Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Da Roy Keane reddede Sunderland

Da Roy Keane reddede Sunderland

Her er 2. kapitel af journalist Christian Barfoeds fanfortælling om Sunderland AFC - klubben han har holdt med i 43 år siden den vandt FA-cuppen i 1973. Både han og alle andre Sunderland-fans har lige siden ventet forgæves på den næste triumf.

 

AF CHR. KRABBE BARFOED

Det tager lidt tid, før vi finder ud af, hvad den høje sorthårede mand, der står med ryggen til banen og holder øje med os på tilskuerpladserne, egentlig laver.

Han har ikke Sunderland-trøjen på, som de fleste andre Sunderland-tilhængere blandt os. Han er heller ikke en del af den politistyrke, som holder øje med tilskuerne på Stadium of Light. Det er min kammerat Danny, der regner det ud.

Danny er Newcastle-fan og har sin Newcastle-trøje på under en tyk sweater. Jeg er Sunderland-fan og sidder det helt rigtige sted. Tredje og sidste mand i den danske trio på Stadium of Light den dag - eller det vil sige, vi er jo nok mindst fem, for ude på banen står danske Thomas Sørensen i Sunderland-målet, mens en anden dansker Carsten Fredgaard er reservespiller i klubben - er min anden kammerat Karl Åge, der i denne sammenhæng er neutral Manchester United-tilhænger.

Det er søndag den 6. februar 2000, og vi er til lokalopgør i Premier League mellem Sunderland og Newcastle.

Danny er i fjendeland, og den høje, sorthårede mand står der for netop at identificere sådan nogle som ham: Newcastle-fans, der ikke har kunnet få billetter til pladser blandt de andre Newcastle-fans. De sidder i et afsnit bag det ene mål lige ved siden af, hvor vi sidder. Den sorthårede mand er formentlig medlem af en af ultra-grupperingerne blandt Sunderland-fans. Der er flere, og Sunderland Westend Ultras er det bedste bud på ham her.

Hans opgave er spotte utidig jubel blandt Newcastle-fans,  så da Newcastle i løbet af blot 21 minutter i 1. halvleg bringer sig foran 2-0 på mål af franske Didier Domi og portugisiske Helder, må Danny fejre de to scoringer i total stilhed. Det er der andre Newcastle-tilhængere blandt os, der har sværere ved, og på et tidspunkt tramper den sorthårede mand op blandt tilhængerne og tager fat i en stakkels Newcastle-fan, som bliver slæbt ud bagved og formentlig får en læsterlig gang tærsk af ultra-bøllerne.

Lokalopgørene mellem Sunderland og Newcastle er - både når de spilles på Stadium of Light og på Newcastles St. James Park 15 kilometers penge fra Sunderland - højrisiko-opgør for politiet og for fans af begge klubber.

Læs Christian Barfoeds første blog om Sunderland her:

Den pæne storebror, der skal have bank

Rivaliseringen mellem Newcastle og Sunderland er legendarisk og århundreder lang - byerne ligger tæt på hinanden, de er begge nordengelske industribyer med en fortid som kulmine-byer tidligere i det 20. århundrede. De to byer er næsten lige store, der bor knap 280.000 mennesker i Sunderland og cirka 289.000 i Newcastle, men Sunderland har altid været underdog i forhold til Newcastle, som har status af Nordenglands metropol.

De  fleste - såmænd også de mest ærlige Sunderland-fans - mener, Newcastle er en flottere og langt mere kosmopolitisk og kontinental by, som har langt mere at byde på end Sunderland - selv om vi er oppe i den del af Nordengland, hvor intet - heller ikke Newcastle - er det første sted på sommerferien, du sætter kryds ud for som et must.

Men for nordenglændere er Newcastle attraktiv - bytens natteliv er legendarisk,  og mange unge valfarter til byen for at gå på klubber og diskoteker torsdag, fredag og lørdag - og såmænd også søndag. Det er da også karakteristisk, at vi under vores kombinerede pilgrimsrejse og fodboldtur til Sunderland, bor på et hotel i Newcastle - selv de Sunderland-fans, vi møder på klubben for officerer før kampen, synes det er en god idé, og da vi om aftenen kommer tilbage til Newcastle og går på pub i Newcastle, møder vi en del Sunderland-fans i Newcastles gader.

Nicklas Bendtner med maske scorede mål for Sunderland. Foto: Matthew Lewis/Getty Images

Nicklas Bendtner med maske scorede mål for Sunderland. Foto: Matthew Lewis/Getty Images

For Sunderland-fans er Newcastle den irriterende storebror, som man føler sig underlegen over for og meget gerne vil banke for næsten enhver pris. Det er karakteristisk, at Nicklas Bendtner var populær blandt mange Sunderland-fans, ikke kun fordi han blev topscorer med otte mål og skaffede en masse af de frispark, som svenske Sebastian Larsson scorede på i den sæson, han spillede i klubben, 2011/12 sæsonen. Han var også populær på grund af et af de stunts, som mange danske medier ellers har brugt i den almindelige karakteristik af Bendtner som en, der spilder sit talent med for meget fest og for lidt fodbold.

En torsdag i december 2011 var Nicklas Bendtner i byen - i Newcastle selvfølgelig - med et af de helt store klub-ikoner i Sunderland: anfører og midtbanefighter Lee Cattermole - og ifølge anklager fra politiet rundede de byturen af med at begå hærværk mod nogle biler i Newcastle - det er den slags kampånd i forhold til Newcastle, Sunderland-tilhængere, i hvert fald nogle af dem, kan forstå.

Det er også kampånd mere end skønspil, der bringer Sunderland tilbage i kampen den dag på Stadium of Light.

Fysisk styrke, total vilje i det duelspil, der er så vigtigt i England, instigeret fra bænken af manager Peter Reid, selv en midtbanefighter af Guds nåde på det Everton-hold, der i 1985 vandt Europa Cup'en for pokalvindere med en finale-sejr over Rapid Wien efter en legendarisk semifinalesejr over selveste Bayern München , er varemærket for Reids Sunderland.

Den britiske drømmeduo

Det er den fightervilje, Reid overfører til sit Sunderland-hold, der i Reid-tiden spiller en slags moderne version af den klassiske kick and rush-stil, som mange af os, der er vokset op med tipskampe på mudrede baner i britisk vinterforfald i 70'erne og 80'erne, kender til hudløshed. I Peter Reids version gælder det om hurtigst muligt at få sparket bolden op til vores garderhøje irske angriber Niall Quinn, der sammen med en anden irer skal få en nøglerolle i Sunderland få år senere.

Ved siden af Quinn huserer en af den tids allerfarligste angribere, Kevin Phillips, en legende i britisk fodbold - der først for nylig lagde støvlerne på hylden efter som 39-årig at have sikret Crystal Palace oprykning til Premier League ved at score sejrsmålet i oprykningsfinalen mod Watford. Det år  bliver han topscorer i Premiership med fantastiske 30 mål - hans angrebsmakker Niall Quinn scorer 14 og leverer med hovedet adskillige assists til Phillips.

Først reducerer Kevin Phillips til 1-2 efter en hovedstødsaflevering fra Quinn to minutter efter Newcastles 2-0 scoring. Og efter at have løbet storm på Newcastle-målet i over en time, lykkedes det også Phillips at udligne til slutresultatet 2-2 seks minutter før tid. Det er et resultat, begge hold kan leve med - selv om det er sværest at være Newcastle-tilhænger den dag. Alle de internationale stjernespillere på Newcastle-holdet, som den nyligt fyrede manager Ruud Gullit har hentet til klubben, spiller ganske vist guddommelig fodbold indimellem, men de begår også børnehavefejl i forsvaret. Blandt andet fordi de mange nationaliteter betyder, at spillerne dårligt kan forstå hinanden, når der skal kommunikeres i forsvaret.

Det er ikke noget tilfælde, Newcastle-holdet den dag smider en tomålsføring væk mod et primitivt men hårdtarbejdende Sunderland-kollektiv, og den sæson slutter Newcastle fire pladser under os . En perfekt sæson set med Sunderland-øjne, vi får fire ud af seks mulige point mod Newcastle og slutter på en rekordplacering som nummer syv - fire pladser bedre end "that Newcastle-scum".

Det er en placering, der fordrejer hovederne på mange i Sunderland, som elsker ideen om, at Sunderland er en "Sleeping giant" - en potentiel topklub, som burde spille med om topplaceringer og mesterskaber hver eneste sæson. Problemet er, at den idé, er der rigtigt mange andre klubber, der har, og der er mange andre, der håndterer ideen bedre end den traditionelt er blevet håndteret i Sunderland.

Fire år senere er Sunderland tilbage på det sted, hvor klubben har været det meste af de seneste 50 år - i 2. division, eller Championship, som det nu hedder.

I mørket

Da spillere og fans i Sunderland vågnede op for at gå på arbejde mandag den 7. maj 1973 efter at have fejret FA-cup finale-sejren på 1-0 over Leeds - den sidste store Sunderland-triumf i moderne tid , må de have haft det ligesom da Jeppe vågnede op med tømmermænd i baronens seng i Holbergs klassikeren.

For virkeligheden den kommende sæson i 2. division bød på møder med hold som Oxford, Carlisle, Orient, Blackpool - og lokalrivalerne fra Middlesbrough - når nu ikke Sunderland-fans kunne få en sæson med lokal-bragene mod Newcastle, som var en fast del af  den bedste engelske række i de år - var det altid noget, der var to kampe mod Middlesbrough. 

Middlesbrough er den anden af Sunderlands betydelige lokalrivaler, et hold fra en by cirka 40 kilometer fra Sunderland, den har et indbyggertal på cirka 140.000 - det halve af Sunderland og Newcastle.

Med pokalsejren i ryggen håbede alle i Sunderland, at manager Bob Stokoe nu også kunne fuldende miraklet og bringe Sunderland tilbage i 1. division - og Sunderland blev da også en del af topkampen i 2. division den sæson.

Der er i dag rejst en statue af Bob Stokoe foran Stadium of Light i Sunderland. Foto: Getty Images/Shaun Botterill

Der er i dag rejst en statue af Bob Stokoe foran Stadium of Light i Sunderland. Foto: Getty Images/Shaun Botterill

Men da regnebrættet blev gjort op i maj 1974, sluttede Sunderland på sjettepladsen, to point fra den tredjeplads, der havde givet oprykning. Den tilfaldt Carlisle, mens de to andre oprykningspladser gik til Luton - og Middlesbrough.

Det lykkedes Bob Stokoe at skaffe den eftertragtede oprykning to år senere. Men Stokoe, der i dag har legendestatus i Sunderland - han døde i 2004, 73 år gammel - måtte sige op efter en forfærdelig start på come-back sæsonen i 1. division. Holdet tabte de første ni kampe. Stokoes afløser skotske Ian McFarlane, der egentlig kun blev ansat som midlertidig løsning, er tæt på at redde Sunderland fra nedrykning.

Det lykkedes ikke, men McFarlane beholder jobbet i  næsten to år - til oktober 1978. Noget længere end navnene på den lange liste af managere, Sunderland har været igennem de seneste ti år, fik.

Bob Stokoe vendte for en kort bemærkning tilbage som Sunderland-manager i 1987 - denne gang med den opgave at redde Sunderland fra den totale ydmygelse, nedrykning til 3. division. Det var udsigten til den ydmygelse, der kostede Lawrie McMenemy jobbet i april det år - blot to år efter Sundeland havde været tæt på endnu en pokaltriumf, i Ligacuppen, hvor en finale blev tabt til Norwich. Det lykkedes ikke Stokoe at afværge katastrofen, men Sunderland vandt 3. division det følgende år og vendte tilbage til den næstbedste række.

Fire år senere fik Sunderland-spillere og fans drømmene om storhed tilbage, da holdet sensationelt spillede sig i FA-cup finalen - igen som 2. divisionshold, denne gang var modstanderen Liverpool. Sunderland havde fine spillere som Kevin Ball, Paul Bracewell, John Byrne og Peter Davenport på holdet.

Men det var Jan Mølby, der stort set fra midtercirklen dirigerede Liverpool til en forholdsvis ubesværet 2-0 sejr i en bleg kamp, hvor Sunderland-holdet også  på dagen manglede den sidste sult, vilje og tro, som 19 år tidligere bar deres forgængere frem til den legendariske sejr over Leeds.

Da Peter Reid knap tre år senere kom til som manager, var klubben endnu engang på randen til den helt store katastrofe, nedrykning til den tredjebedste række, som nu hed Division One. Men Reid og spillerne fik afværget katastrofen denne gang, og sluttede på den frelsende fjerdesidsteplads i Championship. I de følgende år etablerede Peter Reid Sunderland i toppen af Champhionship, i hans første to fulde sæsoner som manager vandt Sunderland Championship for derefter at rykke ud af Premier League den følgende sæson. I den kommende sæson betød en tredjeplads, at Sunderland kvalificerede sig til play-off - og det lykkedes også holdet at spille sig i finalen, som er gået over i historien som en af de mest vanvittige finaler i moderne engelsk fodbold-historie.

Alle hjerter i Sunderland - og et i Aarhus - knust

Oprykningsfinalen den 25. maj 1998 mellem Sunderland og Charlton ser jeg - eller det vil sige jeg ser forbipasserende glimt af den - på et fjernsyn hos min far i Aarhus, som jeg besøger i de dage. Der er ingen af de tv-kanaler, han kan tage, og han kan tage mange på det tidspunkt, der viser kampen. Men jeg har fundet en oversigtskanal, hvor man hvert minut kan se cirka 20 sekunder fra kampen nede i et hjørne.

Med Niall Quinn, Kevin Phillips, anfører Kevin Ball, Michael Gray, der er født i Sunderland  og en af mine yndlingsspillere, Nicky Summerbee fra det legendariske Summerbee-dynasti med tre generationer af professionelle fodboldspillere i familien - Nickys far er Manchester City-legenden Mike Summerbee - er vi klar til at klare den sidste hurdle og vende tilbage til Premier League.

Det bliver en anden spiller født i Sunderland Clive Mendonca , som spiller i Charlton, der stjæler billedet først. Han bringer Charlton foran i 1. halvleg og i en hæsblæsende anden halvleg scorer han igen. Men heldigvis har vi Niall Quinn, som lyner to gange, Kevin Phillips scorer én gang, så med seks minutter igen fører vi 3-2 og er tæt på det forjættede land. Så udligner en af Charltons midterforsvarere Richard Rufus til 3-3. Forlænget spilletid.

Efter små ti minutter af den scorer Nicky Summerbee til 4-3, og nu må det da være nok - nu kan jeg ikke klare mere tænker jeg, da jeg ser Sunderland-spillerne juble over målet i nogle af de 20 sekunder jeg når at se nede i hjørnet det minut, officielt det 99. minut.

Men fire minutter senere fuldbyrder Clive Mendonca sit hat-trick og tvinger kampen ud i straffesparkskonkurrence. Alle de fem første skytter hos begge hold scorer, Niall Quinn scorer på det sjette Sunderland-spark, men Charltons Shaun Newton scorer så  på det syvende Chalton-spark.

Det er  Michael Gray, der knuser alle hjerter i Sunderland - og i hvert fald et enkelt i Aarhus - da hans svage skud bliver reddet af Chartons målmand Sasha Illic. Gray søger omgående trøst - og får den selvfølgelig - i en klynge af knuste Sunderland-spillere, som jeg ser på skærmen i et kort glimt, jeg mener faktisk også at kunne huske at have set det afgørende straffespark, men jeg er ikke sikker - det er den slags øjeblikke, man som Sunderland-fan helst vil glemme.

- Jeg havde virkelig ikke lyst til at sparke, det var bare noget jeg helst ikke ville. Jeg var en Sunderland-dreng, der udlevede drømmen og spillede for mit lokale hold, og jeg ville bare ikke være den, der havde ansvaret for at vi tabte sådan en vigtig kamp, har Michael Gray sagt om afbrænderen. Han bliver selvfølgelig tilgivet - også i Aarhus den dag, selv om det gør ondt.

Tilbage

Året efter er der dog ingen andre hold i Championship, der kan røre Sunderland - og da sæsonen 1999/2000 starter, er vi tilbage i Premier League med Peter Reid ved roret.

Han må forlade jobbet i 2002 efter at have ført Sunderland frem til to sensationelle 7. pladser i Premier League i 2000 og 2001, men spillestilen er måske for primitiv og for let at lure i længden for de store Premier League-hold, så Sunderland bliver igen henvist til den traditionelle rolle for forholdsvis nye Premier League-hold - hvor det bliver afgørende at få point i kampene mod de andre hold i bunden af Premier League.

I oktober 2002 stopper Kevin Phillips' angrebsmakker Niall Quinn en lang, flot karriere som 36-årig - uden Quinn tørrer målene ud for Phillips, og året efter bliver han solgt til Southampton. Sunderland rykker ud af Premier League, og selv om holdet under den tidligere irske landsholdsmanager Mick McCarthy rykker op igen med det samme, er magien væk. I maj 2006 rykker Sunderland ud af Premier League med et brag - som nummer sidst med 15 point, på det tidspunkt bundrekord (som Derby dog slår året efter med blot 11 point på kontoen).

Men det er to andre irere, der kommer med redningen da Sunderland har allermest brug for den. Først overtager det irske Drumaville Consortium med eks-spilleren Niall Quinn i spidsen klubben, og da Sunderland i den følgende sæsonstart i Championship får en elendig start med fem nederlag i træk, kontakter Niall Quinn sin tidligere irske landsholdskammerat Roy Keane, der netop har afsluttet en fantastisk aktiv  fodbold-karriere med adskillige triumfer for Manchester United i skotske Celtic.

Med et vægelsind og en ubegrundet tvivl på egne evner, der faktisk også er karakteristisk for Roy Keane, har han i  første omgang takket nej til jobbet, men kommer heldigvis for Sunderland på bedre tanker. Han tager jobbet, og i sine første to sæsoner i klubben fører han først Sunderland til en førsteplads i Championship og siden sørger han for, at Sunderland overlever den vigtige første sæson tilbage i Premier League med en 15. plads og 39 point.

Roy Keane som manager i Sunderland. Foto: Getty Images/Matthew Lewis

Roy Keane som manager i Sunderland. Foto: Getty Images/Matthew Lewis

Det Roy Keane blandt andet  bringer til Sunderland er vinder-kultur, og den kan faktisk trænes og opøves på fodbold-banen. Roy Keane afslutter stort set alle træninger med små, men aldeles intense konkurrencer mellem spillerne, så deres sult holdes ved lige og skærpes.

Han formår også at hente spillere, som ellers er økonomisk uden for rækkevidde til Sunderland. Selv om det er svært at sælge et job som Sunderland-spiller til mange topspillere, der bestemt heller ikke har lyst til at flytte til den triste, nordengelske industriby, får Roy Keane blandt andet lavet en aftale med den tidligere Manchester United-legenden Dwight Yorke.

Bosman-dommen i 1995 har 10 år forinden betydet, at spillerlønningerne i England er eksploderet, og også her kan det på det tidspunkt være svært for Sunderland at være med i kampen om de bedste spillere.

Det er ikke første gang i britisk fodbolds-historie, at en normalisering af arbejdsmarkedet for professionelle fodboldspillere forskyder magtbalancen mellem de bedste fodboldklubber. I 1961 bliver lønloftet på 10 pund om ugen for professionelle spillere i England fjernet, og det fjerner nogle antikverede, herremandsagtige feudale arbejdsforhold for spiilerne. Det baner også vejen for den første generation af spillere med rockstjerneagtig status i 70'erne som flamboyante typer som George Best, Charlie George og Alan Hudson efter England i 1966 har vundet VM.

Men det betyder også at en række klubber med en ellers stærk fodboldkultur- og tradition fra mindre byer eller fra store provinsbyer, der  i slutningen af det tyvende århundrede bliver ramt af stor arbejdsløshed, forsvinder fra toppen af engelsk fodbold - blandt dem klubber som Preston, Bolton - og Sunderland.

Da Roy Keane kommer til Sunderland har Bosman-dommen betydet, at lønniveauet er skyhøjt i britisk fodbold. Keane fortæller i biografien "The Second Half" at han kan tilbyde de spillere, han gerne vil hente til klubben ved sin start i 2007 en ret pæn løn for en Championship-klub - mellem 12.000 og 15.000 pund om ugen.

Hvordan udviklingen i de seneste ti år er fortsat i  både Sunderland og i resten af engelsk fodbold, illustreres måske bedst af at den tidligere landsholdsspiller Adam Johnson, der for nogle måneder siden blev fyret af klubben efter en meget omtalt sex-skandale, ifølge britiske medier fik en løn på 60.000 pund om ugen, da han blev fyret

Om det er den nye Sunderland-ejer, Texas-milliardæren Ellis Short, der i maj 2009 reelt fyrer Roy Keane eller om han selv går efter en banal strid med den nye ejer, kan diskuteres. Short vil gerne have at Roy Keane flytter til Sunderland - han bor stadig med familien i Manchester og kører flere gange om ugen den to en halv time lange tur i bil fra Manchester til Sunderland,  hvor han har en lille lejlighed.

Så længe alt går godt og der kommer point i hus, bliver der ikke sat spørgsmålstegn ved den ordning - men på det tidspunkt, hvor Short ringer til Keane på hans mobil og forelægger ønsket, som han understreger ikke er noget krav, er Sunderland igen tæt på nedrykning i Premier League. Den stolte og stædige Roy Keane vælger selv at sige farvel, men han understreger i "The Second Half" at ægteskabet mellem Keane og Sunderland-spillere- og fans har været et lykkeligt ægteskab. I "Second Half" siger den dybt selvkritiske Keane  de ord, som nærmest er profetiske i forhold til  Sunderlands nu ni sæsoner i træk i Premier League.

- Jeg var også naiv. Jeg sagde ting som "vi burde slutte som nummer otte", hvor det i virkeligheden havde været et flot mål at sætte os at blive nummer 14. Måske nøglen til succes i Premiership er at sænke sine forventninger. Overlevelse er det første mål. Det er en af de ting, som har ødelagt forholdet mellem mig og den nye ejer. Jeg siger til ham, ja, vi er på vej mod noget stort (we're going Places, red.). Når så vi bliver ramt af skader, og resultaterne ikke går vores vej, kan han jo umuligt være ret tilfreds, siger Roy Keane

I den kommende sæson spiller Sunderland sin tiende sæson i træk i Premier League, og selv om klubben stadig ikke har vundet noget trofæ siden FA-cup sejren i 1973 er det en sejr i sig selv.

 

I næste kapitel skriver jeg blandt andet om Sunderlands ni sæson i Premier League, om en serie af spektakulære manager-ansættelser- og fyringer - og om klubbens tætte bånd til Labour-partiet i England - Sunderland er en Labour-højborg, og byen var den engelske by, hvor forholdsmæssigt flest stemte for EU-exit for nylig.

Foto: Clive Brunskill/Getty Images

-

 

Brüchmann om Superliga 2016/17: Velkommen til lykkehjulet

Brüchmann om Superliga 2016/17: Velkommen til lykkehjulet

OB før Superliga: Arvesølv og store drømme

OB før Superliga: Arvesølv og store drømme