logo.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Mediano Sócrates: Når tiden forsvinder

Mediano Sócrates: Når tiden forsvinder

Kronik: I jagten på den ultimative retfærdighed har VAR bredt sig til også at omfatte eksempelvis Champions League og Serie A. Men hvorfor lader vi samtidig næsten halvdelen af kampenes 90 minutter blive brugt og misbrugt uden at kræve bare en del af dem tilbage?

person.jpg

Af Michael Kjær, U-træner i B93 og deltager på Mediano Sócrates

Football. Fucking Football. Imagine not beting into it? Those poor, poor, half-alive bastards.”

Sådan skrev den britiske journalist og radiovært Danny Baker på Twitter tilbage i 2012. Det var ovenpå Machester City-spilleren Agüeros afgørende mål i de døende sekunder mod Queens Park Rangers. Et mål der sikrede hans hold mesterskabet i en af historiens mest sindsoprivende sæsonafslutninger.

Siden er citatet hyppigt blevet hevet frem, når vi fordøjer de fodboldkampe, der har kastet os rundt i det menneskelige følelsesregister. For hvor ellers i eksistensen finder vi fænomener, som fodbold, der inden for et så kort tidsinterval, kan vække så mange, forskelligartede følelser? Den altomfattende håbløshed, der med ét, såsom en reducering, kan forvandle sig til tro. Ikke bare tro på comebacket, men troen på det umulige. Eller når miraklet indtræffer, hvor både tid og sted forsvinder, mens individets begrænsninger afkobles, og vi opsluges af den kollektive ekstase.

Det kan også gå den anden vej. Måske den stærkeste følelse i fodbolden, fordi smerten er så meget mere overvældende og voldsom end lykken. Der hvor man på et splitsekund mister alt det, man havde så kært i hænderne. Spørg blot Brøndbys fans.

Ja, det er fodbold som vi kender det. Et spil, hvor vi balancerer mellem sindsstemningernes ekstremer. Det der står tilbage er øjeblikkene. Som Agüeros mesterskabsmål, hvor tiden og evigheden kærtegner hinanden.

Men imellem disse, ligger selve fodboldkampen. De 90 minutter med al dets tilbehør af træghed, kedsomhed og ikke mindst frustration. Det gælder især når kampen ikke befinder sig i spændingens limbo, men jogger rundt i dødvande. Der hvor kommentatorerne begynder at fortælle anekdoter, hvor produceren fokuserer på trænerens mimik eller en tilskuers opfindsomme udklædning. Der er fodboldkampe, som minder mere om ørkenvandringer. Hvor den ene indholdsløse possessionfase afløser den anden, og hvor målet ikke er andet end et fatamorgana.

Spillets langsomlighed kan bestemt være kedeligt at overvære, men der findes immervæk et andet element af fodboldkampen, som er langt sværere at udholde. Det er når bolden slet ikke er i spil, mens uret troligt tikker videre.

Værst opleves det i kampens slutminutter, når ens hold desperat jagter en scoring. Trykket er i bund, publikum sitrer af nærforventning mod det forløsende øjeblik, og modstanderholdet gisper efter vejret med lange violiner op mod deres ensomme angriber. Angriberen har kun ét formål: at holde fast i bolden. Og det gør han bedst ved at vinde et frispark. For går forsvarsspilleren for klodset ind i duellen, så vinder angriberen ikke kun et frispark og et tiltrængt åndehul til sit hold. Han vinder også tid.

Mens modstanderholdets forsvarsspiller trasker langsomt og forsigtigt op fra eget straffesparksfelt op mod midten af banen for at tage frisparket, kan vi fans, magtesløse, se tiden forsvinde for øjnene af os. 40 sekunder kan det snildt tage. Sekunder som vi aldrig får igen.

Men burde vi ikke det? Er det ikke denne tid, som undervejs i de 90 minutter bliver lagret for sidenhen at omdannes til tillægstiden?

Den diffuse definition

Det er i hvert fald, hvad vi bilder os selv ind. Et selvbedrag, som givetvis forstærkes af, at manden med magten i form af fløjten, forsikrer os, at jovist vil disse sekunder være at finde i tillægstiden. Nogle minutter senere dukker hans kollega op med lystavlen. Er vi heldige, viser den tallet fire. Hvis tidsudstrækningen har været grotesk, får vi fem minutter. Som oftest får vi dog ikke mere end tre. De obligatoriske tre minutter, som de populært kaldes.

Selv i disse tre minutter, kan det lykkedes det forsvarende hold at vinde tid. De tilkæmper sig måske et indkast oppe på modstanderens banehalvdel. Kantspilleren lister ud for at tage sig af det, men da han først står med bolden i hænderne efter, indser han, at det ikke er ham, der skal tage det. Det er derimod backen, står tyve meter længere tilbage, som skal tage det. Sekunderne tikker imidlertid videre. Lige indtil uret runder de 93 minutter. Så fløjter dommeren kampen af. Lige på klokkeslættet.

Som fans har vi mere eller mindre accepteret disse vilkår. Vi har måske ligefrem underkastet os dem. For trods den latente frustration, har vi jo ikke selv siddet med et stopur og opregnet tillægstiden. Der har vi tillid til dommeren, trods vi næsten altid har følelsen af, at vi bliver snydt.

Måske skyldes det den aura af mystik, som omkranser tillægstiden. For selvom den er vores ret, idet den indkapsler den tid, som er blevet os frataget i løbet af de 90 minutter, så ankommer den som en gave sendt fra dommerkvarteten. Som en sidste livline, nu hvor tiden var udrindet, og lyset var slukket. Og så er det jo i tillægstiden, at de førnævnte magiske øjeblikke trives bedst. Det afgørende mål i tillægstiden – findes der noget bedre? Findes der noget værre?

Tillægstiden er dog ikke nogen gave. Tværtimod udgør den kun en brøkdel af den tid, som vi bliver frarøvet i løbet af de 90 minutter. Den effektive spilletid i fodbold ligger nemlig i lejet mellem 50-55 minutter. I Champions League bliver der spillet fodbold i 55 minutter, i Premier League er spillet kun i gang i 50 minutter, mens den effektive spilletid i Superligaen ligger på 51 minutter og 16 sekunder. Det viser en opgørelse, analysegruppen CIES Football Observatory (der hører under den uafhængige institution International Centre for Sports Studies) har foretaget af 37 turneringer (se opgørelsen HER).

Et af de grælleste eksempler er Premier League-kampen mellem Cardiff og Burnley tilbage i november 2018, hvor bolden kun var i spil i 42 minutter. I stedet gik der blandt andet otte minutter med, at Cardiffs Sean Morrison skulle forberede sine lange indkast. 

At den effektive spilletid ligger langt fra de 90 minutter er i sig selv ikke bemærkelsesværdigt. For ifølge FIFAs officielle regler skal der kun lægges tid til, når spillet ikke følger sin ”naturlige” gang. Det vil sige, når der foretages udskiftninger, når skadede spillere bliver tilset på banen eller når jubelscenerne giver signifikant forsinkelse til spillet. Det betyder samtidig, at standardsituationer, som udgør de mest hyppige spilstop, antages som en naturlig del af spillet. Det er kun ”overdrevent tidspild” ved disse situationer, som skal indgå i tillægstiden.

Hvor afgrænsningen mellem den naturlige del af spillet og overdrevent tidsspil ligger, forbliver udefineret i FIFAs regelsæt. Og mit ydmyge gæt er, at denne sondring ligeledes er dejlig diffus i fansenes bevidsthed. Vi ved ikke, hvad vi vil betragte som en naturlig del af spillet, og hvad der skal klassificeres som tidsspild. Er de skitserede situationer i slutminutterne en del af spillet? Hører remedier som håndklæde og dommerspray til, når vi tænker på spillet fodbold?

Det er spørgsmål, som fortsat er ubesvarede, men det er også spørgsmål, som udgør et potentielt problem og endda et eksponentielt voksende problem i takt med at fokusset på dødbolde stiger.

Dødbolde som ”marginal gains”

Ifølge den tidligere FC Midtjylland-analytiker Ted Knutson, der i dag driver sit eget statistikfirma, Statsbomb, halter selv de største fodboldklubber fortsat efter, når det kommer til den maksimale udnyttelse af dødbolde. Ved den årlige MIT Sports Analytics Conference – sportsanalytikernes mekka i Boston – underbyggede Knutson denne påstand med det faktum, at der kun findes én indkasttræner i verden. Det er danske Thomas Grønnemark. Grønnemark er i dag ansat i Liverpool, men på sigt spår Knutson, at enhver ambitiøs klub, hvilket vil sige alle klubber i Europas topligaer, må tilknytte en sådan specielt i jagten på de eftertragtede marginal gains.

Ted Knutson har tidligere benyttet den danske Superliga som eksempel på, hvordan ringene spreder sig i vandet, når det kommer til dødbolde. I Statsbomb-artiklen med den noget pompøse titel ”I Think We Broke Denmark” viser Knutson på systematisk vis, hvordan FC Midtjyllands fokus på dødbolde har spredt sig til resten af ligaen. Hvor der i sæsonen 14/15 blev scoret 0.55 mål pr. kamp på dødbolde, steg dette til 0.75 mål pr. kamp efter standardsituationer i sæsonen 17/18. Og hvor der for fire år siden, kun var fire hold, deriblandt FC Midtjylland, der havde scoret et tocifret antal mål efter dødbolde, var der i sidste sæson hele 11 hold, der havde lavet minimum ti mål på dødbolde. Dét er hvad de kloge hoveder kalder marginal gains, og det udmærkede sig da også i, at antallet af mål pr. kamp i Superligaen steg fra 2.41 mål pr kamp i 14/15 til 2.91 mål pr kamp i sidste sæson.

Det stigende fokus på dødbolde så vi også ved sommerens VM-slutrunde. I gruppespillet blev 43% af målene scoret på dødbolde, hvilket er det højeste nogensinde. I Brasilien i 2014 var det kun 28% af målene, der blev scoret efter standardsituationer. Tallene var da også så opsigtsvækkende, at man på finaledagen på FIFAs officielle hjemmeside kunne læse om, hvorfor verdensmesterskabet i Rusland havde været ”dødboldenes VM”.

Tidsproblematikkens kerne

Umiddelbart lyder det egentlig slet ikke så dårligt, vel? Flere mål og dermed flere af de øjeblikke, som vi lever for. Men forbliver vi for en kort stund i tallenes krystalklare sfære, så vil vi også få øje på skyggesiden af ”dødboldenes VM”. For mens vi oplevede en stigning i antallet af dødboldsmål, så vi samtidig et grusomt fald i den effektive spilletid. Ifølge Soccermetrics lå den effektive spilletid i VM 2014 på 63 minutter. I 2018 var dette tal faldet til 55 minutter.

Og graver vi et spadestik dybere ned, så kan vi finde forbindelsen mellem disse tal. For det amerikanske medie FiveThirtyEight, der laver statistiske analyser på alt fra politik til naturvidenskab og økonomi, har sammenfattet en analyse af tillægstiden under sommerens VM-slutrunde.

Formålet var at gøre det, som ingen af os andre har gjort trods vi har oplevet frustrationen og afmagten ved de obligatoriske tre minutter, og undersøge hvor stor skævvridningen var mellem det, der blev lagt til, og det der skulle lægges til. Metoden var ganske simpel; ved hvert ”unaturligt” spilstop satte man stopuret i gang, som dermed akkumulerede den samlede tillægstid.

I forhold til dødboldene, satte man et estimat på, hvor lang tid en standardsituation normalt ville tage. Et indkast blev sat til at tage 20 sekunder, et målspark 30 sekunder, og et hjørnespark 45 sekunder. Hvis et målspark derfor tog 41 sekunder at få afviklet, ville 11 sekunder blive tilføjet til tillægstiden.

Konklusionen var som vi formentlig havde forventet, og alligevel var den gruopvækkende; gennemsnitligt forsvandt seks minutter i løbet af de 90 minutter under verdens største sportsbegivenhed. For den samlede tillægstid for begge halvlege lå i gennemsnit på 6 minutter og 59 sekunder, men ud fra FiveThirtyEights udregninger, der var baseret på FIFAs officielle regelsæt, skulle der gennemsnitlig have været lagt 13 minutter og 10 sekunder til.

Dødboldene bar en stor del af skylden for dette markante skel. 29.5% af kampene gik således med at få afviklet disse. Bedst husker vi nok Englands dødbolde. Måske er det det eneste, vi husker fra englændernes turnering? For England vandt kampe på deres dødbolde og til sidst troede vi nærmest på dem, når de sang It’s Coming Home. Lige indtil semifinalen, hvor England røg ud til Kroatien. Southgates tropper havde ellers bragt sig foran på en dødbold.

England scorede i alt 9 mål efter dødbolde, hvilket er en ny VM-rekord, og englænderne fortalte også stolt om, hvordan man havde brugt lang tid på at indøve kombinationerne. Det var dog ikke kun på træningsbanen, at tiden gik med dødbolde. I kampene tog det også lang tid at få afviklet. I gruppekampen mod Panama brugte Kevin Trippier 70 sekunder på at få taget et hjørnespark – det ”længste” hjørnespark i slutrunden. Da det så endelig blev taget, dukkede John Stones op og stangede bolden i kassen. Det engelske love-train var effektivt, men det tog også sin tid at få sat på skinner.

De engelske dødbolde blev også brugt til mere nederdrægtige formål. I den første gruppekamp mod Tunesien brugte Ashley Young 95 sekunder på at få taget et frispark – det ”længste” frispark i slutrunden. England var foran, og tiden tikkede dermed deres vej.

Dette var en generel tendens, for FiveThirtyEights undersøgelse viste også, at holdene, der havde et resultat i hænderne, i gennemsnit brugte 43% længere tid på at få afviklet dødbolde end hold, der jagtede et mål. Noget der tilsyneladende ikke blev medregnet i tillægstiden. Det betalte sig altså at trække tiden.

Det er her, at vi støder på tidsproblematikkens kerne. I takt med at fokusset på dødbolde stiger, stiger behovet for at få defineret, hvad vi mener, når vi taler om den naturlige del af spillet. For hvor går grænsen egentlig?

Mens vi i disse VAR-tider sidder klar med luppen for at se, om der er begået uretfærdigheder på milimeterskalaen, accepterer vi samtidig, at nogle kampe varer markant længere end andre. Eller måske snarere; at nogle hold kan få tiden til at forsvinde ved at fokusere på deres dødbolde. For dødbolde har ikke kun en marginal effekt på ens scoringssnit. Det er også effektivt, når det kommer til at dræbe tiden.

Det lyder måske magisk, at man som en troldmand kan få tiden til at forsvinde. Sandheden er dog mere enkel og virkelighedsnær; at vi endnu ikke har defineret klart, hvad vi mener, når vi snakker om "den naturlige del af spillet". Og den nuværende diffuse definition bidrager til, at holdene udnytter dødboldene i en sådan grad, at de kan få den ægte magi til at udeblive, mens vi fans kigger frustrerede til.

Denne artikel er udgivet i forbindelse under et forløb i Medianos Sócrates. Mediano Sócrates er et hold af dygtige og ambitiøse formidlere, der løbende udgiver historier på Mediano - primært på tekst - igennem et forløb på otte måneder, hvor feedback, idéudvikling og oplæg fra eksterne journalister og formidlere fylder det meste.

Læs Michael Kjærs opsigtsvækkende analyse “Lionel Messi og kunsten at stå stille,” hans interview med FC Nordsjællands Flemming Pedersen “FC Nordsjælland - Avantgarde eller utopi? eller resten af holdets udgivelser HER.

Foto: Shaun Botterill/Getty Images

Hammer & Brüchmann: Det store grundkursus i 'Fodbold som Forretning'

Hammer & Brüchmann: Det store grundkursus i 'Fodbold som Forretning'

Mediano Preview #15 - Og så tilbage til den dejlige hverdag

Mediano Preview #15 - Og så tilbage til den dejlige hverdag