Mediano STORY: Målkongen Elstrup fra Kenilworth Road
Mediano STORY: Lørdag spiller Luton en kamp til knap 1,5 milliarder kroner på Wembley mod Coventry. Det gælder den sidste oprykningsplads til Premier League, og hvis Luton vinder, vil det være ganske sensationelt, for man plejer ikke at være med blandt de allerbedste. Senest var i starten af 90'erne, hvor Lars Elstrup slog alle danske scoringsrekorder i det engelske, selv om han spillede på en elendig kunstgræsbane og var begyndt at døje med de depressioner, der siden ramte ham hårdt. Elstrup forlod Luton i sommeren 1991 og holdt sig væk i 32 år, men for en måned siden stod han pludselig igen på Kenilworth Road.
AF THOMAS PYNDT
Det har på mange måder været en forbløffende og sensationel sæson for Luton Town Football Club.
Den lille klub 50 kilometer nord for London nåede i sidste sæson helt op på en sjetteplads i The Championship og spillede med om oprykning til den Premier League, man aldrig har været en del af. Det endte dog ikke med et mirakel, for Luton tabte 2-1 i semifinalerne til Huddersfield.
Men når nu man var kommet så langt, valgte man at satse en smule. Således blev der sat transferrekord i sommer med købet af angriberen Carlton Morris fra Barnsley for 15 millioner kroner, men virkeligheden ramte alligevel med det samme i den nye sæson.
For Luton er ikke en klub med oplagt Premier League-potentiale på samme måde som for eksempel liga-kollegaerne fra Burnley, Watford, Norwich, Middlesbrough, West Bromwich, Sheffield United, Stoke og Blackburn. Det er en klub med begrænset økonomi og et mystisk stadion med fem forskellige tribuner, og efter fire runder af den nye sæson lå Luton da også under stregen med to point. Og selv om succesmanager Nathan Jones i sin sjette sæson for klubben fik flyttet holdet op i midten af rækken, blev man mindet om pladsen i fødekæden, da Southampton snuppede manageren op i Premier League i starten af november.
Den nye chef på sidelinjen, Rob Edwards, der et par måneder tidligere var blevet fyret hos lokalrivalerne fra Watford, startede med at tabe 2-1 oppe i Middlesbrough, men så faldt tingene pludselig og ganske uventet i hak. Luton tabte kun to af de næste 24 ligakampe og endte på en utrolig tredjeplads i The Championship. Godt nok var man ikke i nærheden af at udfordre Sheffield United på andenpladsen i kamp om en direkte oprykning til Premier League, men tredjepladsen gav et godt udgangspunkt til playoff-semifinalerne mod Sunderland, der blev besejret med samlet 3-2, og nu er Luton kun en sejr i playoff-finalen på Wembley mod Coventry på lørdag fra at rykke op i Premier League.
Det vil være sensationelt, hvis det lykkes, så der er ikke noget at sige til, hvis de godt 10.000 tilskuere på det trange og proppede Kenilworth Road måtte knibe sig i armen efter den afgørende 2-0 sejr over Sunderland forrige tirsdag – præcis som de ganske givet også gjorde i løbet af hjemmekampen mod Middlesbrough i 44. spillerunde, hvor endnu en overraskelse blev føjet til den forbløffende sæson.
For i pausen af topkampen bød stadionspeakeren velkommen til en legende, et mysterium og en dansk topscorer i en og samme person. Knap 32 år efter han forlod Kenilworth Road, var Lars Elstrup nemlig tilbage i Luton, og han blev klappet ind på banen til et kort interview, mens voksne fans kunne fortælle deres børn om ham angriberen fra fortiden, der engang løb fra selveste den engelske landsholdsforsvarer Des Walker.
Fra Brentford til Luton uden nærmere planer
Det var nu ikke, fordi den efterhånden 60-årige Lars Elstrup ville lave et stort nummer ud af gensynet med sin hjemmebane fra 1989 til 1991. Tværtimod var det lidt tilfældigt, at han pludselig stod i Luton en fredag i april.
”Jeg havde lyst til at komme lidt væk fra Odense og overvejede at tage en tur til min hjemby Randers, men så opdagede jeg, at min guru har et hindu-tempel i Brentford. Så det tog jeg over for at besøge, og efter det tænkte jeg, at jeg gerne ville se Luton igen,” som han fortalte til Luton Today.
Han tog dog ikke kontakt til klubben, han tog ud til stadion og kom med på en stadiontour, hvor man fandt ud af, at man faktisk havde den danske angriber fra fortiden med rundt.
Den opdagelse røg op til Lutons administrerende direktør Gary Sweet, og selv om han sad midt i et møde, rejste han sig med det samme og gik ned for at hilse på den gamle målscorer. Og han ignorerede Elstrups fremstrakte hånd. Han gav ham i stedet et stort knus, for den danske angriber havde altid været hans store helt, dengang han selv stod som fan på lægterne.
Elstrup havde ikke nogle nærmere planer omkring turen til Luton. Han tog op for at se det gamle stadion og havde ikke overvejet overnatning eller noget, men det kom der styr på. Gary Sweet organiserede fire nætter på hotel, og på den måde blev Lars Elstrup pludselig en del af det forrygende forår i den 138 år gamle fodboldklub. For han holdt sig ikke for sig selv.
Han gav interview og var med i en fanpodcast, hvor han fortalte åbent og ærligt om den hårde afslutning på karrieren og det svære liv efter med en lang og til tider kontroversiel, spirituel rejse og de talrige depressioner, der har ramt ham undervejs. Han fik også en rundvisning på træningsanlægget af sin gamle holdkammerat og klublegende Mick Harford, og mandag aften blev han altså præsenteret under bragende bifald på fortidens hjemmebane, der ifølge Elstrup ikke havde forandret sig ret meget i de godt 30 år, der ellers var gået.
Så det blev en meget speciel weekend for både Lars Elstrup og folket i og omkring Luton, og egentlig var det ganske passende. Både fordi det var i tråd med et forbløffende fodboldår på Kenilworth Road, og fordi drømmen om det bedste række stadig lever i bedste velgående. For sidst man var oppe blandt de bedste og klarede frisag, så gjorde man det takket være Lars Elstrups mange mål.
Ja, faktisk scorede han flere mål i én sæson, end nogen anden dansker nogensinde har præsteret i den bedste engelske række.
Men hvordan endte Lars Elstrup egentlig i Luton tilbage i slutningen af firserne?
En givtig transfer
Lars Dahl Elstrup var først en dygtig og skarp angriber for Randers Freja i den næstbedste række, før han i 1986 flyttede til hovedstaden for at starte et bankjob og fortsætte fodboldkarrieren hos en anden randrusianer i form af Per Bjerregaard i Brøndby. Det gik ganske godt, og i løbet af et halvt år var der bud efter ham fra hollandske Feyenoord, hvor han til gengæld overhovedet ikke slog til. Psyken var slet ikke til den kolde sig-selv-nærmest fodboldverden i Rotterdam, men efter to år hårde år genfandt han fodboldglæden i Odense, hvor han scorede 17 mål i 28 kampe for OB hen over to kalenderårsturneringer og med sine kampe og mål i foråret 1989 også fik en aktie i det seneste mesterskab, der er gået til Fyns land.
Selv om OB klarede sig godt på banen, var der økonomiske problemer i klubben, så der var mening i at sælge den store angrebsprofil, der også var klar til en ny udfordring i udlandet efter skuffelsen i Holland. Men den bankuddannede Elstrup, der var blevet 26 år, vidste også godt, at det var en chance for at tjene til en god del af resten af livet, så ifølge bogen ”Lars Elstrup – fra indersiden” af Carsten Fog Hansen og Jens ”Jam” Rasmussen fra 2012 satte han hårdt mod hårdt og sagde til OB, at han kun ville sælges, hvis han fik halvdelen af transferen, og sådan blev det.
Der var to interesserede klubber, men tyske Nürnbergs tilbud var ikke særlig attraktivt, og så valgte angriberen i stedet den bedste række i England i form af lille Luton nord for London – og det til en rekordtransfer for klubben på hele 850.000 pund, hvoraf halvdelen, omkring fire millioner kroner, altså gik direkte til Lars Elstrup.
Og hvad var det så for en klub, som den danske landsholdsangriber tog over til?
Den dansende David Pleat
I 1989 var Luton Town FC på toppen af sin lange klubhistorie, der begyndte at blive skrevet helt tilbage i 1885 – en ellers ganske anonym historie hvor sæsoner i den bedste række mere var undtagelsen end reglen.
Man kom første gang op i 1. division i 1955 og holdt fast i fem sæsoner med en tabt FA Cup-finale til Nottingham Forest i 1959 som højdepunktet, men i 1960 rykkede man ud igen og måtte vente 14 sæsoner på et kortvarigt gensyn med den bedste engelske række i 1974/75-sæsonen.
I 1978 blev den kun 33-årige David Pleat, der tidligere selv havde spillet for klubben, så manager, og det blev en stor succes. Han rykkede nemlig Luton tilbage blandt de bedste i 1982, og denne gang blev klubben hængende, omend det var tæt i den første sæson, hvor Luton reddede sig på falderebet på Maine Road i Manchester, og David Pleat dansede ind over grønsværen i en af de mere berømte sekvenser i den engelske fodboldhistorie.
I 1986 rykkede Pleat til Tottenham, men Luton fortsatte opturen og leverede den bedste placering nogensinde med syvendepladsen i 1987, før man i 1988 vandt det første trofæ med en 3-2 sejr i Liga Cup-finalen over Arsenal efter at have været bagud 2-1 med 10 minutter igen, hvor Arsenal endda brændte et straffespark.
Det var et historisk øjeblik, der satte sig helt ovre i Danmark, hvor digteren Jesper B. Korndal i digtsamlingen ”Europa Cup onsdage som jeg husker det...” fra 2014 skrev:
Luton
gennem
regnen
Bedford på maven
Bedford
som i diamanterne
80'ernes
overraskelsespakke
på kunstigt græs
Steve Foster
pandebåndet
pandebrasken
med hænderne
dæmpende
trækkende tempoet
ud af
vildskaben
han fører
dem
de berømte
39 trin
op mod
trofæet
i 88
Steve Foster med pandebånd og Bedford på trøjen i Liga Cup-finalesejren over Arsenal i 1988.
Foto: Getty Images
Bedford var trøjesponsor og den store varebil, der blev produceret på Vauxhall-fabrikkerne i Luton, Steve Foster var en stærk forsvarer med et hvidt pandebånd, og det kunstige græs var sammen med David Pleat og dennes senere afløser Ray Harford en af grundene til, at Luton klarede sig så godt i firserne.
En slags kunstgræs på Kenilworth Road
I dag bliver kunstgræs eller ej stadig diskuteret i fodboldens verden, og i Superligaen bliver opgøret mellem FC Nordsjælland og Silkeborg kaldt El Plástico, men der er godt nok langt fra de baner, der bliver spillet på i Farum og i Søhøjlandet, og til det såkaldte kunstgræs, der blev brugt i engelsk fodbold i firserne. For her kunne man virkelig tale om plastic.
Det første kunstgræs i sportens verden blev brugt i den amerikanske udgave af fodbold, da NFL-holdet fra Houston i 1965 flyttede indenfor i den nybyggede Astrodome, hvor man hurtigt fandt ud af, at man ikke kunne få græsset til at gro. Så man opfandt i stedet det kunstige Astroturf, hvilket London-klubben Queens Park Rangers opdagede knap 15 år senere, da man tog på tur til USA for at få inspiration til at løse de håbløse baneforhold hjemme på Loftus Road.
I dag bliver Premier League-kampene spillet på velplejede græsplæner, men tilbage i halvfjerdserne og firserne var der mere jord og mudder end græs på banerne, og specielt Loftus Road var slem. Det måtte gøres noget, specielt fordi den dårlige hjemmebane kostede QPR rent sportsligt, så i sommeren 1981 blev der anlagt en ny bane med noget, der hed Omniturf, som nærmest bare var en grøn plasticmåtte, der blev rullet ud på et meget hårdt underlag.
Det var ikke populært hos ret mange modstandere, for bolden hoppede alt for højt, og glidende tacklinger kostede voldsomme brandsår. Men QPR holdt fast på deres og blev støttet af fodboldforbundet, og selv om man tabte den første hjemmekamp – 2-1 til Luton (!) i den næstbedste række – fik man hurtigt succes på det nye underlag, som gæstende hold havde svært ved at håndtere. I den første sæson rykkede man tilbage i den bedste række, og i den næste blev man nummer fem i 1. division og kvalificerede sig til UEFA Cuppen, hvor man dog måtte spille hjemmekampene på Arsenals Highbury, da UEFA ikke så med lige så milde øjne på det nye kunstgræs.
I 1985 fulgte Luton så trop med deres egen kunstgræsbane, der var en tand bedre end underlaget på Loftus Road, og året efter kom Oldham og Preston også til, så i slutningen af firserne var der altså fire klubber i det engelske divisionssystem, der spillede på et mystisk underlag, der helt sikkert ikke ville blive godkendt til noget som helst i dag. Og de havde alle fire succes med det.
Det specielle underlag var nu ikke noget, der bekymrede Lars Elstrup, da han skiftede til Luton. Han havde trænet meget på et tilsvarende underlag i Feyenoord og mente i øvrigt også, at det ville passe godt til hans tekniske evner, for holdene med kunstgræs på hjemmebanen var kendt for at spille et hurtigt pasningsspil langs jorden, da det tit var umuligt at beregne, hvordan en bold ville hoppe.
Stærke landsholdsmeritter
Så da Lars Elstrup kom til Kenilworth Road i sommeren 1989, kom han altså til en udskældt hjemmebane hos en lille klub med overraskende succes – Luton havde også nået Liga Cup-finalen i 1989, som man dog havde tabt til Nottingham Forest, mens man i ligaregi var faldet ned i bundregionerne, men havde klaret frisag.
Noget skulle der dog ske i Luton, der havde et fint forsvar, men kun havde scoret 42 mål i 38 kampe, og nu var det så op til den danske landsholdsangriber at løfte offensiven. Måltallene fra OB var fine, men det var først og fremmest præstationerne med det danske landshold, som Luton-folket havde bidt mærke i. For selv om Brian Laudrup og Flemming Povlsen var førstevalg på Pionteks landshold, så havde Elstrup scoret otte mål i 12 kampe for Danmark, han havde scoret mod England og Peter Shilton, og han havde spillet fra start i begge kampe, da DBU fejrede 100 års fødselsdag ved at slå Sverige 6-0 og Brasilien 4-0 i Idrætsparken.
Så der var store forventninger til Lars Elstrup i Luton, mens angriberen selv satsede på både at tage revanche fra skuffelsen i Feyenoord og blive endnu bedre i de nye rammer.
”Jeg mener, at engelsk fodbold ligger mindst to niveauer højere (end den danske 1. division). Jeg ønsker at blive endnu mere komplet ved i første række at forbedre mit hovedspil og opøve min teknik under pres, og hurtigt teknisk spil er ikke mindst sagen på kunstgræsset,” som Elstrup sagde til Tipsbladets udsendte Karl Aage Dalgaard efter debutkampen på Kenilworth Road.
Her blev han skiftet ind kort efter pausen i 0-0 kampen mod Liverpool som kulmination på nogle vilde dage, hvor den to-årige kontrakt med en hidtil uhørt klausul om fri til alle landskampe blev forhandlet på plads weekenden før, hvorefter han tog til Belgien og spillede landskamp for Danmark onsdag, inden han fik debut for Luton om lørdagen og stadig nåede til Gatwick på den anden side af London i tide til at kunne tage imod kæresten Charlotte.
Knæskader og kaos i klubben
Det blev altså en hektisk start for den danske angriber i Luton, hvilket måske kunne undskylde, at han ikke kom på måltavlen med det samme, men tilhængerne begyndte at blive lidt bekymrede, da Elstrup efter 10 kampe i den engelske 1. division stadig ikke havde fået scoret et mål. Først i starten af oktober kom Lars Elstrup på måltavlen, men så gjorde han det til gengæld også med manér, da det stærke Liga Cup-hold slog Mansfield ud af turneringen over to kampe med samlet 11-5 via fem mål af den nye angriber undervejs.
Det åbnede noget for Elstrup, der over de næste uger scorede mod Millwall, Southampton og Arsenal (to gange), men på den berømte Boxing Day var uheldet ude, og danskeren blev knæskadet og måtte opereres. Og da skaden ellers var helet, låste knæet igen og krævede en ny operation, så han endte med at sidde ude tre måneder, mens klubben gik i opløsning rundt om ham.
Holdet var nemlig i problemer og havde specielt svært ved at score mål, da angrebslegenden Mick Harford også var ude med en alvorlig ankelskade, og efter et 3-0 nederlag på hjemmebane til Chelsea dagen før nytårsaften vendte tilhængerne sig mod manager Ray Harford, der ikke fik meget opbakning fra klubformand Brian Cole. Han mente tværtimod, at det var managerens egen skyld.
”Han har aldrig haft udstråling og evnen til at omgås klubbens fans på den rigtige måde,” sagde Brian Cole, og så sagde Harford farvel, mens hans assistenttræner og den åbenmundede formand røg samme vej.
Ny manager blev i stedet den 44-årige reserveholdstræner Jim Ryan, der nogle år senere blev et fast indslag på bænken bag Sir Alex Ferguson i Manchester United, og det var et godt valg for Lars Elstrup, for Ryan ville spille angrebsfodbold. I første omgang var det dog uden danskeren, for selv om han fik kæmpet sig tilbage i kampform efter de to knæoperationer, var angrebspladserne nu fyldt ud af en klassisk little-and-large duo i form af Kingsley Black og den tårnhøje, unge nordirer Iain Dowie.
Men det ændrede sig alt sammen i den efterfølgende sæson, som Luton også kom til at spille i den bedste række efter en stærk slutspurt med ni point i de sidste tre kampe.
Kontoudtog mod mørke stunder
Elstrup havde brugt et år på at falde til og føle sig hjemme med Charlotte i Luton, og han havde det godt det meste af tiden. Men den skrøbelige psyke ramte dog stadig angriberens humør, og i bogen ”Lars Elstrup – fra indersiden” af Carsten Fog Hansen og Jens ”Jam” Rasmussen fortæller forfatterne, hvordan Elstrup for at bekæmpe mørket nogle gange tog i banken og fik kontoudskrifter, så han med egne øjne kunne se det økonomiske bevis for, hvorfor han tilbragte sit liv i en by 50 kilometer nord for London.
”Hver gang jeg blev for deprimeret, tog jeg kontoudtoget frem, men det var desværre ikke nok til at fjerne depressionen,” som Elstrup beskriver det i bogen.
Men efter sommerferien hjemme i Odense med masser af hyggetræning med vennen Per Pedersen, var Lars Elstrup klar til at vise, hvor god en angriber Luton faktisk havde købt. Og det fik han altså vist i en grad, så han er blevet en del af klubhistorien og samtidig har den danske rekord for flest mål i en enkelt sæson i den bedste engelske række.
For Jim Ryan ændrede systemet til 4-3-3, så Black lå til højre og Dowie kunne tage alle luftkampene inde på midten, mens Elstrup kunne rykke ind fra venstre og placere sig de rigtige steder, som han altid havde været så fremragende til. Og det virkede.
I 2. runde scorede han mod Arsenal på Highbury, et par dage senere scorede han to gange på The Dell, da Luton hentede sæsonens første sejr mod Southampton, og i 7. spillerunde scorede han et hattrick på 14 minutter ude mod Norwich, før han i 10. spillerunde endelig fik has på en mystisk statistik med hovedstødet forbi Neville Southall i Evertons mål. Det var nemlig første gang, han scorede et ligamål på Kenilworth Road, og det var de fleste af de 10.047 tilskuere selvfølgelig meget begejstrede for.
For Luton lå nummer syv i tabellen, og Lars Elstrup var nummer tre på topscorerlisten kun overgået af QPR's Roy Wegerle med ni og Liverpools Peter Beardsley med otte mål, mens stjerner som David Platt (Aston Villa), Paul Gascoigne (Tottenham) og John Barnes (Liverpool) lå under ham.
Fantastiske mål mod Nottingham Forest
Det var så også så godt, som det blev for Luton i 90/91-sæsonen. De næste to kampe blev tabt, og selv om Elstrup scorede videre, gav det ikke point nok til at stoppe faldet ned gennem tabellen. Men målene gav dog næring til legenden om den danske angriber, og specielt kampen på City Ground mod Brian Cloughs Nottingham Forest den 1. december 1990 gik over i historien.
Nottingham Forest-tilhængerne havde ellers i flere sæsoner sunget om, at ingen kunne løbe fra den lynhurtige landsholdsforsvarer Des Walker, men det kunne Lars Elstrup altså. For i en løbeduel om en lang bold holdt danskeren Walker væk, og da man nåede ind i feltet, og forsvareren gled ned i en desperat blokerende tackling, ventede Elstrup et splitsekund, så han fik plads til at sparke og sende bolden mellem benene på Forest-keeperen Mark Crossley.
Og da 2. halvleg begyndte, overgik han nærmest den bedrift, da han på kanten af feltet med en hoftefinte satte en anden landsholdsforsvarer, Stuart Pearce, ud af spillet og fik plads til at sparke bolden helt op i målhjørnet. De flotte mål gav dog ikke nogen sejr, for Brians søn Nigel udlignede til sidst, men det var scoringer, der blev bemærket.
Efter nytår scorede Elstrup i nederlag til Southampton, Leeds og Sheffield United, mens han både lavede mål og assist i 3-3 kampen mod Chelsea, men point fik man ikke mange af, og da man i slutningen af sæsonen løb ind i tre nederlag i træk, var Luton i alvorlige problemer i bunden af rækken.
Man skulle simpelt hen slå allerede nedrykkede Derby i sæsonens sidste kamp på Kenilworth Road for at overleve – og det gjorde man så også på dramatisk vis.
Før pausen scorede Mick Harford, der fra 1984 til 1992 spillede 168 ligakampe for Luton og scorede 69 mål. Det pudsige var bare, at han fra januar 1990 til sommeren 1991 rent faktisk spillede for Derby, så hovedstødet var et selvmål, der lettede presset på hans gamle klub. Og efter pausen kunne tilhængerne så gå helt amok, da Lars Elstrup igen passerede Peter Shilton, denne gang i Derby-målet, ved at heade sin 15. ligascoring for sæsonen i kassen og dermed sikrede Luton en ny sæson blandt de bedste.
Efter det sidste fløjt løb tilskuerne ind på banen, både i begejstring over endnu en redning på falderebet, men også for at sikre sig et stykke af det forkætrede kunstgræs, der var blevet gjort ulovligt som underlag fra starten af den næste sæson.
Og imens kunne Lars Elstrup gøre status, for de 15 mål placerede ham på en 12. plads på topscorerlisten sammen med Tottenhams Gary Lineker og Ian Wright fra Crystal Palace, og da Luton kun scorede 42 mål i sæsonen, var det klart og tydeligt, at den danske angriber havde været en meget vigtig spiller for klubben.
Men kontrakten var udløbet, og Lars Elstrup og kæresten drømte om at vende hjem til Odense igen.
Et overraskende tilbud fra Leeds
Sådan gik det også, men der dukkede faktisk en ny mulighed op i det engelske, inden Elstrup skrev under på den aftale med OB, han dengang godt vidste, ville blive hans sidste. For som han sagde i bogen af Carsten Fog Hansen og Jens ”Jam” Rasmussen:
”Selv i det sidste år i Luton, hvor det gik godt på fodboldbanen, var der jo noget inde bagved, der ikke stemte. Og da vidste jeg, at jeg efter min sidste periode i Luton måtte tilbage til Danmark. Samtidig vidste jeg, at de to år i Odense skulle blive de definitivt sidste, for jeg kunne ikke mere, ville ikke mere.”
Men Elstrup blev alligevel fristet, da Leeds-manager Howard Wilkinson kontaktede ham i sommeren 1991, og havde han takket ja, kunne hans fodboldkarriere måske være kendt for et andet bemærkelsesværdigt højdepunkt end det afgørende mål i gruppekampen mod Frankrig ved EM i 1992, der sendte Danmark videre til semifinalen. For hvis han havde sagt ja til Wilkinson, kunne han være blevet engelsk mester i 1992 udover at være den mest scorende dansker i en sæson i den bedste engelske række.
Lars Elstrup (mellem Henrik Larsen og Kent Nielsen i bagerste række) fejrer europamesterskabet på Nya Ullevi den 26. juni 1992. Foto: Getty Images.
Men Elstrup endte med at takke nej til Leeds og fik også løst de kontraktlige problemer, der var med Luton, før Bosman-dommen fritstillede spillere helt ved kontraktudløb, så han lukkede karrieren med to sæsoner i OB, mens Luton ikke kunne klare sig uden deres danske topscorer og kunstgræsset på Kenilworth Road.
For i 91/92-sæsonen sluttede man lige præcis på den gale side af nedrykningsstregen, og siden har Luton altså ikke været i nærheden af den bedste række, der siden sommeren 1992 har heddet Premier League. Tværtimod har man været helt ude på kanten af en konkurs og undervejs har man også været nede at vende i Conference League, den femtebedste række, hvilket betød, at man skulle helt frem til sommeren 2019 og købet af den kroatiske målmand Simon Sluga for 1,3 millioner pund for efter 30 år at slette Lars Elstrup som det dyreste indkøb i Lutons historie. Men nu er man altså på endnu en optur med kurs mod en uvirkelig oprykning til en 17. sæson i den bedste række.
Alt står og falder med finalen mod Coventry på Wembley på lørdag i en kamp, der anslås at være 170 millioner pund (1,45 milliarder kroner) værd i tv-penge og faldskærmsudbetalinger, hvis man skulle rykke ned igen med det samme. Så der bliver nerver på blandt de mange Luton-tilskuere, der for en gangs skyld vil være god plads til på nationalarenaen godt 40 kilometer mod syd.
Og selv om den gamle, danske topscorer altså ikke havde været i Luton siden sommeren 1991, var han ikke i tvivl, da han pludselig dukkede op på Kenilworth Road i april.
”It would be great if Luton made it to the Premier League,” sagde Lars Elstrup.
