logo.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Mediano Sócrates: Dengang et engelsk 3. divisionshold fik foræret landets bedste fodboldspiller

Mediano Sócrates: Dengang et engelsk 3. divisionshold fik foræret landets bedste fodboldspiller

Fodbold under Anden Verdenskrig var et strukturelt kaos, der var præget af ødelagte stadions, krigssirener og spillere der i løbet af en sæson optrådte på tværs af klubber, men det bidrog med én altoverskyggende positiv effekt. Det her er historien om, hvilke konsekvenser Anden Verdenskrig havde for fodbolden i sportens hjemland, og hvilken indflydelse fodbolden havde for landets befolkning.

person.jpg

Af Nicolai Sabro Hansen, journaliststuderende og deltager på Mediano Sócrates

27. april 1946, Wembley Stadium. Det er første FA Cup-finale efter Anden Verdenskrig. Derby County møder Charlton Athletic, og stillingen er 1-1. Kampen er godt på vej mod forlænget spilletid. Charlton-spilleren Bert Turner har i kampens slutminutter stået for opgørets to mål - ét i hver ende med kun et minuts mellemrum. To mål der gjorde Turner på 36 år og 312 dage til både den ældste målscorer i en FA Cup-finale, og den første til at score for både sit eget hold og modstanderen.

En eksplosiv slutning på en ellers sløv finale, men der var mere i vente for de 98.000 tilskuere. I en af kampens sidste aktioner, hamrede Derby-legenden Jackie Stamps en bold mod Charlton-målet, men bolden sprængte, og den punkterede bold blev reddet nemt. Kampen endte i forlænget spilletid, hvor Stamps med to mål gjorde det af med Charlton. Kampen sluttede 4-1.

Den punkterede bold er et godt eksempel på tilstanden i engelsk fodbold under og efter Anden Verdenskrig. Fodbold havde naturligt ikke haft højeste prioritet, og kvaliteten på det udstyr, der var til rådighed var mildest talt skidt. Ødelagte målnet, slidte baner og mangel på læder var under krigen alt sammen med til at forringe kvaliteten af og svække troværdigheden omkring engelsk fodbold, ligesom eksempelvis ødelagte eller rekvirerede stadions gjorde, at hold som Manchester United og Arsenal var nødsaget til at rykke ind på ærkerivalernes stadions.

United spillede for eksempel på Manchester Citys Maine Road, fordi Old Trafford var blevet totalskadet i et tysk luftangreb, mens Arsenal måtte affinde sig med at have hjemmebane på Tottenhams White Hart Lane, da regeringen rekvirerede Highbury Stadium som et såkaldt Air Raid Precaution Centre.

Men den 27. april 1946, hvor Derby County vandt deres første og hidtil eneste FA Cup, betød den punkterede bold intet. Krigen var slut, og inden kampen havde mere end 98.000 tilskuere stået med tårer trillende ned af kinderne til tonerne fra sangen ‘Abide With Me’, der traditionen tro, og stadig den dag i dag, bliver spillet forud for alle FA Cup-finaler. I en lang periode havde man ikke kunne være sikker på, om den fodboldkamp man ville se blev spillet.

Under krigen var oplæsning af vejrudsigter i radioen forbudt i frygt for at fjenden lyttede med, så når man troppede op kunne kampen nemt være aflyst på grund af eksempelvis dårligt vejr. Hvis ikke den var aflyst, kunne kampen afbrydes midlertidigt eller permanent på grund af krigssirenen, der advarede om et luftangreb, men dommere kunne også uden videre blive kaldt i krig, og så blev kampe også afbrudt. Det var en forløsning, at krigen nu endelig var slut, at uvidenheden var væk, og situationer som disse ikke længere ville opstå gav en længe ventet følelse af normalitet. Den her dag på Wembley stod man samlet som nation, borgere og venner, side om side, stolte over nationens indsats i krigen.

Alt dette kunne man forud for krigen naturligvis kun gisne om og se langt efter. Da den tyske hær på årets første efterårsdag i 1939 krydsede grænsen til Polen var frygten med god grund stor. Det stod klart for den britiske befolkning, at de nu gik en svær tid med rationering af blandt andet mad og tøj i møde. Snart ville hverdagen være lig med frygt, mørke, død og ødelæggelse.

Krigen havde luret i over et år, og premierminister Neville Chamberlain havde på forhånd mobiliseret den britiske flåde, udgravet luftangrebsskjul og uddelt gasmasker til befolkningen. Det kom derfor ikke bag på befolkningen at krig nu igen var en del af hverdagen, og at der kun 25 år efter Første Verdenskrig igen skulle spildes menneskeblod på verdens slagmarker. Chamberlain havde godt nok forsøgt at sikre fred ved den 30. september 1938 at indgå en fredsaftale med regeringslederne fra henholdsvis Tyskland, Frankrig og Italien (Adolf Hitler, Edouard Daladier og Benito Mussolini) som alle underskrev pagten. Münchenaftalen, som den blev kaldt, skulle dog vise sig kun at være en lappeløsning, der blot udskød krigen i 11 måneder.

FA’s mulighed for at genoprette dårligt ry

De engelske fodboldfans drømte nok om en mere permanent fredsaftale, da de den 1. oktober 1938 forud for alle britiske fodboldkampe afholdte et øjebliks stilhed for at “udtrykke deres taknemmelighed for fredsbevarelsen”. Situationen var fortsat anspændt og først ved påsketid kunne Fodboldengland vide sig sikker på, at sæsonen 1938-39 ville nå sin afslutning. Under Første Verdenskrig havde regeringen mødt stor kritik for ikke at have sat en stopper for alt fodbold, og det ville de ikke risikere igen, så fodboldsæsonen afhang i høj grad af de globale, politiske uenigheder.

Det engelske fodboldforbund, FA, havde af samme årsag rustet op til krig. For at være bedst muligt forberedt, var alle professionelle fodboldspillere i sæsonen op til krigen blevet anbefalet af FA at melde sig ind i militæret eller en anden værnepligtsorganisation, som de i deres fritid kunne være en del af. Det var ikke kun i spillernes interesse, men også i FA’s. De håbede nemlig at spillerne ville fremstå som et patriotisk eksempel, og på den måde inspirere andre til at gøre det samme.

Samtidigt ville FA endelig få genoprettet sit ry for de fejl, der blev begået under Første Verdenskrig, hvor forbundet havde ladet fodbolden fortsætte i en hel sæson under Første Verdenskrig. En beslutning der gav det smukke spil et ry som værende upatriotisk og uproduktivt. Avisen The Times argumenterede endda for, at “enhver klub, der beskæftigede en professionel fodboldspiller og lokkede en tiltrængt rekrut fra værnepligt, samt enhver tilskuer der betalte for entré bidrog til en tysk sejr i krigen”. Det var ikke en fejl, man havde råd til at lave igen, hvis man skulle gøre sig nogen forhåbninger om at spille fodbold under Anden Verdenskrig, så mulighederne var få, da krigen først indtrådte.

FA Cup-finalen 1946. Derby-målmand Victor Woodly i aktion over for Bert Turner. Foto: Allsport Hulton/Getty Images.

FA Cup-finalen 1946. Derby-målmand Victor Woodly i aktion over for Bert Turner. Foto: Allsport Hulton/Getty Images.

Sæsonen op til blev dog færdigspillet. Everton havde efter en stærk sæsonstart med seks kampe uden nederlag lagt sig godt til i toppen, og takket være blandt andet deres 19-årige angrebskomet Tommy Lawton og hans 34 mål, sikrede Everton sig i sidste ende deres femte engelske mesterskab, mens Lawton for anden sæson i træk snuppede topscorertitlen.

Den 26. august 1939, få dage før Anden Verdenskrigs udbrud, startede Evertons titelforsvar. Tommy Lawton stillede, som første mand på holdkortet, op i den blå dragt fra sæsonens start og kronede indsatsen på Goodison Park med en scoring i 1-1-opgøret mod Brentford. Den efterfølgende fredag invaderede tyskerne Polen, og det fik England til at gå mere eller mindre i undtagelsestilstand.

Teatre lukkede, cricket-kampe blev aflyst og hundevæddeløb lige så. Kun de professionelle fodboldrækker, som i ugen op til havde nået en midtuge-runde, fik et fripas til at spille, hvad der skulle vise sig at blive sæsonens sidste kampe i de landsdækkende turneringer. Dengang gav en sejr kun to point, og Everton “sluttede” derfor sæsonen på femtepladsen med fire points efter at have indledt med en sejr og to uafgjorte. Kun Blackpool, Sheffield United, Arsenal og Liverpool sluttede højere.

Aldershot blev engelsk militærbase

Cirka 350 km syd for Goodison Park var situationen en helt anden. Aldershot FC havde sæsonen forinden sluttet som nummer 10 ud af 22 hold i den tredjebedste række, 3. Division Syd. Placeringen var klubbens bedste i de syv år, de hidtil havde tilbragt i rækken. På trods af det, havde der på ledelsesgangene i sommerpausen op til, været så stor ballade omkring klubbens finanser, at de havde set sig nødsaget til at sælge en af klubbens helt store profiler, venstrebacken George Williams, til Millwall for £2.000.

Halvvejs gennem sæsonen solgte de tilmed også klubbens forsvarende topscorer, Harry Egan, til Cardiff for £1.500. Til sammenligning var den daværende britiske transferrekord £14.400, som Arsenal havde betalt Wolves for waliseren Bryn Jones, mens River Plate havde verdensrekorden for dyreste indkøb efter at have lagt £23.000 for Tigre-spilleren Bernabé Ferreyra.

Aldershot forsøgte at erstatte profilerne forud for den nye sæson, men klubben led af den store udskiftning i truppen og i de første tre kampe af 1939-40-sæsonen, formåede klubben kun at samle et point sammen. Aldershot sluttede derfor 3. Division Syd som nummer 19.

På fodboldforbundets opfordring havde mange spillere valgt at melde sig til militæret forud for krigens udbrud. Under krigen var alle mænd mellem 18 og 41 år tvunget til militærtjeneste, og det involverede naturligvis langt størstedelen af de professionelle fodboldspillere. Nogle gik dog lidt anderledes veje, for eksempel Brentfords spillere der meldte sig til det såkaldte War Reserve Police, hvor de op til krigen blev undervist af det lokale politi. Det var en kollektiv beslutning, som inspirerede andre klubber.

Eksempelvis valgte Liverpool, som de første, at melde sig til militæret som klub. Ikke alle var begejstrede for den idé, og Manchester United meddelte offentligt, at det var op til den enkelte spiller, hvor de ville melde sig til tjeneste. Og så var der West Ham. Sammen med deres spillere, havde de, forud for FA’s opfordringer, selv besluttet, at førsteholdsspillerne skulle tilslutte sig politireserverne, mens reservespillerne skulle i militæret.

På den måde ville klubben være noget nær sikker på, at hvis krigen skulle bryde ud, så ville alle klubbens spillere med stor sandsynlighed blive udstationeret tæt på, og på den måde, ville de i langt de fleste tilfælde, hvis fodbolden kom på skinner igen, kunne stille med et stærkt hold til enhver kamp. Modsat en række andre klubber ville West Ham altså være ganske forskånet for spillere forhindret i at deltage grundet eksempelvis udstationering i den sydengelske by Aldershot, hvor den britiske militærbase fik hjem under Anden Verdenskrig.

Aldershot FC blev dog ikke skånet for spillerafgange, selvom militærbasen nu var byens varemærke - tværtimod. Da krigen først udbrød rejste flere spillere nemlig hjem til deres familier i andre dele af landet og blev udstationeret i nærheden deraf. Såfremt fodbolden på et tidspunkt ville blive genoprettet, havde Aldershot ved krigens udbrud derfor kun 19 spillere i distriktet, som kunne blive indkaldt - hvis de altså ikke havde andre forpligtelser på dagen.

Men ikke meget tydede på, at fodbolden ville blive genoptaget. Den engelske regering bandlyste som noget af det første efter krigens udbrud offentlige forsamlinger i frygt for store mennesketab. Fodbolden lukkede derfor ned og samtlige spilleres kontrakter på de 88 hold i The Football Leagues blev ophævet den 6. september 1939.

I mellemtiden, mens der blev arbejdet på en løsning, så der kunne blive spillet kompetitiv fodbold, blev der stadig spillet et fåtal af kampe hist og her, men kun venskabskampe og med meget restriktive regler. Udover at det ikke var tilladt med større forsamlinger af mennesker, måtte eksempelvis klubber med mere end 80 km imellem hinanden ikke mødes. Ved udgangen af september blev disse regler løsnet en anelse. Således måtte klubber mødes så længe, de kunne komme til og fra kamp i løbet af en dag, og hvad tilskuere angik, var det tilladt op til 8.000 tilskuere i høj-risikoområder, såfremt det ikke var over halvdelen af stadionets maksimumkapacitet, og 15.000 i mere sikre omgivelser, så længe billetterne var solgt i forvejen.

Beslutningen om at løsne de stramme regler viste sig den 18. oktober 1939 at være en god idé. Her var Aldershot værter for en venskabskamp på Recreation Ground (det hedder det stadig i 2018), hvor et kombineret hold af spillere fra Aldershot og militæret mødte et hold bestående af spillere som var en del af FA.

Venskabskampene havde i tiden efter krigens udbrud ikke været velbesøgte. Eksempelvis havde Nottingham Forest, der i sæsonen op til krigen havde haft et tilskuersnit på 10.000 tilskuere, kun 4.000 på lægterne, da de i deres første krigstids-opgør mødte rivalerne fra Notts County. Kampen mellem det kombinerede Aldershot og militær-hold og FA var dog til fordel for velgørenhed, og det gik folk op i.

Det viste sig, at når fodbolden havde et formål, i dette tilfælde at indsamle penge til velgørenhed, så var folk villige til at støtte op, og 10.000 mennesker samlede sig til fodbold på Recreation Ground. Kun en enkelt gang i sæsonen forinden havde Aldershot registreret et femcifret tilskuertal, men denne oktoberdag var helt speciel, og det lykkes at indsamle £350 (ca. 188.600 kr i dag) til fordel for Røde Kors og det britiske hospitalsvæsen, St. John Ambulance. Beløbet svarede til lidt over gennemsnitsprisen for en ny bil. Kampen styrkede også regeringens syn på sporten, da de pludseligt øjnede en mulighed for at samle penge ind og styrke befolkningens gejst.

På det omtalte september-møde præsenterede ‘FA-League War Emergency Committee’ også deres planer om otte regionale ligaer, der skulle sikre kompetitiv klubfodbold igennem krigstiden. De engelske rækker stod således til at blive inddelt i South A, South B, East Midlands, Midlands, North-West, North-East, Western og South-Western. Samtidigt annoncerede FA, at spillerne ville blive betalt 30 shillings pr. kamp (160 kr. pr. kamp i dag).

Til sammenligning havde den maksimale ugeløn før krigen været £8 (4.287 kr. pr. uge i dag). Sidst men ikke mindst betød hele kontraktmiseren, at ingen af klubberne måtte tilknytte spillere på kontrakter, og det åbnede op for, at klubberne kunne benytte gæstespillere, hvilket mere eller mindre betød, at alle måtte spille for alle. Som udgangspunkt var det altså et frit marked, der betød, at spillere kunne optræde for flere klubber, ikke bare på en sæson, men også på en dag. Det troede Aldershot skulle blive deres held i uheld.

Klubben der før krigen havde rodet rundt i midten og bunden af 3. Division Syd stod nemlig nu i række South B med blandt andet Chelsea, Brentford og Portsmouth fra den øverste række og seks øvrige hold, men med udsigt til spændende nyt spillermateriale.

Til klubbens første krigskamp stillede Aldershot således med fem spillere fra Everton, Leeds og Hull - alle spillere med landskampe for England, men nu udstationerede soldater i Aldershot. Det lød dog bedre end som så - Aldershot tabte kampen 0-4, og måtte vente helt indtil sjette spillerunde på den første sejr. Det største problem for dem, var hvad de formentlig troede ville være deres fordel - nemlig at de nu fik (for) mange spillere til rådighed.

Den manglende kerne af spillere, spilforståelse og samlede træning gjorde, at holdet ikke kunne blive sammenspillet. I løbet af den første krigssæson benyttede Aldershot i alt 73 forskellige spillere på 49 kampe. De vandt kun 13, og sluttede som nummer 8 i South B og efterfølgende som nummer 6 i den senere oprettede South D-række. Sæsonens store højdepunkt var ikke til at få øje på, men noget var under opsejling, for Aldershot havde nemlig benyttet en gæstespiller, som på kun to kampe havde scoret fire mål - en spiller som på de efterfølgende fire sæsoner, skulle gå hen og score yderligere 62 mål i kun 41 kampe for klubben.

Rekorddrengen

Den 6. oktober 1919 blev Thomas Lawton født i Bolton, hvor han skulle vokse op med sin mor og sin bedstefar James Riley. Riley havde selv været en solid amatørspiller, og han havde altid opfordret sine sønner til at spille fodbold. Det samme gjorde han med Thomas Lawton, der endte med at gå under navnet Tommy.

Tommy blev ikke opdraget i et velhavende hjem, og han havde derfor ikke råd til at tage til Bolton Wanderers’ hjemmekampe. Han fik alligevel ofte anden halvleg med, da portene som regel blev åbnet efter pausen. Hans helt store idol var Evertons angriber Dixie Dean, og han blev afgørende, da Lawtons eget talent senere blev udfoldet.

Allerede som junior havde Lawton imponeret på de lokale fodboldbaner. Angiveligt scorede han som drengespiller 570 mål på en periode over tre sæsoner for både skole og klub. Det var ventet, at han ville blive udtaget til ungdomslandsholdet, men indkaldelsen udeblev til Lawtons store frustration. Alligevel var holdene i the Football League opmærksomme på den unge skarpretters talent, og da hans skolegang som 14-årig var overstået, kæmpede Bolton, Liverpool, Blackburn og andre om at sikre sig Lawton.

Tommy Lawton. Foto: Hudson/Topical Press Agency/Getty Images.

Tommy Lawton. Foto: Hudson/Topical Press Agency/Getty Images.

Problemet var dog, at man ikke måtte skrive en professionel kontrakt med spillere under 17 år, så klubberne måtte tænke i andre baner for at lokke angriberen til deres klub. I sidste ende løb Burnley med Lawton. Klubben tilbød ham en stilling som “assistant secretary” til en ugeløn på £2,5, som han kunne passe, indtil han måtte underskrive en rigtig kontrakt. Desuden fik familien en huslejefri bolig i området tæt på Turf Moor, hvor de kunne bosætte sig.

Lawton faldt godt til i Burnley og scorede så mange mål, at han i en alder af 16 år og 174 dage blev den yngste angriber nogensinde til at spille engelsk ligafodbold. Interessen for Lawton forblev stor, og hans bedstefar forsøgte derfor at forhandle en £500 sign-on fee ind i kontrakten, men the Football League truede Tommy Lawton med livstidskarantæne, hvis ikke han tilbagetrak sit krav. På hans 17 års fødselsdag endte han med at skrive en professionel kontrakt med Burnley, der sikrede ham en ugeløn på £7, en sejrsbonus på £2 og £1 for uafgjort. Dengang tjente en gennemsnitlig arbejder £4 om ugen.

Dagen efter slog Lawton sit navn fast i engelsk fodbold for øjnene af mere end 19.000 tilskuere, da han scorede mod Tottenham blot et minut inde i sin professionelle debut. Nu viste storklubber som Arsenal, Manchester City og Newcastle pludselig interesse for angriberen, men Dixie Dean blev manden som agerede trækplaster for Lawtons valg om en ny klub, og derfor skiftede den unge angriber til Everton for en rekordstor sum for en teenager - £6.500.

Den efterfølgende sæson blev Lawton den yngste målscorer nogensinde til at score i et Merseyside-derby, og den kun 18-årige angriber blev sågar ligatopscorer med 28 mål i 39 kampe. Herefter fulgte mesterskabssæsonen og landsholdsdebut med dertilhørende mål, hvorefter krigen udbrød. Lawton var nu 20 år gammel, og han havde derfor intet andet valg end at trække i militæruniformen og lade sig udstationere i Aldershot.

Trods udstationeringen formåede Lawton primært at holde sig til optrædener for Everton i det første krigsår. 17 gange trak han i den blå Everton-trøje med 16 mål til følge, men den dobbelte ligatopscorer kunne også vise målnæse i de tilsammen fem kampe, han deltog i for henholdsvis Leicester og Aldershot, hvor det blev til hele ni mål. Målnæsen var intakt hele vejen igennem krigen, og i sæsonen 1940-41 scorede han 30 mål i 21 kampe for Everton og 13 mål i 8 kampe for Aldershot. I samme sæson, tidligt en decemberdag, nåede han atter at træde i idolet Dixie Deans fodspor.

Dean havde i sine unge år fået sin fodboldopdragelse i Tranmere Rovers, og efter et Merseyside-derby troppede en flok Tranmere-spillere op og efterlyste spillere til deres eftermiddagskamp mod Crewe Alexandra: “Tranmere-spillerne kom bare ind i omklædningsrummet, og spurgte om nogen havde lyst til at spille, da de manglede nogle spillere. Så sagde jeg, “go on, I’ll help you out.” Og det gjorde jeg så,”” som det fremgår af bogen Gas Masks for Goal Posts. Dette er et af de tydeligste eksempler på, hvordan spillere i krigsperioden optrådte på tværs af klubber, men det var også en episode, der i samme periode var med til at skade sportens troværdighed.

For det var ikke kun spillere, det måtte optræde flere gange på samme dag. Også klubberne var enkelte dage nødsaget til at stille op til flere kampe på en dag for at få kampprogrammet til at gå op - oftest med to forskellige hold i to forskellige byer. Det var et stort rod, som ikke blev nemmere at finde ud af, når man skulle forsøge at gennemskue de nyoprettede ligastrukturer og regler.

Krigsfodbold skabte sult efter normalitet

For som om de otte regionale ligaer med mellem otte og 12 hold i hver ikke var komplicerede nok, så blev det besluttet at rækkerne forud for 1940-41-sæsonen ville blive omstruktureret i en nord- og syd-række. Logisk nok, tænker du måske, men nej. Op mod sæsonstarten havde der nemlig igen været snak om, at trække stikket til fodboldrækkerne indtil krigen var omme, fordi England var et mørkere sted end nogensinde før. The Battle of Britain og Evakueringen ved Dunkerque havde vendt England og fodbolden på vrangen.

De klubber, der var klar til at deltage i nord- og syd-rækken ville få lov til at være med, men rækkerne ville bestå af henholdsvis 36 og 34 hold, klubberne skulle selv stå for at arrangere deres kampe - og måtte altså dermed selv vælge deres modstander - og med den struktur håbede man, at ethvert hold som minimum ville nå at spille 20 kampe i løbet af sæsonen. Det var ikke alle, der nåede det. Eksempelvis spillede Coventry og Swansea Town kun 10 kampe, mens Bury spillede 38.

For at tabellen ikke skulle være unfair over for de hold med færre kampe, besluttede man at rydde alle points ad vejen og opgøre ligaen i målgennemsnit. Det betød at Preston North End vandt Nord-rækken med et målgennemsnit på 2,189 mål over 29 kampe, mens Crystal Palace vandt Syd-rækken med et snit på 1,954 mål over 27 kampe. Ingen af klubberne har dog et trofæ eller en medalje at vise for “triumfen”, for det blev besluttet ikke at uddele sådan i netop den sæson.

Strukturen ændrede sig naturligvis igen i den efterfølgende sæson, og igen sæsonen efter. Ikke én sæson under krigen blev spillet med den samme struktur - det ændrede sig altså hver sæson fra otte rækker med ned mod otte hold til to rækker, hvor der i hver var op mod 56 hold.

Idéen med fodbold under krigen var dog ikke at gå op i point, målgennemsnit eller sine modstandere. Det var at skabe en form for normalitet, og det var tydeligt at se hos spillerne, hvor meget, de brændte for fodbolden under krigen. Ofte var det svært for dem at komme til udebanekampene på grund af transportvanskeligheder og specielt omkostningerne der var forbundet med det, og det gjorde, at spillerne måtte tænke i kreative baner for at komme til kamp.

De kørte med mælkevogne, kullastbiler, sad bag på motorcykler eller tomlede ligesom Bury-spilleren Tommy Olsen, der for at nå en udekamp mod Oldham Athletic, fik syv forskellige lift af lastbilchauffører, før han kort før start trak sin spillertrøje over hovedet og scorede to mål i en 5-0-sejr. Hans holdkammerat Les Hart gik en uge senere fra en togstation i Manchester til Bury for at spille mod Burnley. En gåtur i omegnen af 15 kilometer.

Nåede spillerne ikke kampen, eller kunne klubben stadig ikke stille hold, så måtte andre træde til. Oftest var det publikum som måtte træde i karakter, når der over lydanlægget blev efterlyst spillere til kampene. Det skete så ofte, at tilskuerne begyndte at tage støvler med på stadion, og i dag kan man finde nogle sjove kampprogrammer, hvor over femten navne i enkelte programmer er blevet ændret til eksempelvis “A.N. Other”, “S.O. Else” eller “A. Newman”. Men det havde også en bagside. Stemningen på tribunerne forsvandt, for ofte kunne publikum ikke genkende spillerne på deres eget hold samtidigt med, at kvaliteten dalede.

Publikum ville indimellem påstå, at de havde spillet for Aldershot for at komme på holdet, og tjene 30 shillings, men oftest var de ubrugelige. Det betød også, at klubbens trænere ofte måtte sætte sig selv på banen, og at yngre og yngre spillere blev testet. Wolves havde blandt andet 14-årige Cameron Campbell Buchanan på banen den 26. september 1942 i mod West Bromwich.

Et år tidligere havde deres førstehold i en kamp mod Leicester haft en gennemsnitsalder på 17, hvor den holdets ældste var 19-årige Derek Ashton. Nogle af disse introduktioner førte til bekendtskaber som Nat Lofthouse, der som 15-årig fik debut for Bolton og blev tomålsskytte, og Sir Tom Finney, der som 18-årig var den eneste spiller på Prestons mesterhold, der havde spillet alle sæsonens kampe. Sammen med Tommy Lawton, gik begge over i historien som to af Englands største spillere gennem tiderne.

1948. Sir Tom Finney scorer Englands fjerde mål imod Italien i Turino. Foto: Keystone/Getty Images.

1948. Sir Tom Finney scorer Englands fjerde mål imod Italien i Turino. Foto: Keystone/Getty Images.

På trods af den falmende stemning fortsatte publikum med at dukke op til fodbold, og langsomt igennem krigen voksede tilskuertallene sig højere og højere. Den moralestimulerende effekt var afgørende. En undersøgelse fra 1940 fastslog således, at “sport som fodbold har en tydelig effekt på befolkningens morale, og en kamp lørdag eftermiddag kan formentlig løfte folkets humør mere end de 50.000 plakater fra regeringen, der opfordrer munterhed”. Ikke én person tilkendegav til undersøgelsen, at de synes, sporten skulle lukkes ned gennem krigen, og kun to procent af befolkningen uden interesse for fodbold, var imod at sport blev afholdt under krigen.

I årene efter krigen boomede interessen for fodbold mere end nogensinde. Tilskuertallene var høje som aldrig før, og det peakede i sæsonen 1948-49, hvor sammenlagt 41.271.414 tilskuere blev registreret over en sæson. Til sammenligning blev der i 2017/18-sæsonen registreret omkring 14,63 millioner tilskuere. Det var tiltrængt eftersom flere klubber igennem krigen havde været nødt til at dreje nøglen om på grund af de dårlige muligheder for at drive forretning.

Den første fulde sæson efter krigens udbrud, 1946/47-sæsonen, blev The Football Leagues genoprettet på ny. Aldershot var tilbage i den tredjebedste række, og sluttede som nummer 20 fire points over nedrykningsstregen. I den bedste række havde Tommy Lawton afsluttet sin første sæson som Chelsea-spiller, efter at være blevet købt fri af Everton for cirka £14.000. Han scorede 26 mål i 35 kampe, men det rakte kun til en 15. plads for Chelsea.

Efterfølgende havde han også ophold hos Notts County, Brentford, Arsenal og Kettering Town. Lawton lagde støvlerne på hylden i 1956 efter at have scoret 232 officielle ligamål i 390 kampe. 40 år senere døde han i en alder af 77 og betragtes den dag i dag, som den bedste og mest komplette angriber i sin generation og en af de bedste nogensinde i engelsk fodbold.

Denne artikel er udgivet i forbindelse under et forløb i Medianos Sócrates. Mediano Sócrates er et hold af dygtige og ambitiøse formidlere, der løbende udgiver historier på Mediano - primært på tekst - igennem et forløb på otte måneder, hvor feedback, idéudvikling og oplæg fra eksterne journalister og formidlere fylder det meste.

Arbejdernes Landsbank er Medianos partner på dette talent-akademi.

Foto: Keystone/Getty Images

Mediano La Liga: Rayos revival, en dansker indtager La Liga og månedens talent

Mediano La Liga: Rayos revival, en dansker indtager La Liga og månedens talent

Mediano PL: Hård kamp om top fire, potente ulve og modstanderspionage

Mediano PL: Hård kamp om top fire, potente ulve og modstanderspionage