

Da Brasilien blev verdensmester i 1994, kom der et nyt rykind af store stjerner. I løbet af få måneder spillede næsten halvdelen af det hold, der havde vundet finalen, i forskellige japanske klubber. Det drejer sig om store navne som Dunga, Leonardo, Jorginho, Zinho, Cesar Sampaio, Muller og mange år senere også Bebeto.

Det var dramatiske år. Den ærværdige Zico fik rødt kort i sin sidste store finale, da han spyttede på bolden, fordi modstanderne fik straffespark. Jeg har stadig udklip af den artikel, som jeg skrev til Politiken på denne sørgelige dag. Selv Michael Laudrup fik midt i halvfemserne en kort og ikke særligt glorværdig karriere i den japanske klub Vissel Kobe, hvor hans løbestærke og disciplinerede holdkammerater blev lige så overrumplede som modstanderne af hans kreative måde at spille fodbold på.

Brasilianske Zico jubler for Kashimi Antlers (Getty Images)

Brasilianske Zico jubler for Kashimi Antlers (Getty Images)

Hvad ville Michael Laudrup dog nogensinde i Japan?, spurgte JLeague’s fadder og japansk fodbolds ”grand old man”, Saburo Kawabuchi, mig om, da jeg mange år senere interviewede ham om noget helt andet.

Derpå har der i mange år været stilhed i verdensmedierne omkring japansk klubfodbold. Landsholdet har indimellem klaret sig hæderligt ved verdensmesterskaberne. Blandt andet nåede de jo ottendedelsfinalerne i Sydafrika i 2010 ved blandt andet at slå Danmark. Men de markante spillere på disse landshold har altid spillet i udlandet, primært i Europa.

Japansk klubfodbold har man ikke hørt ret meget om før forleden dag, hvor et hold ved navn Kashima Antlers, der i startopstillingen udelukkende bestod af japanere, gav selveste Real Madrid fornem modstand i finalen om klub-VM, der netop fandt sted i Japan.

Ikke alene var de hurtige og konditionsstærke, som man altid har kendt japanske fodboldspillere. De var også disciplinerede, kreative, teknisk og taktisk godt forberedte, og nogle af spillerne på hotellet kunne ligefrem matche stjernerne fra den spanske hovedstad fysisk i nærkampene. Der blev forlænget spilletid, Real Madrid endte med at vinde 4-2 på et hattrick ud af det blå fra Cristiano Ronaldo, men holdet fra Kashima vandt stor respekt.

Kashima er en mellemstor by med 66.000 indbyggere, der ligger ud mod stillehavskysten i Ibaraki-amtet 116 kilometer nordøst for Tokyo. Deres vindblæste hjemmebanestadion har været scene for mange afgørende stunder i J-Leagues historie, da klubben faktisk med sine otte mesterskaber er det mest vindende hold i ligaens historie. Ingen historie illustrerer bedre, hvad der i det sidste kvarte århundrede i al ubemærkethed er sket med japansk fodbold, end historien om Kashima Antlers.

Indtil 1992 var topholdene i japansk fodbold firmahold, hvor spillerne var halvtidsprofessionelle som ansatte i de firmaer, der sponsorerede holdene. Da J-League i 1992 blev skabt med store investeringer fra en række japanske virksomheder, blev nogle af disse firmahold placeret rundt omkring på Japan-kortet i byer, hvor de lokale borgmestre og bystyrer bedyrede, at de var indstillet på at gøre en indsats for at opdyrke en lokal opbakning og et lokalt fællesskab omkring klubberne.

Saburo Kawabuchi var den store ideolog. Den tidligere landsholdscenterforward havde en vision om at skabe et bæredygtigt og langtidsholdbart fundament for japansk fodbolds fremtid ved at skabe en klubstruktur med lokal opbakning, som han havde set det i Tyskland.

De klubber, der stabilt har ligget i toppen af J-League gennem de sidste mange år, klubber som Urawa Reds, Sanfrecce Hiroshima og altså Kashima Antlers, er eksempler på steder, hvor Kawabuchis vision er gået i opfyldelse. Her er det lykkedes at skabe, hvad vi i Europa ville kalde ”en rigtig fodboldklub” med lokalt netværk, lokale sponsorer, lokale fangrupper og et miljø i skoler og parker, hvor unge drenge og piger køber klubtrøjer og drømmer om at komme til at spille på klubbens førstehold.

Hvorimod ledelsen af det gamle storhold, avisgiganten Yomiuris hold Verdy, som godt nok vandt J-League de første to år, ikke i længden var indstillet på at blive en del af lokalsamfundet og knytte bånd til lokalsamfundet i Kawasaki, hvor klubben i første omgang var placeret. Yomiuri ville som storsponsor have firmaets navn nævnt i alle sammenhænge og fastholdt et greb om klubben, som svarer til det greb, firmaet har om Japans mest populære baseballhold. Og resultatet er, at Verdy i dag efter at være flyttet til Tokyo ligger og roder i J2, ligaens anden division.

Den magtfulde bilproducent Toyotas hold, Nagoya Grampus Eight, må også i år rykke ned i J2 for første gang. Den anden store bilproducent Nissans hold, Yohohama Marinos, holder skansen midt i divisionen og har da gennem tiderne spillet nogle gode sæsoner i J-League og fostret nogle af de mest berømte spillere, for eksempel Shunsuke Nakamura, men klubben er ikke nær så dominerende, som Nissan FC havde været i japansk fodbold inden 1992.

Kashima Antlers fans på lægterne til kampen mod Real Madrid (Getty Images)

Kashima Antlers fans på lægterne til kampen mod Real Madrid (Getty Images)

Da Kashima forleden dag vandt fodboldverdenens hjerte i sin heroiske fight mod Real Madrid, havde nogle af klubbens tilhængere medbragt et banner, hvor der stod ”Spirit of Zico”. Og det er næppe for meget sagt, at klubben aldrig havde opnået den status i japansk fodbold, som den har i dag, hvis det ikke havde været for den gamle brasilanske mesterspillers indsats gennem årene.

Kashima var bestemt ikke noget oplagt valg, da den professionelle ligas fædre i slutningen af firserne skulle beslutte sig for, hvor i Japan man ville placere de ti oprindelige klubber i J-League. Byen gik i alliance med firmaeholdet fra Sumitomo Metal, som på det tidspunkt kun lå i den gamle firmaturnerings anden division. Men man viste, at man mente det alvorligt ved at lokke Zico, der egentlig var gået på pension og i et års tid ligefrem havde været brasiliansk sportsminister, til at tage støvlerne på igen og spille for Sumitomo i den japanske anden division i de sidste par år inden den nye ligas fødsel.

Der var en uskøn lobby-kamp i gang mellem alle japanske byer med et fodboldstadion, og det lykkedes Kashima at blive blandt de udvalgte. Straks fra den professionelles ligas start kom klubben på spektakulær vis på alle sportsavisernes forsider med brasiliansk inspireret hvirvelvindsfodbold med Zico og en langhåret ungersvend ved navn Alcindo, som ingen nogensinde havde hørt om i hjemlandet Brasilien, i hovedrollerne. Temmelig teatralsk og risikobetonet fodbold, men gevaldigt målrigt og underholdende. Lige hvad ligaen havde brug for i den første tid, hvor den skulle overvinde modstand fra det traditionelle og bundkonservative baseball-orienterede establishment inden for japansk professionel sport.

Den aldrende Zico spillede for klubbens hold med lange skadespauser i et par år. Derpå har han været sportschef og træner for klubben, og han har skaffet gode brasilianske spillere og sin egen bror som træner i en periode, ligesom han i en periode op til verdensmesterskaberne i 2006 var japansk landstræner. Ikke så sært at der står en romersk inspireret statue af ham foran stadion i Kashima.

Personligt har jeg altid holdt med andre hold i J-League, men ligesom alle andre, der har fulgt udviklingen gennem årene, har jeg haft stor respekt for, hvad de har formået at bygge op i Kashima.

Spadserer man fra jernbanestationen til stadion, kommer man forbi den ene græsplæne med syvmandsbaner efter den anden, hvor lokale drenge og piger spiller fodbold under vejledning af folk fra klubben. I gamle dage spillede japanske børn altid fodbold i mellemskolen og gymnasiet, men man holdt op, når man gik ud af skolen. I Kashima har man virkelig formået at gøre fodbold til en interesse, som unge fra lokalsamfundet selv vælger at investere deres fritid i.

Årene gik deres gang. Pengene til J-League tørrede ud, efterhånden som krisebevidstheden i halvfemserne og nullerne lagde sig over den japanske økonomi, tv-interessen svækkedes, og de mange udlændinge blev færre, omend enkelte af dem har haft kæmpestor indflydelse på fodboldens udvikling i Japan. Tyskeren Guido Buchwald har hos Urawa Reds haft den samme rolle som forbillede og inspirator som først spiller og senere træner, som Zico har haft i Kashima. Førnævnte Dunga fra Brasiliens VM-hold i 1994 ligeledes i klubben Jubilo i Iwata – og serberen Dragan Stojkovic det samme hos Toyotas klub i Nagoya.

Men J-League fandt et leje, hvor ligaen var i stand til at overleve. Fodbold blev de unges sport – i kontrast til baseball og sumo, som mest bliver opfattet som noget, ældre og konservative folk går op i. Går man til fodbold i Japan, oplever man et meget medlevende og artigt publikum, ingen hooliganisme her, hvoraf næsten halvdelen er af hunkøn.

De bedste spillere rykkede i de følgende årtier til Europa, i første omgang til Italien, men senere til England, Holland og Tyskland, og de bragte en professionel disciplin med sig hjem, som man aldrig havde kendt før. Tidligere blev man som tilskuer, der var bedre vant, tit irriteret over, at der blev spillet alt for hurtigt, meget hurtigere end spillerne teknisk og taktisk magtede det, og det gav et grumme naivt spil med masser af dumme fejl og blottelser. Det var underholdende, men ikke særligt befordrende for japansk fodboldsucces i omverdenen. Den slags ser man langt sjældnere i dag.

Og den helt store svendeprøve for japansk klubfodbold, den kan man vist ikke sige andet end, at de elleve japanere hos Kashima Antlers under ledelse af en japansk træner bestod forleden dag, da Real Madrid var på besøg. Der blev skiftet en enkelt brasilianer ind undervejs i kampen, men ellers var det en succes, som helt igennem er ”made in Japan”, og som lover godt for J-League’s udvikling i de kommende år.

AaB Special: Det var mere end en 8. plads, der fældede Lars Søndergaard

AaB Special: Det var mere end en 8. plads, der fældede Lars Søndergaard

Debatoplæg: Er vi kloge nok i vores talentudvikling?

Debatoplæg: Er vi kloge nok i vores talentudvikling?