Mediano Story: Legenden om Lucas Andersen
Efter to forrygende år i Aalborg blev Lucas Andersen hårdt ramt af skader, og derefter forsvandt magien, før han endte som reserve i den næstbedste række og fik sin kontrakt ophævet et halvt år før tid. Men nu er spørgsmålet, om nye rammer i London kan give ny energi og mere af den fantastiske fodbold, der får det til at svimle for tilhængerne.
AF THOMAS PYNDT
Mediano Story ligger eksklusivt i kanalen Støt Mediano.
Selv om det var i slutningen af september, var sæsonen stadig kun lige begyndt, for corona havde også ødelagt fodboldkalenderen, og derfor havde AaB's nye, norske sportschef Inge André Olsen heller ikke afsluttet sit første store transfervindue endnu. Men han havde allerede sat et aftryk dengang i det tidlige efterår 2020.
Ind var kommet Pedro Ferreira, Vladimir Prijovic, Timothé Nkada, Tim Prica og Daniel Granli, mens den frie transfer af den skadesplagede, svenske landsholdsspiller Oscar Hiljemark fra Genoa stadig var et par uger væk. Til gengæld havde AaB sagt farvel til egne akademispillere som Oliver Abildgaard, Wessam Abou Ali og Søren Tengstedt, mens AGF også havde budt for højt til, at Inge André Olsen kunne se fornuften i at fastholde midtbanemanden Patrick Olsen i det nordjyske.
Men hvad gjorde det ved tanken om Nordkraften og egne talenter som fundamentet for klubben, og hvilke overvejelser havde den norske sportschef om fremtiden i AaB? Det var et par af de spørgsmål, som undertegnede tog med til Aalborg i et større interview for Tipsbladet, og det blev en god snak, hvor Olsen lagde alt på bordet og endda tændte computeren, så han bedre kunne vise sine strategiplaner frem.
Det var alt sammen meget interessant, men det var ikke det, der siden blev siddende i baghovedet, efter artiklen var skrevet, og nye kampe var spillet. Det var nordmandens syn på den hjemvendte Lucas Andersen.
Han havde spillet fremragende, siden han vendte hjem fra Grasshopper i sommeren 2018, og han havde ført AaB til en pokalfinale mod SønderjyskE, som dog blev tabt på et coronapræget stadion i Esbjerg, hvor den offensive playmaker Andersen endda havde måttet trække sig kort før halvtid med en alvorlig muskelskade i baglåret.
AaB havde alligevel åbnet den forsinkede nye sæson med 0-0 i Lyngby og 1-0 hjemme over Horsens, og selv om det ikke var prangende, var det fornuftigt, mens folket ventede på manden, der på de kanter bare blev kaldt Lucas. Han var kun lige blevet 26 år, han havde fået 20 minutters comeback mod Horsens, og han havde nøglerne til både nutiden og fremtiden, så han måtte vel også være en Oddset-kupon med sikker gevinst for Inge André Olsen, hvad angik transferindtægter i fremtiden. Men sådan så den norske sportschef ikke på det.
”Hvis vi ser på holdet nu, så er den sikre Oddset-kupon Mathias Ross. Han er 19 år og spiller som en voksen stopper i europæisk fodbold. Han har størrelse, han begynder at blive god og komfortabel på bolden, han er fantastisk i duelspillet, og han laver næsten ikke fejl. Find en 19-årig i Europa, der spiller sådan. Du finder nogen, men det er de ypperste, de største talenter.”
”For mig er det sådan med Lucas, at Lucas må spille fodbold. Vi må slutte med at snakke om Lucas. Når Lucas spiller fodbold, er han en fantastisk fodboldspiller, men hvis han ikke spiller fodbold, så er han jo ikke nogen fantastisk fodboldspiller. Så han må ud at spille, han må ud at træne, og så må han levere præstationer på top-topniveau. Det ved vi, at han kan,” sagde Inge André Olsen til undertegnede og Tipsbladet om manden, der på to sæsoner havde spillet 57 kampe, scoret 21 mål og lavet 16 assists udover også at være blevet anfører for AaB undervejs.
Og selv om det med tiden skulle vise sig, at Inge André Olsen ikke fik succes med sine strategiske AaB-tanker, så endte han dog med at få delvist ret i det citat, der blev ved med at klinge for mit indre øre. Salget af Mathias Ross for 13 millioner kroner til Galatasaray i september 2022 var nok ikke på det niveau, som den norske sportschef havde håbet på – tværtimod blev han fyret kort efter, mens det knuste holdet at miste en nøglespiller i centerforsvaret, efter transfervinduet var smækket i – men til gengæld fik han ret i vurderingen af Lucas Andersen.
For hvis han ikke spiller fodbold, er han jo ikke nogen fantastisk fodboldspiller, og da lårskaden blev efterfulgt af en alvorlig knæskade, endte det med, at Lucas Andersen siden undertegnedes snak med Inge André Olsen i september 2020 nok fik spillet 78 kampe, men kun scorede fem mål og lavede 11 assists.
Og den 1. februar 2024 blev hans kontrakt med nedrykkerne fra AaB opsagt et halvt år før tid efter fælles overenskomst, så han få dage senere kunne blive præsenteret som ny spiller i Queens Park Rangers i bunden af den næstbedste engelske række.
Så der står Lucas Andersen nu. Han er gået fra den kendte hjemmebane i Aalborg til nye rammer på Loftus Road, han er blevet ældre, og han er måske også blevet en anden fodboldspiller. Men hvorfor fylder han stadig i de aalborgensiske fodboldhjerter, hvorfor gik det så galt i de seneste par sæsoner, og hvordan er mulighederne for at finde ny succes i den leg med bolden, han har elsket, siden han var helt lille?
En æra begyndte i Esbjerg
Allerede som tre-årig begyndte Lucas Andersen til fodbold nede i Aalborg Freja, og da han blev 10, var talentet så stort, at han rykkede ud til AaB, hvor førsteholdet i det, der dengang hed SAS Ligaen, på det tidspunkt var at regne blandt de fire-fem bedste i Danmark med profiler som Jimmy Nielsen, Allan Olesen, Trond Andersen, Allan K. Jepsen, Rasmus Würtz, Allan Gaarde, Martin Ericsson, Thomas Augustinussen og Simon Bræmer. Og det varede ikke ret mange år, før Lucas Andersen også kom i spil til det førstehold.
Han var nemlig kun 16 år og 174 dage gammel, da han blev den dengang yngste debutant i AaB's historie med indhoppet mod Silkeborg den 5. marts 2011 – en rekord der blev slået i marts 2022 af Anders Noshe, der var 16 år og 70 dage gammel, da han debuterede for AaB.
”Han kom op under Kent Nielsen og fik nogle træningskampe rundt omkring, og vi kunne med det samme se, at han var noget helt specielt. Og så fik han debut på ingen tid og kom ind og lavede fine ting, og der gik heller ikke lang tid, før han startede kampene. Jeg kan huske et fantastisk mål mod OB, hvor han fuldstændig fikserede to-tre modstandere med en skudfinte og så bare puttede den ind bagefter,” siger AaB's tidligere talentudvikler Poul Erik Andreasen om en scoring fra august 2012, der også blev den sidste for AaB for den første udgave af Lucas Andersen.
Kort efter blev angriberen nemlig solgt til Ajax for godt 10 millioner kroner et par uger før, han rundede de 18, og han fortsatte fremgangen i Amsterdam, hvor han blev hollandsk mester i 2013 og 2014 og spillede Champions League mod blandt andre Milan, Barcelona og PSG.
Lucas Andersen og Nicolai Boilesen i Champions League-kamp for Ajax mod Barcelona og Lionel Messi. Foto: VI Images/Getty Images
I november 2014 debuterede han også på det danske landshold i en alder af 20 år, men udekampen i Bukarest blev dog en kort fornøjelse, for selv om Lucas Andersen startede inde, måtte han hurtigt trække sig fra den såkaldte venskabskamp, da en rumænsk albue slog et par tænder ind i munden på ham.
14/15-sæsonen skulle også have været det store gennembrud i Ajax, men selv om han fik pænt med spilletid, blev han kun noteret for to mål og tre assists, og så var snoren allerede løbet ud for Lucas Andersen, der blev lånt ud til Willem II for at lette vejen for Willems stortalent Frenkie De Jong til Amsterdam.
Personligt var det fint i Tilburg med 10 mål, og den danske venstrekant var også med til at redde Willem fra nedrykning, men han forsvandt ud af søgelyset og fortsatte karrieren i schweiziske Grasshopper, hvor han spillede fast i et par sæsoner for Zürich-klubben, der bare var langt fra fordums storhed og i stedet huserede i bunden af den lokale Superliga. Og i august 2018 vendte den nu 25-årige Lucas Andersen hjem til AaB igen, i første omgang på en lejeaftale så parterne kunne se hinanden lidt an.
Sæsonen før var AaB sluttet på en femteplads under Morten Wieghorst, men spillet var langt fra double-sæsonen i 2014, offensiven havde kun formået at score 38 mål i 36 ligakampe, og cheftræneren var presset, selv om AaB faktisk havde åbnet den nye sæson med 13 point efter syv runder trods en målscore på 5-6. Men kunne den hjemvendte Lucas Andersen løfte holdet og den skrantende offensiv – og kunne han genfinde fodboldglæden, som han selv håbede på?
Det spørgsmål stillede Mikkel B. Ottesen også sig selv ovre på langsiden, som den tidligere sportsredaktør på Nordjyske havde trukket sig tilbage til som lettere skeptisk tilhænger.
”For det første tænkte jeg, at det var synd for Lucas, at han ikke havde fået en større international karriere ud af det, end han trods alt fik, for da han forlod AaB for at tage til Ajax, var der for mig at se ikke nogen tvivl om, at han efter Jesper Grønkjær var det største talent, der var blevet solgt ud af AaB i nyere tid,” siger Mikkel B. Ottesen og fortsætter:
”Jesper fik en stor karriere, men heller ikke nær så stor, som den kunne være blevet, og for Lucas var det endnu mere udtalt, så han kom hjem med en underpræsterende, international karriere.”
”Til gengæld var det godt, at han valgte at komme tilbage til AaB, for jeg tror, han var blevet ramt af samme skæbne i FC København, som overgik nogle af de andre markante AaB-profiler, der tog derover – og især da på et tidspunkt når man skal forsøge at rejse sig oven på en personlig sportslig skuffelse, som hans udlandseventyr var.”
”Så jeg var også lidt i tvivl om, hvilken spiller der kom hjem. Det var svært at se ud af hans stats, at han på det tidspunkt ville komme tilbage og faktisk byde ind med noget, for det var sgu ikke gået særlig godt i de sidste par år, inden han kom hjem,” siger Mikkel B. Ottesen om Lucas Andersen, der fik comeback for AaB ude mod Randers FC den 2. september 2018 foran 4506 tilskuere på Bio Nutria Park.
Kampen endte 2-2, og gæsterne fik udlignet ved Oliver Abildgaard, efter Andersen var blevet skiftet ind for backen Jakob Ahlmann i et sjældent, offensivt sats i det 54. minut.
Kampen bød desuden på AaB-debut til den nyerhvervede hollandske angriber Tom van Weert, mens den 17-årige centerforsvarer Mathias Ross også blev skiftet tidligt ind til Superligadebut. Så set i bakspejlet var der meget at bemærke fra en ellers ret ligegyldig kamp i Randers, men den danske sportspresse havde forståeligt nok fokus på de kontraktstridigheder, der betød, at Åge Hareide ikke var rejst på træningslejr i Wien før en venskabskamp mod Slovakiet, for landstræneren havde ikke noget hold at tage med i flyveren.
Landskampspausen, der endte med hele miséren omkring vikarlandsholdet under John 'Faxe' Jensens ledelse, betød så også, at der var et par uger til, at Aalborg kunne byde Lucas Andersen velkommen hjem på bedste vis, selv om medrejsende AaB-tilhængere dog havde taget et banner med til Randers med ordene 'Rigtige Aalborg-drenge vender altid hjem'.
Men hjemkomsten blev forpurret af en forstrækning før kickoff, da AaB måtte nøjes med 1-1 hjemme mod Vejle, og selv om Lucas Andersen scorede sit første mål i 5-0 sejren ude over Hobro i runden efter, kunne det nordjyske mandskab ikke fastholde formen. Det blev kun til fire point i de næste syv sejrsløse kampe, blandt andet via en Lucas Andersen-scoring i 1-1 kampen hjemme mod FCK, og det var ikke nok til at redde Morten Wieghorst. 2-2 i Vejle blev dråben, og så blev den noget mere offensivt indstillede Jacob Friis forfremmet fra assistent til cheftræner med en udekamp i Esbjerg som den første opgave.
Efter 42 minutter stod der 0-0, efter 54 førte AaB med 4-0 på to mål af Lucas Andersen, en assist og så en afgørende aktion, da han hoppede over et fladt indlæg, så Kasper Kusk kunne sparke 4-0 i kassen. Så Lucas Andersens anden æra i AaB begyndte for alvor den 30. november 2018 på Blue Water Arena i Esbjerg.
Den tog dog først rigtig fart i de sidste kampe af grundspillet, for Lucas Andersen scorede i fire kampe i træk, uden det hjalp AaB det sidste stykke op i top seks. For 3-1 hjemme over AGF i sidste runde var lige præcis ikke nok, da FC Nordsjælland vandt 1-0 oppe i Vendsyssel, og så måtte en frustreret Andersen forberede sig på et nedrykningsspil, der var noget mindre, end AaB-holdet havde spillet til i det tidlige forår.
Men det ændrede ikke på den positive indvirkning den hjemvendte playmaker havde haft på holdet, så den 10. marts blev Lucas Andersen købt fri af Grasshopper for fem millioner kroner og fik en aftale helt frem til sommeren 2024.
”Som fodboldspiller er Lucas en ener, og derfor har det også hele tiden været vores mål at tilknytte ham på en permanent aftale, og vi er overbeviste om, at vi endnu ikke har set det bedste af Lucas,” sagde daværende sportschef Allan Gaarde om aftalen, der ifølge Ekstra Bladet også gjorde ham til den bedst betalte spiller i truppen med en månedsløn på 250.000 kroner, mens AaB-profilen selv talte om at have genfundet spilleglæden. Og det var kun lige begyndt.
Sjælden begejstring på Bitre Nord
I den første sæson tilbage i Aalborg blev Lucas Andersen noteret for 10 mål og seks assists i 27 kampe, og undervejs havde han leveret detaljer, der gjorde, at FCK-manager Ståle Solbakken så ham som en potentiel afløser for Robert Skov, da han blev solgt til Hoffenheim. Men Lucas Andersen ville ikke til FC København, han ville blive i AaB, hvor han nu var blevet udnævnt til anfører og havde store ambitioner.
”Det er jo her, jeg har fået min fodboldopdragelse. Det var her, jeg fik min første succes som fodboldspiller. Jeg er vokset op fem minutter på cykel fra stadion, og det at kunne få lov til at være anfører og få lov til at repræsentere AaB betyder meget.”
”En af de ting, jeg også gerne vil med AaB, det er at vinde noget, opnå noget. Det var jeg lidt ked af, at jeg ikke nåede at opleve sidste gang. At de tog det hele hjem to år efter. Det ville jeg rigtig gerne være en del af, og det vil jeg også meget gerne give til en klub, der har betydet meget for mig,” som han sagde til undertegnede i et interview med Tipsbladet i september 2019 kort efter en legendarisk hjemmekamp mod FCK, som AaB vandt 1-0 på mål af Kasper Kusk foran 11.645 tilskuere, og som rykkede nordjyderne helt frem på tredjepladsen i tabellen.
”Da han først trådte ind på holdet og fandt sine ben, gik der ikke lang tid, før jeg tænkte, at han var Superligaens bedste spiller, endda med nogen afstand. Og det er altså sjældent, at AaB råder over Superligaens bedste spiller,” siger Mikkel B. Ottesen med et grin.
”Da det var allervildest, og han var allerbedst, der kørte han FC København rundt på Aalborg Stadion på en måde, der fik folk til at blive svimle ude på tribunerne og føle, at der måske var medaljer og en ny storhedstid på vej. Så god var han. Det var helt vildt.”
”Det var ikke noget bestemt moment i kampen. Det var mere måden, han var vokset på, for da han forlod AaB, var han i virkeligheden bare en bette dreng; en meget talentfuld knægt men bare en bette dreng. Men op til, under og efter den der FCK-kamp, der var han en leder og en stor spiller, som alle de andre på holdet orienterede sig imod. Og i selve kampen tog han styringen fuldstændig, både med sit eget spil men også i kommunikation med de andre. Det er en af de største enkeltmandspræstationer, jeg nogensinde har set på Aalborg Stadion,” fortæller Mikkel B. Ottesen om sine indtryk fra den billige langside, han kalder Bitre Nord.
”Den hedder sådan, fordi det er alle dem, der er blevet for gamle til at stå nede bag mål, der er rykket derover for at sidde ned. Og så er det lidt ligesom de gamle sure mænd i Muppet Show. De kommer hver gang, men de er som regel ret sure over et eller andet. Hvis det ikke er det ene, så er det det andet.”
”Det er i øvrigt ikke mig, der har fundet på navnet, jeg tror faktisk, at det var Kenneth Emil Petersen, der navngav tribunen på den måde engang, for man skulle altså spille rigtig godt, hvis folk skulle rejse sig op derovre og klappe efter kampen. Der er et kræsent publikum.”
”Men Lucas fik smilene frem derovre, og det er jo et eller andet sted det, der skaber fællesskabsfølelsen i en klub, at man har en spiller, man er stolt af. Og jeg tror, at alle der kom på stadion i de par år, hvor Lucas virkelig peakede, de var stolte af, at han spillede i den stribede trøje,” siger Mikkel B. Ottesen om manden, der havde en flydende rolle i offensiven og også var med til at løfte Kasper Kusk til nye højder.
Lucas Andersen fejrer endnu et mål med tilhængerne i Aalborg. Foto: Lars Rønbøg/FrontZone Sport/Getty Images
”Vi talte mål og assists på et tidspunkt, og der stod Lucas og Kusk for 85 procent af alt, hvad der foregik i forbindelse med vores mål. De to var så centrale i forhold til vores afslutningsspil. Og Lucas kunne jo åbne tingene og være meget præcis i spillet på den sidste tredjedel, og det var meget vigtigt for holdet,” som Poul Erik Andreasen beskriver det.
Men efter sejren over FCK var Lucas Andersen ude et par kampe med en af de forstrækningsskader, der havde det med at ramme i baglåret, og da han vendte tilbage igen, havde AaB tabt to kampe i træk. Så han var vigtig, og han var god, og det gav også comeback på landsholdet i oktober 2019, da han spillede en halv time af en 4-0 sejr over Luxembourg.
Da 2019 sluttede, og vinterpausen ventede, lå AaB på den forjættede sjetteplads og var videre til kvartfinalen mod FCK i pokalturneringen, mens Lucas Andersen stod noteret for seks mål og seks assists i 19 kampe, men det blev endnu bedre på den anden side af nytåret.
2-0 ude over Silkeborg med én assist, mål og assist i en 3-2 sejr hjemme over Brøndby, det samme i et 2-3 nederlag til FCK i Parken, hvorefter han så måtte sidde på bænken i 2-0 sejren over FCK i pokalkvartfinalen, før det hele lukkede med et mål i 3-0 sejren hjemme over Lyngby foran et pludselig tomt stadion i Aalborg. For coronaen truede, og det endte med, at der skulle gå knap tre måneder, før der igen kunne spilles fodbold i Danmark.
Selv om AaB kun fik ét point i de sidste to og længede ventede grundspilskampe mod Esbjerg og AGF, kom man denne gang med i mesterskabsslutspillet, men endnu vigtigere var det, at AGF blev besejret i pokalsemifinalen, for så var AaB klar til en kamp om et trofæ i form af pokalfinalen på Blue Water Arena i Esbjerg mod undertippede SønderjyskE.
De fleste forventede, at Lucas Andersen ville få sine ambitioner om en titel med AaB opfyldt, for udover angrebsåbningerne med Kasper Kusk havde han nu også fundet ind i et fremragende samspil med sin gamle ungdomslandsholdskammerat Patrick Olsen. Men sådan gik det slet ikke. For efter 42 minutter forsøgte Lucas Andersen sig med en hælaflevering til Patrick Olsen, og den rev for alvor muskelfibrene i baglåret over, så mens en grædende Lucas Andersen blev støttet fra banen, kunne SønderjyskE bringe sig foran 1-0 på mål af den tidligere AaB-angriber og double-vinder Anders K. Jacobsen, der også gjorde det til 2-0 efter pausen.
Så lige så godt det var gået i Esbjerg 19 måneder tidligere, lige så skidt gik det i den store finale. For selv om AaB faktisk sluttede mesterskabsspillet stærkt trods savnet af Lucas Andersen, så var det et hårdt slag ikke at få noget sølvtøj med ud af en ellers fin sæson, hvor holdets store profil endte med 11 mål og 10 assists i 30 kampe.
Og der toppede det så også for Lucas Andersen.
Nedtur og nedrykning
Han brugte ellers sommerpausen på at prøve at få styr på de genstridige lårskader og tilbragte blandt andet tre dage hos den fysiologiske ekspert Carl Askling i Stockholm, og selv om den nye sportschef Inge André Olsen altså ville se ham tilbage på banen, før han ville vurdere noget, så var Lucas Andersen selv optimist.
”Det ville nok være nemmere, hvis jeg bare stod og høvlede bolde væk, men det skal jo heller ikke være sådan, at jeg aldrig kan lave en hælaflevering igen, fordi jeg er nervøs for, at jeg bliver skadet igen. Det gælder om at komme over det punkt så hurtigt som muligt, så jeg finder tilbage til den frihed i sindet og på banen. Og så gælder det også om at give sig selv tid, men det er bare svært, når jeg har så store ambitioner for holdet og for mig selv,” som han sagde til undertegnede og Tipsbladet i forbindelse med et besøg på AaB's træningsanlæg dagen efter et 20 minutters indhop i comebackkampen mod Horsens den 21. september 2020.
Og ambitioner havde han stadig masser af.
”Mit store mål nu er at være med i EM-slutrunden næste sommer, og hvis jeg kommer det, så har jeg jo nok spillet en rigtig fin sæson i Superligaen. Og så ved man jo ikke, hvad der så sker, og hvornår det kan ske,” sagde Lucas Andersen, der også fik tre landskampe under Kasper Hjulmand i det efterår.
Formen var nu ikke, hvad den havde været, og AaB havde det også svært, for cheftræner Jacob Friis blev nødt til at stoppe af hensyn til sin kræftsyge datter, og mens Peter Feher kørte efteråret færdigt, sivede Nordkraften ud af mandskabet til fordel for Inge André Olsens forskellige indkøb, før 2020 lukkede på værste vis for Lucas Andersen. I pokalkampen ude mod 2. divisionsholdet B.93 blev han nemlig lårskadet igen, og for at gøre ondt værre endte B.93 endda også med at vinde kampen 1-0 på mål af den 17-årige angriber Tammer Bany.
Der skulle gå hele fem måneder, før Lucas Andersen var på banen igen med AaB i nedrykningsspillet og med spanske Marti Cifuentes som ny træner på sidelinjen, men denne gang virkede angriberen mere klar til kamp med både mål og assists, før uheldet igen ramte i den sidste kamp mod den onde ånd fra pokalfinalen. AaB vandt sikkert med 4-0 ude mod SønderjyskE, men det var på alle måde ligegyldigt i det store billede, for efter et kvarters spil vred Lucas Andersen rundt i knæet med en korsbåndsskade til følge.
Så mens Danmark spillede EM, gik den nu 26-årige aalborgenser i gang med endnu et langt genoptræningsforløb, der først blev afsluttet i april 2022.
Marti Cifuentes havde ført AaB godt på vejen til mesterskabsspillet, men var så skiftet til Hammarby, så nu var det Lars Friis, der stod i spidsen for holdet. Men efter en god start, gik det skidt, og den tidligere Viborg-træner blev fyret efter et halvt år og et meget lidt pænt forløb, der heller ikke gjorde noget godt for Inge André Olsen, der blev fyret kort efter afskeden med Lars Friis.
I hans sted kom Erik Hamrén til, men da det viste sig, at den gamle mestertræner anno 2008 ikke havde fortidens gyldne touch med til Aalborg, endte det i løbet af seks måneder med, at den svenske midtbanemand Oscar Hiljemark, der havde måttet indstille karrieren alt for tidligt, blev permanent cheftræner. Det var kaotisk, og det var også skidt for Lucas Andersen, der var langt fra tidligere tiders topform.
AaB sluttede sidst i grundspillet og endte endda som nedrykker, selv om man også nåede pokalfinalen mod FCK i Parken med Lucas Andersen som tændt anfører. Men det var ikke nok. Diogo Goncalves scorede kampenes eneste mål, og så endte det igen i tårer for manden, der blev kåret som Årets Pokalfighter, før sæsonen lukkede med, at han som anfører måtte tage de verbale tæsk og snakken med vrede fans efter nederlaget hjemme til Silkeborg, der endegyldigt sendte AaB en række ned.
Og det blev ikke bedre i 1. division, hvor Lucas Andersen trods mål i sæsonåbneren ude mod B.93 var en skygge af sig selv og endte som reserve ude på bænken.
”Det har gjort så ondt at se, at jeg faktisk flere gange har tænkt, at jeg ville ønske, at han stoppede sin karriere. Det var en mand, der stadig bar den der jernvilje i hjertet, men simpelt hen bare ikke havde hastigheden. Og han havde heller ikke skarpheden og finessen i sine ben længere. Og så har han måske heller ikke mentalt følt, at han hørte til i gruppen længere,” siger Mikkel B. Ottesen og fortsætter:
”Nogle gange er det jo også en mental ting, at man skal føle, at der er opbakning til en som spiller, men den måde, AaB har spillet på det sidste halvandet år, er ikke en måde, der fordrer, at man har en type som Lucas Andersen på banen.”
”Før var han så dygtig, at det var ligegyldigt, hvordan holdet spillede, for han kunne altid tilføre det noget positivt, men der er ikke plads til en type som Lucas Andersen i den måde, som især Oscar Hiljemark har lagt spillet an på. Man skal simpelt hen være en dygtig presspiller og kunne arbejde stærkt defensivt, og det har sgu aldrig været hans kompetence.”
”Lavpunkterne har været, når han i efteråret blev brugt som taktisk indskiftning i det 88. minut, og han så er kommet på banen og har skullet nedværdige sig til at løbe over og tage anførerbindet fra en holdkammerat og sætte det på armen for de par minutter. Det har simpelt hen været så trist at se på, og det var ham ikke værdigt,” siger Mikkel B. Ottesen om en spiller, der blæste AaB-tilhængerne og Superligaen væk gennem et par vilde sæsoner, men sluttede meget langt fra toppen.
Lucas Andersen i 1. divisionskamp ude mod Helsingør. Foto: Jan Christensen/FrontZone Sport/Getty Images
Og den 1. februar fik Lucas Andersen ophævet kontrakten med AaB et halvt år før tid. Hans sidste optræden blev derfor i 1-1 kampen ude mod Næstved den 12. november, hvor han kom ind midt i 2. halvleg for unge Mads Bomholt, før han sluttede efteråret med at sidde på bænken i de sidste to kampe.
”Lucas drømte om at komme hjem til AaB og vinde en pokal eller et mesterskab, og han nåede to pokalfinaler. I den ene blev han skadet, og i den anden var holdet fuldstændig i ruiner, og alligevel kæmpede han så meget, at manden, der ikke kan lave en tackling, om det så gjaldt hans liv, blev Årets Pokalfighter. Så meget betød det for ham, og lige lidt hjalp det,” siger Mikkel B. Ottesen og fortsætter:
”Det er jo dybest set en forfærdelig melankolsk historie om det, der aldrig blev. Men den slags historier hører for helvede også til i et heltekvad. Så jeg har kun gode ting at huske tilbage på, også alt det melankolske og dystre og sørgelige, for det hører med til tilværelsen som både fodboldspiller og fodboldfan.”
”Det var ikke Lucas, der var noget i vejen med, det var bare timingen, der gjorde, at det aldrig lykkedes for ham. For vi kunne alle sammen se, at det kunne det godt have gjort,” siger tilhængeren fra Bitre Nord.
Men her slutter historien om Lucas Andersen ikke.
Alle kan lide Marti Cifuentes
Fire dage efter den ophævede kontrakt, der også sparede AaB for en pæn portion lønkroner over fem måneder til en spiller, der alligevel ikke kom ret meget på banen i den næstbedste række, skrev den nu 29-årige Lucas Andersen under på en halvandet års aftale med Championship-klubben Queens Park Rangers, og så er det store spørgsmål selvfølgelig, om han kan genfinde storformen på Loftus Road.
På den ene side tegner det mere end vanskeligt, for QPR ligger under nedrykningsstregen, men på den anden side har han fuld opbakning fra sidelinjen, for klubbens manager er nemlig hans gamle AaB-chef Marti Cifuentes.
Og selv om Cifuentes i AaB altså kun kunne trække på Lucas Andersen på banen i en måneds tid i foråret 2022, må han have set nok til at satse på den danske playmaker i en vanskelig situation.
”Cifuentes kender ham selvfølgelig. Han kender Lucas' kvaliteter, og i den situation de er i, så kan han godt bruge sådan nogle afgørende spidskompetencer på den sidste tredjedel, hvis de skal skrabe point nok sammen til at blive oppe. Så det kan godt være smart set af ham.”
”Nu lykkedes det allerede i den første kamp med en pointgivende aflevering, og Lucas kan jo de ting. Godt nok har han ikke spillet sådan i AaB i de sidste par år, som han gjorde før korsbåndsskaden, men glimtvis kommer der jo lige pludselig den genialitet med en stikning, som andre ikke har set, og den ligger lige præcis, så medspilleren kan løbe ind i den. Så det ligger lige under overfladen, selv om det har vist sig sjældnere og sjældnere,” siger Poul Erik Andreasen med tanke på den assist, som indskiftede Lucas Andersen leverede til et 2-2 resultat mod Norwich i sin debut på Loftus Road.
Og måske kan luftforandringen og tiltroen fra træneren betyde, at Lucas Andersen genfinder sig selv. Det håber han i hvert fald.
”Jeg kan godt mærke, at det er sundt for mig med et sceneskifte. Det har allerede givet mig noget ny inspiration, så nu håber jeg på at være med til at redde QPR fri af nedrykning. Jeg er ikke færdig endnu,” som han sagde i et glimrende interview med Nordjyske efter skiftet til London-klubben, mens familien er blevet hjemme i Aalborg, hvilket ikke gør det nemmere.
Men han er klar på at jagte sin chance, selv om det er fra et svært udgangspunkt, for QPR er ikke, hvad klubben var en gang, men traditionerne kan nu sagtens vise sig at kunne hjælpe holdets danske islæt på hans nye vej.
”Queens Park Rangers er en lille klub i det vestlige London med en kronisk mangel på succes,” siger Michael Hann, musikjournalist for blandt andet Guardian, tidligere chefredaktør på fodboldmagasinet FourFourTwo og QPR-tilhænger siden 1977 med sæsonkort i de seneste 12-13 år.
”QPR har vundet ét trofæ, Liga Cuppen i 1967, og det er det. Man vandt næsten ligaen i 1976 og var det bedste hold i London for 30 år siden, men QPR er en klub, der er så vant til ikke at vinde noget, at der for et par år siden var et jubilæumsprogram for at mindes en 6-0 sejr over Chelsea. Det var ikke en kamp, der ellers betød noget, så det synes jeg siger en del om, hvor lille en klub QPR er.”
”Og i de seneste år har der været totalt kaos med store økonomiske problemer og managere i kø gennem svingdøren, så klubben har været styret dårligt i en ret lang periode efterhånden,” siger Michael Hann om sin favoritklub, der taber 15 millioner kroner om måneden, er voldsomt presset af Financial Fair Play og har opereret uden sportschef, siden klubbens gamle angriber Les Ferdinand forlod jobbet i sommer.
”Men sådan er det, når man har en lille hjemmebane, hvor der kun lige er plads til 18.000 tilskuere, så der er ikke ret store entréindtægter, og det kan ikke lade sig gøre at øge indtægterne via loger og sponsorer, og stadion kan heller ikke bruges til andet end fodbold, så vi sidder fast i den position,” siger QPR-tilhængeren.
Queens Park Rangers var bedst i perioden fra 1973 til 1996, hvor man kun gik glip af kampe i den bedste række fra 1979 til 1983, og da Premier League blev indført, sluttede QPR forbløffende nok som den bedste London-klub i den nye række via en femteplads efter Manchester United, Aston Villa, Norwich og Blackburn, men pænt foran Tottenham på ottendepladsen, mens Arsenal, Chelsea, Wimbledon og Crystal Palace fulgte nedefter.
Senest der for alvor var opmærksomhed omkring klubben, var i det vilde forløb fra 2007, hvor Formel 1-folkene Flavio Briatore og Bernie Ecclestone gik ind i klubben og fire år senere fik QPR tilbage i Premier League. Den seneste sæson blandt de bedste var 2014/15, og siden da har man hørt hjemme i den tunge ende af Championship, uden at klubben for alvor har mistet opbakning.
”QPR har traditionelt været en klub, der spiller attraktiv afleveringsfodbold, og det er det, som tilhængerne kan lide og forventer. Men der er også en forståelse for, at man ikke altid kan gøre det, specielt når man har det svært,” siger Michael Hann og fortsætter:
”Det mest elskede hold i QPR-historien er det fra midten af 70'erne med Stan Bowles og Gerry Francis, det var et velspillende og vidunderligt hold, men der var også holdet fra midten af 90'erne med Les Ferdinand, Ray Wilkins og Trevor Sinclair. De spillede også fodbold på den rigtige måde, og det er det, som tilhængerne gerne vil se.”
”Det forbløffende er så, at QPR-tilhængerne stadig er så loyale. Der var udsolgt til hjemmekampen mod Norwich for nylig, selv om holdet ligger under nedrykningsstregen i The Championship. Tilhængerne har ikke vendt sig mod ejerne, selv om meget er gået meget galt, og de er heller ikke efter spillerne. De har været meget tilgivende, for der er en forståelse for, hvor svært det er for klubben på grund af Financial Fair Play,” siger Hann, der er blevet noget mere optimistisk, efter Marti Cifuentes kom til som ny manager i slutningen af oktober, da QPR lå næstsidst med otte point efter 14 kampe.
Den tidligere AaB-træner Marti Cifuentes er med det samme blevet populær på Loftus Road. Foto: Robin Jones/Getty Images
”Alle kan lide Marti Cifuentes, og alle er klar over, at han har en meget tynd trup at arbejde med. Vi har en fin startopstilling, men der er heller ikke meget mere end det, og da holdet også er meget skadesplaget, er det sjældent, at vi stiller med de bedste.”
”Men kontrasten mellem, hvad Cifuentes har leveret, og hvordan fodbolden ellers har været i de seneste 16-17 måneder, er fantastisk. Spillerne ser ud til, at de ved, hvad de skal, og de har faktisk også vundet kampe.”
”Det lyder skørt, at det skulle være nok til at give manageren heltestatus, men man bliver nødt til at forstå, at i sæsonens første kamp ude mod Watford, der kom vi bagud efter 32 sekunder og var bagud 4-0 efter en halv time. Jeg gik i pausen. Jeg kunne ikke holde ud at se mere.”
”Men når man har det udgangspunkt og en følelse af, at vi ville være heldige, hvis vi bare kunne få nogle uafgjorte kampe, så er vi også godt klar over, at vi ikke er noget stærkt hold. Men Cifuentes har været i stand til at få det bedste ud af det, han har, og hver sejr er nærmest et mirakel.”
”Det har længe været sådan, at hvis vi først kom bagud, så var det slut, men sådan er det heller ikke mere. Holdet er blevet mere modstandsdygtigt, mere taktisk begavet, og Cifuentes får gode ting ud af nogle af spillerne,” siger Michael Hann om et hold, der har Premier League-rutine i folk som den 36-årige målmand Asmir Begovic, den 32-årige centerforsvarer Steve Cook og den 34-årige midtbanemand Jack Colback, mens midtbanen desuden er forstærket af Isaac Hayden og Joe Hodge på lån fra henholdsvis Newcastle og Wolverhampton. Og så er det Ilias Chair, der spiller med det i QPR så forjættede 10-tal på ryggen og lever op til det ved nogle gange at være holdets bedste spiller uden at imponere.
”Hvis du ser QPR, ville du ikke tænke, at de her spillere kunne få dig til at elske fodbolden igen, men forhåbentlig er de gode nok til at skaffe os et resultat,” siger QPR-tilhængeren, der også er spændt på tilgangen af Lucas Andersen.
”Man håber selvfølgelig altid, at en ny spiller kan skabe mirakler, men vi har lært, at det ikke er sådan, tingene hænger sammen, for vi er blevet skuffet så mange gange. Men alle håber selvfølgelig, at han vil gøre det godt. Hvis han kan komme i kampform og spille 90 minutter, så vil han være god at have på holdet, for man kan jo godt se, at han er en dygtig fodboldspiller, men han ville ikke være kommet til QPR, hvis der ikke havde været problemer med ham. Den slags spillere har vi fået mange af, og hver gang der er en, der gør det godt, så er der tre, der forsvinder fra jordens overflade,” siger Michael Hann efter Lucas Andersens første kamp for favoritholdet, der stadig ligger under stregen.
”Vi kommer langsomt tættere på holdene over os, og vi skal bare gøre det bedre end et par hold. Niveauet er ikke voldsomt højt i Championship, og der er virkelig nogle dårlige hold imellem. Så helt ærligt tror jeg ikke, at vi rykker ned. Jeg vil heller ikke være chokeret, hvis det sker, men jeg tror, at vi lige præcis har nok til at undgå det,” siger Michael Hann.
Efter snakken med Mediano tabte QPR så nøglekampen i Stoke med 1-0, mens man til gengæld overraskende slog Bristol City ude med de samme cifre i Lucas Andersens første kamp fra start. Og igen stod han for oplæg til scoring, denne gang med en velset og godt timet aflevering ind gennem feltet til Ilias Chair.
Så måske kan den 29-årige dansker genfinde formen i The Championship. Umiddelbart ville det ellers virke umuligt, når man tænker på kampene i den næstbedste række i Danmark, men han blev korsbåndsskadet i maj 2021, var tilbage i april 2022 og ville typisk skulle bruge den samme tid som skadespausen på at komme i topform igen. Det var så i foråret 2023, hvor alt var kaos i og omkring AaB, så måske kan det lykkes for manden, der er gået fra 10-tallet i AaB til rygnummer 25 i QPR.
Oppe på Bitre Nord, hvor Mikkel B. Ottesen ellers kun holder med AaB og sit engelske favorithold Aston Villa, vil der i hvert blive holdt øje med den gamle favorit.
”Ja, jeg kommer klart til at følge Lucas. Jeg har ellers aldrig været typen, der var fan af spillere. Jeg er tilhænger af hold, af historien og af viben omkring en klub, men hvis jeg skulle gøre en undtagelse, så skulle det være for en type som Lucas, for han har sgu gjort en stor indsats for sin barndomsklub, og så er han bare et gennemsympatisk menneske,” siger en af de AaB-tilhængere, der stadig tror og håber en smule på mere magi fra Lucas Andersen.
PROFILEN
Navn: Lucas Qvistorff Andersen
Født: 13. september 1994 i Aalborg
Højde: 185 cm
Vægt: 72 kg
Position: Angriber, offensiv midtbane, venstre kant
Rygnummer: 25
Klubber:
2011-12: AaB – 41 kampe, 3 mål
- solgt til Ajax 31. august 2012 for 10,5 millioner kroner
2012-16: Ajax – 54 kampe, 5 mål
2015-16: Willem II (lån) – 37 kampe, 10 mål
- solgt til Grasshopper 5. juli 2016 for 11 millioner kroner
2016-18: Grasshopper – 81 ligakampe, 11 mål
2018-19: AaB (lån) – 27 kampe, 10 mål
- solgt til AaB 10. marts 2019 (med effekt fra 1. juli) for 5 millioner kroner
2019-24: AaB – 135 kampe, 26 mål
- fri transfer til QPR 5. februar 2024
2024- : QPR – 3 kampe, 0 mål
- kontrakt udløber sommeren 2025
Landshold:
7 landskampe for Danmark, 0 mål
- debut den 18. november 2014 i venskabskamp i Rumænien (tabte 0-2)
- desuden 72 U-landskampe for Danmark, 9 mål
Titler:
Hollandsk mester med Ajax i 2013 og 2014
Årets pokalfighter med AaB i 2023
