MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Et forsvar for Liverpools forsvar - her er tallene

Et forsvar for Liverpools forsvar - her er tallene

Ser man lidt nærmere på tallene, så er Liverpools defensiv ikke helt så skidt, som mange vil gøre det til. Jeppe Hee Rømer udpeger de gode elementer

 

Af Jeppe Hee Rømer

- Liverpool vinder aldrig mesterskabet med dét forsvar. 

- Forsvaret er Liverpools akilleshæl, og det skal der rettes op på, før de har en chance for at vinde noget.

Postulater som ovenfor har været fremført af mange eksperter i forskellige medier, og kaster man et hurtigt blik på tabellen i Premier League, fristes man til at være enig.

Liverpool har indkasseret 14 mål i 11 kampe, og det placerer dem på en sølle niendeplads i Premier League, når det kommer til at holde modstanderne fra at score – på trods af at klubben indtager førstepladsen. Til sammenligning har Chelsea lukket ni og Tottenham blot seks mål ind (heraf bare et enkelt i åbent spil) i løbet af de første 11 kampe.

I 13/14-sæsonen pegede mange på Liverpools dårlige forsvar som grunden til, at de ikke kunne løfte Premier League-trofæet på den sidste spilledag, og en række eksperter mener -  Liverpool-fans frygter - at det samme kan blive tilfældet i indeværende sæson.

Klopp: - Vi har ingen defensive problemer

Alligevel sagde Jürgen Klopp efter 2-1-sejren mod West Bromwich, hvor Liverpool endnu engang lukkede et mål ind på en dødbold, at Liverpool ikke har nogen defensive problemer. Han anerkendte problemerne på dødbolde, men pegede samtidig på, at alle indkasserede mål er forskellige. I åbent spil derimod mener tyskeren, at Liverpool ikke har problemer med defensiven.

Er den tyske træner blevet gal, når han siger, at Liverpool ikke har problemer i forsvaret, selv om hele ekspertkorpset i både Danmark og udlandet peger på netop det som grunden til, at de ikke tror på klubben som mestre på trods af den nuværende førsteplads? 

Få skud mod sig

Liverpool får 8,1 skud imod sig pr. kamp. Det er ikke mange. Det er faktisk færre end hos alle de andre hold i top-5 – også Tottenham, som har lukket det færreste antal mål ind. Chelsea får, selv med både Matic og Kanté til at beskytte sin bagkæde, 8,4 skud imod sig, mens Tottenham får hele 10,2 skud imod sig per kamp.

Liverpool holder altså modstanderen fra at skyde på mål, og derfor burde de vel også indkassere færre mål? Spørgsmålet er så, om der er tale om, at alle skuddene mod Tottenham er fra midterlinjen, mens dem mod Liverpool er nemme indersider inde i det lille felt? Nej, siger tallene.

56 procent af skuddene mod Liverpools mål kommer inde i feltet. Det er den samme procentdel som mod Chelseas, og bedre end alle de andre hold i top-5. Samtidig er blot 4 procent af skuddene mod Liverpool fra det lille felt – mod procent af skuddene mod Chelsea.

 

Liverpool har altså færrest skud imod sig, og samtidig bliver ganske få af dem affyret inde i feltet. Når eksperter og andre udtaler, at Liverpools chancer for at vinde mesterskabet afhænger af, at der rettes op på defensiven, har de selvfølgelig ret, fordi der indkasseres for mange mål. Men når Jürgen Klopp udtaler, at Liverpool ikke har nogle defensive problemer, har han også ret, fordi Liverpool afholder modstanderne fra skud mod målet – noget der alt andet end lige bør resultere i færre mål scoret imod sig.

 

Hvorfor der så er så stor en procentdel af afslutningerne mod Liverpools mål, der går ind, skal jeg ikke gøre mig klog på. Loris Karius og Simon Mignolet har ligeså mange redninger pr. kamp som de andre målmænd i top-5, så når der spilles mod Liverpool, må der simpelthen bare afsluttes bedre end mod de andre klubber i top-5. Hvorfor det er tilfældet kan selvfølgelig diskuteres, men bundlinjen er, at få skud fra ufarlige positioner burde resultere i få mål indkasseret. 

Personlige fejl koster dyrt

Et sted Liverpool dog skal forbedre sig, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at holde målet rent lidt oftere og ikke i samme grad være tvunget til at score fire, fem eller seks mål pr. kamp, er i forhold til antallet af defensive fejl.

 

Manchester City har lavet syv defensive fejl, hvoraf to har ført til, at modstanderen sparkede bolden i nettet. Til sammenligning har Liverpool “kun” lavet fem, men de er blevet straffet tre af gangene. Arsenal, Tottenham og Chelsea har alle lavet tre eller færre fejl, og det hjælper jo gevaldigt, når man prøver at holde modstanderne fra at score.

West Ham er den eneste klub i Premier League, der har flere mål imod sig end Liverpool på bekostning af defensive fejl, og det er altså her, Liverpool adskiller sig fra konkurrenterne, der alle har indkasseret færre mål på den konto.

Liverpools forsvar fejler intet

Ingen siger, at Liverpools forsvar er fejlfrit, men det er for dovent blot at vurdere et forsvar ud fra antallet af mål, der er scoret imod dem – der er så mange faktorer, der spiller ind på det tal. Man bliver nødt til at se på de ting, der kan gøres for at minimere risikoen for, at modstanderne har heldet med sig– som eksempelvis at holde modstanderen fra afslutninger.

Det gør Liverpool, og derfor må man gå ud fra, at forsvaret snart går ud og beviser, at Klopp har ret i, at der ikke er nogen problemer med defensiven. Efter min mening bunder en del af fortællingen om Liverpools ringe defensiv i de åbenlyse sammenligninger, der allerede kan drages til 13/14-sæsonen, og dermed fordomme fra Brendan Rodgers-tiden.

Med Joël Matip, Dejan Lovren, Nathaniel Clyne, James Milner og Karius virker det til, at der endelig er fundet den defensive stamme, der skal til for at give den stabilitet i kampene, som er nødvendig, for at Klopps arbejde med forsvaret kan bære frugt.

Der er lang vej igen, før vinderne af Premier League-sæsonen 16/17 er fundet, men at sige at Liverpools forsvar er for dårligt til, at holdet kan fastholde sin førsteplads og række armene i vejret, når alt er afgjort den 21. maj, er en alt for hastig konklusion, for Liverpools forsvar klarer sig faktisk ret godt.

Denne artikel har tidligere været bragt på www.lfc-danmark.dk

Topfoto: Getty Images

Labour-bastionen Sunderland blev reddet af en konservativ regering - men hvem skal redde en fodboldklub i frit fald?

Labour-bastionen Sunderland blev reddet af en konservativ regering - men hvem skal redde en fodboldklub i frit fald?

Fodboldstrategi - læren om “The Modern Game” anno 2016

Fodboldstrategi - læren om “The Modern Game” anno 2016

0