Mediano Superliga - 7 nødder, der er svære at knække
Hvordan adskiller FCK og FCM’s defensive spil sig? Hvorfor kræver det mod at bygge op som AaB? Hvem er de mest centrale i det lange spil hos AC Horsens? Det og meget mere går Jonathan Hartmann i dybden med i denne udsendelse.
Af Sture Sandø
Podcasten i denne artikel er sponseret af Arbejdernes Landsbank og Just Eat
Når bolden ligger stille i Superligaen og resten af Europa er der naturligvis ikke meget nyt at tale om. Til gengæld er der masser af tid til at samle op og gå lidt mere i dybden med nogle af de emner, der måske bliver lidt forsømt, når der er fuldt program.
Så i denne udsendelse har assistenttræner i Lyngby Boldklub og flittig Mediano-gæst, Jonathan Hartmann indvilget i at fortælle om sit syn på en række problemstillinger hans hold har stået over for i Superligaen. Hartmann er ikke med for at agere smagsdommer, men for at give et indblik i de overvejelser, han sammen med sine kollegaer har haft mod en række Superliga-modstandere.
De respektive emner bliver gennemgået i følgende rækkefølge. (Tidsfordelingen er meget uens, hvilket skyldes at nogle emner er større end andre).
- FC Nordsjællands varierende positioner og hurtige offensivspillere: 00:05:29 
- FC Københavns defensive organisation og pres: 00:20:05 
- AC Horsens’ lange og direkte spil: 00:31:34 
- FC Midtjyllands presspil, individualister og standarder: 00:40:27 
- Brøndbys omstillinger og Hedlund: 00:56:21 
- Hobro og Randers FC’s restangreb og offensive omstillinger: 01:03:25 
- AaB’s opbygningsspil: 01:10:57 
Foto: Jan Christensen / FrontzoneSport via Getty Images
 
            

 
      

