Mediano 9 år: 9 ting, der lykkedes og 9 ting, der ikke lykkedes
Redaktørens blog: Tak for de første ni år af Medianos levetid. Tak fordi, du har lyttet, så Mediano er her endnu. Her fortæller Peter Brüchmann om de af drømmene, der er lykkedes og de, der ikke lykkedes.
af Peter brüchmann
Er ni år noget at fejre?
Ja, det skal jeg love dig for, at det er. Da vi skabte Mediano i foråret 2016 og tog de første tilløb til EM i Frankrig, ville vi være lykkelige for, at Mediano kunne fejre nytårsaften 31.12. 2016 og kunne kigge ind i et år, hvor vi stadig havde råd og tid til at snakke fodbold.
I dag er vi ti, der lever af Mediano. Reelt er vi mange flere, der lever helt eller delvis eller bare sender en faktura til Fru Brüchmann, men det svarer til ti årsværk.
Vores store fixpunkt er nu 1. juni 2026 - altså om et år:
10 år
10.000 medlemmer i Støt Mediano
Alle udsendelser i hovedkanalen over 10.000 lyttere - helst 15 eller 20.000.
Men i en medieverden, der nedlægger sportsredaktioner, hvor dygtige sportsjournalister bliver fyret og hvor mange medier ligner hinanden, skal man fejre hver en fødselsdag, man kan komme afsted med.
I dag vil jeg derfor tage dig igennem nogle af de drømme, vi havde i 2016. Nogle, der lykkedes. Nogle, der ikke lykkedes. Måske ligefrem eklatante fiaskoer. Og drømme, der dukkede op undervejs.
Nummer et
det lykkedes
Vi ønskede at skabe det medie, vi selv manglede. Det var hele ideen bag Mediano. Vi var en flok udskud fra den gamle medieverden, der var dybt frustrerede og særdeles kritiske - ikke bare fordi de fleste af os var blevet fyret eller stået af et tog, vi ikke ønskede at være på. Trætte af kortsigtede beslutninger, trætte af leflen efter bred appel og mangel på substans.
Vi nærmer os nu 100 millioner afspilninger. Jeg forventer, at vi passerer tallet, inden vi fylder ti år, men jeg har ikke tallet præcist længere.
det lykkedes ikke
“Sponsorerne må stå i kø hos jer.” “Alle de lyttere. Al den goodwill. De gode partnerskaber, I allerede laver.”
Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange, jeg har mødt sætninger som disse. Men nej, partnerskaber er uhyre hårdt arbejde, så vi har i den forløbne sæson af Superligaen haft tre store partnerskaber (Sparekassen Kronjylland, Bauhaus og TV 2). Det er det eneste format i et enkelt år, der reelt har været udsolgt. EM 2024 i Tyskland var også de facto udsolgt og blev en rigtig god forretning. Men ellers er partnerskaberne min daglige største bekymring - også selv om forretningen løber rundt og 2024 gav et fint overskud, men det var mest på grund af EM.
Vi er lykkedes med meget, men jeg havde også forventet, at dette ville køre automatisk, når vi havde brudt de første mure ned, men det er en daglig kamp for hver en krone.
Nummer to
det lykkedes
Ingen betalingsmure. Vi ønskede at skabe et gratis medie, der via stor rækkevidde og partnerskaber kunne blive et bidrag til den demokratiske samtale derude. Ja ok, lidt storladent, men vi havde faktisk noget på hjerte med at tage publikum seriøst og vise, at der var en anden vej end hurtig overflade.
Det lykkedes i syv år, hvor alle udsendelser var gratis. Det var tæskehårdt arbejde, men det lykkedes. Og det er delvist lykkedes op til nu, da vores største formater: Mediano Superliga, Mediano PL og Max Mediano fortsat er gratis for alle.
det lykkedes ikke
Ingen betalingsmure. Ja nu lyder det som om Støt Mediano var en nødløsning, men visionen i 2016 var helt gratis medie, men corona, Ukraine, Gaza og andre konjunkturpåvirkende ting fik annoncemarkedet til at give. Samtidig havde vi startet Støt Mediano, så vi kunne lave breaking og analyser af mandagskampe uden partnere, og det voksede hurtigt, så vi stod på et tidspunkt ved skillevejen:
Skulle vi lukke nogle formater eller gå videre ad Støt Mediano-vejen?
Nøj, hvor har vi fået mange tæsk for den skillevej. Fordi vi netop prøvede i syv år at holde humlebien flyvende. I dag er Støt Mediano en stor succes, men det skete ved et tilfælde, og fordi vi ønskede at lave det indhold, som mange gerne ville have, og så måtte vi finde finansieringen i stedet for at afskedige medarbejdere, som alle de andre medier gjorde.
Nummer tre
Det lykkedes
Vi har haft et dogme, hver gang vi var i tvivl: Når andre går bredt, så går vi dybt. Ved enhver given skillevej, hvor vi kan vælge mellem bred appel og dyb niche, så vælger vi dybde - aldrig bred appel!
Vi kunne se, at nærmest alle traditionelle medier gik bredt - og havde problemer med det, så vi drejede den anden vej.
Det er nok den primære grund til, at Mediano stadig er her efter ni år. Fordi det forpligter, hvis du skal gøre dig fortjent til menneskers tid.
det lykkedes ikke
Purpose. Nøj, hvor er der megen snak om CSR, purpose og en masse sager, der er ‘højere’. Og nøj, hvor er virksomhederne tunge at danse med, når det kommer til realiteterne. Vi har Sparekassen Kronjylland, der arbejder med at bekæmpe ludomani sammen med os. Men det er også det.
Vi fik ingen med på at gøre noget ved den forfærdelige tone i den offentlige debat. Vi fik aldrig en fagforening med på at kigge på arbejdsforhold og menneskerettigheder omkring VM i Qatar eller VM i Saudi-Arabien. Vi har heller ikke fået nogen med på alle vores tanker om sundhed generelt eller tanker om trivsel, depression, angst og andre vigtige emner i et moderne liv og arbejdsliv. Der var intet i mit arbejdsliv, jeg hellere ville end disse projekter, men jeg savner virksomheder, der vil udvikle noget sammen med os.
Nummer fire
det lykkedes
At skabe et fantastisk hold. Jeg kniber mig hver dag i armen over, at jeg i en alder af snart 62 får lov at være med på eller måske endda træne et hold på dette niveau. Og jeg skal bide mig selv i læben for ikke konstant at poste et eller andre braldrende pral om, hvor dygtige de er. Men det er sådan, jeg har det. Vores redaktionsmøder er forfærdelige, fordi jeg bruger for meget tid på at fortælle værter og eksperter, hvor dygtige de er og prøver hver uge at finde lidt, hvor vi stadig kan blive bedre.
Men jeg er tæskestolt af det hold, vi har på Mediano. Og jeg er dagligt taknemmelig over, at vi kan holde på dem i en medieverden på afveje.
Vi skal snart have taget nyt holdfoto. Dette er fra vores kickoff til EM 2024 i redaktørens have i Valby.
Det lykkedes ikke
Punditskolen. Vi har sendt Francis Dickoh, Jonas Hebo, Nicoline Kaspersen og andre dygtige folk videre, og her er vi i den grad lykkedes. Men jeg kunne godt tænke mig, at trænere og spillere på og fra et vist niveau gerne ville gå samme vej. Vi får henvendelser, og vi har emner, men trænere med A- eller P-licens, spillere med solid divisions- og/eller Superligaerfaring står ikke i kø for at blive den nye Rasmus Monnerup eller næste Jonas Hebo.
Vi kan lave alenlange lister over de, der gerne vil være ekspert på en landskamp, en CL-finale eller en slutrunde. Den vagtplan er dælme let at lave. Men hvem vil tale Superliga eller Premier League uge efter uge og tør binde an med opgaven med at være ekspert på 12 eller 20 klubber - hvor den enkelte fan af et hold forventer, at vi ved lige så meget om alle hold? Det er hårdt arbejde. Og det er der ikke mange, der er klar til. Jeg synes stadig, at vores hold er fantastisk, men vi har flere journalister end klassiske fodboldfagligheder - og lige netop her savner jeg ofte en pipeline af dygtige emner.
Nummer fem
Det lykkedes
Sorte tal. Vi har lavet overskud i syv ud af otte regnskabsår. Vi er i gang med det niende. Kun under corona kom vi ud med et - håndterbart - rødt tal. Ingen er blevet rigtigt rige undervejs, men vi er kommet hertil uden nogle former for investeringer. Vi har sådan set heller ikke selv haft penge med, nogle af os, der var med fra starten. Jeg havde friheden til at gå to år uden løn, hvor jeg end ikke nåede at finde ud af noget med supplerende dagpenge, fordi jeg havde for travlt med at lave udsendelser. Det kunne lade sig gøre, fordi min stakkels familie var flyttet fra Frederiksberg-villaen til Vanløse efter, at jeg blev fyret som digital chef på TV 2.
Sorte tal er forudsætningen for, at vi findes. Og hver en krone, vi har tjent, er blevet investeret i, at vi står endnu stærkere i morgen, end vi gjorde i går.
Det lykkedes ikke
Mediestøtte. Vi søgte faktisk mediestøtte i foråret 2016, men fik blankt afslag, fordi vi bare var lyd. Eller mest lyd.
Vi søgte igen starten af 2025 og fik igen blankt afslag, fordi vi mest bare var fodbold (altså kultur). Ikke samfund og politik.
Vi kommer til at søge igen, fordi stoffet Sport & Perspektiv i den grad er samfund og politik, og det er lidt kafka’sk at blive afvist i søgningen mod dette, fordi vi ikke har det. Så nu laver vi det med gaffetape og gode venner af huset. Og søger igen i løbet af det kommende år.
Det er ikke en dyd for os at være uafhængige af mediestøtte. Det, vi laver, skal give mening for os og for verden omkring os.
Nummer seks
det lykkedes
At stå på to ben. At lave en forretning, der er baseret på dels partnerskaber (gratis indhold) og abonnement (Støt Mediano). Og de supplerer hinanden fremragende. Bevares, det er set før i mediehistorien, men det er endt med at være vores vej, og den er jeg glad for i dag.
det lykkedes ikke
‘Lidt smukkere fodbold’. Vores strategi lanceret i august 2023. Den mest gennemarbejdede og gennemtænkte strategi, jeg nogensinde har været med til at lave. Måske også den mest visionære. Men den endte som en eklatant fiasko.
Vi rev alle betalingsmure ned. Styrkede ‘sagen’ Mediano. Arbejdede sammen med Alkohol & Samfund, Center for Ludomani og havde mange flere planer. Vi troede, at det ville styrke Støt Mediano. At en så generøs, åben og næstekærlig vej ville blive belønnet med flere medlemmer. Vi havde 3.500, da vi startede. Efter to måneder havde vi 3.000. Jeg lå dengang på et hotelværelse i New Zealand i en febervildelse og overvejede mange ting. Hvordan jeg fik hevet Mediano op af grøften og truslen om store sparerunder var den mildeste af de tanker..
Herefter puttede vi udsendelser bag en betalingsmur i november 23, og i dag har vi 8.500 medlemmer. Jeg tror stadig på ‘Fodboldens public service’, som var kernen i strategien. Jeg er stadig glad for den strategi. Men i dag tror jeg også på markedskræfterne. Så vi har 2023-strategien med os hele vejen i et charteque og krydrer med en bid hist og her.
Her en illustration fra strategien ‘Lidt smukkere fodbold’, der - i hvert fald i første omgang - endte som en fiasko.
Nummer syv
det lykkedes
En moderne arbejdsplads. Medarbejdere på Mediano arbejder meget. De arbejder også rigtig meget weekend (fodbold) og rigtig meget aften (fodbold), men de har ekstremt stor frihed.
Vi mødes hver mandag kl. 13. Og så har vi et månedsmøde den sidste torsdag i hver måned. Intet andet ligger fast. Jo, der er et stramt skema med udsendelser, men hvornår og hvordan de forberedes og optages er frit. Vi har aldrig bedt en medarbejder om at rykke sin ferie. Vi har et hold, der er fleksible, hjælper hinanden, rykker en optagelse, hvis et barn skal til lægen, etc.
Vi kan optage remote, når Gisle er i Brasilien eller Berlin, når Adam bor i Hobro eller Lisberg på Menorca. Stanbury skal lave det samme, når han flytter med familien til Vejle. Ikke alt er snorlige, og medarbejderne har sikkert en anden udlægning end min på nogle områder, men frihed er en valuta på Mediano. Fleksibilitet er så til gengæld en valuta for Mediano. Måske det vigtigste regnestykke i at arbejde på Mediano - ud over at vi får lov at leve af vores passion.
det lykkedes ikke
At lave et produktionshus, hvor vi hjælper andre. At lave workshops, hvor man kan hyre os til at hjælpe med rammer og input til strategi og udvikling. At leje kontorpladser ud i Vanløse Vi har prøvet det hele, men vi er ikke lykkedes. Vi har formenligt markant overvurderet, hvor interessante vi er..
Måske lykkedes det en dag. Vi vil gerne bruge Mediano til mere - både i, hvad vi kan give og i fysiske rammer.
Nummer otte
det lykkedes
At få en nyhedsrelevans. Jeg har aldrig troet på, at Mediano skulle være et nyhedsmedie og konkurrere med bold.dk og andre om at være først kl. 06.00 til 02.00 syv dage om ugen. Det er alt, alt for ressourcekrævende for et lille hus som vores. Men vi har fået en nyheds-relevans - og det er vigtigere for os.
Når AGF fyrer Rösler eller OB hyrer Zorniger, så går der få minutter, før de første lyttere spørger, om vi har en Mediano Breaking på vej. Det er den største tillidserkæring, man kan få som medie, og derfor kaster vi alt, hvad vi kan kaste, når de tilpas store nyheder rammer. Men det er svært, og det er - også - dyrt.
det lykkedes ikke
Andet end fodbold. Vi har arbejdet med en række andre områder. Generel ledelse i Mediano Bossword, Formel 1 i Mediano Grand Prix, politik i Pollster og en masse andet. Noget findes stadig og drives af dygtige ildsjæle som sundhed i Mediano Health, håndbold i Mediano Håndbold og musik i POV Mediano Music, der drives af de nøglepersoner, der var med til at få dem i gang. Men vi er som organisation endt med at fokusere på fodbold og dyrke andre områder indenfor den ramme. Planen var faktisk større, men læren har været 100 procent fokus, og det er vi glade for i dag.
Nummer ni
det lykkedes
Video. Nøj, hvor har vi bakset med video. Åbnet YouTube-kanl, lukket YouTube-kanal. Åbnet livestream af Superliga. Lukket livestream af Superliga. Nået 20.000 views på YouTube. Stoppet igen.
I dag har vi fundet et snit, hvor de korte formater (et minut) lever på TikTok og Instagram, mens de lidt længere 6-15 minutter lever på YouTube. Men det er stadig primært markedsføring for os - altså investering - mere end det er en selvstændig forretning, som vi kan finansiere via partnerskaber eller på anden vis.
Vi har også brugt video kommercielt til og med vores partnere. Det er derfor, at Marcus er ansat på fuldtid som videoproducer, fotograf og grafisk ansvarlig.
Rasmus Monnerup i vores videoformat, Mediano Bootroom, på YouTube
det lykkedes ikke
Live. Vi har lavet en del live undervejs. Høringer om en klub. Optagelse af podcast foran publikum. Quiz uden optagelse med lyttere. Vi har haft fint med mennesker på besøg, men det har altid været gratis, og køerne har ikke været lange. Vi ønsker fortsat at knække den nød, men vi har ikke fundet den perfekte opskrift til at være et livemedie.
Det kommende år
det skal lykkes
Det er ret simpelt. Vi skal selvfølgelig blive en dag dygtigere for hver dag vi lever. Det går forud for alt, og så kommer resultaterne af sig selv, hvis vi er dygtige nok.
Men jeg er konstant optaget af bæredygtigheden - kan vi forblive relevante, så vores dygtige medarbejder kan få løn og gider være hos os. Kan vi skabe så mange medlemmer, at vi kan tiltrække nogle af de absurd dygtige mennesker, der enten bliver skubbet ud af den gamle medieverden eller ikke ønsker at være der mere.
Det kræver:
At vi kan gå fra 8.200 medlemmer til 10.000 betalende medlemmer i løbet af det næste år
At vi kan gøre Mediano for kommercielle partnere, så vi kan bevare en gratiskanal, som også er den vigtigste vej til at illustrere, hvad man får, hvis man ønsker at betale for 10 udsendelser om ugen ikke bare 2-3.
Vi drømmer om en purpose-hovedpartner, der vil være sammen med Sparekassen Kronjylland om at gøre Mediano til så specielt et medie som muligt og arbejde med de værdier, som vi er fælles om.
Og så skal Mediano Sport & Perspektiv lykkes. Via mediestøtte og/eller via flere medlemmer. Herunder bor også ‘Fodboldens public service’ og den mest gennemtænkte strategi, jeg nogensinde har været med til - måske kan den ligefrem lykkes en dag.
Tak fordi du har læst. Tak fordi du har lyttet, så vi er her i dag. Tak til de af jer, der også er medlem af Støt Mediano - den vigtigste klub for os på Mediano