2026 bliver et skæbneår for sport og politik

Artikel - Mediano Sport & Perspektiv: Et hyperpolitiseret VM i USA, optakt til valgår i både FIFA og UEFA og et væld af store retssager kommer til at præge 2026 på den sportspolitiske scene. Fodbolden og sportsverdenen som helhed kan stå forandret tilbage, hvis det løb ikke for længst er kørt.

AF NICKLAS DEGN, Redaktør mediano sport & perspektiv

Hvis fodboldens magthavere troede, at de kunne ånde lettet op og lade diplomatiet sejre efter VM i Qatar, hvor ingen boykottede og hvor debatten blev kvalt, da bolden endelig rullede, så er de – for nu at låne fra det nye politiske ordforråd både herhjemme og internationalt – vågnet op til en ny virkelighed.

Den amerikanske præsident Trump har gjort sig synonym med det fodbold-VM, der til sommer skal afholdes i USA, Mexico og Canada. FIFA-præsident Gianni Infantino har accepteret og opmuntret til det. Derfor kan ingen sige sig fri for, at sporten impliceres i Trumps jagt på at udvide det amerikanske territorium på bekostning af et andet NATO-land, som det lige nu er tilfældet med Danmark og Grønland.

Retfærdigvis skal det siges, at det virker til, at alvoren er gået op for de høje herrer i de schweiziske katakomber. I hvert fald, når det kommer til dem, der færdes i UEFA’s hovedkvarter i Nyon. Altid velinformerede Nick Ames fra The Guardian kunne tirsdag fortælle, at diskussionen om en boykot blev reel allerede mandag i Ungarn, hvor mange pinger var til stede for at fejre det ungarske fodboldforbunds 125 års fødselsdag. Den norske fodboldpræsident og stadig relativt nyvalgte UEFA-eksekutivmedlem Lise Klaveness anerkender over for Idretsspolitik.no boykot-præmissen, selvom hun nu træder mere varsomme diplomatiske skridt end tidligere.

Alt imens har Donald Trump sent i aftes præsenteret, eller rettere teaset for en såkaldt ”rammeaftale” om Grønland indgået med sin daddy-buddy Mark Rutte fra NATO, som Trump i en sætning siger ”må have talt med Danmark” og i den næste sætning siger, at Rutte ”har talt med alle”, mens Danmark via udenrigsminister Løkke ikke virker informeret om noget som helst, men henholder sig til sidste uges møde med vicepræsident Vance og udenrigsminister Rubio i Washington.

Sikkert og vidst er det, at intet er sikkert og vidst. Der kan nå at ske meget, og meget kan nå at blive lavet om, så de kommende uger og måneder kræver vigtige samtaler også i sportens lederkredse. Der begynder at tegne sig et billede af et kalenderår 2026 med en efterhånden lang liste af nedslagspunkter, der samlet udgør et skæbneår for sport og politik.

Fodboldens store valgår venter
Det begynder naturligvis med vinter-OL i Italien i februar, hvor USA selvfølgelig møder talstærkt op. Og hvor Danmarks ishockeylandshold i øvrigt møder det amerikanske ditto den 14. februar. Det er stadig lidt af et spørgsmål, hvor meget den geopolitiske situation kommer til at fylde ved vinter-OL, og man bør bemærke, at den nyvalgte IOC-præsident Kirsty Coventry komplet modsat sin FIFA-kollega har valgt at flyve så meget under radaren i forhold til Trump som muligt. Selvom hun som tidligere minister i Zimbabwe og kendt som Mugabes ”golden girl” har en vis erfaring med autoritære ledere.

Det første afgørende nedslagspunkt synes derfor med sikkerhed at være den 12. februar, hvor UEFA-toppen mødes med delegerede fra kontinentet under mere formelle rammer til den 50. ordinære UEFA-kongres. Det finder sted i Bruxelles og selvom det naturligvis ikke som sådan er på den agenda, der allerede er blevet sendt ud til medlemslandene, skal der ske meget, hvis ikke USA og Grønland kommer til at blive diskuteret.

2026 markerer også sidste hele kalenderår i indeværende valgperiode for fodboldens to mest magtfulde mænd. Det har ikke fået særligt meget opmærksomhed endnu, men når foråret indtræffer i 2027, så er der forventeligt igen præsidentvalg i FIFA og UEFA, hvor det skal blive enormt interessant at se, om der endelig kommer kampvalg. Noget, der ofte glimrer ved sit fravær og som skaber et mindre demokratisk FIFA og UEFA, eller som minimum et FIFA og UEFA, der er svær at trække i nye retninger.

Hvem der tør udfordre Gianni Infantino i FIFA er meget tvivlsomt. Det har været meget småt med reel konkurrence om schweizerens tiltagende greb om tronen. Den tidligere Tottenham-spiller Ramon Vega har offentligt pippet om et muligt kandidatur ad et par omgange, men det er allerede ved at være et par år siden og det er svært at se, hvordan hans profil skal udfordre Infantino. Hvis ingen positionerer sig i 2026, ligner det en tabt kamp på forhånd.

I UEFA er situationen mere op i luften. Præsident Alekander Ceferin lovede ved sit seneste genvalg i 2023, at han ikke vil stille op igen i 2027. Det var kulminationen på en masse ballade, hvor UEFA – ligesom FIFA - fik kritik for at give Ceferin mulighed for at sidde længere end det oprindelige loft på tre valgperioder år tillod. Siden har Ceferin blødt sine udtalelser en smule op, men tilbage står stadig en virkelighed, hvor det vil ligne et kæmpe løftebrud, hvis sloveneren er på stemmesedlen til næste forår.

Også her er modkandidaterne gemt godt væk. Jesper Møller er både i interne UEFA-kredse og i offentlige analyser blevet nævnt som et muligt bud, selvom han har været meget diplomatisk og Ceferin-loyal, når man har spurgt ham til et muligt kandidatur. Men den danske DBU-formands stjerne i UEFA er kun blevet større med årene, hvortil man jo skal bemærke, at han senest tog et skridt op med titlen som en af flere vicepræsidenter i forbundet.

European Super League, en ny Bosman – og agenternes magt
Det er for så vidt den del af sporten, der er tæt knyttet til den politiske verden uden for, men sportspolitisk må man skam forvente meget mere af året 2026. Nu har jeg slet ikke nævnt den verserende retssag mellem Manchester City og Premier League, hvor mange forventede en dom i efteråret, men som stadig trækker ud. Den har den britiske regering for længst blandet sig i, og det er åbenlyst, at en dom, nærmest uanset, hvordan den falder ud, bliver et jordskælv i fodboldens verden og måske endda endnu videre.

Den er naturligvis værd at holde øje med, ligesom en række andre retssager er det. Fodboldspillernes internationale spillerforening FIFPRO er i konflikt med FIFA på flere områder og har senest lagt sag an på baggrund af den sag, den tidligere Chelsea- og Real Madrid-spiller Lassana Diarra forrige år vandt ved EU-domstolen. Vi er ikke helt der, hvor 2026 på de område kan blive et nyt 2026, men sagen er ikke blevet kaldt Bosman 2.0 for ingenting. European Super League, som nægter at gå væk, selvom kun Real Madrid stadig er med om bord, har lagt sag an mod UEFA efter en anden EU-dom. Og så er der agenterne, hvis magt og indflydelse også kan blive et tema i det kommende år, med eller uden juridisk indblanden.

Meget må altså forventes at kulminere i år, og når det kommer til de store fodboldvalgår, sker det med garanti om et års tid. Men tilløbet skal tages nu, og meget afgøres i 2026 i forhold til, hvor sportens verden skal hen. Om den overhovedet skal nogle steder hen, eller om den skal endeligt klemmes fast i det greb, som autoritære ledere både inden for og uden for sporten har den i.

Jeg kan ikke forudse, hvad der kommer til at ske, og jeg kan ikke betrygge dig med, at det hele nok skal gå – men jeg kan love dig for, at vi hos Mediano kommer til at følge det tæt og stille de vigtige spørgsmål i Mediano Sport & Perspektiv.

 Foto: Getty Images