I Istanbul tror de stadig på vendepunktet
Tæt på Tyrkiets storklubber: Tyrkiets to største fodboldklubber gik ind til indeværende sæson med forventningerne intakte og trupperne forstærkede. Men hvad der skulle have været obligatorisk deltagelse i Europa-turneringerne er blevet en tidlig og stor skuffelse, der efterlader spørgsmålet: Hvad så nu, Fenerbache og Galatasaray?
Af Nicklas Degn
Lad os begynde med at skrue tiden tilbage til den 5. februar i år. Besiktas fører den tyrkiske liga efter 19 spillerunder med henholdsvis fem og ni point ned til Istanbul-storebrødrene fra Galatasaray og Fenerbahce.
Det er alt sammen glemt for en stund, da Besiktas tager imod Fenerbahce i sit nye, store, ja, decideret overdådige stadion med udsigt over Bosporus-strædet. Ottendelsfinalen i den tyrkiske pokalturnering byder på en intens, men ikke særlig prangende fodboldkamp, da Alper Potuk efter 70 minutter modtager bolden på midten af banen og fanger Besiktas i en farlig omstilling. Fenerbahces midtbanestrateg driver bolden hurtigt frem af banen, sender den afsted i dybden til Jeremain Lens, der med en hård og præcis pasning skærer gennem Besiktas’ felt, lige hen i fødderne på Robin van Persie, der sikkert sender bolden i mål til 0-1.
Van Persie skynder sig på benene og løber målrettet hen imod Besiktas’ Oguzhan Özyakup. Da han når sin destination, glider van Persie på knæene med åbne arme og fremskudt brystkasse og et konfrontatorisk blik stift rettet mod Özyakup, der bøjer nakken og går mod midterlinjen. Van Persies gestikulation er tydelig. Her er det mig, der er storebror. Ligesom det var, da Van Persie og Özyakup fra 2009 til 2012 spillede sammen i Arsenal. Özyakup med de hollandske rødder som purken, der søgte og fik råd og sparring fra den erfarne og etablerede Van Persie.
Basaksehir - igen
Den forhistorie er dog alt andet end nok til forsoning den 5. februar på Vodafone Park. Tværtimod. Her er det os, der altid har været og vil være den store, lyder det klare signalement fra Van Persie, hvis fejring er kulminationen på en over time lang fight, hvor Van Persie og Özyakup i en konstant mundhuggen og forsøg på påvirkning af dommeren, hver især har forsøgt at få overtaget. Som i sidste ende ender hos Van Persie og Fenerbahce, der vinder kampen og kan skimte bedre tider, efter en ikke optimal sæsonstart og en forgangen sæson, der på visse områder var til glemmebogen.
Noget vendepunkt skulle kampen dog ikke vise sig at være. Fenerbahces pokaleventyr sluttede i semifinalen mod andre, fremadstormende bysbørn i Istanbul Basaksehir, mens sæsonen blev rundet af på en tredjeplads i ligaen. Godt nok lige foran de evige ærkerivaler fra Galatasaray, men endog stadig spille- og pointmæssigt langt fra Besiktas, der kunne tage sit andet mesterskab i træk.
Farvel til Kjær
Spol frem til i dag, og vi har allerede været forbi endnu et muligt, men formøblet, vendepunkt for Fenerbahce - og for den sags skyld Galatasaray. Et flot transfervindue kombineret med trænerskiftet til Aykut Kocaman, der kender klubben ud og ind og tidligere har stået i spidsen for klubben fra Kadiköy, gav håb om bedre tider. Ind er kommet etablerede navne fra store europæiske ligaer som Roberto Soldado, Mathieu Valbuena, Nabil Dirar, Carlos Kameni og Maurico Isla, samt en af Tyrkiets bedste midtbanespillere i Mehmet Ekici og et spændende offensivkort i Giuliano fra Zenit. Ud er gået Simon Kjær som eneste særligt mærkbare tab (og på en vis måde Jeremain Lens, men mere om ham lige om lidt).
Lige lidt hjælper det, når sæsonen ikke engang er en måned gammel, inden det står klart, at storklubben ikke skal spille europæisk cup-turnering i denne ombæring. Måske en oplagt mulighed for at bygge noget op fra bunden, men det stiller man sig forståeligt nok ikke tilfreds med i en klub, der som mange andre klubber i Tyrkiet køber ind for at kunne præstere nu og her og trækker økonomien så langt, som det kan tillade sig i Financial Fair Play-øjemed.
Og når Fenerbahce samtidig er nødt til at kunne præsentere europæisk deltagelse, som en del af den pakke og udvikling, spillere kan tage med i overvejelserne, når klubben gør sig tilnærmelser. Det er her, vi kommer tilbage til Jeremain Lens. Lejesvenden fra Sunderland var en af ikke blot Fenerbahces, men hele ligaens største åbenbaringer i sidste sæson. Det lykkedes ikke at få gjort aftalen permanent, og i stedet smuttede hollænderen tilbage til Nordengland, brillerede i et par venskabskampe, inden han vendte tilbage til Istanbul. Men denne gang til den anden ende af Bosporusbroen. Lens spiller i denne sæson i Besiktas-trøjen og forklaringen på det skifte var soleklar fra Lens, der på de sociale medier fremlagde en video for at forklare sit valg.
"Min ambition er at spille på højeste niveau. Det er tid til at komme videre. Det var dem, der gav mig et tilbud. Nogle gange gør sandheden ondt."
Kommunikationen er ikke til at tage fejl af, om end den er rettet mod både Fenerbahce og Sunderland. Besiktas kunne tilbyde Champions League, og det er, hvad der kræves for at lande en spiller af Lens’ kaliber.
Tyrkiet som det rigtige stop på vejen
Der findes mange fordomme om Tyrkiet, som et sted, hvor lønningerne er høje, og hvor spillere med et anseeligt navn kan tage hen i sit efterår. Førstnævnte er ganske givet rigtigt, men tyrkiske klubber har den seneste håndfuld år udviklet sig gevaldigt i forhold til at øjne sig såvel profiler, der kan gavne dels niveauet dels ligaens brandmæssige perspektiver, men så sandelig også spillere med potentiale, der er på afveje i deres karriereforløb, eller sågar dem, hvis talent slet og ret har bedst af at tage til en liga med et niveau som den tyrkiske.
Det er det, Besiktas og Istanbul Basaksehir er lykkedes med og ser ud til at bære videre ind i den netop påbegyndte sæson. Tillad mig at gå i dybden med perspektiverne for de forskellige karriereforløb, der kan have godt af at tage forbi de nævnte klubber som et stop på vejen.
Besiktas kan opsamle og udvikle spillere, der ikke er dugfriske, men heller ikke færdigudviklede, og som efter aftale kan tage videre i sin karriere, når det bliver økonomisk attraktivt for begge parter, samt efter et par års ‘tro tjeneste’. Som vi har set FC København mestre det herhjemme de seneste år.
Det har Besiktas senest gjort med Marcelo, der er blevet skibet videre til Lyon for relativt pæn sum. Klubben har samtidig hentet det tidligere stortalent Ricardo Quaresma, der, vil mange nok mene, formåede at spilde et kæmpetalent, men som i dag faktisk er en spiller af høj, høj klasse og er relevant på en europæisk scene. Mere bliver det formentlig ikke til for den excentriske fløjspiller, der, nuvel, hypotetisk sagtens kunne være nået længere, men siden sin første ankomst til Istanbul har han fremvist klasse i såvel Süper Lig som Champions League og Europa League. Slutteligt er der førnævnte Oguzhan Özyakup, hvis udvikling var gået i stå i Arsenal. Her formåede Besiktas at overtage spillerens udvikling og i dag har vi at gøre med en 24-årig anfører på et Champions League-hold, der har tiltrukket sig interesse fra nogle af Europas bedste subtopklubber.
“Min ambition er at spille på højeste niveau. Det er tid til at komme videre. Det var dem, der gav mig et tilbud. Nogle gange gør sandheden ondt.”
Videre til Istanbul Basaksehir, der støt og hastigt stiger i graderne med et et stramt koncept, hvor cheftræner Abdullah Avci tilegnes stort ansvar og tillid. Jeg har tidligere skrevet om netop Basaksehir i Mediano-regi. Det kan man læse om her.
Den lovende udvikling, vi så i sidste sæson, foreløbigt er fuldt til dørs med tæt på perfektion. Sæsonen 16/17 sluttede med en andenplads i ligaen og ligeledes sølv i pokalturneringen, mens den nye sæson er blevet indledt med flotte præstationer i europæisk regi mod Club Brügge og Sevilla, samt udsigt til Europa League-gruppespil. Samt succesfuld indlemmelse af tidligere nævnte henholdsvis etablerede og upcoming navne i Emmanuel Adebayor og Eljero Elia. Og oven i købet et meget profitabelt videresalg af den til dels egenudviklede Cengiz Ünder til Roma.
Med ovennævnte in mente kan situationen i tyrkisk fodbold se ud som at Besiktas og Istanbul Basaksehir har fundet en opskrift, der er sundere og mere bæredygtig end sine større og mere larmende byfæller. Men det er ikke hele sandheden. Særligt Besiktas formår også at “splash the cash” i en grad, der ikke virker hensigtsmæssig. Samtidig formår Fenerbahce og Galatasaray at forstærke truppen mindst lige så godt som Besiktas og Istanbul Basaksehir. Galatasarays nye indkøb Bafetimbi Gomis og Younes Belhanda signalerer langt fra udelukkende fokus på øget salg af trøjer og blind tro på tidligere tiders bedrifter. Særligt de to er godt scoutet og passer sublimt ind på det hold, Galatasaray er ved at skabe. Eneste forskel på Istanbuls to største klubber og så Besiktas og Basaksehir er de sportslige resultater. Det skriger til himlen, at Besiktas inden for de seneste år til dels kan præstere i Champions League, til fulde kan præstere i Europa League, samt hente hjemlige trofæer, mens Basaksehir kan bygge på og bygge på, samtidig med at Fenerbahce og Galatasaray står med europæiske exits mod henholdsvis Vardar Skopje og Östersunds FK friske i hukommelsen. At være ofre for det første makedonske hold i et UEFA-gruppespil og en svensk miniputs første Europa-eventyr på ægte SønderjyskE-manér, gør retmæssigt ondt i stoltheden på de to storklubber og deres fans.
Alligevel tror de alle ukueligt på, at det igen er et vendepunktet, der kan skimtes. Efter tre runderhar Galatasaray - hvis Europa-exit i Sverige var det mest smertefulde af de to Istanbul-giganters - gjort rent bord. Ni point og berusende spil har bragt fornyet tro på den tidligere Juventus-stopper Igor Tudor i trænersædet og præsidenten siden maj 2015, Dursun Özbek. Trods en mere haltende start med fire point færre lever optimismen også igen i Fenerbahce, hvor fans er bevidste om, at truppen er godt sammensat, og at der står en stor kapacitet i Kocaman ved roret.
Ondt i koefficienten
Alt imens står de (trods alt relativt få) neutrale iagttagere og glæder sig over, at tyrkisk fodbold faktisk synes i fremgang. Fenerbahce og Galatasarays manglende succes gør ondt på koefficient-pointene, men klubberne er trods alt stadig så store og ressourcestærke, at det synes utopi at tro, at de ikke vil forblive hver deres form for katalysator i tyrkisk fodbold.
Lægger man det sammen med et Besiktas- og Basaksehir-hold, der hver især har gang i noget, der sportsligt virker meget, meget lovende, et midterfelt med hold som Trabzonspor, Antalyaspor og Konyaspor, der samtidig begynder at opbygge projekter med ambitiøse visioner, så har vi en fodboldnation, der står foran fremgang præcis 17 år efter landets utvivlsomt største præstation på klubniveau med Galatasarays sejr over Real Madrid i den europæiske Super Cup.
En slags tyrkisk FC Nordsjælland
Krydrer vi det samtidig med et øget fokus på talentudvikling og samtidigt bedre resultater på den front, så har vi et tyrkisk landshold, der også kan se frem mod bedre tider, 15 år efter den nationale triumf ved VM i Japan og Sydkorea, hvor det blev til historiske bronzemedaljer. Klubberne udvikler og giver chancen til spillere som Yusuf Yazici og førnævnte Ünder. U-landsholdene begynder så småt at kunne konkurrere med de større magter og 1. divisionsklubben Altinordu fra Izmir giver den som en art tyrkisk FC Nordsjælland og klarede sig eksempelvis fremragende i sidste sæsons UEFA Youth League, samtidig med, at de unge talenter gjorde sig konkurrencedygtige i den næstbedste tyrkiske række. Det vidner om potentiale for mærkbar fremgang. Især set i lyset af, at den tyrkiske liga - som jeg beskrev i disse spalter i januar - for under et år siden lå meget skidt til, når det kom til gennemsnitsalder på benyttede spillere og brugen af egen-udviklede talenter.
Nu skal potentialet bringes videre.
