MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Arbejdernes Landsbank bliver Medianos første hovedpartner

Arbejdernes Landsbank bliver Medianos første hovedpartner

Serien om ’Superligaens Største Øjeblikke fortsætter i 2019. Der er udsigt til Mediano Preview i hele det kommende år. Og der kommer fuld tryk på Medianos fokus på talent og udviklingen af fremtidens topspillere. Det er en af konsekvenserne af, at Arbejdernes Landsbank nu bliver Medianos første egentlige hovedpartner.

Mediano har indgået den første aftale med en hovedpartner for det kommende år. Og det er håbet, at vores mest centrale indhold fra 2019 vil blive produceret i samarbejde med to udvalgte hovedpartnere. Den første aftale er indgået med Arbejdernes Landsbank, der dermed gør klar til sin fjerde aftale med Mediano.

Hidtil har Mediano haft større og mindre partnere, men aldrig en rigtig gennemgående hovedpartner.

Arbejdernes Landsbank har i 2018 været partner på Superligaen, fodboldlandsholdet, dansk fodbold generelt, og så har Private Banking-delen af Arbejdernes Landsbank været partner på Hammer & Brüchmann og Medianos format om ledelse, Bossword. Senest trådte Arbejdernes Landsbank til og sikrede det meget lyttede format om den kommende weekends fodboldkampe, Mediano Preview, da udsendelsen efter VM stod uden partner.

Så i overblik er Arbejdernes Landsbank i 2019 med til at sikre masser af unikt indhold til lyttere og brugere:

  • Superligaen

  • Fodboldlandsholdet

  • Mediano Special om dansk fodbold og Superligaen

  • Dansk divisionsfodbold

  • Hammer & Brüchmann

  • Mediano Preview

  • Superligaens Største Øjeblikke

  • Mediano Talent, Mediano Socrátes

  • Bossword

 - Det er ingen hemmelighed, at vi meget engagerede i dansk fodbold i disse år, for på den måde kommer vi som bank i kontakt med en masse gode mennesker og nye kunder. Vi synes, at Mediano på genial vis udfylder et tomrum med kvalificeret fodboldsnak om det spil, vi alle elsker så højt. Derfor er vi glade for, at vi på nuværende tidspunkt kan bakke op om og være en endnu større del af Mediano. siger Peter Froulund, kommunikations- og marketingsdirektør i Arbejdernes Landsbank

- For os på Mediano er aftalen i sagens natur vigtig, fordi vi kun kan producere indhold til lyttere og læsere på tredje år, fordi vi har partnere, der vil være med til at sikre gratis indhold til vores publikum. Men den her er ekstra vigtig, fordi Arbejdernes Landsbank forstår og påskønner Medianos model. De lytter og læser med. De påskønner bestræbelserne på at tage publikum alvorligt. Og de betragter Mediano som andet og mere end bare endnu en eksponering, siger Peter Brüchmann, chefredaktør på Mediano.

Talenterne

Som et led i aftalen øger vi sammen fokus på talenterne. Arbejdernes Landsbank er partner på Mediano Socrátes, som er vores første eget talenthold, hvor otte personer er udvalgt til et team af unge, der gerne vil være dygtigere til at formidle fodbold. Alle aktiviteter her foregår på AL², der er Arbejdernes Landsbanks bud på en fremtidens bank især rettet mod unge. AL² ligger på Nørreport i København og har helt andre åbningstider, en cafe og medarbejdere i banken i weekenden.

Flere af Medianos optagelser vil også foregå i AL²

Læs mere om Socrátes her. Læs mere om AL² her.

Superligaens Største Øjeblikke

En vigtig del af aftalen er, at Arbejdernes Landsbank også bliver partner på den meget roste og lyttede serie om Superligaens Største Øjeblikke, hvor journalisterne Anders Ryehauge og Lasse Ørum Klinke har fortalt historierne om Herfølges mesterskab i 2000, om Silkeborgs DM-titel i 1994, om Brøndbys mareridtssæson i 2013 med næsten-nedrykning og den skæve historie om Lyngbys amatører fra 2002.

Der kommer stadig nye afsnit i 2018, hvor vi glæder os til at fortælle historien om Sibusiso Zumas saksespark og om den opsigtsvækkende redning, som Randers gennemførte i 2010.

Aftalen med Arbejdernes Landsbank betyder, at der kommer yderligere fem afsnit i 2019.

- Den her del er også glædelig, fordi den viser, at Medianos model med gratis indhold til lytterne og stærke, tydelige og relevante integrationer med faste partnere fungerer godt for lytterne – og for partnerne. Vi forsøgte at crowdfunde serien i 2018. Noget gik fint, men vi kom ikke helt i mål. Og denne aftale underbygger således Medianos model fra starten i 2016 til nu, siger Peter Brüchmann.

-  Nogle fortællinger er så gode og så skelsættende, at de fortjener ekstra tid og opmærksomhed, og det kan de få med ”Superligaens Største Øjeblikke”, siger Peter Froulund, Arbejdernes Landsbank

Mediano Preview

Et vigtigt element bliver også de meget populære udsendelser, som gør lytterne klar til weekendens store fodboldkampe, Mediano Preview. Disse udsendelser, der især foregår med Benjamin Leander og Jonas Hebo Rasmussen i panelet bliver uge for uge mere og mere lyttet. Med denne aftale er lytterne nu sikre på, at der findes et stærkt Preview-hold hele 2019.

Bossword

Bossword er Medianos nye format om ledelse og et forsøg på at skabe en anderledes ledelsesdebat, som ikke bare handler om de seneste buzzword fra kursuskataloget – leveret af mennesker, der aldrig har ledet.

I 2018 er det sket gennem samtaler med ledere og professorer og senere i år også verden set fra mearbejdernes side. Vi har i 2018 talt med Steen Hildebrandt, Hanne Lindblad, Hjalte Aaberg, Jonathan Löw, Torben Möger Pedersen, Morten Resen og Ole Fogh Kirkeby.

Fremover kommer også en bro mellem sportens verden og ledelse. Første udgave kommer allerede i november, når Kasper Hjulmand (fodbold), Mikael Trolle (volleyball) og Peter Bredsdorff-Larsen (håndbold) skal tale ledelse med Peter Brüchmann. Dette format kommer til at hedde ’Bossword Sport’ og udkommer kun i Bossword-kanalen.

Hvad er en partner?

På Mediano går vi meget op i transparens og, at lyttere og læsere altid kan se og høre, hvad sammenhængen er. Så når vi siger, at en partner har sikret, at vi kan udgive et format, betyder det, at partneren betaler for at være med. Derfor er der også som udgangspunkt en indtaling før selve udsendelsen, der så tydeligt som muligt understreger sammenhængen, så ingen kan være i tvivl.

Dermed kan vi betale vores medarbejdere løn, og vi kan betale vores faste eksperter honorar for at være med.

Vi investerer alle vores indtægter i indhold, udstyr og aflønning af de folk, der laver indholdet.

Og alt det andet

Aftalen mellem Mediano og Arbejdernes Landsbank indebærer også andre elementer, som ikke nødvendigvis kan høres af alle lyttere eller ses af vores læsere. Vi kommer til at arbejde med netværk, med aktivering af sponsorater, som hvis Mediano f.eks. er med til at analysere en fodboldkamp i en lounge på fodboldstadion og formentlig også ting, vi slet ikke fundet på endnu.

Meget arbejde foregår også på sociale medier, hvor vi på Mediano forsøger at synliggøre, hvilken rolle vores partnere spiller.

Som vi siger, når vi taler om fodbold som et relationelt spil:

  • Uden lyttere – ingen partnere

  • Uden partnere – intet indhold (i hvert fald ikke ret længe..)

  • Uden indhold – ingen lyttere

Vi glæder os til 2019.

Foto: Getty Images/Lars Rønbøg

Landsholds-special: Hvornår ryster Hareide posen?

Landsholds-special: Hvornår ryster Hareide posen?

Mediano PL: Manchester City er fra en anden planet

Mediano PL: Manchester City er fra en anden planet