logo.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Tæt på VM i fodbold i Rusland: Putin, soft power, kirken og en ny national identitet

Tæt på VM i fodbold i Rusland: Putin, soft power, kirken og en ny national identitet

VM i Rusland – Analyse: Her kigger Stanis Elsborg på Putins Rusland og VM i fodbold. Stanis har speciale i russisk kultur og spændingsfeltet mellem sport og politik. Vi ved alle, at sport og politik er blandet sammen. Den cocktail får helt nye aspekter med VM denne sommer.

Af Stanis Elsborg

I årtiet, der fulgte efter Sovjetunionens opløsning, gennemgik den russiske nation en dramatisk social, politisk og økonomisk forandring.

Forsøget på en overgang til en fri markedsøkonomi, sporadisk støttet af vestlige regeringer, skabte en lang række af økonomiske og politiske kriser, og euforien, der havde bredt sig som en følge af sovjetstyrets nedbrydning, blev hurtigt et mareridt for den generelle økonomi. De nye problemer efterlod landet og befolkningen i en identitetsmæssig krise og den nye leder, Boris Jeltsin, formåede ikke at bidrage afgørende til skabelsen af en ny kollektiv identitet.

Et identitetsmæssigt tomrum var derfor efterladt for den følgende præsident Vladimir Putin, hvorfor dannelsen af nye nationale fortællinger har spillet en stor rolle siden magtovertagelsen i 1999. Centralt i Putins forsøg på at udvikle nye former for national identitet er eliteidrætten – og VM i Rusland 2018 spiller en central rolle.

På trods af beskyldninger om korruption, racisme i den nationale fodboldliga og menneskerettighedsproblemer blev Rusland i december 2010 af Fédération Internationale de Football Association (FIFA) tildelt verdensmesterskabet i fodbold 2018. Senest har også dopingproblematikken ramt russisk fodbold, da den massive dopingundersøgelse som fulgte efter Vinter-OL i Sotji 2014 anførte 33 russiske fodboldspillere i rapporten, og dermed kastede en skygge over såvel russisk fodbold som russisk elitesport generelt.

VM skal skabe stolthed og samhørighed

Med ambitionen om at skabe ”et nyt Rusland”, som gentaget af daværende leder af den lokale organisationskomité (LOC) for VM i fodbold og nuværende første vicepremierminister Igor Shuvalov i sin præsentation til FIFA i 2010, er intentionen at bruge begivenheden til en modernisering af Rusland, forbedre landets position i international politik, samtidig med at eventen skal bidrage til at skabe national stolthed og samhørighed.

Stanis Elsborg (f. 1984) er uddannet cand. scient. i humanistisk-samfundsvidenskabelig
idrætsvidenskab og historie fra Københavns Universitet med speciale i russisk kultur og
spændingsfeltet mellem sport og politik. Han er indehaver af bloggen www.idrætshistorie.dk,
gæsteforelæser ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet og desuden
tidligere landstræner i den paralympiske sportsgren goalball.

Følg idrætshistorie.dk på Facebook: https://www.facebook.com/Idraetshistorie/

Stanis.png

Verdensmesterskaberne i fodbold ses med rette, sammen med de olympiske lege, som verdens største sportsbegivenhed – en såkaldt mega event. Skønt mange lever i forestillingen om, at et VM i fodbold alene er for sportens skyld, så ser nationale ledere VM som en overvejende politisk platform, der tjener til at vise et positivt image af dem og deres land til den brede offentlighed. Et VM-værtsskab på russisk grund er derfor en ideel mulighed for præsident Vladimir Putin og den russiske statsmagt til at fremstille Rusland for omverdenen som en økonomisk stormagt og en vigtig aktør i internationale relationer.

 Fra lodtrækningen i Kreml Paladset i Moskva. Gianni Infantino og Vladimir Putin. Foto: Getty Images.

Fra lodtrækningen i Kreml Paladset i Moskva. Gianni Infantino og Vladimir Putin. Foto: Getty Images.

VM skal være kronen på værket for en årelang satsning på store sportsbegivenheder. Siden Putins magtovertagelse i 1999 er Rusland blevet det land i verden, sammen med ørkenstaten Qatar, der arrangerer flest sportsbegivenheder. Her forsøger Putin at skabe nationalt sammenhold og goodwill fra det internationale samfund ved hjælp af eksempelvis VM i atletik i 2013, Vinter-OL i 2014, Formel 1 fra 2014-2020, VM i judo i 2014, VM i skak i 2014, VM i svømning i 2015, VM i taekwondo i 2015, VM i skak 2015, EM for hold i badminton i 2016, VM i ishockey i 2016 og til sommer VM i fodbold. Sportsbegivenhederne tænkes at have en særlig tiltrækningskraft, der skal bidrage til international anerkendelse, som ligefrem kan have diplomatisk betydning, og øge det, man i international politik kalder for soft power eller blød magt.

En sag for eliten i Moskva

De mange store sportsbegivenheder på russisk grund, og herunder også VM i fodbold, er rent politisk interessante, da de bliver stramt styret af et såkaldt vertikalt magtprincip, hvor finansieringen og beslutningerne træffes på føderalt niveau og derefter følger den hierarkiske stige. Den statscentraliserede styring ses også ved, at selve gruppelodtrækningen til VM foregik inde i selveste Kreml-bygningen.

Således marginaliseres byerne og lokale interessenter, da det bliver en event og et nationalt anliggende for den herskende elite i Rusland. Øverste embedsmænd besætter da også nøglepositioner i organisationskomiteen for VM i 2018, der ledes af præsident Vladimir Putin og indtil fornyligt med Vitaly Mutko, den tidligere sportsminister og nuværende vicepremierminister i Rusland og præsident for det russiske fodboldforbund (RFS), som leder af den daglige koordinering og varetagelse af organisationskomiteens aktiviteter.

Mutko måtte dog tilbage i slutningen af december, som en følge af hans udelukkelse fra OL, som IOC offentliggjorde den 5. december 2017, træde tilbage som ansvarlig for VM. Den nye mand i spidsen er Alexey Sorokin, der har været en del af det russiske fodboldforbund i mange år og været med i VM-forberedelserne fra start.

Russisk landsholdfodbold – manglende stabilitet

Historisk set har det russiske landshold ikke haft de bedste resultater i international fodbold. Under Sovjetunionen var meritterne anderledes og inkluderer et Europamesterskab og to gange OL-guld i 1956 og 1988, og generelt var det sovjetiske landshold en stormagt i international fodbold, der dog i VM-regi kun skuffende har opnået en fjerdeplads ved VM i England i 1966. Ruslands fodboldlandshold formåede dog til EM i 2008 at vinde en bronzemedalje, og har kvalificeret sig til VM i 1994, 2002 og 2014 – uden dog at gå videre til play-off kampene.

Indtil 2006 besatte det russiske fodboldforbund (RFS) kun ledere, trænere og spillere på landsholdet med russisk pas. I 2006, efter en lang række af dårlige fodboldresultater på landsholdniveau, rekrutterede RFS med Mutko som præsident for fodboldforbundet, den karismatiske hollandske fodboldtræner Guus Hiddink til posten som russisk landsholdstræner. Med Hiddink i spidsen skabte det russiske landshold sin hidtil største succes ved at tage bronzemedaljer ved EM i 2008 efter at have tabt semifinalen til de forsvarende verdensmestre og senere europamestre Spanien.

 Guus Hiddink som russisk landstræner. Her fra en kamp mod Tyskland. Foto: Getty Images

Guus Hiddink som russisk landstræner. Her fra en kamp mod Tyskland. Foto: Getty Images

Hiddink kunne ikke følge op på EM-succesen i kvalifikationsturneringen til VM i Sydafrika i 2010 og stoppede sin landsholdsgerning med udgangen af juni 2010.

En anden højtprofileret hollandsk træner, Dick Advocaat, der havde vundet UEFA-Cuppen og UEFA Super Cup for den russiske klub Zenit St. Petersburg, blev nyudpeget landstræner af fodboldforbundets præsident Sergei Fursenko, der også var fungerende præsident for fodboldklubben Zenit St. Petersburg (en plads der tidligere har været på Vitaly Mutkos hænder).

Efter et skuffende EM i 2012, hvor Rusland ikke formåede at gå videre fra gruppespillet, overtog den legendariske italiener Fabio Capello trænersædet med det langsigtede mål at klare sig godt til VM i 2018. Capello blev på daværende tidspunkt den bedst betalte fodboldtræner med en årsløn på 11 millioner dollars ifølge Forbes Magazine. I 2015 stoppede partnerskabet dog brat, da Capello blev fyret i juli måned, formentlig grundet dårlige resultater ved VM i Brasilien i 2014 og i den efterfølgende kvalifikationspulje til EM i 2016. Trænersædet er nu besat af russeren Stanislav Cherchesov, der både som spiller har optrådt for Sovjetunionen og det russiske landshold, og som efter at have stillet fodboldstøvlerne på hylden har været træner siden 2006 - uden nævneværdig succes i øvrigt.

 Vladimir Putin ved lodtrækningen til VM-slutrunden i år. Foto: Getty Images

Vladimir Putin ved lodtrækningen til VM-slutrunden i år. Foto: Getty Images

På trods af de manglende fodboldresultater valgte den russiske statsmagt i 2010 at byde på værtsskabet for VM i 2018. Dette fik særligt mediernes opmærksomhed tilbage i 2010, ca. 10 måneder før det officielle valg af værtsnationen til arrangementet.

Dette skete, da den russiske politiker Sergei Fursenko offentliggjorde at vinde verdensmesterskabet i fodbold som et punkt i sin valgkamp, da han stillede op til valget som præsident for RFS, det styrende organ i russisk fodbold. Fursenko vandt valget og blev efterfølgende et tæt bekendtskab af Putin, og kendt for sin populistiske retorik om en "national fodboldidé", der var centreret om store landsholdsejre. Ironisk nok måtte Fursenko træde tilbage i 2012, da dårlige resultater af det russiske hold blev ledsaget af offentlige beskyldninger om spillernes uvilje til at spille for landets skyld.

Ønsket om magt

Mange peger på magtbegrebet soft power som en væsentlig faktor i Ruslands enorme investering i den sportslige sektor og sportsbegivenheder. Ifølge politolog Joseph S. Nye er magt at kunne påvirke andres handlinger til at opnå egne mål. Dette kan ske ved enten ’hard power’, som baserer sig på anvendelse af militaristisk eller økonomisk magt, eller ’soft power’, der bygger på tiltrækning snarere end tvang.

Ressourcer til at opnå denne tiltrækningskraft udgøres, ifølge Nye, primært af landets kultur, politiske værdier og udenrigspolitik. Her er sportsbegivenheder interessante, da de giver nationale regeringer unikke muligheder for at fremstille disse ressourcer til et internationalt publikum, ligesom de har potentialet til at bidrage til et forstærket nationalt tilhørsforhold.

Et eksempel her er VM i Sydafrika i 2010, som blev anvendt som led i skabelsen af et forbedret sammenhold mellem landet og resten af det afrikanske kontinent. Ligeledes benyttede Tyskland, hvis image blev alvorligt plettet af arven fra Det tredje Rige og 2. verdenskrig, VM i fodbold i 2006 til at ændre det udenlandske publikums negative syn på landet. Samtidig peger forskning på, at sportslig succes ved eksempelvis VM og OL kan bidrage positivt til et lands soft power.

Lektien fra Beijing

Dog findes der også en risiko for, at et værtskab kan medføre et tab at tiltrækningskraft. For eksempel placerede OL i Beijing i 2008 Kina i det kritiske søgelys i forhold til landets problemer med menneskerettigheder, sin behandling af politiske fanger og dets undertrykkelse af opstanden i Tibet. Kina fik også hård kritik i forhold til deres samarbejde med tvivlsomme politiske regimer i udviklingslandene Myanmar, Nordkorea, Zimbabwe og ikke mindst i Darfur i det vestlige Sudan.

I bytte for lukrative energiinvestering og olieforsyninger vendte Kina det blinde øje til ”etnisk udrensning” af den sorte, ikke-arabiske befolkning af muslimske militser støttet af den sudanesiske regering, der i 2014 havde resulteret i 200.000 menneskers død. Ligeledes underminerede den kinesiske statsmagt kort tid efter atleterne havde forladt OL i Beijing deres soft power-gevinst fra OL grundet indenlandske angreb på menneskerettighedsaktivister.

Dette gjorde sig også gældende ved Vinter-OL i Sotji 2014, hvor virkningen af den opnåede soft power blev totalt overskygget og ødelagt ved præsident Vladimir Putins annektering af Krim.

Ligeledes har den russiske statsmagt mødt hård kritik i forbindelse med værtsskabet for VM i fodbold med fortsatte påstande om bestikkelse og korruption omkring tildelingen af VM, en øget international bevidsthed om landets problemer med menneskerettigheder, samt nylige bekymringer om en afsløret, statstyret dopingproblematik, der som nævnt også tæller russiske fodboldspillere.

Vinter-OL i Sotji 2014 som pejlemærke

Med Vinter-OL som eksempel kan vi få en fornemmelse af, hvor stor en rolle disse sportsbegivenheder har for den russiske statsmagt og dermed også en større forståelse af VM i fodbold som en brik i international politik og som et led i skabelsen af den nationale identitet i Putins Rusland.

De olympiske vinterlege i den russiske ferieby Sotji i 2014 viste os, hvor stor opbakning disse sportsbegivenheder har rent politisk i Kreml. Putins hidtidige største prestigeprojekt endte med at koste 55 milliarder dollars, hvilket er mere end 4,5 gange så meget som det oprindelig budget på 12 milliarder dollars. VM i fodbold når ikke helt samme astronomiske højde, men angives indtil videre til at koste omkring 20 milliarder dollars. Dette inkluderer syv nye stadions, 86 nye træningsområder, 62 hoteller såvel som opgradering af lufthavns-terminaler og infrastruktur mellem lufthavne og værtsbyer.

 Fra afslutningsceremonien til vinter-OL i Sotji. Foto: Getty Images

Fra afslutningsceremonien til vinter-OL i Sotji. Foto: Getty Images

Til et OL er der store forventninger til åbningsceremonien, der indvarsler legenes begyndelse, og hvor værtslandet bruger godt 3 timer på nøje planlagte kulturelle indslag. Åbningsceremonien til Vinter-OL i Sotji var ingen undtagelse, og den russiske statsmagt udnyttede sendetiden til at skabe en sammenhængende historie- og erindringsfortælling med en særlig hyldest til livet under zar- og sovjettiden. De to helt centrale temaer i åbningsceremonien ved Vinter-OL i Sotji var rum-politik og elitesport, der er et tegn på de to temaers nye position, som Putins markører for en ny national storhed.

Og det ser ud til at samme tendens går igen til VM eksemplificeret ved offentliggørelsen af det officielle emblem til VM i fodbold, der foregik i rummet hos tre russiske kosmonauter om bord på Den Internationale Rumstation.

Til VM i fodbold er der ikke samme tradition mht. åbningsceremonien, der også traditionelt set er markant kortere, om end det bliver interessant, at se om man ikke også denne gang sprænger rammerne, som tilfældet var ved Vinter-OL i Sotji. Vi har dog allerede set små smagsprøver på, hvad vi kan forvente os af de russiske arrangører, og hvorledes officielle repræsentations-videoer og logoer for værtsbyerne har en politisk og national rolle.

Værtsbyerne

Til VM i Rusland vil der være 11 forskellige værtsbyer. Hver værtsby har fået sin egen unikke officielle præsentationsvideo og sit eget officielle logo i forbindelse med VM. Både videoerne og logoerne er interessante, fordi de sender nogle særlige politiske og nationale budskaber, samtidig med, at de også illustrerer den særlige historiefortælling og erindring, som den russiske statsmagt ønsker at skabe.

Den britiske historiker Benedict Anderson taler om nationernes ”forestillede fællesskaber”. Her forbindes hvert medlem af nationen gennem en forestillet kultur, historie og slægtskab, og bevidstheden om denne skaber fællesskabet. Nationen og den nationale identitet beskrives som forestillet, da borgerne i selv den mindste nation aldrig vil kende alle medborgere, møde dem, eller endog høre om dem. Alligevel vil alle nationens borgere i et eller andet omfang have en forestilling om et delt fællesskab.

De mange symboler

Logoet for hovedstaden Moskva, hvor også finalen spilles den 14. juli, viser fire særlige kendetegn for byen: Bolsjoj Teatret, Yuri Gagarin Monumentet, Vasilij-katedralen og Kremls Spasskaya tårn med det ikoniske ur på Den Røde Plads.

Regeringsbygningen og Vasilij-katedralen, der er synonym med den russisk ortodokse kirke, er et symbol på det gensidige forhold mellem kirke og stat i Putins Rusland. En af de mest berømte statuer i Moskva ”Arbejderen og Kolkhoz-kvinden”, der bærer de kommunistiske symboler hammer og segl, er hverken at finde på byens logo eller i præsentationsvideoen.

Dette betyder dog ikke, at hammer og segl er fraværende, idet symbolerne vises i præsentationsvideoen i nærbilleder af Moskvas Statsuniversitet, der er en del af Moskvas store skyskrabere ”De Syv Søstre”, også kendt som ”Stalins Syv Søstre”. På toppen af bygningen ses også den velkendte femstjernede røde stjerne, der ofte associeres med den kommunistiske ideologi, i særdeleshed i kombination med hammer og segl, der er de to vigtigste symboler på den socialistiske tid og afspejler billedet på sammenhængen mellem både industri og landbrug samt mand og kvinde.

Symbolerne blev benyttet under hele den sovjetiske tid i stort set alle sammenhænge, herunder også i nationalflaget. Putin har gennem begge sine præsidentperioder været meget klar i retorikken omkring sovjettiden og Ruslands tidligere storhed bl.a. eksemplificeret i Putins årlige tale til befolkningen i 2005, hvor Putin kaldte Sovjetunionens sammenbrud for den største geopolitiske katastrofe i det 20. århundrede.

 Et billede fra en af værtsbyerne, Samara, der er taget i august 2017, mens stadion stadig var under opførelse. Foto: Getty Images

Et billede fra en af værtsbyerne, Samara, der er taget i august 2017, mens stadion stadig var under opførelse. Foto: Getty Images

Historien om Samara

Hyldesten til rumpolitikken eksemplificeret ved Yuri Gagarin Monumentet fortsætter i værtsbyen Samara, hvor Danmark i øvrigt skal spille sin gruppekamp mod Australien den 21. juni. Rumteknologien pryder denne bys logo med billedet af Cosmic Samara Museum, der åbnede i 2007, og som huser nogle af sovjettidens mest ikoniske rumteknologiske bidrag.

Efter 2. verdenskrig udviklede forsvars-industrien sig eksplosivt i Samara, og byen blev central for udviklingen af det sovjetiske rumprogram. Den verdensrømte Vostok-raket, som sendte det første bemandede rumskib i kredsløb om Jorden med nationalhelten Juri Gagarin om bord, blev bygget i Samara.

Dette hyldes også i præsentationsvideoen af byen, hvor der er billeder af Vostok-raketten og Cosmic Samara Museum. Byen er også tidligere kendt under et andet navn.

 Her fra rummuseet i Samara, hvor Danmark spiller en af sine kampe. Foto: Getty Images

Her fra rummuseet i Samara, hvor Danmark spiller en af sine kampe. Foto: Getty Images

Fra 1935 til Sovjetunionens sammenbrud i 1991 gik byen under navnet Kujbysjev til ære for den bolsjevikiske leder Valerian Kujbysjev.

Under 2. verdenskrig blev byen Sovjetunionens alternative hovedstad, hvis Moskva skulle falde til de tyske tropper. I oktober 1941 blev det kommunistiske parti og statslige organisationer, ledende kulturinstitutioner og dets personale evakueret til byen.

Man byggede sågar en bunker til lederen Josef Stalin, der den dag i dag stadig kan besøges. ”Stalins bunker” vises også i præsentations-videoen sammen med et maleri af den tidligere sovjetiske leder. Yderst kontroversielt, da vi skal huske på, at vi her har at gøre med en af det 20. århundredes værste statsledere, der med tvangs-kollektiviseringen, hans barbariske undertrykkelsespolitik og masseudryddelse fik alvorlige menneskelige konsekvenser og som resulterede i flere millioner dødsfald. Byen fungerer i dag som et vigtigt minde om sejren i 2. verdenskrig, og siden 2011 er dette årligt blevet mindet med en særlig militærparade. På byens logo ses også ”Monument of Glory”, der blev bygget i 1971 til ære for Samaras indbyggeres bidrag til skabelsen af statens luftfartsindustri.

Putins fødeby, Skt. Petersborg

Både i præsentationsvideoen og på logoet til Sankt Petersborg, Putins fødeby, hvor den ene semifinale og flere gruppekampe skal finde sted, er det zaren Peter den Store, som er i fokus med billeder af statuen ”The Bronze Horseman”. Zaren er en central historisk figur i Putins nationale fortælling om Ruslands tidligere storhed. Peter den Store vises også i præsentationsvideoen til Moskva, hvor man ser den 98 meter høje statue, der er placeret i hovedstaden, og som ikonisk illustrerer Peter den Stores imponerende krigsflåde.

 Stadion opføres i Stk. Petersborg. Foto: Getty Images

Stadion opføres i Stk. Petersborg. Foto: Getty Images

Zaren var også markant tilstede ved åbningsceremonien ved Vinter-OL i Sotji, hvor den imperialistiske zar fik dedikeret et særskilt afsnit på 4 minutter og 34 sekunder, som i den officielle medieguide indledes med følgende beskrivelse: ”i slutningen af det 17. århundrede udvidede Peter den Store det russiske imperium og reformerede nationen med moderne videnskab, herunder et opdateret alfabet, den første russiske avis og byen St. Petersborg. Ydermere sejlede han over Østersøen for at åbne Rusland til resten af Europa”.

Det er ikke tilfældigt, at man lige netop valgte at fremhæve Peter den Store, i hvem Putin hellere afspejler sig frem for den senere despotiske statsleder, Lenin, eller hans efterfølger, Stalin, og hans barbariske undertrykkelsespolitik og masseudryddelse. I denne henseende er Putin ikke inspireret af Peter den Stores orientering mod Vesten, men snarere af hans forsøg på at sikre grænserne og udvide Ruslands indflydelse.

De russiske grænser er også symbolsk fremstillet i det officielle logo for Sotji, hvor portrætteringen af de politiske højspændte Kaukasusbjerge (Nordkaukasus) stjæler opmærksomheden. Det vinterolympiske værtskab portrætteres også i logoet med ”The Sochi cable car” og i præsentations-videoen med billeder af de olympiske faciliteter og maskotter.

De officielle logoer kan ses her:

http://www.fifa.com/worldcup/photos/galleries/y=2016/m=3/gallery=2018-fifa-world-cup-russiatm-host-cities-official-look-2769565-2769566.html#2769584

De officielle præsentationsvideo kan ses her:

https://www.youtube.com/watch?v=3QA5AoIHMmo

Den russisk ortodokse kirke

Gennemgående for alle præsentations-videoerne af værtsbyerne er en meget markant portrættering af den russisk ortodokse kirke. Foruden markante markører som elitesporten og rumpolitikken spiller gamle konservative og religiøse værdier også en vigtig rolle i Putins genrejsning af Rusland efter Sovjetunionens opløsning i 1991.

Efter Konstantinopels fald i 1493 blev Rusland det eneste religiøst-ortodokse land i verden, hvilket førte til en dyb følelse af russisk særegenhed. Zaren Peter den Store fik under sin regeringstid den ortodokse kirke ind som en del af staten, og man placerede en statsudpeget bureaukrat i spidsen for kirken.

Under sovjetisk styre blev den russisk ortodokse kirke undertrykt, men har igen under Putin fået en fremtrædende plads for regimet. Her har kirken genvundet sin tidligere status som semistatslig ideologi, måske bedst eksemplificeret ved genopbygningen af det berømte arkitektoniske monument Frelseren Kristus-Katedralen i Moskva, der blev ødelagt på Stalins ordre i 1931 for at gøre plads til byggeriet af ”Palace of the Soviets”, som dog aldrig nåede at blive bygget færdigt grundet Nazi-Tysklands invasion af Moskva i 1941.

I 2004 udtalte Putin, at ”Processen med at genforene den russisk-ortodokse kirke er meget mere end en proces (…) det er symbolet på genfødslen og genforeningen af det russiske folk.”

Og i 2007 gik Putin endda så langt som at sige, at de to søjler i den nationale og statslige sikkerhed er atomafskrækkelse og den ortodokse tro. I Putins valgprogram for 2012 var hans mål at “bevare og opretholde de åndelige og kulturelle værdier, der bidrager til den russiske civilisations unikke identitet”, hvilket implicit anerkender betydningen af den russisk ortodokse kirke. Kirkens rolle som en del af Putins styre fremstår tydeligt i disse præsentationsvideoer, da det er et helt centralt tema i alle videoerne.

VM-plakatens politiske budskaber

I slutningen af november måned blev den officielle VM-plakat præsenteret, hvis motiv forestiller den legendariske sovjetiske målmand Lev Jasjin, der i manges øjne er den bedste målmand nogensinde i fodboldhistorien. Siden Jasjins død i 1990, der faldt sammen med de døende dage af Sovjetunionen, har hans arv spillet en vigtig rolle i den postsovjetiske historie, hvilket nu tydeligt er blevet eksemplificeret med VM-plakaten for 2018.

Mindet om Jasjin opretholdes materielt i den offentlige hukommelse gennem to skulpturer opført i Moskva i slutningen af 1990’erne. Skulpturerne er mere end blot et minde om Jasjin, og er en del af en bredere sovjetisk tradition om at minde store historiske personligheder gennem offentlige monumenter.

Hertil rejser offentliggørelsen af VM-plakaten med en af Sovjetunionens største fodboldspillere også en bekymring over forholdet mellem kunst og sport, som havde en stor rolle under det sovjetiske styre, og hvordan denne kulturelle arv nu igen tages i brug under Putins styre.

Rusland plakat.png

I løbet af sin karriere repræsenterede Jasjin Sovjetunionen i ikke færre end fire VM-turneringer fra 1958-1970, og er i dag den eneste målmand kåret som Europas bedste fodboldspiller, hvilket skete i 1963 foran prominente navne som italienske Gianni Rivera og engelske Jimmy Greaves.

I 1994 kårede FIFA Jasjin som den bedste målmand nogensinde ved et VM, da han blev en del af FIFAs ”World Cup All-Time Team”, og i 1998 valgte FIFA ham som målmand til deres ”World Team of the Century”. Jasjins betydning i international fodbold blev også æret ved at opkalde prisen for den bedste målmand ved VM ”The Yashin Award” som prisen hed fra 1994-2006, hvorefter prisen skiftede navn til ”Adidas Golden Glove”.

Endnu vigtigere revolutionerede han målmandens rolle ved regelmæssigt at tage del i spillet som en slags sweeper, der i moderne fodbold er blevet yderst centralt for mange hold, og som på fornemste vis udføres af den tyske målmand Manuel Neuer.

Jashin og den store betydning

Jasjins betydning under Sovjetunionen er også nævneværdig. I 1967 blev Jasjin f.eks. tildelt den højeste civile orden, Leninordenen, og blev senere udpeget som næstformand for Sovjetunionens fodboldforbund. Under russisk styre har man igen hædret nationalhelten med to offentlige monumenter rejst i Moskva i slutningen af 1990’erne.

Det første blev opført i 1997 i parkområdet omkring Luzhniki-stadion, hvor åbningskampen mellem Rusland og Saudi Arabien finder sted den 14. juni, og det andet ved siden af det tidligere Dynamo Stadion i 1999, som også er det monument, der pryder VM-plakaten.

Der hersker ingen tvivl om Jasjins betydning for sovjetisk og russisk fodboldholdhistorie, og i april 2013 foreslog Putin den russiske statsduma, at der op mod VM i Rusland skulle laves og dedikeres en film om Lev Jasjins liv. Det ser ud til at filmselskabet Kremlin Films, der også står bag den berømte hyldestfilm ”Gagarin – First in Space”, har fået til opgave at producere filmen, som står til at udkomme i 2018. Læs mere her

Selve VM-plakaten og valget af netop Lev Jasjin kan også have politiske overtoner og beror ikke kun på mandens sportslige meritter. Jasjin er født og opvokset i Sovjetunionen og spillede hele sin karriere for Dynamo Moskva – en klub, der var stærkt støttet af den sovjetiske sikkerhedstjeneste NKVD (senere KGB).

Jasjin var ankeret på holdet i en tid, hvor Sovjetunionen manifesterede sin plads som supermagt med hensyn til industri og sport. Jasjin blev holdets hovedfigur, da Sovjetunionen i 1950’erne endeligt begyndte at konkurrere i internationale konkurrencer, og plakaten er således også et minde til befolkningen om at huske landets sportshistoriske storhed.

Desuden havde målmandspositionen en særlig plads i den sovjetiske sportsikonografi: målmanden stod for kollektivisme, manden, der stod bag sit hold og sit folk.

Med offentliggørelsen af plakaten fulgte en introvideo, som kan ses her:

Det er en stærk hyldest til det sovjetiske rumprogram og fokus på Juri Gagarin, der i 1961 blev det første menneske i kredsløb om Jorden. Dette både som et symbol på den stærke historiske rumtradition under den sovjetiske æra, men også et symbol på, at rumpolitikken igen har fået en central rolle under præsident Vladimir Putins styre.

Boykot af VM?

I kølvandet på annektering af Krim startede debatten blandt udenlandske politikere om en boykot af VM i fodbold. I 2015 var der forlydender om flere landes boykot af VM i Rusland, herunder England, i en protest over genvalget af Sepp Blatter, og i marts 2017 var der diskussioner i politiske kredse i Tyskland om et boykot. Senest i december måned 2017 opfordrede medlem af Europa-Parlamentet Rebecca Harms i et interview til Neue Osnabrücker Zeitung politikere til at blive væk fra VM i Rusland, og fremhævede den tidligere tyske Forbundspræsident Joachim Gaucks boykot af Vinter-OL i Sotji som forbilledligt eksempel.

Ved Vinter-OL i Sotji 2014 valgte flere markante statsledere som Barrack Obama, Angela Merkel, Francoise Hollande og David Cameron at blive væk fra åbningsceremonien i et signal om utilfredshed med Ruslands restriktive lov mod homoseksuelle, underskrevet af Putin i juni 2013.

Putins lov kom på et tidspunkt, hvor flere lande, især Storbritannien og USA, udvidede deres rettigheder for homoseksuelle, herunder retten til at gifte sig. Putin bagatelliserede kort før OL diskriminationen af homoseksuelle, hvor han udtrykte, at homoseksuelle atleter og besøgende ikke ville blive udsat for chikane ved OL, så længe de lod deres (russiske) børn være i fred.

I en stærk respons til både den russiske lov og Putins udtalelser valgte Obama demonstrativt at sende en amerikansk delegation bestående af tre homoseksuelle atleter: tennisstjernen Billie Jean King, den olympiske medaljevinder i ishockey Caitlin Cahow og kunstskøjteløberen Brian Boitano.

Med hensyn til internationale statsledere er det ekstremt vigtigt for ethvert værtsland, at de øverste repræsentanter for de førende nationer er til stede på tribunerne. Det er et uomtvisteligt tegn på soft power, og viser tydeligt sportens yderst politiske karakter. Putin ønsker ikke at tabe vigtige point på denne konto, og kontroversielle emner som fx dopingafsløringer og menneskerettigheds-problemer op mod VM taler ikke for Putin i denne sag.

Det bliver spændende at følge VM i Rusland, hvor vi også får fornøjelsen af at have en af vores egne fodboldhelte, Peter Schmeichel, helt tæt på begivenheder som vært for den statsfinansierede russiske tv-station RT, der har tætte bånd til Kreml. Den kontroversielle TV-station bliver ofte anklaget for at være en forlænget propaganda-arm for Kreml med falske nyheder, der spinner sandheden i favør for den russiske regering.

GettyImages-503959457.jpg

Det bliver ligeledes spændende at se, hvordan åbningsceremonien til VM bliver, og om de russiske arrangører fortsætter stilen fra Vinter-OL i Sotji, hvor de skabte en sammenhængende historie- og erindringsfortælling med en særlig hyldest til den zaristiske og sovjetiske æra.

Stanis Elsborg og Mediano følger VM og vejen til VM tæt. Hvis du vil læse mere om emner som disse, så tjek: Facebook.com/idraetshistorie

Foto Getty Images

FC Nordsjælland Special: Aaquist og Tiedemann om at komme til udefra og om at tage den lange vej til Superligaen

FC Nordsjælland Special: Aaquist og Tiedemann om at komme til udefra og om at tage den lange vej til Superligaen

Superliga: Fokus på top 6 - Er Brøndbys største profil på sidelinjen? Eller er Kianchenko lig med guld?

Superliga: Fokus på top 6 - Er Brøndbys største profil på sidelinjen? Eller er Kianchenko lig med guld?