MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Podcast om AaB: Livet efter Spalvis, Thomsen, Jönsson og Kenneth Emil Petersen

Podcast om AaB: Livet efter Spalvis, Thomsen, Jönsson og Kenneth Emil Petersen

Superliga-podcast: AaB-træner Lars Søndergaard kigger i denne podcast ind i en Superliga-sæson, hvor meget er nyt. AaB skal for første gang i mange år konkurrere om at komme med i det nye mesterskabs-slutspil og en række nøglespillere skal erstattes. Det fortæller han om i denne samtale med Medianos Søren Højlund Carlsen.

 

Af søren højlund carlsen

Mens landets studenter springer ud med hue på hovedet og en øl i hånden er forberedelserne til den nye sæson i Alka Superligaen gået i gang rundt om i de bedste danske klubber. Spillerne er mødt på arbejde igen - ind til det ofte hårde arbejde med at gøre dem selv og deres hold klar til en ny sæson i landets bedste fodboldrække.

Søren Højlund Carlsen har sat AAB-træner Lars Søndergaard i stævne til en samtale om blandt andet Superliga-opstarten, det nye format og transferbudgetter.

Men hvad sker der egentlig inde bag kulisserne i Superligaen inden en ny sæson? Hvordan forbereder en Superligaklub sig på udfordringerne? Hvordan arbejder en træner med sit hold frem mod en ny sæson?

De spørgsmål og mange andre forsøger Lars Søndergaard her at svare på i en samtale med Mediano.

Han fortæller også om den noget usædvanlige situation, hvor AaB ikke bare skal erstatte topscorer Lukas Spalvis, men også en række nøglespillere som forsvarsveteran Kenneth Emil Petersen, svensk offensivspiller Rasmus Jönsson, stortalentet Nicolaj Thomsen og flere andre.

- Ja, det er 4-5 stamspillere og dermed op imod 50 procent af spillerne, så det er da en udfordring, men det er også en del af gamet, siger Lars Søndergaard.

Lars Søndergaard er cheftræner i AaB, men udover en flot trænerkarriere i Østrig, har han også en fortid som træner i SønderjyskE og i Viborg. Så han har om nogen erfaringer med at starte en ny sæson, og i podcasten fungerer han og AaB’s erfaringer derfor som et slags repræsentativt eksempel på en ganske almindelig superligaklub i Danmark.

- Jeg tror ikke, at der er den store forskel på, hvordan man forbereder sig rundt om i klubberne. Der kan være lidt forskelle i kultur. For eksempel er der nogen, der vælger at spille træningskampe mod lokale hold for at komme lidt ud og vise flaget, mens andre foretrækker stærkere udenlandske modstanderhold. Men ellers tror jeg, at ser vi meget ens på sådan en opstart, fortæller Lars Søndergaard fra sit kontor på AaB’s anlæg i den grønneste del af det østlige Aalborg.

Her - med udsigt til sommergrønne græsbaner og en byggeplads, hvor AaB bygger et nyt hus til deres førstehold - forbereder AaB, Lars Søndergaard og hans stab sig på en ny sæson i Alka Superligaen. I modsætning til de sidste mange år, så kan AaB og de (nu 13) andre klubber i år se frem til en sæson med en ny struktur i landets bedste fodboldrække. En udsigt, der kan blive spændende - måske lidt for spændende, forudser Lars Søndergaard.

- Der bliver lidt mere pres på os trænere - vi får ikke den samme ro, som man godt kunne få i perioder af den gamle ligastruktur, hvor man havde helt til 33. runde til at spille om en placering. Men den tidlige udskilning og afgørelse, der kommer til at ske med en top i et medaljeslutspil og så en bund, der skal kæmpe om nedrykning - det tror jeg gør, at der kommer mere fokus på toppen og måske derfor også et øget tryk på os trænere, som får lidt mindre ro til vores arbejde, siger Lars Søndergaard.

Alka Superligaen starter fredag den 15. juli, hvor Viborg hjemme tager imod FC Nordsjælland. AaB’s første kamp er søndag den 17. juli, hvor oprykkerne fra AC Horsens kommer til Aalborg.

Hvis du kan lide denne podcast eller de andre udgivelser fra Mediano, så skriv gerne en anmeldelse i iTunes, giv os en vurdering - og allervigtigst: Hvis du kan lide vores indhold, så del det med vennerne og dit netværk på de sociale medier. Mediano er et nyt medie uden markedsføring, uden mediepartner og uden budget til at promovere vores indhold, så vi lever af, at I vil dele vores indhold. Tak fordi du lytter med.

 Denne podcast var optaget på udstyr venligt udlånt af Ole Lauritsen.

Foto: Getty Images/Jan Christensen

Brøndbys afgørende sommer

Brøndbys afgørende sommer

EM Podcast: Ragnar-rock og mystiske Roy Hodgson

EM Podcast: Ragnar-rock og mystiske Roy Hodgson