MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Superligaen Inside: Blitzers datahjerne i Brøndby

Superligaen Inside: Blitzers datahjerne i Brøndby

En amerikansk professor læste en bog og drømte om at blive fodboldens Billy Beane. Nu er han blevet en del af bestyrelsen og det sportslige udvalg i Brøndby. Bliv klogere på Chris Anderson og hans aftryk på Vestegnen

AF GISLE THORSEN

Han har ikke vist sig offentligt på Vestegnen endnu, men Brøndby-fans ved allerede meget om David Blitzer.

Hans mange år i den omdiskuterede kapitalfond Blackstone, hans andre sportsklubber og hans fremtrædende rolle i selskabet Global Football Holdings, den nye majoritetsejer i Brøndby.

Scott McLachlan har Brøndby-tilhængere også lært at kende i løbet af de seneste måneder. Skotten med over 30 års erfaring i fodboldbranchen, deriblandt over et årti i selveste Chelsea.

Scott McLachlan blev selve billedet på Global Football Holdings, da han som investorgruppens repræsentant sad med ved bordet 28. oktober, da GFH’s forestående køb af aktiemajoriteten i Brøndby blev annonceret på et pressemøde.

“Chris Anderson holder sig i baggrunden, men man skal ikke tage fejl. Han har en ikke uvæsentlig rolle i Brøndby.”

McLachlan er Head of Global Football i Global Football Holdings og bliver tirsdag eftermiddag valgt som næstformand i Brøndby på en ekstraordinær generalforsamling.

Både Blitzer og McLachlan er centrale skikkelser i fremtidens Brøndby.

Der er en person yderligere, der får en helt centrale rolle. Men ham er der ikke blevet talt ret meget om endnu. Hans navn er Chris Anderson.

I denne podcast ser vi nærmere på Chris Andersons rolle i Brøndby, og hvem der har hvilke roller på Vestegnen.

Hør også vores analyse i forbindelse med udnævnelsen af Jesper Sørensen som ny cheftræner i Brøndby:

Faktisk var Anderson også til stede på pressemødet i Brøndby tilbage i oktober.

Ikke på podiet sammen med Jan Bech Andersen, Scott McLachlan, Carsten V. Jensen, Ole Palmå og Claus Bjørn Billehøj (fanrepræsentant i Brøndbys bestyrelse).

Chris Anderson sad nede bagved og fulgte pressemødet som tilskuer.

Det er egentlig meget sigende for hans rolle i Brøndby. Chris Anderson holder sig i baggrunden, men man skal ikke tage fejl. Han har en ikke uvæsentlig rolle i Brøndby.

Han bliver valgt ind i Brøndbys bestyrelse på tirsdagens ekstraordinære generalforsamling, og Chris Anderson er formentlig en afgørende faktor for, at David Blitzer nu er i Brøndby – og at Scott McLachlan er i Global Football Holdings.

For når Chris Anderson taler, lytter David Blitzer.

Chris Anderson har en interessant historie, og den bliver flot foldet ud i bogen ’Expected Goals’, der er skrevet af Rory Smith og  udkom sidste år.

Den handler om, hvordan data i løbet af dette årtusinde har erobret spillet og ændret det for altid.

Chris Anderson er en del af denne revolution. Han er trængt ind i en konservativt tænkende fodboldverden og forsøgt at ændre den indefra.

Fodbolden har traditionelt haft det svært med outsidere, og det er det nye bestyrelsesmedlem i Brøndby.

Chris Anderson har ikke selv spillet på noget nævneværdigt niveau, han bor i USA, og han er akademiker.

Chris Anderson fik for 30 år siden en Ph.d. inden for politologi og har som adfærdsforsker haft en succesfuld akademisk karriere og modtaget adskillige videnskabelige priser.

Han arbejder i dag på London School of Economics and Political Science og har den fornemme titel ‘Ralf Dahrendorf Professor of European Politics and Society’.

Hans indgang til fodboldverdenen blev en bog om baseball. For 20 år udkom bogen Moneyball om Billy Beane og baseballholdet Oakland A’s.

Igennem en analytisk tilgang og med hjælp af data skabte Beane et konkurrencedygtigt baseballhold med et budget, der var væsentligt lavere end mange af konkurrenternes.

Beane udfordrede konventionelle sandheder og revolutionerede baseballverdenen. Nogle har nok set filmantisingen af Michael Lewis’ bog med Brad Pitt i hovedrollen.

Chris Anderson får bogen af sin kone, Kathleen. Som adfærdsøkonom er det interessant for Chris Anderson at se, hvilken bias og fordomme der ligger til grund for vores beslutninger.

Ved at spotte dem var det lykkedes Billy Beane at få succes.

Bogen vækker Chris Andersons nysgerrighed og får ham til at stille spørgsmål, når han i weekenden sidder hjemme i sofaen på den amerikanske østkyst og ser Premier League.

I 2009 laver han sin egen blog og finder allierede i en spirende subkultur, der mener, at data kan bruges til at få nye indsigter i spillet.

En anden dem er David Sally, en økonomiprofessor fra Dartmouth.

Sammen skriver de i 2013 The Numbers Game. En bog om, hvordan fodboldklubber kan profitere af databaseret tilgang.

De udgiver bogen på et engelsk forlag og ikke et amerikansk. Årsagen er, at The Numbers Game dybest set skal fungere som et visitkort for dem i engelsk fodbold.

For Chris Anderson, der er født og opvokset i Tyskland, har en drøm om at blive fodboldens Billy Beane.

Han tager i 2012 sabbat fra sit job på Cornell University i Ithaca, New York, flytter familien til London og går på jagt efter rige mennesker, der kan realisere hans drøm.

Sally og Anderson har tankerne og idéerne, men mangler en klub, hvor de kan få lov at føre dem ud i praksis. En klub, hvor data er i centrum for alt, hvad de gør.

Anderson ved godt, at han ikke havde nogen idé om, hvordan en fodboldklub skal køres.

Men jo mere han finder ud af om fodboldverdenen, jo mere indser han, at det er der heller ikke ret mange, der gør.

Hans mål er at ændre en sport, der ikke mener, at den kan ændres. Der er meget støj om data i de år. De fleste lytter, men få forsøger at finde signalet.

I Andersons egne øjne er der ikke noget Moneyball i fodbold.

I klubberne er der pionerer, der finder datatilgangen interessant, men det er sjældent blandt ejere eller managers.

Sally og Anderson har utallige kaffemøder i det fashionable Mayfair-området i London. Her findes mennesker, der er rige på penge, men ikke på tid.

Opgaven er at finde en, der er klar til at smide en smule af sin formue (eller penge fra den kapitalfond, han administrerer) i en fodboldklub.

En klub, der skal drives efter Sally og Andersons principper.

Det lykkes dem i 2013 med held at få et møde i stand med en vis David Blitzer.

Læs Medianos artikel om mændene med magten over Brøndby ved at klikke på billedet

Han lytter interesseret, stiller mange spørgsmål og indvilliger i sidste ende til et møde i London, hvor han vil invitere 20-30 venner med for at lytte til Sally og Andersons salgspitch.

Så vil tiden vise, om nogen er interesseret i tage næste skridt. Bare det at få muligheden er en triumf for Sally og Anderson.

De får præcis en halv time og fremlægger deres vision for en klub, som de kalder FC 2020.

De mener selv, at de løser opgaven, og Blitzer ender da også med at investere i en fodboldklub. Men det er ikke med Anderson som en del af holdet.

I slutningen af 2015 køber David Blitzer, Josh Harris og andre forretningsfolk, der havde været til præsentationen af FC 2020 tilbage i 2013, sig ind i Premier League-klubben Crystal Palace.

Chris Anderson har noget tid forinden droppet drømmen om at komme til at styre en fodboldklub.

Han havde fortalt sin kone, at det er tid at vende hjem til USA og genoptage den akademiske karriere. Hun overtaler ham dog til at give det et år mere og blive forfølge drømmen.

Sammen med Sally har Chris Anderson firmaet ’Anderson Sally Football Intelligence’ og hjælper blandt andet folk som Blitzer med at lave analyser af investeringsobjekter.

Deres håb er, at de potentielle ejere vil beholde dem, når en handel er gået igennem.

Det sker ikke, men Anderson bliver i november 2015 direktør i Coventry i den tredjebedste engelske række.

Det var dog for vanskeligt at blive fodboldens Billy Beane i en klub, hvor det kun handler om at overleve næste dag og næste kamp, og han stopper efter under et år i Coventry.

I 2018 vender han tilbage til universitetsverdenen, og det kunne have været hans punktum i fodboldverdenen.

Men han har skabt sig et stort netværk og er manden, som amerikanske investorer ofte går til, hvis de ønsker at investere i europæisk fodbold og har brug for et godt råd eller blive sat i forbindelse med nogen.

“Chris Anderson kender Scott McLachlan indgåede, og de to er på bølgelængde.”

David Blitzer har heller ikke glemt sin landsmand.

Han kan lide Anderson og stoler på ham. Blitzer foreslår derfor Chris Anderson at arbejde som rådgiver for  en investorgruppe, som han er en del af.

Udover Crystal Palace er Blitzer interesseret i at købe sig ind i en række andre klubber i Europa i blandt andet Belgien, Portugal og Spanien. Investorgruppen er naturligvis Global Football Holdings.

Chris Anderson har utvivlsomt spillet en rolle i Global Football Holdings udvælgelse af Brøndby og leveret sit hjemmearbejde til David Blitzer & co., inden beslutningen om at købe bliver truffet sidste efterår.

Det er desuden væsentligt at hæfte sig med, at han var en del af det ansættelsesudvalg, der med stemmerne 4-0 kort før nytår beslutter sig for Jesper Sørensen som ny cheftræner.

Det er også nærliggende at tro, at Chris Anderson har spillet en rolle i Global Football Holdings ansættelse af Scott McLachlan.

Skotten bliver i efteråret ansat af investeringsgruppen til at håndtere den portefølje af europæiske klubber, som Brøndby nu er blevet en del af.

Chris Anderson kender Scott McLachlan indgåede, og de to er på bølgelængde. De mødes tilbage i 2011 til Sports Analytics Conference, der hvert år afholdes i Boston.

I 2011 er der ikke noget tilløbsstykke, da Chris Anderson på konferencen taler om en databaseret tilgang i fodbold. Men Scott McLachlan er kommet hele vejen fra Europa for at deltage.

McLachlan er på dette tidspunkt teknisk scout i Fulham og en del af rekrutteringsholdet i London-klubben. McLachlan har som scout været vant til at tage ude i marken for at scoute potentielle spillere, men her er jobbeskrivelsen udvidet.

Han skal ikke kun bedømme spilleren ud fra, hvad han ser på banen, men også hvad han ser på computerskærmen.

Universitetsuddannede McLachlan er en af de første i engelsk fodbold med den opgave, og han er nysgerrig på datadelen.

Han har været i det lille auditorium, hvor Chris Anderson har holdt sit oplæg. De to falder i snak, og et par uger senere flyver Chris Anderson til London for at besøge Scott McLachlan i Fulham.

McLachlan kæmper i Fulham for at få sin stemme hørt blandt stemmer, der skeptiske over for brug af data. Han håber, at Anderson kan hjælpe ham til at blive hørt.

Den amerikanske professor laver en analyse af, hvem der bidrager mest i Fulhams offensiv. ’Interessant, men hvad er pointen,’ er reaktionen.

Anderson er ikke specielt tydelig omkring om, hvad han kan sælge, Fulham er ikke rigtig klar over, hvad de vil købe, og der strander den.

Forbindelsen mellem Anderson og McLachlan er dog skabt, og nu skal de – som David Blitzers udvalgte fodboldfolk – bringe deres idéer i spil i Brøndby som en del af det sportslige udvalg i klubben.

Centrale figurer i Brøndby

Foto: Andy Marlin/Getty Images

David Blitzer

Den amerikanske milliardær står i spidsen for Global Football Holdings. Godt nok ejer han ’kun’ 17,7 pct. af GFH, men det er David Blitzer, der qua aftaler i investertorgruppen reelt bestemmer.

Sammen med sit sidekick David Novak, der i lighed med Blitzer har en ejerandel i Crystal Palace, har David Blitzer beslutningskompetencen ved væsentlige beslutninger i Global Football Holdings.

David Blitzer er ikke en del af Brøndbys bestyrelse, men har placeret en lang række af sine folk der.

Scott McLachlan

Med over 30 års i fodboldbranchen – herunder over ti i Chelsea – har skotten et imponerende generalieblad.

Scott McLachlan er Head of Football i Global Football Holdings og er næstformand i den nye bestyrelse i Brøndby.

Scott McLachlan er Carsten V. Jensens nærmeste sparringspartner i GFH. Han er manden, som Brøndbys fodbolddirektør kan gå til i det daglige og bruger ligesom CV gerne sin tid i marken.

Alt hans tid er dog ikke tilegnet Brøndby. Global Football Holdings har også andele i Waasland-Beveren (99,7 pct.), Estoril (84,5 pct.), Alcorcón (15 pct.) og Augsburg (4,3 pct.).

Det er uklart, hvorvidt McLachlan også har en tilknytning til nogle af de andre klubber, som David Blitzer er involveret i igennem andre selskaber.

Foto: Lars Rønbøg/Gerry Images

Carsten V. Jensen

Fodbolddirektøren udstikker retningen, men har fået nye folk at sparre med. Det er primært tale om Scott McLachlan, men Chris Anderson er også en mand, som kan byde ind med sin faglighed.

Både McLachlan og Anderson var med i rekrutteringsprocessen omkring valget af Jesper Sørensen som ny cheftræner i Brøndby.

Jan Bech Andersen var også med i processen, mens Scott Krase fra GFH også deltog i det og afgørende ansættelsesmøde.

 Chris Anderson

Den tysk-amerikanske professor er rådgiver for Global Football Holdings – valgt af David Blitzer.

Han har skrevet bogen ’The Numbers Game’ om brug (og manglende brug) af data i fodboldbranchen og er talmanden i GFH.

Hvor Scott McLachlan er hands-on og manden, som Carsten V. Jensen kan gå til i hverdagen, er Chris Anderson talknuseren, der med computere og data som hjælpemidler både kan gå dybt ned i detaljen og trække de store linjer.

Han sværger til datadrevne beslutninger og er med, når potentielle transfers diskuteres.

Han udgør sammen med McLachlan, Carsten V. Jensen og Jan Bech Andersen det sportslige udvalg - det udvalg, hvor Carsten V. Jensen beskrev ‘stemmefordelingen’ som 4-0, da man valgte Jesper Sørensen som ny cheftræner.

Scott Krase

Krase er formentlig den i Brøndbys bestyrelse, der er tættest på David Blitzer.

Krase-familien er i ejerkredsen i Global Football Holdings, men med en mindre ejerandel. Derfor er Scott Krase heller er ikke en del repræsentantskabet i GFH.

Han sidder på Blitzers family office i New York og er som Blitzer en del af ejerkredsen i den amerikanske MLS-klub Real Salt Lake.

Scott Krase har været central i opbygningen af Real Salt Lake, som et Blitzer-ledet konsortium købte i januar 2022. I ejerkredsen er i øvrigt også Arctos Sports Partners, der har en ejerandel 10,4 pct. i GFH.

Scott Krase har det seneste år været central i opbygningen af Real Salt Lake og klubbens akademi.

I Brøndby-sammenhæng er det værd at bemærke, at selskabets tegningsregel er ændret. Fremover tegnes selskabet af Scott Krase, Scott McLachlan eller den samlede bestyrelse.

 Johannes Ruppert

David Blitzer hentede i sommeren 2021 den tyske investeringsrådgiver og marketingsekspert til sit eget familieejede firma. Det skete kort efter, at Blitzer igennem selskabet Bolt havde købt en ejerandel i Bundesliga-klubben Augsburg.

Ruppert var tidligere ansat ved det tyske turneringsforbund, DFL – det tyske svar på Divisionsforeningen. Her havde han haft ansvaret for den globale markedsføring af Bundesligaen.

Ruppert er administratoren og manden, der med base i Europa fungerer som bindeled mellem Brøndbys ledelse og Global Football Holdings.

Han blander sig ikke i det fodboldmæssige, men holder øje med tallene og udviklingen i Brøndby og melder tilbage til Blitzer & co.

Ignacio Beristian

Spanieren er er COO (chief operating officer) i Global Football Holdings og desuden præsident for Estoril, der er en af klubberne i GFH’s portefølje.

Beristain var i næsten 20 år ansat i Adidas og som direktør stod han for partnerskabsmodellen med Real Madrid.

Brøndby skal Beristain primært bidrage med sine kompetencer inden for det kommercielle område og er en mand, der kommer til at se på den Brøndby-forretningen, som direktør Ole Palmå har ansvaret for.

Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Jan Bech Andersen

Den nu tidligere majoritetsejer er stadig formand i Brøndby, men med indskrænket magt, selvom han formelt stadig sidder ved bordenden på bestyrelsesmøderne.

Jan Bech Andersen havde inden Global Football Holdings overtagelse ca. 56,6 pct. af aktierne i Brøndby, nu er hans ejerandel på 11,09 pct.

Der er heller ikke mange Jan Bech Andersen-folk tilbage i bestyrelsen. Faktisk kun én: finansmanden Niels Roth.

Seks med tilknytning til Global Football Holdings er nye i bestyrelsen: Johannes Ruppert, Scott McLachlan, Chris Anderson, Ignacio Beristain, Scott Krase og Isaac Harrouche.

De er alle David Blitzes folk.

Jan Bech Andersen har dog stadig en fremtrædende i Brøndby som ansigtet udadtil og som en del af det sportslige udvalg.

Foto: Cindy Ord/Getty Images for Wollman Rink NYC

Mediano Special - til minde om Gianluca Vialli

Mediano Special - til minde om Gianluca Vialli

Mediano Special - Premier League-spørgsmål fra lytterne

Mediano Special - Premier League-spørgsmål fra lytterne