Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

God save the Queen!

God save the Queen!

Champions League er lige overstået, EM venter om få dage. To gigantiske fodboldbegivenheder proppet med modsætninger, men med det tilfælles, at de genererer enorme summer til bagmændene. Lars Berendt fortæller historien.

 

AF Lars Berendt

De vidste det ikke selv.

Den danske sangerinde og den engelske komponist. Men i 1992 kom de uafhængigt af hinanden til at repræsentere de to tendenser i et paradigmeskift i europæisk fodbold; landsholdsfodbolden overfor produktudviklingen af de europæiske klubturneringer.

Fredag den 26. juni fremførte det danske topnavn, Hanne Boel, ”Der Er Et Yndigt Land” nede fra Nya Ullevi’s græstæppe i minutterne inden finalen i EM-slutrunden mellem Danmark og Tyskland. 

Nogenlunde samtidig sad komponisten Tony Britten og arbejdede på et musikstykke. Opdragsgiveren var det europæiske fodboldforbund, UEFA. Opgaven var at komponere en melodi til forbundets nye, store satsning på klubfodbolden, Champions League. Deadline for indspilningen var sæsonstarten i sensommer samme år. UEFA’s landsholdsturnering havde i 1992 kun ændret udseende en enkelt gang, siden fire lande mødtes direkte i to semifinaler i Jugoslavien i 1976 og slutrunden blev fordoblet til otte hold fordelt i to indledende grupper ved slutrunden i Italien fire år senere. Siden 1992 kom ”Champions League Anthem” derimod auditivt til at symbolisere den succesrige produktudvikling af den europæiske turnering for mesterhold. Og dens begrænsninger i forhold til landsholdsfodboldens karakteristika.

Foto: VI Images via Getty Images

Foto: VI Images via Getty Images

Det her er historien om, hvordan produktudviklingen af UEFA’s fornemmeste klubturnering har udfordret de nationale fodboldforbunds fornemmeste produkt, landsholdene. For da Champions League-sæsonen sluttede med finalen mellem Real Madrid og Atletico Madrid i lørdags, skete det ikke alene for 24. år sæson i træk med præsentationen af spillerne til tonerne af Tony Brittens Champions League-hymne. Finalen var samtidig afslutningen på Champions League-sæsonen, der per definition repræsenterer det højeste, europæiske klubniveau. Med deltagelse af 32 hold. Med i alt 125 kampe fra gruppespillet og videre over knockout-fasen. Fordelt på 10 spillerunder. Placeret over 29 datoer. Fra september til maj.

Nu skriver vi juni, og er scenen sat til landsholdsfodbolden. Med fokus på de 24 hold i EM-slutrunden i Frankrig. 

Landsholdenes lange pause

Turneringen er placeret efter en periode på enten syv eller otte måneder uden turneringskampe for de deltagende landshold. Og den ligger midt i en endnu ikke afsluttet periode på 10 måneder for de landshold, der tabte deres play off-kampe, og 11 måneder for dem, der ikke gik til play off, før kvalifikationsturneringen til VM begynder til september. Og dermed tæt på et helt år uden det konkurrencemæssige element, der gør forskellen mellem venskabslandskampe og turneringslandskampe. Og dermed den nerve, der er en afgørende forskel.

Men seerinteressen for slutrunden om Europamesterskabet i fodbold er markant. Både sammenlignet med de andre top-fodboldturneringer og på tværs af sportsgrenene. EM-slutrunden er faktisk verdens tredjestørste mediebegivenhed efter FIFA’s VM-slutrunder og IOC’s Olympiske Lege. Uanset hvilken beregningsmodel, man benytter, ligger EM-slutrunden med godt dobbelt så høje seertal som Champions League-turneringen. Og for OL’s placering gælder i øvrigt det specielle, at åbningsceremonien er seermagneten i forhold til selve de sportslige konkurrencer. Formula 1 og Super Bowl følger et pænt stykke efter.

Betingelserne for at fastholde denne position er imidlertid ikke blevet lettere for hverken arrangøren, UEFA, eller for de 53 nationale fodboldforbund i Europa, hvis primære aktiv er Herre A-landsholdene.
Til trods for at klubholdenes og landsholdenes europæiske turneringer blev institueret næsten samtidig tilbage i 1950’erne – mesterholdenes turnering debuterede for præcis 60 år siden og landsholdenes tre år senere – begyndte kommercialiseringen for alvor først at tage fart i 1980’erne.

Foranlediget af et markant pres fra de største europæiske klubber blev det det mest banebrydende initiativ udviklet i et samarbejde mellem UEFA og forbundets schweiziske sportsmanagementfirma, TEAM Marketing. Sammen idégenerede de et helt nye koncept for mesterholdenes turnering, som både omfattede en ny sportslig turneringsstruktur og en helt ny integreret, kommerciel struktur med en deraf følgende maksimering af provenuet, der kunne imødekomme de førende klubbers forventninger. 

Champions Leagues fødsel

Sportsligt gik Europa Cup’en for Mesterhold bort fra pokalturneringsstrukturen til Champions League med gruppespillet som noget helt nyt fra sæsonstarten 1992/93.

Økonomiske var nøglen til den nye model en centralisering af de kommercielle rettigheder, herunder ikke mindst rettighederne til tv-transmissionerne af de enkelte kampe hos netop UEFA. Med TEAM Marketing som agentur.

Tidligere lå rettighederne til eksempelvis bandereklamerne og indtægterne fra salget af tv-tranmissionerne til eget territorium, modstanderholdets territorium og tredjelande hos den arrangerende klub, hjemmeholdet. Med den nye struktur kunne de deltagende klubber læne sig tilbage, UEFA og TEAM havde overtaget salget, og der tilflød i stedet klubberne en lind strøm af euros for kvalifikationen og efterfølgende i resultatorienteret bonus. 

I modsætning til pokalturneringsstrukturen i den tidligere Europa Cup for Mesterhold, hvor storholdene risikerede exit efter blot en enkelt spillerunde, fulgte med Champions League’s gruppespil en indbygget garanti for, at de deltagende klubber som minimum spiller seks - og to af dem, finalisterne, endda 13 - kampe i løbet af en Champions League-sæson. Udover maksimeringen af indtægtsgrundlaget kunne UEFA med henvisning til en solidarisk fordelingsmodel af indtægterne, der også tilgodeser de nationale fodboldforbund og topligaer, siden hen også feje konkurrencen fra de nationale topturneringer af banen. UEFA udnyttede sine regulatoriske muligheder til at forhindre, at der må spilles klubkampe i de nationale turneringer – liga og pokal - der giver adgang til UEFA’s turneringer, på tidspunkter op til og under det fastsatte kamptidspunktet klokken 20.45 på de 28 tirsdage og onsdage, der er spillerunder i Champions League.

UEFA’s interesse i at rette fokus mod forbundets dengang tre klubturneringer – UEFA Cup’en, Europa Cup’en for Pokalvindere og nu Champions League – og topklubbernes vilkår generelt blev yderligere understøttet af de konklusioner, konsulentvirksomheden the Boston Consulting Group, i slutningen af 1990’erne præsenterede i forbindelse med dens rapport med anbefalinger til UEFA om en modernisering og styrkelse af forbundets organisationsopbygning. 

Imens stod produktudviklingen af landsholdsfodbolden stille

Hverken de sportslige eller økonomiske vilkår blev forbedret for fodboldforbundene, da det internationale fodboldforbund, FIFA, indførte de nuværende ”landskampperioder” på oprindeligt godt 10 dage til gennemførelsen af to (kvalifikations)kampe.

For fodboldforbundene var det i forvejen en udfordring at holde landsholdene top-of-mind i markedet med landskampe nogenlunde med en måneds mellemrum som tidligere. En landskamppause på fire måneder – fra landskampterminen i midten af november til terminen i slutningen af marts – gør det absolut ikke lettere at skabe og fastholde interessen for et inaktivt landshold blandt publikum, medier og sponsorer.

FIFA’s internationale spillekalender, som i enhver sammenhæng er et nødvendigt regelsæt og værktøj, har sammen med den seneste turneringsstruktur fra UEFA’s side med blandt andet kun to hviledage mellem kvalifikationskampene i den afsluttede EM-kvalifikationsturnering sat yderligere pres på landsholdenes sportslige situation og forbundenes kommercielle muligheder. I tillæg er frigivelsesperioden for landsholdsspillerne blevet strammet for fodboldforbundene. Formelt kan en landstræner nu kun råde over sine spillere 48 timer før en venskabslandskamp, det vil sige fra klokken 20.00 mandag aften før en landskamp på en onsdag med kick off klokken 20.00. Og fire døgn inden en kvalifikationskamp. Det giver ofte reelt kun tre-fire træningspas til den sportslige forberedelse af en kvalifikationskamp. Det er ikke meget tid på træningsbanen efter en landskamppause på op til fire måneder mellem årets sidste termin i november 2016 og den første i marts 2017.

“ Efter udvidelsen til otte hold til EM-slutrunden i 1980 blev turneringen første gang i nyere tid udviklet med fordoblingen af antallet af hold i slutrunden fra de otte, da vi blev Europamester i 1992, til 16 ved EM-slutrunden i England i 1996. “

De kommercielle betingelser for fodboldforbundene blev imidlertid først optimeret i kvalifikationsturneringen til den forestående EM-slutrunde. 

At lære af en succes

Efter et forløb med indgående dialog mellem UEFA og de nationale fodboldforbund valgte medlemsforbundene – DFB (Tyskland) og DBU var blandt de sidste - at tilslutte sig UEFA’s tilbud om en ”Champions League-light”-model for kvalifikationsturneringen. Modellen krævede enighed blandt alle 53 europæiske fodboldforbund, fordi de kollektivt skulle pulje deres respektive tv-rettigheder hos UEFA, som herefter kunne tilbyde salget af transmissionsrettighederne gennem et centraliseret udbud Champions League-style. Kompensationen til de 53 forbund var individuelt fastsat på baggrund af tidligere opnåede salgsresultater.

Rettighederne havde hidtil ligget hos de enkelte fodboldforbund, som enten selv eller gennem agenturer solgte rettighederne til tv-transmissionerne. DBU havde altid selv varetaget salget af tv-rettighederne til landsholdets kampe på hjemmebane. Og havde i øvrigt altid solgt dem til én eller begge de landsdækkende tv-stationer, DR og TV2, fordi de - alle parametre taget i betragtning – havde vist sig konkurrencedygtige.

Denne beslutningskompetence afskrev DBU sig selvsagt med overdragelsen af rettighederne til fordel for den solidariske aftale med UEFA, som solgte transmissionsretten til det danske landsholds kampe i den afsluttede og kommende kvalifikationsturnering til SBS Discovery i konkurrence med et fælles bud fra DR og TV2. En situation, DBU bakkede fuldstændig op om, fordi forbundet naturligvis ønsker at operere på frie markedsvilkår og ikke et marked, der reguleres af politiske interesser og en deraf følgende bureaukratisk prisfastsættelse og salgsproces, som det efterfølgende lykkedes den tidligere regering at få indført med den såkaldte sportsliste.

“ Hvordan differentierer den europæiske landsholdsfodbold sig så fra den europæiske klubfodbold? “

Udfordringen for enhver produktudvikling af fodbolden består af præcis de samme parametre, der gør sporten så unik og dermed vanskelig at ændre ved; statistik, historie, traditioner, udbredelse og følelser. Det tydeligste parameter i forholdet mellem klubfodbold og landsholdsfodbold er den nationale identitet.

Det er ikke lykkedes at sikre sportens karakteristika i forhold til EU’s regler om arbejdskraftens fri bevægelighed. Det er derfor, vi kan se Premier League-hold med en overrepræsentation af ikke-britiske spillere. Og i de mest groteske tilfælde helt uden engelske spillere. Det har løftet kvaliteten i ligaen, og det har uden tvivl også gjort de engelske klubber sportsligt mere konkurrencedygtige i de europæiske klubturneringer. Det har – alt afhængig af smag og behag – også gjort dem mere attraktive og seværdige for publikum.

Men den multietniske repræsentation i eksempelvis engelsk klubfodbold har bare ikke gjort noget godt for ”engelsk” fodbold rent sportsligt. Udviklingen retfærdiggør spørgsmålet, om betegnelsen engelske ”hold” rent semantisk er dækkende i 2016. Eller om det store antal udenlandske spillere på de engelske klubhold ikke gør betegnelsen engelske ”klubber” mere korrekt.

På samme måde har importen af topspillere fra andre kontinenter end det europæiske været med til at løfte niveauet i den bedste ende af europæisk klubfodbold. Købekraften er stærkest blandt de europæiske topklubber i forhold til deres konkurrenter i andre verdensdele, og for spillerne fra andre verdensdele er der også prestige i at spille i de store, europæiske ligaer og UEFA’s klubturneringer. 

Foto: Miguel Ruiz/FC Barcelona via Getty Images

Foto: Miguel Ruiz/FC Barcelona via Getty Images

Hvornår er det et hold - hvornår er det en klub?

At have en Lionel Messi i aktion i den spanske liga og i den europæiske Champions League på en daglig basis er jo et privilegium for alle fodboldelskere i vores del af verden. I det hele taget har det store antal internationale kvalitetsspillere sammen med den markante stigning i frekvensen af kampe i Europa League og Champions League medvirket til at gøre os herligt mere forvænte med både kvaliteten og kvantiteten i udbuddet af europæiske topkampe som europæiske fodboldforbrugere.

Men det er samtidig en udvikling, der perspektiverer den stigende sportslige kvalitet blandt de europæiske topklubber overfor landsholdene med de før beskrevne månedlange intervaller mellem spillerunderne i landsholdenes turneringer.

Og mens de over årene lempeligere regler for arbejdskraftens fri bevægelighed har ramt klubfodbolden positivt som branche, har de mere restriktive regler for spilleberettigelse på landsholdene ikke gjort det samme for landsholdene. Reglerne er trods alt blevet lempet. Ikke for at konkurrere med klubfodbolden. Og heller ikke med henblik på at lave en ”Qatar” som i håndbolden med en kortsigtet, nationalisering af udlændinge. Men fordi globaliseringen med migration og flygtningestrømme nødvendiggjorde en større fleksibilitet.
Regelsættet er forholdsvis enkelt, men bliver lidt mere komplekst - og endda konkurrenceforvridende internt mellem fodboldforbundene - fordi det kombinerer FIFA’s regler med de enkelte landes landes politik på statsborgerskabsområdet. 

For landsholdsfodbolden er restriktionerne for spilleberettigelse på én og samme tid det, der begrænser fodboldforbundenes muligheder og det, der fastholder landsholdsfodboldens karakteristika i konkurrencen med klubfodbolden. Og dermed charmen ved landsholdsfodbolden.

Det er med et stort antal udenlandske spillere, Real Madrid og Atletico Madrid spillede sig frem til finalen i Champions League. Men det er udelukkende med spanske statsborgere, det spanske landshold har vundet Europamesterskabet de seneste to gange i træk.

Og mens kampene i Champions League byder på Tony Brittens til turneringen komponerede, neutrale hymne uden national tilknytning til de to klubbers lande, bliver det nationale element derimod tydeliggjort, når landsholdene stiller op til afspilningen af … nationalmelodierne!

Iklædt en hjemmebanedragt, der i dens farvekombination naturligvis gengiver farverne i det nationale flag som en yderligere understregning af den nationale repræsentation og tilknytning. Som i ”Vi er røde, vi er hvide”.

Dét er differentieringen i paradigmet med klubfodbolden. Og det er charmen ved landsholdsfodbolden.

Lad os få en fantastisk slutrunde.

”God Save the Queen”!

 

Foto: Gonzalo Arroyo Moreno/Getty Images

En dukkefører, et hagekors og en vild passion

En dukkefører, et hagekors og en vild passion

We're northern lads, we're into music, girls and football

We're northern lads, we're into music, girls and football