Analytisk optakt til foråret i 1. division - del 1

Fodboldanalytikerne fra Tap In har været i arbejdsværelset for at registrere, regne og analysere for at give dig den grundigst mulige analyse af 1. division op til forårspræmieren. Her bringer vi første del med fokus på den nederste halvdel.

Af Tap In Fodboldanalyse

Det du skal til at læse nu, er første del af vores optakt til forårssæsonen i 1. division. Måden vi tilgår vores analyse på er altid, at se kampene og kombinere det med data som vi både selv indsamler og som vi kan få eksternt. Således har os bag Tap In også set næsten samtlige kampe fra 1. division og analyser fra de kampe er en del af det dataset vi kommer til at referere til. Der vil ved nogle hold være én eller to kampe og ved et enkelt hold desværre lidt flere kampe, som vi ikke har haft mulighed for at se og derved heller ikke kunne analysere. Det forsøger vi så vidt som muligt at gennemsigtiggøre og så håber vi ikke, at det ødelægger noget for dig, at vi kun har set 18 af Thisteds kampe i efteråret.

Holdene kommer til at blive gennemgået slavisk, startende fra bunden af, du kan således bare springe dele af optakten over og gå direkte til det eller de hold du gerne vil læse om. Hvis du generelt interesserer dig for 1. division anbefaler vi at læse det hele, da vi har bestræbt os på at analysere os frem til nogle ting ved hvert eneste hold, som forhåbentlig kan gøre dig lidt klogere, også selvom det er et hold du følger inkarneret.

God læselyst.

Skive IK – Efterårets hårdeste skæbne

I Skive går man ind til foråret som rækkens bundprop, godt isoleret under stregen med 9 point op til redning. Et kig på efterårets resultater og de vil fortælle dig, at Skive nok er langt fra at have kvalitet til at overleve i 1. division. De underliggende parametre fortæller imidlertid noget andet. Hvor Skive kun kom igennem efteråret med 11 point for 19 kampe, fortæller vores analyse at heldet i den grad ikke var med skibonitterne, der gennemsnitligt ville have stået med 20,2 point med de præstationer de leverede i foråret. Sådan skulle det dog ikke gå.

Efter nederlaget hjemme til Roskilde i runde 13, i øvrigt en kamp som Skive havde meget stor ære af, men måtte se sig slået af to flotte Mikkel Thygesen-mål, røg cheftræner Kim Kristensen på porten og blev senere erstattet af Anders Gerber. Kim Kristensen der ellers sæsonen før havde leveret et rigtigt flot stykke arbejde og landet holdet på en flot 5. plads, kun fire point op til til eftertragtede 3. plads, som Helsingør endte med at få fuld valuta for. Trænerskiftet endte dog ikke med at gøre den store forskel i de første 6 kampe, hverken når vi ser på præstationerne eller de faktiske resultater. Heldet var stadig ikke med Skive.

Hvis vi skal se på, hvorfor Skive trods alt ligger som de gør, er det oplagte sted at kigge hen defensiven. Skive har så absolut ikke været blandt de bedre defensiver i efteråret, og var det for så vidt heller ikke i successæsonen i 16/17, hvor man også lukkede forholdsvis mange mål ind.

Et af de steder, hvor skibonitterne udmærker sig negativt rent defensivt, er når vi ser på de defensive dødbolde. Her har de forsvaret sig helt forrygende ringe, hvor det er blevet til hele 10 mål man har måtte indkassere i de blot 19 kampe.

Selvom skæbnen har været hård ved Skive rent defensivt, når vi kigger på tallene, kan vi heller ikke undgå at pege på det problem der har været målmandssituationen gennem efteråret. I sommerpausen blev Andreas Raahauge, der har erfaring fra mange U-landskampe bl.a., tilført fra FC Midtjylland, og han overtog med det samme pladsen fra Emil Kobberup. Det blev en hård start for kun 20-årige Raahauge der havde flere uheldige indgreb, kulminerende med en uheldig fodskade mod Thisted, der sendte Kobberup i spil i de næste fire kampe, hvilket ikke gjorde situationen meget bedre. Tilbage kom Raahauge for kun efter to kampe at blive sat af efter en halvsløj indsats mod Viborg, hvorefter det igen var Kobberup der var tilbage mellem stængerne i efterårets sidste kampe.

Hele situation ser foreløbigt ud til at være afsluttet med et lidt uskønt forløb henover vinteren, hvor Kobberup fik tilbudt en dårligere aftale og endte med at søge andre græsgange. Om den potentielle ro det kan give, er det der skal til for, at Raahauge får fundet et højere niveau, kan man håbe på for Skive, under alle omstændigheder må noget mere stabilitet og bedre præstationer på målmandsposten være et minimum for Skive, hvis de skal gøre sig forhåbninger om overlevelse.

Hvis Skive skal fæstne deres håb om overlevelse til noget, skal det være til offensiven. Blot to mål færre end topholdet Vejle er det blevet til. Holdet er i besiddelse af en bred palette af dygtige offensive spillere der så absolut har niveau til 1. division bl.a. Frederik Brandhof, Jeppe Mogensen, Jesper Henriksen, Mathias Bersang, Mathias Pedersen og Martin Thomsen. Den bredde har gjort, at man endda har kunne tillade sig at lade nogle offensive folk gå i vinterpausen i Andreas Kock og Alexander Baun, uden at man har hevet noget ind den anden vej. Umiddelbart skulle man måske tro, at Alexander Baun der i vinterpausen er rejst til Hobro efter at have gjort kometkarriere, ville være et større tab for et hold af Skives kaliber. Halvvejs inde i efteråret blev Baun mere eller mindre faset ud af holdet ifm. en skade, uden at det egentlig havde nogen indvirkning på de offensive præstationer. Det skal blive rigtigt spændende at følge ham i Hobro, hvor der skal arbejdes en del på hans slutprodukt og beslutninger på sidste tredjedel, men i Skive er man allerede videre uden de store problemer på den position. På samme måde er afgangen af lejesvenden FCM-lejesvenden Kaan Kairinen heller ikke umiddelbart noget stort tab, da man på mærkværdigvis aldrig fik fundet en rolle til ham på holdet.

Én spiller har vi endnu ikke nævnt, når vi snakker om Skives offensiv, og det er den fortsat største profil, Thomas Dalgaard. Niveauet er ikke længere til dengang det var Superligatopscorer og skifter til Holland og Tyrkiet der stod på menuen, men Dalgaard hører stadig til blandt rækkens farligste angribere.

Med 9 point op til overlevelse, ser en redning meget svær ud for Skive, men omvendt præsterede holdet i efteråret absolut til mere end de fik i nogle kampe, og får Anders Gerber skabt en højere grad af stabilitet i forsvaret og på målmandsposten i løbet af foråret, så har man de offensive kvaliteter til at sætte nogle store præstationer sammen. Vi tør i hvert fald ikke at dømme Skive og Thomas Dalgaard ude endnu.

Brabrand – På fransk visit i det gode selskab

Ikke mange havde på forhånd levnet Århus-forstaden mange chancer for overlevelse før sæsonen, os selv inklusiv. Gennem efteråret vidste Tom Søjbergs tropper dog, at de bestemt ikke bare lader sig kue, især ikke på hjemmebane, og Brabrand udviklede sig hurtigt til at blive et træls bekendtskab med deres spillestil for flere modstandere. Holdet der primært er et opsamlingsheat af gode 2. divisionsspiller og talenter fra nogle af omegnsklubberne, suppleret med Kenan Hajdarevic og Mads Schäfer Bak (tidligere Mads Jessen) der har været på nogle af de bedre adresser i dansk fodbold, leverede når alt kom til alt som forventet pointmæssigt, og går ind til foråret med 7 point op til redning.

Ikke overraskende har nogle af de dyder Brabrand har forsøgt sig med offensivt været noget af det mere simple, såsom bl.a. dødboldsspillet. Med Mads Bak Schäfers kælne højre fod og anfører Jesper Brincks lange indkast, har man også formået at gøre den del af spillet til et potent våben.

Et af de elementer hvor Søjbergs tropper dog har været forbløffende ringe, har været på deres offensive omstillinger. Brabrand er ganske vidst ikke et hold der bruger mange kræfter i deres presspil og en Kenan Hajdarevic er da heller ikke nogen udpræget omstillingsspiller, men holdet er absolut ikke blottet for fart og tekniske kvaliteter, og det må være et fikspunkt for Tom Søjberg i det kommende forår, at man får løftet sig på det parameter.

Hvis man skal finde noget tro på, at Brabrand rent faktisk formår at overleve i 1. division, er det ikke umiddelbart i vinterens transfervindue man skal lede. Ud er gået holdets klart største profil i Kenan Hajdarevic der er taget sydpå til Fredericia, og det bliver et stort afsavn.

Han har ikke blot lavet 7 ud af holdets 16 mål, han har også været et vigtigt referencepunkt i duelspillet og en god opspilsstation der har været en af holdets mest chanceskabende spillere. Kvalitetsforskellen fra Hajdarevic og ned til de interne løsninger i primært en Mikkel Ørbech og Mike Kaljo, er betragtelig, og samtidig har Nichlas ”Tunna” Knudsen, der også tilførte offensive noget bredde, forladt klubben.

Det eneste umiddelbart klare løsningsforslag der er kommet ind i vinterpausen, er AGF-lejesvenden Michael Zacho, der pludselig var røget langt ud i kulden på Fredensvang. Zacho er for det første ikke udpræget angriber og for det andet typemæssigt meget langt fra Hajdarevic. På den anden side, har Zacho tidligere vist, at han sagtens kan lave mål, da han blev delt topscorer i U19-ligaen med Mikkel Duelund for nogle år siden, og han kan potentielt også tilføre holdet noget af den eksplosivitet der gør, at man bl.a. kan få lagt på i kontraspillet. Han bliver i hvert fald spændende at følge.

Sidst men absolut ikke mindst må det også nævnes, at Brabrand er blevet en solid førstemålmand fattigere, da det ikke lykkedes at få de økonomiske ender til at møde med Mathias Rosenørn, der stod et fint efterår. Erstatningen skal nok findes mellem reserven Daniel Vinjegaard og nytilkomne Can Dursun, men under alle omstændigheder er det svært at forestille sig, at det ikke også her bliver lidt af en svækkelse, i hvert fald på kort sigt.

Brabrand blev ikke levnet mange chancer før sæsonen, og ovenpå efteråret og vinterens transfervindue, er der ikke den store grund til at tildele dem nogle større chancer for overlevelse. Det kan kun være folk med et blødende hjerte for klubben, der reelt kan finde noget tro på, at Brabrand klarer skærene, og de nærmest ikke eksisterende forventninger kan måske ende med at skabe noget frigjorthed der bekommer dem vel. Den realistiske vurdering må dog blive, at Brabrand godt kan risikere at blive divisionens prygelknabe i foråret, og at efterårsudlægget med 13 point bliver svært at leve op til.

(Lavet med det forbehold, at vi ikke har haft lejlighed til at se og analysere Brabrands kampe fra Runde 1, 3-5 og 19.)

Fremad Amager – Overraskelsen der udeblev

Sebastian Andersen, Niklas Dannevang, Jonas Gemmer, Morten Nordstrand. Det er bare nogle af de spillere som Fremad Amager tilførte truppen før sæsonen. Spillere med masser af erfaring fra Superligaen og fra toppen af 1. division, spillere der bragte forventninger og forhåbninger om, at amagerkanerne kunne løfte sig fra sidste sæsons 10. plads. Sådan er det dog foreløbigt ikke gået, Fremad Amager træder nemlig ind til foråret som rækkens nr. 10, med en god syvpointsmargin ned til nedrykningsstregen. Umiddelbart virker Amager måske til lige at være niveauet over de to nederste hold, men som beskrevet længere oppe, kunne de snildt have været i en langt tættere nedrykningsstrid, end de er nu.

Skal vi lede efter årsager til de skuffende præstationer, må vi starte med at kigge på offensiven. Faxe og Co formåede kun at score skræmmende lave 14 mål i efterårets 19 kampe. Ser vi lidt nærmere på de underliggende tal kan vi se, at de trods alt er lidt i den lave ende, når vi ser på de chancer de har skabt, men uanset hvad, har holdet præsteret som et af rækkens klart ringeste offensivt.

Hvor dødboldene og det etablerede angrebsspil ligger på et ok niveau, er det især i omstillingsspillet, at Faxes tropper stadig har rigtigt mange meter at gå. Når man har set Fremad Amagers kampe og tager et kig ned over deres trup, får man hurtigt en fornemmelse af, at det her hold ganske enkelt mangler offensive gennembrudsspillere.

Gennem efteråret har John Faxe flekset meget mellem at spille med én eller to angribere og generelt lignet en der har ledt og muligvis stadig leder efter den rette formel. På de forreste pladser, har det som regel været Morten Nordstrand eller Anders Kaagh, og selvom man kan sige meget pænt om deres angrebskvaliteter, er det ikke mange gennembrud og udfordringer man får fra de to. På samme måde gemmer der sig blandt de offensive midtbanefolk også nogle rigtigt kloge og teknisk dygtige spillere som Sebastian Andersen, Olcay Senoglu, Mohammed Abdalas og Martin Jensen, men fælles for dem er også, at de på deres stadier af deres karrierer, ikke er spillere der længere sætter en mand af med bolden på fødderne eller formår at true særligt mange bagrum i 1. division. Samtidig virker det ikke til, at deres tekniske og relationelle færdigheder for alvor kommer til sin ret, fordi at de bare mangler spillere der formår at strække et forsvar.

Et af de lyspunkter der dog også har været i Fremad Amagers offensive spil, har været den unge Jabar Sharza der blev hentet hos AB i sommerpausen. Sharza bringer netop noget af den her fart og opportunisme, som amagerkanernes spil ofte mangler, og selvom udfaldene bestemt stadig er hyppige, så giver han som regel bare holdet et mere interessant offensivt udtryk, når han er på banen.

Kigger vi på tallene er der ikke meget der tilsiger, at Sharza ikke skulle spille klart mere end han gjorde i efteråret, hvor han røg ind og ud af holdet, for den offensive impact han leverer, når han er på banen er til at tage og føle på og klæder holdet. Med Olcay Senoglus afgang i vinterpausen efterlader han i hvert fald en del minutter, som Sharza sagtens kunne tænkes at tage en ordentlig luns af, og han er i hvert fald en spiller som vi glæder os til at følge i foråret, på et til tider ret blodfattigt Fremad Amager-hold.

Kigger vi på den defensive side af bolden er det også svært at lade sig begejstre af, hvad Faxes tropper har leveret her. Ganske vidst har de tre andre hold i nedrykningsstriden lige nu lukket flere mål ind, men det kunne sagtens have været end værre for amagerkanerne i flere af efterårets kampe.

Den generelle roden rundt mellem formationerne som har kendetegnet Fremad Amagers efterår, har så absolut ikke været gunstigt for defensiven, og holdet har klart set mest solidt ud, når det har handlet om at skulle forsvare en føring, og man har været afklaret med, hvad der skulle til. Der er også på den baggrund at Fremad Amagers sejre er kommet, hvor alle 6 sejre har været med kun ét mål, og de 5 af dem har været 1-0 sejre. Balancen mellem at angribe og forsvare i åbne kampe eller når der skal jagtes en føring har konsekvent været et problem og noget der uden tvivl skal arbejdes med. Det er bevares heller ikke i defensiven, at holdet har sine individuelt stærkeste kort, men når de rent faktisk viser, at de sagtens kan forsvare sig forbilledligt i kampe, hvor de har et resultat, så kan man godt tillade sig at forvente, at den generelle defensive præstation kommer til at løfte sig i foråret.

Vintervinduet er bl.a. brugt til at lave en udskiftning i forsvaret, hvor Joel Kabongo er røget tilbage til Brøndby og Morten Hegaard er kommet ind fra Helsingør på en lejeaftale. At Kabongo er det større talent af de to, står nok ikke til større diskussion, men han fandt aldrig sin rolle på John Faxes midterforsvar. Om den garderhøje Hegaard kommer til det skal blive interessant, mulighederne for at spille sig på må i hvert fald være til stede.

Af de mere kuriøse tilføjelser springer navnet Nick DePuy i øjnene, der er kommet på en lejeaftale fra MLS-klubben Montreal Impact, efter at have været på et lejeophold i den noget mindre profilerede USL-liga. Man skal ikke se meget video på DePuy for at kunne identificere ham som type. Det er åbenlyst endnu en boksspiller til samlingen man har fået tilknyttet og næppe en spiller der kommer til at tilføre den fart og gennembrudskraft, man godt kan savne på holdet. Når det så er sagt, er DePuy nok tiltænkt at skulle ind og tage minutter fra en Anders Kaagh, der var svagt spillende i efteråret, og hvordan hans fysiske egenskaber kommer til at supplere Morten Nordstrands målnæse bliver i hvert fald spændende at følge.

Der er plads til masser af forbedring for Fremad Amager i foråret, og det forventer vi faktisk også at se, for holdet ser så absolut stærkere ud, end hvad efterårets præstationer afspejlede. Der er masser af ting at arbejde på i begge ender af banen, og det er ved at være tid for John Faxe til at vise, at han rent faktisk kan tage det her hold det næste skridt fremad, hvis der fortsat skal være optimisme omkring hans projekt.

(Lavet med det forbehold, at vi ikke har haft lejlighed til at se og analysere Fremad Amagers kamp fra runde 3).

Nykøbing FC – Stadig lang vej til Superligaen

Superligaen inden 2020!

Jo jo, ambitionerne fejler absolut ikke noget på Sydhavsøerne. Den udtalte ambition om at blive en del af dansk fodbolds fineste selskab inden for det næste halvandet år, afviger man ikke fra på trods af et jævnt efterår i 1. division, hvor man har manifesteret sig som en af rækkens mere grå eksistenser.

Et kig ned over Nykøbing FCs trup gør det da umiddelbart også svært at forvente meget mere af holdet. Masser af Superligakampe er ganske vidst samlet på de herrer Due, Christensen, Pleidrup og Svensson, men vi skal efterhånden også en del år tilbage for, at Superligaen rent faktisk var hverdag for de fire.

Ser vi på de underliggende præstationer for efteråret, var de ligeså jævne som resultaterne var de. 23,41 Expected Points spillede man sig frem til jf. vores analyse, og med 23 point bogført, er der ikke meget at sige til det. Inden vi slår holdet helt i hartkorn som divisionens mest kedelige hold, fortjener det så absolut at blive nævnt, at holdet spiller nogle af de mest målrige kampe i divisionen, og at det sjældent er kedeligt at se på rent fodboldmæssigt. De underliggende parametre på både den offensive og defensive del, placerer holdet som henholdsvis nr. 8 og nr. 9, så der er absolut intet overraskende ved holdets placering, og det er svært at se, hvorfor det skulle ændre sig det store i foråret.

Noget af det der måske kan gøre, at Nykøbing FC får lagt et ekstra niveau på i foråret og bliver endnu mere interessante offensivt, er hvis de får sat Joachim Wagner ordentligt i gang. Wagner leverede en flot sæson i 16/17, hvor han med 14 mål tog 2. pladsen på topscorerlisten i 1. division, kun et enkelt mål efter Dominic Vinicius. I starten af denne sæson var Wagner var rent ud sagt fremragende og hans præstation i sæsonpremieren mod Skive, står for os tilbage som i hvert fald en af efterårets tre flotteste individuelle præstationer i rækken.

Wagner fik desværre ødelagt sit efterår af en skade og måtte senere opereres og spørgsmålet er, hvilken forfatning han er i, når ligaen starter op igen. Når Wagner spiller har han i hvert fald bevist, at han er en af ligaens mest alsidige offensive spillere med en fremragende sparkefod og rigtigt gode evner én mod én, og hvis Nykøbing skal have forløst deres oprykningsambitioner i næste sæson, skal Wagner trække et stort læs. Han bliver fortsat meget spændende at følge.

Vintervinduet i Nykøbing var suverænt rækkens mindst begivenhedsrige. Ingen er kommet til og ud er gået to klubmænd i Jan Berner og Anders Vest-Hansen. Vest-Hansen vil uden tvivl blive savnet på holdet, hvor han også spillede en betragtelig rolle i en stor del af efterårets kampe, og han efterlader på den korte bane et vakuum som dynamoen på den centrale midtbane, som han sad godt på før sin skade. At der ikke er kommet noget ind i stedet for de to, ligner også en tydelig markering af, hvad det er for et forår Nykøbing går ind til. Det handler om opbygning, og det handler nok også i høj grad om at give en række af de unge spillere flere minutter i benene, så de kan få skabt mere kvalitet og bredde indefra. Spillere som Sebastian Koch og Jeppe Arnesen ser vi i hvert fald gerne mere til i foråret.

Elefanten i rummet er dog stadig, hvordan Nykøbing FC skal få stablet et hold på benene der er Superligakandidater fra sommer af. Nuvel FC Helsingør har vist vejen, Thisted har brændt et forrygende efterår af, men som en helt seriøs kandidat man skal regne med, er der umiddelbart stadig et stykke vej. Meget kan ændre sig på kort tid, især i 1. division hvor hold rykker op og ned og skal bygge op noget nær fra grunden nogle gange, og alene på kontinuiteten kan Nykøbing sikkert vinde mange meter. Når det så er sagt, så er det bare svært at finde flere spillere på Nykøbing-holdet der ville kunne gå ind blandt de startende på flere af topholdene i rækken, og det er optimistisk at tro, at udviklingskurverne hos folk som Anders Due, Lars Pleidrup og Søren Christensen skulle være støt stigende.

Respekt for, at man tør melde nogle så klare ambitioner ud på Sydhavsøerne, og at man har en vision om, at der også skal spilles Superligafodbold i den ende af landet. På den korte bane kan man bare godt frygte på klubbens vegne, at den vision lidt er et luftkastel, og det er i hvert fald i øjeblikket svært at sætte fingeren på, hvad det er der skal bringe Nykøbing op i det gode selskab.

FC Roskilde – Ét skridt frem og to tilbage

Der var god tro på tingene på Roskildes vegne, før sæsonen startede. Den kontinuerlige opbygning fra oprykningen i sommeren 2014 frem til 4. pladsen i fjor, har lignet en fornuftig udvikling ét skridt af gangen hen imod at blive Superligakandidater. Masser af kvalitet og erfaring er blevet tilført truppen gennem de seneste par sæsoner, med en god blanding af tidligere Superligaprofiler og interessante yngre spillere fra divisionerne med opadgående udviklingskurver.

Det lignede at der nu skulle geares op til at tage det næste og måske mest afgørende skridt, da René Skovdahl før sæsonen blev hentet hjem fra Norge, og gav holdet en decideret cheftræner. Sådan skulle det langt fra gå.

9 kampe og 8 point blev det til, før at Skovdahl allerede efter få måneder var ude af døren igen. Og i de 9 kampe var der ikke tale om uheld, så meget som der bare var tale om decideret dårlige præstationer. Remisen i premieren mod Brabrand har vi desværre ikke haft mulighed for at analysere, men de følgende 8 kampe gav 9,54 Expected Points jf. vores analyse, og selv hvis man har opnået de 9-10 point, havde det næppe heller været tilfredsstillende.

De åbenlyse mangler var i defensiven. 15,62 Expected Goals og 13 faktiske mål indkasserede man, plus to straffesparksmål, i de 8 kampe, og de matematiske studenter vil nok allerede have gennemskuet, at det bliver en besværlig opgave at vinde fodboldkampe, når man lukket to mål ind i gennemsnit.

Efter at Anders Møller Christensen fik lov at styre tøjlerne i en tjubangkamp i Viborg, der endte 4-3 til værterne, kom tidligere First Team Coach Rasmus Monnerup til, og han fik reguleret defensiven i den resterende del af efteråret.

Skæbnen kunne sagtens have været lidt hårdere ved Roskilde i nogle af kampene, men grundlæggende førte skiftet i hvert fald til nogle mere positive defensive tendenser, og det er da bestemt ikke utænkeligt, at det bl.a. var luftforandringen der gjorde, at der kunne presses et par ekstra procenter ud af citronen der gjorde, at de tætte kampe begyndte at tippe Roskildes vej. Ser vi på den rent offensive del, var der ikke nogen markant forskel i den offensive produktion fra Skovdahl til Monnerup. Under Skovdahl lå man godt tre mål under sin faktiske chanceproduktion, hvor man under Monnerup spillede til par. Generelt var Roskildes offensive produktion gennem efteråret ganske fin, og der er ikke nogen grund til at tro på, det Roskilde ikke generelt skulle kunne hæve deres målsnit en smule henover foråret.

Vintervinduet stod i kontinuitetens tegn for Roskilde, hvor de eneste umiddelbart nævneværdige justering har været, at man har fået tilført Mark Gundelach fra HB Køge. Det er absolut heller ikke en uvæsentlig signing. Gundelach er absolut en af rækkens bedre højre backs og ligner en opgradering på positionen, hvor man ellers har den efterhånden aldrende Simon Richter. Og så er det samtidig en klar markering af, at man kan stjæle en profil fra en direkte konkurrent og rival, der sætter to tykke streger under, at FC Roskilde stadigvæk sigter efter at komme fremad nu og her.

Det var på mange måder et forspildt efterår for Roskilde i en positionering mod et evt. Superligakandidatur, men omvendt ser man nu ud til at have fået sat holdet omkring holdet ordentligt. Med 7 point op til tredjepladsen, kan man ikke melde Roskilde ude af oprykningskampen, men prognosen siger umiddelbart, at der især i Viborg og Esbjerg er to mere oplagte bejlere til at angribere den nuværende top 3. For Roskilde kan foråret godt ende med igen at blive en opbygning hen mod næste sæson, og en opgave der også handler om at kunne fastholde spillere som Morten Nielsen, Mikkel Nøhr og Frederik Schram, før det så for alvor er tid til at række ud efter oprykningspladserne, og måske endda den direkte, i næste sæson. Det er i hvert fald indiskutabelt et hold der står foran en spændende udvikling.

(Lavet med det forbehold, at vi ikke har haft lejlighed til at se og analysere FC Roskildes kampe fra runde 1 og 18).

Viborg – Kæmpen der kommer fra baghjul

Chokket fra nedrykningsskuffelsen mod Helsingør havde næppe nået for alvor at lægge sig, da bolden blev givet op i 1. runde i Thisted, og Viborg FF kom derfra med et nederlag på 2-1, i en kamp hvor Viborg ellers havde de bedste muligheder for at vinde, men måtte se sig slået på to flotte sene mål af Jeff Mensah og Mikkel Agger. Mere skulle der åbenbart ikke til, og så var cheftræner Johnny Mølby fortid i klubben, kun godt et år efter, at han og klubben stod som en af Superligaens største succeshistorier og blev nævnt som mulige top 6-bejlere.

Således blev hverken resultaterne eller præstationerne bedre i de følgende kampe, hvor Viborg også var det dårligste hold på banen i kampene mod Esbjerg, Nykøbing og Fredericia der alle blev til nederlag. Duoen med klubikonerne Højer og Pedersen viste sig ikke som noget quick fix, men fik alligevel overdraget ansvaret permanent og som efteråret skred frem begyndte Viborg mere og mere at ligne det hold, som vi på forhånd havde forventet.

At overvintre på en 7. plads er dog uden tvivl en kæmpe skuffelse for viborgenserne, og det er nok tvivlsomt hvorvidt cheftræneren stadig hedder Steffen Højer til næste sæson, hvis ikke den præstation forbedres. Med 28 point og 29,88 Expected Points ligger Viborg mere eller mindre som de har redt, men mod slutningen af efteråret så vi absolut tegningen til, at det kan bedres.

Fra runde 10 og fremefter snittede Viborg 1,67 Expected Points per kamp, og eneste nederlag i de 10 kampe kom i sidste runde mod FC Roskilde, i en kamp hvor Viborg godt kunne have fået både 1 og 3 point, havde det ikke været for nogle store hovedstødafbrændere af Søren Reese og et smukt mål af Mikkel Nøhr Christensen, der afgjorde kampen. Eneste reelle udfald i præstationerne i den kamprække, var i hjemmekampen mod Thisted, som gæsterne havde største ære af, og hvor Viborg ikke var uheldige med et uafgjort resultat.

Noget af det Viborg især må fæstne deres lid til gennem foråret er, at de formår at lukke færre mål ind. 29 mål i 19 kampe er selvsagt noget i overkanten, når man ser sig selv som bejler til den øverste plads i rækken. Ser vi bag målene og kigger på den generelle defensive præstation, er billedet også noget værre end det kunne have været.

Ser vi på tallene ligger Viborg med i den gruppe i rækken der forsvarer sig noget bedre end resten, hvor det for deres og Fredericias vedkomne har set noget værre ud, end det kunne have gjort. I Viborgs tilfælde har de i efteråret været udsat for genialiteter fra bl.a. Anders Dreyer, Mikkel Knudsen, Mikkel Nøhr, Dominic Vinicius og Asger Bust, og med lidt held kunne pendulet være svinget den anden vej og så havde situationen set noget anderledes ud for viborgenserne. Sådan er fodbold nogle gange. Samtidig har Walter Viitala ikke vist sig at være den profil i 1. division eller på Viborg-holdet, som man kunne have forhåbninger til før sæsonen.

Rent offensivt har Viborg så omvendt også overpræsteret lidt på deres chancer. Her har Steffen Højer dog også flere rigtigt gode afsluttere og mange strenge at spille på. Især Andreas Albers og Pierre Larsen har været gode til at omsætte deres chancer til mere end de reelt var til, hvor Morten Beck har haft lidt mindre skarphed og tur i den. Generelt er Pierre Larsen faldet rigtigt flot ind på holdet både som afslutter og som kreativt indslag, og vanen tro nærmest, leverer Christian Sivebæk varen i 1. division og har meget ofte sidste eller næstsidste fod på en Viborg-afslutning. Kan man måske endda også få arbejdet Oliver Thychosen ind på holdet i løbet af foråret, så er der for alvor tale om luksusproblemer på kanterne.

Hvor det nærmest virker til at have været et tema at lade sin topscorer gå i vinterpausen, er Viborg gået i den stik modsatte retning og har gaflet Vendsyssel-topscoreren Christian Moses. At Vendsyssel har måtte være ofre for sin egen strategi og forhold til en afrikansk klub ift. Moses, og i stedet må se ham smutte til Viborg på en lejeaftale, må være rent ud sagt træls. For Viborg giver det dem bare endnu et spændende kort at spille ud i angrebet, og en spiller der truer bagrummet mere end Andreas Albers gør i hvert fald, samtidig med at Moses også har været et klart referencepunkt for Vendsyssel i indlægsspillet.

Derudover er truppen også blevet tilført et rigtigt interessant offensivt kort i Nicklas Røjkjær. Det blev ikke til noget gennembrud i FCK for stortalentet fra Silkeborg, men måske er et ophold på 2. klasse i dansk fodbold det der skal til for at kickstarte hans karriere. Hvor tæt han er på holdet her fra start af og om han er tiltænkt en central rolle eller skal ud på venstre kant, bliver rigtigt interessant at følge. Optaktskampene tyder på det sidste, men Viborg er jo som tidligere nævnt begavet med nogle rigtigt gode folk på kanterne, så her kan det godt blive svært at få tilkæmpet sig spilletid foreløbig.

Derudover er der sket en reel udskiftning i midterforsvaret, hvor Erik Moberg er gået ud og Nikko Boxall fra New Zealand, der blandt andet har været en tur over finsk fodbold, er kommet ind.

Sidst men absolut ikke mindst har man hentet Mikkel Knudsen i Fredericia. Knudsen er en spiller som vi i den grad også har fundet interessant ovenpå hans efterår, hvor han har været inde i en rivende udvikling. Uden at falde i en klichéfyldt sammenligning, er det svært at se på Knudsen og hans spil uden at drage nogle paralleller til den udvikling Jens Martin Gammelby har været inde i.

Begge spillere var angribere i deres ungdomsår, som Knudsen tilbragte i OB. Begge spillere er forholdsvis store af en moderne angrebsback at være. Begge spillere er målfarlige og afslutter godt med begge ben, således har Knudsen laver to af sine tre mål i efteråret med venstre ben. Og så kom begge spillere for alvor til deres ret, da de fik lov at spille wingbacks. Det får Knudsen næppe lov til i Viborg, og det må vi se, hvad det gør ved hans spil, men det er i hvert fald meget let at se, hvad Viborg forelskede sig i ved hans spil, og jf. vores data var han divisionens bedste back rent offensivt i efteråret, så den udvikling bliver meget interessant at følge.

Med fire point op til 3. pladsen og med den gode afslutning på efteråret og det perspektivrige transfervindue in mente, er det svært ikke at se Viborg som en kraftig bejler til oprykning i denne sæson. Det berettiger truppens kvalitet mere end rigeligt til. Samtidig må det også forventes, at mindst to af de hold der ligger foran i tabellen kommer til at miste noget af det momentum de havde i efteråret, så når alt kommer til alt, tror vi på Viborg i top 3, og det vil med garanti i hvert fald ikke blive kedeligt, hvis klubben med den altid solide opbakning ender med at skulle spille de afgørende kampe op oprykning.

Det var første halvdel af vores optakt til foråret i den altid spændende 1. division. Vi håber den har været læseværdig. Ris, ros, forslag og andre henvendelser modtager vi som altid gerne på vores Twitter @tapinfodbold eller vores mail: tapinanalyse@gmail.com.

Og så husk at komme ud og se noget fodbold!

Foto: Jan Christensen/Getty Images