Fodboldstrategi - læren om “The Modern Game” anno 2016

Flemming Pedersen er en af Danmarks skarpeste fodboldtrænere med en fortid i FC Nordsjælland, Mainz 05 og senest Brentford i Championship. Fra 1. januar tiltræder han som teknisk direktør i FC Nordsjælland. Her kaster han et pædagogisk - og debatskabende - blik på fodboldens udvikling her og nu.

 

Af Flemming Pedersen

Gennem de seneste år har fodboldspillet udviklet sig kolossalt i den kollektive retning.

I Champions League-rapporten fra sæsonen 2015/16 konkluderer Peter Rudbæk fra DBU da også, at ”Attacking has become more structured and transitions have become much more structured”.

Rigtig mange trænere har indflydelse på denne udvikling. Her vil jeg blot nævne fire af dem, der pt. har enorm indflydelse på nogle af spillets nøglefaser og i praksis også har formået at strukturere dette helt ned i mindre detaljer:

• Antonio Conte har vist os med Juventus, Italien og Chelsea, hvordan et hold kan kontrollere en kamp både med og uden bold i en meget kollektiv struktur baseret på positionel balance.
• Pep Guardiola viser os, hvordan han arbejder med offensive positioner, hvor spillernes bevægelser med og uden bold er koordineret på en måde, der giver størst mulig potentiale for at skabe chancer, men samtidig også kan være så godt positioneret, at et genpres omgående kan sættes ind efter et boldtab.
• Diego Simeone har i Atletico Madrid udviklet et lavt presspil med indadpres og presfælder med en sjælden set aggressivitet tilsat intelligente forsvarsbevægelser helt ned i mindste detalje.
• Jürgen Klopp giver med Liverpool prøver på et højt, aggressivt og meget struktureret blindsidepres med presfælder -  og efter bolderobring ekstremt hurtige kontraangreb og positionel angrebsbalance til en hurtig generobring, hvis bolden mistes.

Er trænere i jakkesæt kun til pynt?

Ingen kan eller bør være i tvivl om tydeligheden i disse træneres strategier, og hvilken indflydelse de har på deres holds resultater over en hel sæson. Men dette for mig åbenlyse faktum er åbenbart endnu ikke gået op for fodboldspillets diverse debattører.

For eksempel kunne jeg på Berlingske.dk i oktober måned læse klummen: "Vi har brug for ikonerne i jakkesæt – men er de kun til pynt?" Klummens forfatter, Asker Hedegaard Boye (AHB), argumenterer for, ”at kun meget lidt kan detailstyres i sport” og nævner blandt andet tilfældigheder som en årsag til dette.

Diego Simeones lave pres med Atletico opererer med begavede presfælder. Foto: Getty Images

Med denne præmis stiller AHB spørgsmålstegn ved fodboldtrænernes reelle indflydelse på kampenes resultater og antyder, at vi læser den moderne sport (heriblandt fodbold) forkert, fordi vi kræver rationelle forklaringer på, hvad der sker inde på banen og på kampenes udfald, selvom der ifølge AHB ind imellem ingen forklaringer er. Jeg giver AHB ret i, at omgivelserne (og med rette) kræver rationelle forklaringer og analyser af kampe – men som fodboldtræner og fagmand er jeg lodret uenig i påstandene om, at kun meget lidt kan detailstyres, og at der ind imellem ingen forklaring er.

Det er dog forståeligt for mig, at AHB giver udtryk for disse holdninger, når jeg eksempelvis læser og hører om postmatch analyserne efter A-landsholdets kampe mod henholdsvis Polen og Montenegro, hvor journalister og eksperter kun fokuserede på en sammenblanding af taktik, formation (system), personlige fejl og helt tilfældige spilsituationer, og dette på trods af, at vi alle ved, at fodbold er et kollektivt spil, og at alt derfor skal ses og analyseres i lyset af konteksten, nemlig et holds spillestil (strategi).

Dette kunne tyde på at fodbolddebattører, -journalister og -eksperter mangler forståelse og/eller nysgerrighed for den strategiske side af fodboldspillet. Eksempelvis: Hvordan skal landsholdets tre stoppere forholde sig, når holdet er i angreb på den sidste tredjedel af banen i vores højre side? Eller når vi har et indkast midt på banen i højre side, hvor Montenegro efterfølgende erobrer bolden og scorer?

Zornigers afklarede logik

Omvendt var det fagligt forfriskende at høre Alexander Zorniger i en podcast på Mediano. Her giver han udtryk for, at han har løsninger i forhold til alle spilsituationer i sin spillestil, men at holdet og spillerne endnu ikke er gode nok til at løse dem alle. Samtidig siger han også, at det er en styrke at kunne tilpasse sig en given modstander (underforstået, at kunne spille taktisk), men at holdet heller ikke på dette punkt er godt nok sammenspillet endnu. Fra et fagligt synspunkt er det befriende at høre på en så afklaret træner, der blandtd andet klart adskiller spillestil (strategi) og taktik.

Flemming Pedersen hæftede sig ved Alexander Zornigers afklarede logik og skelnen mellem strategi og taktik, da han blev interviewet i Medianos podcast. Foto: Getty Images/Lars Rønbøg.

Jeg vil med dette skriv følge lidt op på Zornigers mindset og kaste et tydeligere lys på, hvordan den moderne fodbold, ”The Modern Game”, spilles. Jeg håber hermed, at det kan hjælpe alle interessenter til en dybere forståelse af selve spillets strategi til hjælp med forklaringer på en kamps udfald.

Det er vigtigt at understrege, at jeg udelukkende beskriver den moderne fodbold på det professionelle niveau, ud fra den strategiske tilgang til spillet. Væsentlige faktorer som spillets psykologi, fodboldspillernes individuelle tekniske og fysiske kvaliteter etc. inddrages ikke i denne artikel.

Spillets idé

I fodbold som i andre spil handler det om at vinde. I fodbold vinder du ved at score mindst ét mål mere end modstanderen. Det er med denne præmis som udgangspunkt, at artiklen skal læses.

Spillets rammer

Selve fodboldbanen er afgrænset af to mål, samt mållinjer og sidelinjer. Disse kaldes for de stationære referencepunkter. Spillet indeholder endvidere nogle bevægelige referencepunkter: bolden, medspillere, modspillere samt alle de rum, der opstår imellem spillerne.

Spillets DNA – forståelsen af spillet

Fodbold er som enhver anden holdsport et systemisk spil, hvor det handler om at få spillerne til at spille sammen og gøre hinanden bedre gennem en fælles forståelse for, hvordan holdet vil spille. Typisk foregår udviklingen af denne proces gennem en spillestil.

Uanset valget af spillestil er fremgangsmåden - i forsøget på at vinde en fodboldkamp -  den samme for ethvert hold: holdet må være afklaret med 1) hvordan de vil producere chancer for at score mål, 2) hvordan de vil vinde bolden tilbage, når de har mistet den samt 3) hvordan de vil forhindre mål imod sig.

1. Hvordan chancer skabes og mål scores i nutidens fodbold:

Statistisk ved vi, at ca. 85 procent af alle mål bliver scoret i straffesparksfeltet, og at der bliver scoret over dobbelt så mange mål ved fjerneste stolpe i forhold til første stolpe af målet. Vi ved også, at chancen for at score i straffesparksfeltet er større når boldholderen er upresset i afslutningsøjeblikket, og jo tættere på mål, der afsluttes. Det må også formodes, at afslutterens løbevinkel og kropsposition i forhold til målet og bolden samt antallet og koordineringen af kollektive bevægelser i feltet også har stor betydning i afslutningsøjeblikket.

For at komme til en afslutning i feltet eller i nærheden af feltet er der overordnet fire valg, der skal foretages uanset hvor på banen holdet er i boldbesiddelse:

1. Vil/kan vi spille igennem modspillerne
2. Vil/kan vi spille rundt om modspillerne
3. Vil/kan vi spille over og bagved modspillerne
4. Vil/kan vi spille til duel

Modstanderens pres og forsvarspositioneringer samt kvaliteten af eget hold er selvfølgelig i høj grad med til at bestemme disse fire valgmuligheder.

Uanset hvilke af de fire valg der anvendes, handler det om at bryde igennem modstanderholdets forsvarspositioner. (Disse kaldes typisk for forsvarslinjer eller- kæder). Normalt er der enten tre eller fire linjer, der skal brydes, og disse linjer kaldes typisk for holdets formation eller system. Eks. 4-2-3-1, 4-4-2 etc.

Der er også fire måder at bryde linjer på for at komme ind i rum:

1. Via afleveringer, igennem eller over én eller flere linjer.
2. Via driblinger og løb med bolden, igennem én eller flere linjer.
3. Via en aflevering til selve linjen, der brydes med en fremadrettet førsteberøring.
4. Via duel-spil, enten i luften eller tacklinger langs græsset.

Helt banalt er målet med hver eneste bevægelse og aflevering i boldbesiddelse at kunne sætte en upresset medspiller i scene for enten at kunne aflevere eller løbe fremad med bolden med det formål at komme ind i nye rum eller helt ind i feltet bagom eller mellem modstanderholdets forsvarslinjer i forsøget på at komme til afslutning.

Jo bedre disse bevægelser er koordineret, desto større muligheder for gennembrud og afslutning. I Barcelona kaldes denne del af spillet nu for ”Phase Spaces”. Denne kollektive forståelse udmønter sig i, at for hver aflevering ind i rum sker der en justering af de resterende 10 medspilleres positioner, så boldholderen præcis ved, hvor hans medspillere befinder sig.

2. Hvordan bolden vindes tilbage:

Dette kan gøres på to overordnede måder. Fælles for begge måder er at sætte maksimalt pres på modstanderholdets boldfører og begrænse hans spilmuligheder og tid med bolden:

• a) Vi kan forsøge genpres og erobring af bolden straks med det formål at ”fange” modstanderholdet i ubalance og dermed straks forsøge at komme til afslutning, eller
• b) Vi kan forsøge at presse modstanderholdet hen i visse områder af banen og sætte en ”presfælde” op for dem. Kan vi erobre bolden centralt på banen og dernæst spille bolden bredt, så giver dette de bedste muligheder for at skabe en chance på kontraangreb. Området hvor bolden erobres kaldes også for Break-Out området.

3. Hvordan målet forsvares så mål imod kan forhindres:

For at forhindre målscoring skal der tages tre valg omkring, hvor vi vil afgive rum på banen:

1. Vil vi afgive rum bag os?
2. Vil vi afgive rum på siden af os?
3. Vil vi afgive rum imellem vores forsvarspositioner?

Vi kan ikke helt selv bestemme, om vi vil have duel-spil, når vi ikke selv er i boldbesiddelse. Der er dog to måder, hvorpå vi kan prøve at fremprovokere duel-spillet:  1) Vi kan forsøge at presse modstanderne til at sparke langt med mulighed for duel eller 2) vi kan ”sætte” vores forsvarspositioner meget lavt, i og omkring eget felt, og dermed forsøge at få modstanderholdet til at slå høje indlæg i stedet for at kombinere sig igennem.

Fodboldspillets vigtigste rum

I banens bredderetning er der typisk tre hovedrum: 1) Bagrummet, som er mellem modstander-holdets sidste forsvarslinje og deres målmand. 2) Mellemrummet, der opstår mellem modstander-holdets sidste forsvarslinje og midtbanelinje. 3) Forrummet, foran modstanderholdets midtbanelinje og bagved modstanderholdets første forsvarslinje. Disse rum er optegnet på figur 1.

Figur 1: Hovedrum i banens bredderetning.

I banens længderetning skelnes mellem fem hovedrum: Højre og venstre siderum. Højre og venstre halvrum samt det centrale rum, midterrummet. Se rumoptegnelse på figur 2.

Figur 2: Hovedrum i banens længderetning.

For at komme ind bag modstanderholdets sidste forsvarslinje foregår dette primært ved at bruge følgende otte rum, som vist på figur 3.

Figur 3. De otte primære rum, der i moderne fodbold benyttes til at sætte en upresset spiller i scene med det formål at få spillet bolden ind bag modstanderholdets sidste forsvarslinje: Forrummets to halvrum og midterrum samt alle mellemrummets fem rum.

Figur 4 og betydningen af denne type gennembrud underbygges yderligere af fakta fra CHL rapporten 15/16:

Figur 4. Typiske afleveringsretninger fra halv- og siderum på banens sidste 1/6. Antallet af mål i åbent spil efter indlæg er i CHL steget med 35 procent fra 14/15 til 15/16 og med 42 procent fra Euro 2012 til 2016. I CHL er antallet af indlæg fra ”wide areas” faldende

Indenfor de sidste 6 år er antallet af mål efter kombinationsspil i og omkring feltet steget med næsten 300 procent - men det mest iøjnefaldende i dette faktum er, at afleveringsretningen direkte mod målet ind bag modstanderholdets sidste forsvarslinjer tilsvarende er halveret i de sidste 3 år. Det er nu typisk kun i kontrafasen, at den direkte afleveringsretning mod målet bruges.

Forklaringen i dette ligger naturligvis i, at holdene er blevet markant bedre til at forsvare rummet foran deres centrale forsvarsspillere, så angrebsholdet nu skal bruge en ekstra aflevering inden assist-afleveringen. En anden forklaring er, at risikoen for at få kontraangreb imod sig er mindre, hvis bolden mistes i halv- eller siderummene.

Fodbold er et 360 graders spil

Det er vigtigt at forstå, at fodbold ikke kun er et spil, hvor der spilles i én eller to retninger. Alle retninger benyttes for at komme til afslutninger. Specielt på banens sidste 1/6 fra både halvrum og siderum ændres afleveringsretningen på grund af målet og mållinjen. Fra disse rum er det heller ikke kun et spørgsmål om at bryde forsvarslinjer men i ligeså høj grad om at spille imellem modstanderholdets forsvarslinjer. Se eksempel på figur 4.

Størrelsen af fodboldbanens forskellige rum varierer selvfølgelig hele tiden alt efter, hvor modspillerne befinder sig. Figur 1-4 giver et overblik over den overordnede rumstruktur i en fodboldkamp.

På figur 5 vises et billede af hvordan en fodboldbane kan opdeles mere detaljeret i rum og hvilke typiske afleveringsretninger, der benyttes, alt efter hvilke rum boldholderen befinder sig i.

Figur 5: Typisk 3-6 spilretninger fra hvert rum. Afleveringslængden i den valgte spilretning varierer naturligvis. Den røde zone angiver området for afslutninger.

Spillestil

En spillestil er en plan/strategi for, hvordan et hold i hovedtræk vil spille og organisere sig i forskellige spilsituationer. En spillestil er grundlagt på spillets DNA, og er bygget op omkring de stationære og bevægelige referencepunkter: Det vil sige en afklaring af hvordan sidelinjer, mållinjer og de to mål skal bruges og en prioritering af de fire bevægelige referencepunkter både i spillet med bold og uden bold.

Med en prioritering menes, hvad der er vigtigst for spillerne at forholde sig til: Bolden, medspillere, modspillere eller rum?

Eksempel: Er det vigtigere at have pres på bolden fremfor at forholde sig til modspillere, medspillere eller de opståede rum? Denne prioritering kan også være afhængig af, hvor på banen bolden er, eller hvor spillerne befinder sig. En klar og tydelig prioritering vil hjælpe holdet og give svar på mange uafklarede spilsituationer i en kamp. Enhver spillestil vil stille specifikke krav til spillerne og bliver derfor omdrejningspunktet i al træning lige ned til den mindste detalje både på og uden for banen.

Chelseas Antonio Conte har med både Juventus, Italien og nu Chelsea vist, hvor stor indflydelse træneren kan have på kampenes udvikling. Foto: Getty Images.

Med 22 spillere på banen samt dommere, der for det meste dømmer efter deres skøn, kan fodboldspillet blive et yderst komplekst spil bestående af mange forventede, uventede eller helt tilfældige situationer. Hensigten med en spillestil er således at reducere spillets kompleksitet med det formål at opnå kontrol over og dermed beherske de spilsituationer, der kan opstå.

Spillet kan eksempelvis nedbrydes i situationer og løsninger/muligheder både i boldbesiddelse og ude af boldbesiddelse. Et eksempel på en spilsituation kan være, når modstanderens højre stopper har bolden. Hvilke af hans muligheder vil vi helst forhindre og hvilke(n) vil vi helst fremprovokere? Jo færre muligheder, vi tvinger ham ud i, desto større chance for, at vi kan løse én af disse. Når stopperen har valgt sin løsning (eksempelvis en lang bold over vores bagkæde), skaber dette en ny spilsituation for os, der kan ende med flere forskellige løsninger. Denne tankegang kan hjælpe både trænere og spillere til at simplificere spillet og dermed få kontrol over de fleste spilsituationer og deres løsninger.

En tydelig spillestil er således karakteriseret ved et holds evne til at reproducere sig selv samt spillernes evne til at tænke, forudse, beslutte og handle kollektivt i alle spilsituationer.

Den effektive spillestil, hvor alle spillere præcis ved, hvordan de sammen skal agere i enhver spilsituation, har til formål at skabe strukturer med størst mulig potentiale for scoring, erobring eller at forhindre scoring

Som den innovative scout fra Aspire akademiet Juan Luis Delgado-Bordonau har formuleret det: ”Modstandere mod denne tilgang til spillet vil argumentere for, at spillernes kreativitet dræbes og at spillet bliver for ”robotagtigt”. Men typisk sker det modsatte: En reducering af spillets kompleksitet og en klarhed over, hvordan der skal handles i enhver situation vil tværtimod mindske spillernes usikkerhed, give dem mere tid og dermed bedre muligheder for også at handle kreativt”.

Fodboldtaktik

Taktik er en gameplan og er et holds evne til at tilpasse sig en given modstander inden for holdets egen strategi/spillestil. Eksempelvis at spille bolden hen til et bestemt område af banen, hvor modstanderholdet har en svaghed eller at presse indad mod en bestemt modspiller i stedet for udad. Der kan med succes anvendes mange taktikker i løbet af en fodboldkamp, men kun hvis holdet i forvejen er helt afklaret med og kan beherske dets spillestil – hvis ikke, ender det som oftest ud i tilfældigheder, personlige fejl og et meget individuelt fodboldspil grænsende til kaos på grund af de manglende afklaringer i spillestilen.

Afslutning

Fodbold er stadigvæk et underudviklet spil i strategisk henseende, men spillet er i stor fremgang og denne fremgang kan vi i Danmark stimulere yderligere ved at have et større fokus på strategidelen.

Når spillets aktører og debattører taler om personlige fejl, indstilling, vildskab, taktikker eller mangel på samme, er det totalt blottet for konteksten, nemlig strategien.

En klar strategi giver spillerne en retning og dermed endnu mere tid til at løse spilsituationer og bakke hinanden op i trængte situationer, så fejl på grund af manglende reaktionstid eller tilfældigheder kan undgås. En klar retning øger spillernes motivation og giver dem sikkerhed. En klar retning giver også muligheder for at spille mere taktisk.

Det er meget simpelt, når vi forholder os til spillet som et kollektivt strategispil i stedet for at individualisere spillet og dermed også komplicere forklaringen af en kamps udfald. Med landsholdet som eksempel ville det være meget spændende at høre nærmere om holdets spillestil, og hvordan de forskellige spilsituationer kollektivt skal løses, da denne tydelighed endnu ikke fremgår i praksis. Hermed er opfordringen givet videre til såvel aktører som debattører om først at få analyseret på strategien, inden der tages hul på de enkelte dele i efterbehandlingen af en kamp.

Foto: Getty Images