Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Simeone’s eventyrfortælling synger på sidste vers 

Simeone’s eventyrfortælling synger på sidste vers 

Fremtiden tegner usikker i Atletico, der skifter stadion til sommer - og som nok også skal skifte en del mere, for som Magnus Stub pointerer, er succesopskriften tynget af alder og potentielle klubskifter

Af Magnus Stub 

Der er løbet meget vand under broen siden Atletico Madrid valgte at ansætte den tidligere midtbanegeneral Diego ”El Cholo” Simeone til posten som cheftræner tilbage i vinteren 2011. Hvad der tidligere har været kendt som et regulært galehus, eksemplificeret med 15 forskellige trænere fra 2000 til Simeone’s ansættelse i 2011, og den mere end almindeligt gale ejer Jesus Gil, er nu kendetegnet ved et kontinuerligt spilsystem og taktik, som holdet sjældent afviger fra, samt den samme mand ved roret for sjette år i træk. Noget, som man bestemt ikke havde kunne tro på som Atletico-supporter i starten af dette årtusinde. El Cholo har bragt hovedstadsklubben tilbage i toppen af spansk fodbold, og samtidig etableret dem deroppe. Ydermere har han skaffet fem titler samt to Champions League-finaler, hvor holdet var marginaler fra sejren, men alligevel endte med to smertefulde nederlag til de evige rivaler Real Madrid. På nuværende tidspunkt befinder Atletico sig i et vadested, hvor man igen er plantet udenfor mesterskabskampen, og et pokal-exit mod Barcelona har medført, at klubben nu for alvor kun har Champions League at nå helt til tops i. Til trods for den ”sædvanlige” placering i toppen på nuværende tidspunkt, så har der i år været flækker i det solide fundament, som ellers har været grundlaget for succesen i de senere år.  

Taktikken 

Hvis man kan huske Diego Simeone som spiller, så vil man kunne huske tilbage på en af sin tids største midtbanekrigere. Han stoppede aldrig med at kæmpe, var en fuldblods holdspiller og ikke mindst kendt for sit utrolige ledergen. Alt dette gennemsyrer det madrilenske hold den dag i dag. Atletico har under Simeone været kendt som et hold, der gerne griber kampen an fra et defensivt synspunkt, især mod de større hold. Når modstanderholdet har bolden på midten, ser man ofte et Atletico-hold, hvor angriberne er med til at presse de to centrale midtbanespillere. Resten af holdet forsøger, så vidt muligt, at holde modstanderholdet ude af straffesparksfeltet. Dette sker ved at tillade boldbesiddelse og langskud udefra, eller ved at forcere bolden ud til modstanderholdets kantspillere. Dette har virket for Atletico, idet de er sublime til at forsvare sig mod indlæg, og forsvars krumtappen Diego Godin har længe været en af spansk fodbolds (måske også generelt i verden) bedste i hovedspillet. Samtidig har taktikken været afhængig af, at holdet har været i besiddelse af en målmand, som ikke har givet riposter på disse langskud. Trods i starten af 00’erne at have været i besiddelse af en yderst svingende Leo Franco bag stængerne, så har de senere år været præget af kvalitetsmålmand, her i blandt folk som Sergio Asenjo, David de Gea, Thibaut Courtois og nu Jan Oblak.  

Sagde du fysisk betonet spillestil? Her i en kamp mod Rayo Vallecano. Foto: Getty Images

Sagde du fysisk betonet spillestil? Her i en kamp mod Rayo Vallecano.

Foto: Getty Images

Nøglen til Atletico’s kontraangreb er dog ikke så forudsigelig, da den er baseret på et ganske intelligent pressystem, som Simeone har finpudset i sine år i klubben. Presspillet under Simeone har især sit kendetegn på det punkt, at holdet er meget selektivt ift. hvornår de skal presse. Filosofien kan kort beskrives som ”lavrisikopresspil”. Når modstanderholdet har bolden på midten af banen, forsøger Atletico ikke at presse for mange folk ud af position, idet modstanderholdet altid vil have flest muligheder for at spille sig ud af presset, når det lægges på midten af banen. Derfor er det især her, at Atletico ikke for alvor sætter sig igennem. I Atletico’s presspil handler det om at få bolden ud i de områder, hvor Atletico ikke satser for meget ved at presse på. Dvs. målet tit er at få bolden ud på kanterne. Her forsøger Atletico tit at få en central midtbanespiller ud til at hjælpe henholdsvis back og kant, hvilket skaber et tre mod to overtal i den side. Risikoen ved dette er forholdsvis lav, idet den frie mand for modstanderholdet dermed er den modsatte fløjspiller. Det intelligente pres har præget Atletico siden Simones ankomst, og dette har også skabt mange mål. Hvis presset fungerer, så kan man nemlig tage skridtet videre, for den slutter ikke her. Udover holdet har strenge aftaler om, hvornår der skal presses, hvem der står fri osv., så er der allerede forberedt den næste aflevering. Hvis Atletico bryder bolden, så skal bolden helst slås forbi midtbaneleddet og op på angriberne. Igen er det tydeligt, hvordan holdet er gennemsyret af tankegangen om lavest mulig risici i alle henseender. Tankegangen bag denne er, at hvis angriberen taber bolden i kontraen, så er det meget mindre risikofyldt, end hvis midtbanespilleren taber den. Hvis angriberen taber den, betyder det netop, at der er ni (eller sågar 10) mand bag bolden, hvorimod midtbanespilleren der taber den, efterlader en kontra mod forsvaret. Taktikken bærer dermed også præg af at forsvare, selv når man har bolden, hvilket ellers er et mantra, som tilhører tiki-taka fodbold.  

Problemerne 

Denne taktik har bragt succes til ”Los Colchoneros”, eller på dansk Madrasmagerne, men for tiden har det ikke lignet det sædvanlige Atletico under Simeone. Der er forskellige grunde bag Atletico’s nuværende ”problemer”, og de kan påpeges ud fra hver kæde på banen: 

Forsvaret 

Stefan Savic har været en af årsagerne til manglende defensiv succes i Atletico - for mange gange er hans manglende hurtighed blevet udstillet. Foto: Getty Images

Stefan Savic har været en af årsagerne til manglende defensiv succes i Atletico - for mange gange er hans manglende hurtighed blevet udstillet.

Foto: Getty Images

Mesterskabsholdet i 13/14 var baseret på et forrygende forsvar. Umiddelbart virker det usandsynligt at et forsvar, hvor kun en enkelt spiller fra mesterskabssæsonen ikke er at finde i klubben mere, kan have store problemer. Realiteten er bare, at det har de. Juanfran, Diego Godin og Filipe Luis var alle i klubben, da mesterskabet kom hjem. Ved siden af Godin i midten havde klubben Miranda. Det største problem for Atletico har siden Mirandas afgang til Inter været, at der ikke er fundet en god nok erstatning. Pt. har Atletico tre alternativer: José Gimenez, Stefan Savic og Lucas Hernandez. Gimenez har uden tvivl et kæmpe talent, men har i år været ramt af for mange skader. De kampe han har spillet, har dog båret præg af, at han til tider taber koncentrationen og enten flyver frem i en hasarderet tackling eller indslag, som ofte koster mål. Kontinuiteten mangler, men kan i høj grad tilskrives hans unge alder. Savic har fået størstedelen af kampene ved siden af Godin i år, og dette uden den største succes. Savic og Godin duoen har den svaghed, at ingen af dem er specielt hurtige, hvilket især har været tydeligt i kampene mod Barcelona. Savic er især tit for tung, og bliver for let sat i dueller mod hurtigere angribere. Luis Suarez’ mål i første Copa Del Rey-semifinale er et bevis på dette. Det sidste ubeskrevne blad er Lucas, som stadig ikke får mange kampe fra start. Han beviste dog i sidste års Champions League-kampe mod Barcelona, at han godt kunne spille med og gjorde et fortrinligt job mod Suarez i begge opgør. De få chancer han har fået i år, har været som substitut på back-pladserne, hvilket vidner om, hvor lidt det lader til, at Simeone tror på ham som fast inventar i midterforsvaret. Dog virker det til, at der stadig mangler et endegyldigt svar på, hvem der skal agere partner for Godin.   

Den centrale midtbane 

Anfører Gabi er ikke nogen vårhare og det mærkes, når der kræves et arbejdsraseri gang på gang. Foto: Getty Images

Anfører Gabi er ikke nogen vårhare og det mærkes, når der kræves et arbejdsraseri gang på gang.

Foto: Getty Images

For igen at tage udgangspunkt i mesterskabsholdet (for at sammenligne med der, hvor taktikken blev udfyldt til holdets maksimale potentiale), så er der ligeledes markant forskel på det nuværende Atletico-hold og mesterskabsholdet. På mesterskabsholdet bestod den centrale midtbane af Tiago og Gabi. To hårdtarbejdende midtbanespillere, som begge forstod sig i at arbejde stenhårdt defensivt. Begge to havde begrænsede offensive kompetencer som klassiske 6’ere, men dette var heller ikke en nødvendighed, idet angriberne og kanterne (samt mange mål på standardsituationer) udfyldte den rolle. Samtidig var de to kanter i kampene mod de store hold ofte to spillere, som normalt også var centrale midtbanespillere (Raul Garcia og Koke), som begge ligeledes havde et enormt løbepensum og var disciplinerede defensivt. I år har den centrale midtbane været besat af forskellige spillere, både på baggrund af skader, men også på baggrund af taktiske problemer. Både Tiago og Augusto Fernandez, som begge udfylder den mere defensive pligt på midten, har været skadet størstedelen af sæsonen. I år har Atletico forsøgt med en kombination bestående af Saúl og Koke på midten, hvilket ikke har fungeret optimalt. Der mangler en boldvindende midtbanespiller, hvilket har betydet, at holdet ikke har fungeret optimalt uden kaptajn Gabi på midten. Gabi er dog efterhånden en aldrende general, og det er tydeligt i storkampene (specielt udstillet mod Barcelona d. 27/2), at han ikke længere altid har kræfterne til at opretholde det høje og intense midtbanepres, som Atletico tit spiller med. Problematikken her er imidlertid også, at Koke tit bliver skubbet ud på kanten, hvilket ikke er optimalt, da Koke arbejder bedst som en fremskudt playmaker på midten, der sætter angriberne og kanterne op. På de interne linjer har Koke især fået kritik for at være for dårlig defensivt, og dette med rette. Den centrale midtbane har dermed i denne sæson ikke stået så stærkt, idet den, parallelt, med taktikken, stadig befinder sig i et limbo mellem mesterskabstaktikken og den mere offensive tilgang, som Simeone har forsøgt at etablere i år uden den store succes.  

Mere om Diego Simeone fra Medianos arkiv:

Atletico står dog også i et vadested, idet de ikke længere har spillerne til at få det gamle system til at fungere helt optimalt. Hvor midtbanen før var fyldt med krigere, så er den erstattet med Yannick Ferreira-Carrasco, Nicolás Gaitan og endda til tider Angel Correa. Kort sagt: Vævre teknikere. Inden sæsonen var det derfor lagt an til, at holdet skulle forsøge at dominere kampene fra et mere offensivt synspunkt, hvor en 4-3-3 var en mulighed frem for 4-4-2. Dette har imidlertid ikke fungeret som planlagt, idet Atletico i de kampe har tabt meget af deres velkendte defensive organisation, og de har været for sårbare defensivt. Derfor ser vi kun 4-3-3, når der skal satses offensivt, og Simeone har den sidste tid ikke forsøgt at stille op fra start på denne måde.

Den individuelle offensiv 

Atletico har under Simeone været afhængig af angribere, som ikke skulle bruge mange chancer for at score. I flæng kan folk som David Villa, Falcao, Diego Costa og nu Antoine Griezmann nævnes. Problemet for det nuværende hold blev dog allerede skabt, da Diego Costa skiftede til Chelsea. Jackson Martinez blev hentet ind som den nye målscorer, men endte som en stor fiasko i hovedstaden, og blev sendt med eksprestog til Kina. Angribere som Fernando Torres og Kevin Gameiro har heller ikke været garant for mål, hvilket har betydet, at Atletico til tider ikke har kunne score de nødvendige mål for at plante sig solidt i mesterskabskampen. Jovist, Kevin Gameiro har på det seneste haft en klar forbedring i sit spil, men man mangler stadig at se det på en kontinuerlig basis. Især blev det bevist mod Barcelona, hvor usynlig han ligeledes kan være. De kampe hvor det fungerer, der har holdet tilmed været for afhængig af offensive mirakelmål, som har reddet holdet ofte. Der findes utallige eksempler på individuelle pragtpræstationer: Saul’s mål i Champions League semifinalen mod Bayern München, Griezmann’s drømmemål mod Bilbao, Torres’ mål med ryggen mod målet mod Celta (og Carrasco’s helflugter i samme kamp). Efterhånden lader det til, at holdet er blevet for afhængige af disse drømmemål for at holde sig inde i kampene. Ydermere har Atletico i øjeblikket meget svært ved at score mål gennem opspil og lignende, når modstanderne når et respektabelt niveau. Kort sagt, så lider holdet under det faktum, at de ligeledes har umådeligt svært ved at udnytte standardsituationer og frispark til mål, hvilket var specialiteten i mesterskabssæsonen. 

Spørgsmålet er, hvor længe Atletico kan holde på Antoine Griezmann. Foto: Getty Images

Spørgsmålet er, hvor længe Atletico kan holde på Antoine Griezmann.

Foto: Getty Images

Generelt skaber Atletico de samme chancer, som de gjorde, da de vandt mesterskabet. Især i år, hvor Simeone, uden den store succes, har forsøgt sig i flere perioder med at gå mindre pragmatisk til værks, og i stedet spille kampene offensivt. Den manglende effektivitet er dog et stort issue for et hold som Atletico, da de i forvejen ikke kan forvente at skabe bunker af chancer mod stærkere hold som Real Madrid, Barcelona og Sevilla. Carrasco har haft en tydelig formnedgang efter en fremragende oktober måned. Fernando Torres er først nu begyndt at finde formen igen, efter at have spillet et ganske forfærdeligt efterår. Kevin Gameiro startede sæsonen ganske udmærket, men har ikke været den erstatning, som de havde håbet på. Med angribernes svingende formkurver (selv Griezmann havde en lang periode uden mål), så begynder hele fundamentet for systemets succes at flække, hvilket har været en af grundene til Atletico’s værste sæson siden Simeone tog over. 

Stadionflytning 

En computeranimation af det nye stadion, der venter efter sommerferien. Foto: Atletico Madrid

En computeranimation af det nye stadion, der venter efter sommerferien.

Foto: Atletico Madrid

En mindre detalje omkring holdet er, at de til sommer efter mange år som fast inventar på Vicente Calderon nær floden Manzanares skifter stadion til det nye Wanda Metropolitano, som er opkaldt efter Atletico’s kinesiske sponsor ”Wanda”, og metropolitano efter stadionet, som huserede Atletico før Vicente Calderon gjorde det (Estadio Metropolitano de Madrid). Stadionskiftet kan komme til at få en større symbolsk betydning for holdet, især større end de fleste tror. Kigger man på England, nærmere betegnet West Ham, så har stemningen på tilskuerpladserne ikke været nær den samme, som da de spillede deres hjemmekampe på Boleyn Ground. Atletico Madrid er kendt for at have nogen af Spaniens bedste fans (Frente Atlético), og man må i den grad krydse alt man har for, at dette ikke forsvinder med flytningen til Wanda Metropolitano. Der er sågar tale om, at den snart 60-årige gamle hymne sunget af José de Aguilar skal udgå, idet den både omhandler floden Manzanares og stadionet Vicente Calderon. De senere år er det blevet bevist, hvor hårfin grænsen er, når man flytter et hold væk fra deres gamle stadion. Det kan enten blive en total succes eller en fiasko. Den traditionsbundne Madrid-klub går altså en fremtid i møde, hvor det gamle, traditionelle og ikke mindst legendariske stadion på kanten af motorvejen (som for i øvrigt får lukket to afkørsler af, når der spilles) bliver afløst af det hypermoderne Wanda Metropolitano. Solen går snart ned for sidste gang over Vicente Calderon, når Los Colchoneros tørner sammen med moderklubben fra Athletic Bilbao i sidste spillerunde. Oveni hatten skal det siges, at Diego Simeone flere gange har givet kryptiske svar i forbindelse med fremtiden i klubben, hvilket understreges af sidste år, hvor han forkortede sin kontrakt med to år, så den nu løber til sommeren ’18. Antoine Griezmann, som trods flere gange selv at have hævdet at være glad i hovedstaden, har niveauet til at dominere for de fleste storklubber i Europa, hvilket hele tiden vil medføre en vis usikkerhed om, hvorvidt Atletico Madrid bliver ved med at være tilfredsstillende for EM-topscoreren. Grundstammen fra mesterskabet bestående af Diego Godin, Gabi og Juanfran har alle deres bedste år bag sig, hvilket betyder at et generationsskifte på nøglepositioner skal til at finde sted. Med disse punkter in mente, samt de taktiske problemer på nuværende tidspunkt nævnt tidligere, så er det fair at postulere, at Atletico, måske, har toppet i denne Simeone-æra. Dermed ikke sagt, at det behøver være den endelige konklusion på fremtiden. Imidlertid er der dog både taktisk og spillemæssigt grundlag for at sige, at solen måske ikke står op med den samme kraft over det nye stadion. Især hvis det bliver et snarligt farvel til klubbens to største profiler: Antoine Griezmann og Diego Simeone. 

Topfoto: Getty Images

Mediano U: Bag om skabelsen af Europas yngste hold i FC Nordsjælland

Mediano U: Bag om skabelsen af Europas yngste hold i FC Nordsjælland

Per Rud: "Det er kun AB, der ikke taler om oprykning"

Per Rud: "Det er kun AB, der ikke taler om oprykning"