MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Mediano Sócrates: Fra formodet identitetstyv til potentiel tysk landsholdsspiller

Mediano Sócrates: Fra formodet identitetstyv til potentiel tysk landsholdsspiller

Historien om Bakery Jatta er fortællingen om en afrikansk teenager, der flygter fra fattigdom og på få år etablerer sig som stamspiller i Hamburger SV. I denne sæson risikerer drømmen imidlertid at smuldre, da den gambiske kantspiller beskyldes for at lyve om navn og alder.

person.jpg

AF MATHIAS B. A. HENRIKSEN, CAND.SOC. I SOCIALVIDENSKAB OG GLOBALE STUDIER OG DELTAGER PÅ MEDIANO SÓCRATES

logo_test.png

Det er en lun aften i Hamborg den dag i april sidste forår. Hamburger SV tager imod RB Leipzig i en på mange måder historisk pokalsemifinale. I hjemmeholdets startopstilling finder man flere unge talenter hos traditionsklubben, der tilbringer første år udenfor Bundesligaen i klubbens 132 år lange historie.

Mest iøjnefaldende er Hamborgs nye offensive es på venstrekanten, den bare 21 år gamle Bakery Jatta fra Gambia. Spilleren, der kom til Tyskland mens flygtningekrisen var på sit højeste i 2015, havde eftersigende aldrig før spillet fodbold, da han tog til prøvetræning hos først Werder Bremen og dernæst HSV, inden han skrev kontrakt med sidstnævnte. I sig selv en kuriøs og opsigtvækkende historie, der får de fleste til at spærre øjnene op og spørge: kan det virkelig passe? Men når først man har set Jatta indtage venstrefløjen med sin store krop, kantede bevægelser og uskønne teknik, hersker der imidlertid ingen tvivl om, at her er der tale om en meget utraditionel fodboldspiller.

Da Jatta og holdkammeraterne løber ind til pokalkampen, er der ikke mange forventninger til turneringens positive overraskelse fra Hamborg. Ved siden af løber spillerne fra Bundesligaens aktuelle nummer tre, RB Leipzig, der aldrig har været tættere på et trofæ i klubbens relativt korte historie siden grundlæggelsen i 2009 - samme år som HSV sidst stod i en pokalsemifinale.

Dette foreløbige højdepunkt i karrieren står på mange måder i skærende kontrast til Jattas første tid i Tyskland, hvor han som nyankommen immigrant uden opholdstilladelse må kæmpe for noget langt mere essentielt end pokaler og fodboldhæder.

For en mindreårig uledsaget flygtning fra Vestafrika er det ikke muligt at søge om asyl i Tyskland. Til gengæld kan Jatta søge om midlertidig opholdstilladelse, men kun så længe han er i arbejde, hvorfor professionel fodbold og kontrakten hos HSV bliver hans redning. 

En spektakulær scoring i trængte HSV-tider

De første 24 spilleminutter af kampen forløber som forventet. Et fyldt Volksparkstadion kan se favoritterne fra Østtyskland bringe sig i front 0-1 på et hovedstødsmål af Yussuf Poulsen efterfulgt af to Leipzig afslutninger på træværket. Hjemmeholdet er presset helt i bund. Af samme grund er det svært at klandre Leipzigspiller Kevin Kampl for hans opportunisme, da han modtager bolden midt på banen og først prøver at drible forbi sin direkte modstander for derefter på arrogant vis at drible baglæns i banen, i den klare forventning at ingen modstander kan tage bolden fra ham.

Det skal han komme til at fortryde bare få sekunder senere, hvor hans direkte oppasser i Bakery Jatta følger ham konsekvent ned i banen og med et insisterende genpres går i ryggen på Kampl. Efter to mislykkedes forsøg på at fravriste Kampl bolden, lykkes det den unge gambianer at komme i vejen for modspillerens forsøg på en tilbagelægning til målmanden. Helt alene på Leipzigs banehalvdel og uden skyggen af holdkammerater i nærheden, vælger Jatta den direkte vej og sender et opportunistisk langskud afsted fra distancen til publikums store forbavselse. Et sus går gennem de 52.265 tilskuere efterfulgt af et jubelbrøl. Kampens dommer Felix Brych fløjter og peger mod midten, alt imens Jatta overdænges af holdkammerater på banens sidelinje.

Se målet efter 1.08 i videoen herunder:

Watch the highlights of Hamburger SV vs. RB Leipzig from the Semi Finals of the DFB Cup 2018/19. Goals: 0:1 Y. Poulsen (12'), 1:1 Jatta (24'), 1:2 Janjicic (OG, 53'), 1:3 Forsberg (72') Subscribe now for more action: https://zly.de/dfb/yt_sub

Trods Jattas drømmemål og en heroisk kamp for Hamborg-mandskabet ender både pokalkampen og sæsonen som lige ved og næsten. Holdet taber semifinalen med 1-3 efter forlænget spilletid og misser sidenhen muligheden for oprykning i sæsonens sidste spillerunde. Jattas drømmemål skal dog blive definerende for den kommende tid i HSV, hvor der i og omkring klubben lægges et stort forventningspres på den offensive profil for fremtiden.

Medieskandalen ruller

Den nye sæson 2019/20 er kun to runder gammel, da en artikel i sportssektionen hos den tyske tabloidavis Bild vender op og ned på Jattas situation. Under overskriften ”spiller HSV-profil Jatta under falsk identitet?” bringer avisen historien om en tidligere gambisk ungdomslandsholdsspiller kaldet Bakery Daffeh, der efter sigende ligner Jatta til forveksling og på mystisk vis er forsvundet i hjemlandet.

Bild-artiklen beskriver blandt andet, hvordan Daffeh er to og et halvt år ældre end Jatta og har en stribe klubber i Gambia, Nigeria og Senegal på CV’et. Avisen bringer desuden et billede af Daffeh, så læseren selv kan vurdere, hvorvidt der med de to gange Bakery er tale om én og samme person.

At der sættes spørgsmålstegn ved identiteten hos en professionel fodboldspiller med afrikansk oprindelse, er på ingen måde et nyt fænomen. Tag den mangeårige AB og HB Køge profil Ali Akida, der viste sig at hedde Emmanuel Ake eller tidligere AAB’er Christian Bassogog, hvis alder har været heftigt debatteret herhjemme. Læg dertil den belgiske stjerneangriber Romelu Lukaku i Inter, Joseph Minala i Lazio eller Dortmunds supertalent Youssoufa Moukoko på den internationale scene. Listen er lang, men Jattas historie er alligevel unik. Med hans flygtningebaggrund er han efterårets hidtil hotteste politiske emne i Tyskland, hvor ledende politikere ikke tøver med at inddrage Jattas historie som kritisk argument i en større debat om Angela Merkels indvandringspolitik.

Efter Bild-artiklen bliver Jattas sag genoptaget af de lokale integrationsmyndigheder i Hamborg, ligesom det tyske fodboldforbund (DFB) tvinges til at tage stilling til sagen, da HSV fortsat ufortrødent bringer Jatta i spil som fast mand i startelveren uge efter uge. Skulle Bilds påstande vise sig at holde stik, risikerer Jatta derfor både udelukkelse fra tysk fodbold og hjemsendelse til Gambia.

Sagen er yderst kompliceret, blandt andet fordi der indhentes vidner fra både Hamborgklubbens ledelse og Gambia, hvorfor HSV-mandskabet når at spille en del kampe, mens sagen står på. Alle med samme resultat: Hamborg sejr på banen med efterfølgende protest indberettet af modstanderholdet. Først Nürnberg (4-0), så Bochum (1-0) og senere Karlsruhe (4-2). Særlig vildt går det for sig på udebane hos sidstnævnte, hvor Jatta konsekvent kampen igennem bliver udsat for tilråb og piften, hvilket kun fører til endnu flere ophedede diskussioner i landets aviser.

Uventet støtte fra klubrivaler

Jatta-sagen bliver så stor, at enhver tysk lokalavis med en sportssektion og en lokal professionel fodboldklub interviewer byens hold om deres holdning til sagen. Mest bemærkelsesværdigt går det for sig hos 2. bundesligaoprykkerne fra VFL Osnabrück, der i Daniel Thioune har tysk fodbolds eneste træner med afrikansk baggrund. Til lokalavisen Neuen Osnabrücker Zeitung pointerer Thioune, at for dem er det et spørgsmål om etik, når hans klub på ingen måde har i sinde at følge i de andre protestklubbers fodspor:

“Dem, der ikke lykkes med at få point mod HSV, bør fokusere på egne sportslige fejl i stedet for at forsøge at drage fordel på bekostning af en uskyldig flygtning.”

I den lidt mere kuriøse afdeling, kan Jatta og HSV ligeledes hente opbakning fra en mere uventet kant, da lokalrivalerne og bysbørnene fra FC. St. Pauli blander sig i sagen. Teknisk direktør i kultklubben samt tidligere bundesligaspiller og trænerikon, Ewald Lienen, stiller sig højst uforstående overfor de mange protester, da han til nordtysk lokal-tv forurettet spørger:

“Det handler om en person som er integreret, tjener sine penge her og betaler sin skat, så alle er lykkelige. Hvorfor skal man bore i det og skabe sådan en historie?”

Så længe spilleren kan spille fodbold og har underskrevet en kontrakt, så er alderen i princippet ligegyldig, lyder det fra Lienen.

En foreløbig afgørelse med efterfølgende landsholdsinvitation

Efter en måneds diskussion og drama er sagen nu lukket, og både Jatta såvel som HSV er frikendt for alle beskyldninger, efter at det lykkes myndighederne i Hamborg at finde frem til en fødselsattest fra Gambia, der bekræfter Jattas identitet. Sidenhen har alle involverede modstanderklubber trukket deres protester tilbage og sagen er derfor ligeledes lukket hos DFB.

Hvorvidt sagen vil få et efterspil kan endnu ikke udelukkes, men én ting er dog sikkert. Hamborg har i Bakery Jatta en spiller med et indiskutabelt stort talent, som også fremover kan forventes at trække overskrifter i både tyske og internationale medier. HSV har således forlænget deres aftale med gambianeren og udstyret ham med holdets længste kontrakt - der løber helt indtil til 2024 - alt imens den tyske U21-landsholdstræner Stefan Kuntz har foreslået en mere permanent løsning på Jattas problem med opholdstilladelse:

“Jeg vil forsøge at hjælpe Bakery med at få tysk statsborgerskab, fordi jeg gerne vil overbevise ham om at deltage på U21-landsholdet. Den proces havde vi allerede startet, men så kom denne, for mig, ubegribelige diskussion.”

Da Jatta ovenpå sagens afslutning selv bryder mange ugers stilhed, er det med et følelsesladet opslag på Instagram til alle hans følgere. Heri skriver han blandt andet:

“Mange har spurgt mig, om jeg ikke vil sige noget til alle rygterne og heksejagten. Mit simple svar på, hvorfor jeg ikke forsvarede mig mod disse angreb, er: Jeg er ikke som disse mennesker! (…) Jeg ville ønske, at alle de mennesker, der ville skade mig, prøvede at føle den smerte, de har påført mig. Bare én gang skulle de opleve de lidelser, jeg har gået igennem.”

I skrivende stund ligger Hamburger SV på en delt førsteplads i 2. Bundesligaen. Bakery Jatta er startet inde i syv af sæsonens første ni kampe med en enkel scoring til følge.

Foto: Getty Images

Mediano Lab på besøg hos Pernille Harder i Wolfsburg - om vejen til verdenstoppen

Mediano Lab på besøg hos Pernille Harder i Wolfsburg - om vejen til verdenstoppen

Premier League Preview #9 - Runden med de mange favoritter og det store North West Derby

Premier League Preview #9 - Runden med de mange favoritter og det store North West Derby