MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Mediano fylder ti år i dag: Det var aldrig planen..

Mediano fylder ti år i dag: Det var aldrig planen..

10 år med Mediano: Onsdag den 1. juni 2016 udgav et helt nyt medie, der kaldte sig Mediano, en udsendelse op til EM i Frankrig. I dag - 6.500 udsendelser senere - fylder mediet så ti år. Her gør chefredaktør Peter Brüchmann status på et tiår, der kom til at betyde en del for mange af os.

Af Peter Brüchmann

‘Vil du komme og holde et foredrag om Medianos succes?’

Sådan lyder et spørgsmål, der kommer med mindre og mindre mellemrum. Og jeg undrer mig lidt hver gang.

Succes? Jeg synes jo, at vi knokler som grise på nu 10. år for bare at holde det flydende. Jeg synes, at ni ud af ti reaktioner, vi får, er kritiske, fordi vi har talt for lidt om et fodboldhold eller sagt noget kritisk om et andet.

Men jeg er jo heller ikke idiot. Jeg kunne godt se, at der var virksomheder, der gerne ville købe Mediano eller købe sig ind i vores virksomhed. Allerede for fem-seks år siden. Jeg kan godt se, at mere end 10.000 medlemmer i Støt Mediano vækker opsigt. Og at det ikke er helt almindeligt at have LEGO, BMW, Audi, Miele, Sparekassen Kronjylland, Proshop og Dansk Retursystem som kommercielle partnere i en tid, hvor betting, måltidskasser og dubiøst kosttilskud bærer de fleste små medier.

Men her på tærsklen til Medianos store dag, mandag den 1. juni 2026, hvor vi runder ti år i nogenlunde fin form, føler jeg trang til at være så ærlig, som jeg kan være.

‘Du så et hul i markedet dengang i 2016,’ spurgte en vært på et elektronisk medie mig forleden. Som om, at jeg så en stor vision og bare forfulgte den hele vejen til stjernerne.

Gu’ gjorde jeg ej. Jeg så intet andet end ‘lad os prøve at lave noget, som er fedt’ og ‘hvis vi er rigtigt heldige, så kan vi gøre disse brædder til en tømmerflåde og få den til at flyde’.

De fleste af os var blevet fyret eller havde på anden vis forladt den gamle mediebranche. Frustrerede. Desillusionerede. Og på jagt efter en flig af håb.

Hjulmand første gæst

Kasper Hjulmand var gæst i den første EM-optakt dengang i 2016 og talte om Tyskland. Jeg var vært og var så uvant med mediet, at jeg sagde ‘postcast’ og famlede lidt vel rigeligt. Men vi skulle hen til oktober 2016, før Mediano overhovedet fik et CVR-nummer. Vi skulle hen til januar 2017, før de første to medarbejdere kunne få en temmelig beskeden løn. Jeg begyndte selv at få løn i 2018 og havde indtil da levet temmelig spartansk af lidt foredrag og bestyrelsesarbejde helt andre steder.

Det var aldrig en vision at få 10.000 medlemmer. Tværtimod pralede vi af, at Mediano ikke havde nogen betalingsmure. Vi ville flytte måden at formidle på, og derfor var det vigtigt, at det hele var gratis. Men så kom corona, Putin ind i Ukraine, krig i Gaza og sidenhen Hormuz, og det med partnere blev svært, så vi måtte gå andre veje. Støt Mediano blev født den 7. oktober 2021 og er altså ikke engang fyldt fem år endnu. Udsendelser bag betalingsmur kom i november 2023 - altså for mindre end to år siden. Vi nærmer os lige nu 11.000 medlemmer.

Det var aldrig planen at blive Gazelle-virksomhed. Vi pralede endda af, at det ikke var et mål. Vi skulle bare tjene så mange penge, at vores eksperter kunne få løn og kunne bruge tid på at lave Mediano. Vi fik en Gazelle-statuette i 2024 og 2025 (den får vi så nok ikke i år, da regnskabet for 2025 viser et underskud).

Det var aldrig planen at bygge en virksomhed, som skulle sælges. Den mest hemmelige plan, som kun jeg kendte, var at drive Mediano i ti år, sætte fuld fart på det sidste år, bruge en eventuel egenkapital, køre fuld fart ind i en væg og så lukke Mediano med et brag den dag, vi fyldte ti år. Simpelthen lade det stå som et manifest og et korrektiv til mediebilledet med ordene: Sådan kan det også gøres.

Det sidste blev lidt vel rock’n roll og måske lige lovligt barnagtigt og stemte ikke rigtigt med, hvad Mediano kom til at betyde for vores medarbejdere og for jer lyttere.

Så derfor gik jeg ind i dialoger med to-tre virksomheder om at sikre Mediano for fremtiden, når jeg en dag går ud af døren. Og det er lykkedes nu, hvor Mediano om nogle år bliver en fuldt integreret del af JP/Politikens Hus og kommer i familie med Bold, Feltet og Holdet. Jeg går ikke ud af døren hverken nu eller lige om lidt. Jeg har en god ide om, hvornår det sker, men der er god tid, og jeg og vi har masser af energi til de kommende år.

Alt under 45 minutter er sjusk

Den mest sande sætning i Medianos levetid er følgende: ‘Vi tjener penge for at lave indhold - vi laver ikke indhold for at tjene penge’. Sådan var det i starten uden løn. Sådan er det i dag, hvor vi står foran et VM med for få partnere og for store ambitioner.

Der er mange andre sande sætninger og retningsgivende punkter:

  • Når andre går bredt, så går vi dybt

  • Alt under 45 minutter er sjusk

  • Constant Beta - vi er aldrig færdige, altid på vej

  • Vi ønsker at sætte rammen for debatten om Superligaen i Danmark

  • Fodbold til hovedet - fodbold med hovedet

  • Lidt smukkere fodbold

  • Fodboldens Public Service

  • Og meget andet.

Et lille stykke Mediano-historie. Sådan så vores strategi ud pr. 22. august 2023 - den 20. november samme år var alt Medianos indhold ikke længere gratis. Medlemstallet gik ned, og vi etablerede KANALEN Støt Mediano med indhold, der var eksklusivt for medlemmerne. Så punkt 4 i nederste højre hjørne er i den grad uaktuel, men alt det andet passer stadig.

Noget er selvhøjtideligt. Noget er måske ligefrem prætentiøst. Vi har ved gud heller ikke fået mange venner i medieverdenen, fordi næsten alt, hvad vi sagde blev udlagt som en kritik af vores gamle kolleger fra den gamle medieverden. Det var det nogle gange, men ikke altid. Vi har faktisk bare altid prøvet at vise en vej. Ja, vi var mediekritiske, men i stedet for at tale, prøvede at vi at ‘show it - don’t tell it’. OK, det lykkedes ikke altid, men det har været målet.

Gæster i dag

Hvor er vi så i dag? Ja, vi får en masse gæster til en fødselsdagsreception. Først og fremmest nogle af jer lyttere, der har været med længe. En masse gamle eksperter og medarbejdere, som vi glæder os til at gense. En række fodboldfolk og vores partnere.

Vi holder reception mandag eftermiddag i den gamle motorcykelforretning, og det skal vi nok fortælle om løbende på vores sociale platforme og her på sitet.

Det glæder jeg mig til. Men jeg er også den type, der glæder mig til, at vi fra mandag aften igen kan rette fokus 100 procent på VM. Rette fokus på resten af 2026 og begynde sigtet på 2027.

Det skal jeg ikke trætte jer med i dag. Vi er rigtigt glade for den model, Mediano har i dag. Vi lever primært af jer lyttere, der er med i Støt Mediano og betaler os for, at vi kan lave det medie, som vi gerne vil lave og I gerne vil have. Vi lever sekundært, men ganske vigtigt af gode partnere, som udgør - gerne skulle udgøre - en tredjedel af vores omsætning.

Vi vil selvfølgelig gerne finde partnere til indhold som Jennings og Børnefodboldkommissionen, som ikke passer godt ind i Støt Mediano.

Men først og fremmest vil jeg gerne sige tak til jer, der har lyttet - hvad enten det er fra første dag i 2016 eller fra i går.

Tak til alle jer, der kommer hen til mig eller især vores medarbejdere på gaden, på stadion eller ude i verden og siger ‘tak for Mediano’ - de stunder er i virkeligheden de rigeste. Nogle af jer aner ikke, hvordan vi ser ud. Hører måske en stemme i en bod på Tønder Festival og kommer hen og spørger: ‘Er du ikke Karsten Krogh?’ Og så får den dejlige mand nærmest en krammer i taknemmelighed. Sådan noget elsker ethvert menneske.

Tak til alle jer, der skriver og fortæller, hvad Mediano betyder.

Hvad er rigdom?

Til slut et lille personligt regnestykke. Jeg blev sportschef på B.T. i marts 1999 og var i huset frem til 2014. Både som sportschef og ansvarshavende chefredaktør nåede jeg at få rigtigt store lønchecks. Men selv min startløn i marts 1999 var større, end hvad jeg tjener i dag. Og som jeg sagde til Henrik Qvortrup, da jeg forleden gæstede Q & Co.:

‘Jeg har aldrig tjent så lidt, som jeg gør på Mediano - og jeg har aldrig følt mig så rig.’


Tjek vores fødselsdagsprogram, hvor du kan høre følgende udsendelser for at fejre ti år med Medianos lyttere.

Mediano 1. division: Sølv, Superliga og grønne skove i Horsens

Mediano 1. division: Sølv, Superliga og grønne skove i Horsens

Den store optakt til VM 2026: Den med det hele

Den store optakt til VM 2026: Den med det hele

0