Kapitel 1: Nationen over alle - Tysklands 11 udvalgte som nationalt spejlbillede
Skribenten Casper Hindse begaver dig her med gennemgangen af det tyske landshold fra begyndelsen og frem til nu. Over fem kapitler fortæller han den fascinerende historie.
Af Casper Hindse
Intro
Tyskland har spillet bold op ad verdenshistorien, så langt tilbage man fodboldmæssigt kan huske i ”das Vaterland”.
Først nåede landet kun at spille kampe under FIFA fra 1904 til 1914, hvorefter 1. Verdenskrig skilte Tyskland fra resten af fodboldfællesskabet. I mellemkrigsårene levede landsholdet så en diffus tilværelse. Først i Weimar-republikkens spirende demokrati for så at overgå til at spille under nazistisk flag i 1930’erne. Efter 2. Verdenskrig gik der ikke lang tid, før Tyskland fik to landshold under Den Kolde Krig, og efter genforeningen i 1990 fremstod den tyske nation så pludselig som en decideret magtfaktor på fodboldverdenskortet. På trods af al denne turbulens er det tyske landshold resultatmæssigt verdens ubetinget mest succesfulde nogensinde. Holdets imponerende sejrsstatistikker er noget, enhver tysker med respekt for sig selv kan i søvne: Siden 1954 har Tyskland været i otte VM-finaler og vundet hele fire af dem. Derudover er det blevet til fem europamesterskabsfinaler, hvor tyskerne har sejret i tre.
På samme måde er det tyske folk enormt stolt af deres liga. Her er klubberne generelt sunde forretninger, hvor der skabes velstand og store fodboldoplevelser. Lige netop det skaber identitet, og derfor fyldes samtlige stadioner da også til randen med fans hver weekend.
Imidlertid er det nu landsholdet, der agerer samlingspunkt for de 80,2 millioner tyskere. Befolkningen har nemlig altid fulgt de 11 udvalgte med stor entusiasme. Selv i de seneste årtier hvor landsholdet har gennemgået en moderne fodboldkrise og ladet folket vente hele 18 år, førend den samlede tyske nation (endelig) kunne hæve en pokal mod himlen en sommeraften i Brasilien i 2014.
I dag er det tyske landshold faktisk så populært, at Boateng, Götze, Müller og træner ”Joggi” Löw er langt mere folkekære end den tyske nationalsang og sågar det tyske flag, der stort set kun blafrer, når fodboldlandsholdet klarer sig godt.
Dette er historien om et land, som lever og ånder gennem fodboldspillet. Dette er fortællingen om tysk fodbold, der mere end noget andet har afspejlet den tyske selvforståelse gennem verdenshistorien.
Fik du læst?
Kapitel 1: Nationen over dem alle
Tyskland har som fodboldnation levet et omtumlet liv. To verdenskrige har sat landet uden for fodboldfællesskabet, men alligevel er landsholdet vendt styrket tilbage hver gang. Ikke på grund af nationalisme – faktisk nærmere på grund af det stik modsatte.
Det pisser ned i Berlin. Regnen tæsker mod ruderne på sportsbaren Schmitzz i Torstrasse som små aggressive næver, der er klar til at slå den første, den bedste argentiner i gulvet. Indenfor maser de klassiske, hvide landsholdstrøjer med sparsomme røde, gule og sorte striber sig ind og ud imellem hinanden. Stemningen har den seneste times tid været anspændt. Fadøl er blevet hældt ned, og kun få ord er blevet udvekslet, mens regnen og nervøsitetens sved har mikset en mærkelig dis over de godt 200 tilstedeværende. Spillerne er på vej på banen i Brasilien, på vej ind på det legendariske stadion Maracana i Rio de Janiero. Om 120 minutter plus det løse er Tyskland verdensmester for fjerde gang i landets indviklede historie, og svedlugten på Schmitzz vil blive afløst at jubel, fråde og ølsprøjt. Men lige nu og her stiller spillerne op til de obligatoriske sange på den anden side af kloden. Til finalen er intet anderledes. Heller ikke i Berlin. Så snart den tyske nationalsang går i gang, skruer de ellers nervevragslignende berlinerne op for snakketøjet. Ingen koncentrerer sig om skærmen, flere vender ryggen til, og mens de tyske spillere står skulder ved skulder på Maracana, samles berlinerne om ikke at samles af nationalsangen. Nationalsangen er et symbol – et ”Deutschland über alles” – på et fællesskab, tyskerne ikke ønsker. Så snart sangen klinger ud, dæmpes samtalerne på Schmitzz straks igen. Nu skal det fællesskab, alle tyskere elsker, nemlig dyrkes: Fodboldlandsholdet er et samlingspunkt. Dommeren fløjter, og samtlige tohundrede tilstedeværende bliver transformeret om til fodboldkommentatorer.
Svær begyndelse
Landsholdet har været et nationalt sindbillede i Tyskland stort set siden de elleve udvalgte kun var en flok amatører, der rendte rundt og næsten ikke anede, hvilken vej bolden skulle. Fra 1904 spillede tyskerne kampe, men den helt store test mod et klassemandskab kom først i 1908, hvor tyskerne tabte 1-5 til England i Berlin og straks arrangerede en revanche året efter i Oxford. Her tabte tyskerne 0-9. Selvom englænderne jo som opfinder af spillet havde visse fordele rent organisatorisk, så var det nu alligevel ikke noget, der huede det tyske folk. Tyskerne havde nemlig ganske rimelige ligaer i starten af 1900-tallet, og i ”das Vaterland” taler man helst om sejre. Efter Oxford-blamagen satsede man derfor fra politisk hånd benhårdt på at skabe en stor og mere slagkraftig national liga, men desværre kom der en krig i vejen. Al fodbold blev indstillet i Tyskland i 1914, hvor mange unge, lovende spillere blev ofre i de tyske skyttegrave under 1. Verdenskrig de følgende godt fire år.
Da tyskerne havde tabt godt og grundigt på slagmarken, opstod Weimar-republikken som forsøg på at skabe demokrati i et land, der ellers på dette tidspunkt var kendt for sine autoritære traditioner.
Rent fodboldmæssigt betød Weimar-republikken udelukkende stilstand. Man anså sport som noget, alle og enhver burde udøve for at se trimmede ud. Atleter var mannequiner i den nye republiks udstillingsvindue til verdenen, og de skulle vise et samlet tysk demokrati. Penge var det småt med, når det kom til at støtte fodboldlandsholdet, og derfor faldt det tyske holds niveau også til en anseelse, der i dag kan sammenlignes med Estlands eller Moldovas landshold.
Race-fodbold
Men da Weimar-republikken faldt i 1933 – fordi en antidemokrat ved navn Adolf Hitler og hans nationalsocialister samlede flertal for at afskaffe den – oplevede man hurtigt, at fodbold blev sat højt på dagsordenen igen. Ikke på grund af Hitlers store interesse for sporten, men fordi den nye tyske leder (der som det første afskaffede Weimar-republikkens sorte, gule og røde flag) så store muligheder i at føre propaganda med sit nazistiske hagekors på de røde flag ved enhver sportslig lejlighed.
Hitlers idé gik på, at den såkaldte ”ariske race” var stærk og overlegen i forhold til alle andre racer. Dette oversatte nazisterne direkte til de tyske sportspladser, og særligt fodboldbanerne blev skue for helt vanvittige optrin. Fodboldens popularitet var nemlig vokset i Tyskland i takt med, at arbejdere overalt i verden havde taget sporten til sig, og nazisterne så på denne måde chancen for at få masserne fra fodboldkampene over på deres side.
Det tyske fodboldforbund gik ikke til modværge. Tværtimod. Allerede i 1933 indførte man forbud mod, at jøder kunne deltage som spillere, klubejere eller for sags skyld sportsjournalister ved officielle kampe. Og således indoktrinerede nazisterne den store tyske arbejderklasse ved at sprede usandheder om jøderne før, under og efter fodboldkampene. I samme rille indførte det tyske fodboldforbund, at der inden alle kampe på tysk grund – nationale som internationale – skulle udføres en nazihilsen fra samtlige spillere i de respektive startopstillinger. Til gengæld fik forbundet penge til et stærkt landshold. Allerede i 1934 var tyskerne med til deres første VM, hvor det blev til en tredjeplads, og da Hitler i 1938 udførte sin Anschluss imod Østrig og indlemmede landet i det tyske rige, gav han samtidig landsholdet muligheden for at blive endnu stærkere. Det østrigske fodboldlandshold var nemlig et af tidens ypperste, og på den måde blev den tyske startopstilling fra den ene dag til den anden forstærket med flere prominente spillere.
Nationalsangens hårde liv
Ligesom de østrigske spillere efter Anschluss kom til at spille under det nazistiske flag, kom også den tyske nationalsang oprindeligt fra Østrig. Dog var det ikke Hitler, der indførte ”Das Lied der Deutschen”, som oprindeligt var skrevet af Haydn tilbage i 1797 under navnet ”Gott erhalte Franz den Kaiser”. Hitler beholdt faktisk bare sangen, som var blevet gjort til nationalsang i Weimar-republikken, men det var føreren, der udstak reglen om, at det kun var første vers med ”Deutschland, Deutschland über alles…” man skulle synge. En tekst, der var som skrevet til Hitlers projekt.
Kun halvandet år efter at have styrket det tyske landshold med østrigske vitaminer, udløste Hitler imidlertid 2. Verdenskrig og satte dermed en stopper for sit tyske fodboldlandshold. Holdet blev ikke blot straks udelukket fra alt internationalt samspil, men blev også i 1950 (fem år efter krigens ophør) nægtet adgang til VM-slutrunden i Brasilien, fordi Tyskland stadig var ”i opbrud”, som det hed.
Det var nationalsangen også. Kort efter krigen vedtog man, at tredje vers officielt var det, der skulle synges: ”Einigkeit und Recht und Freiheit für das deutsche Vaterland…” En fuldstændig modsatrettet tekst i forhold til tidligere, men alligevel er melodien siden Weimar-republikken nu forblevet den samme, og det har gennem historien fået tyske fodboldspillere til ikke at synge med inden kampen. Den tyske nationalsang er ikke noget, man dyrker i skolerne. Faktisk er det kun halvdelen af den yngre tyske befolkning, der kan teksten. Deres forældre har nemlig aktivt valgt ikke at lære dem den. Nationalsangen er ikke noget, man skråler med stolthed inden landskampene, men til gengæld brøler man gerne passioneret af de 11 udvalgte, når kampen fløjtes i gang.
Retfærdighedens mål
At det netop var en VM-slutrunde i Brasilien i 1950, som det tyske landshold blev udelukket fra, er nok én af de små historiske tilfældigheder, der pludselig kommer til at betyde utrolig meget på et andet tidspunkt. Således også på berlinersportsbaren Schmitzz i 2014. Her er Tyskland i problemer finalen igennem. Målmand Manuel Neuer springer i starten af 2. halvleg lige ind i masken på det argentinske angriber-es Higuain, og forsamlingen på Schmitzz er ikke tvivl.
”Åh, nej, der er rødt!” råber en kvinde, som mere ligner en advokat end en fodboldfan, og tårerne presser sig allerede på bag hendes øjenlåg, da dommeren løber ned mod åstedet og på forunderlig vis tildeler Neuer et frispark. Der er helt stille på Schmitzz. Vægge og vinduer sitrer ikke længere, og pludselig kan man igen høre regnen tromme mod ruderne.
”Det var ikke fair,” mumler en gråskægget mand i en alt for lille tysklandstrøje. Men kampen kører videre, og tyskerne får mere og mere styr på sagerne. Særligt da den forlængede spilletid tager over. Her buldrer tyskerne frem imod det argentinske mål. Som i så mange andre fodboldkampe ved alle, at det første mål vil blive afgørende. Tydeligvis også den indskiftede André Schürrle, som efter 112 minutter modtager bolden. Da ingen går til ham, tager Schürrle chancen med et rush op langs venstreflanken. De trætte argentinere kan ikke længere sidde tæt på ham, og Schürrle når derfor let baglinjen og centrerer bolden ind foran mål, hvor en relativt umarkeret Mario Götze i én og samme bevægelse brysttæmmer og helflugter bolden på tværs af det argentinske mål. TOOOOOOOOOOOOOR! 1-0.
Og så går Schmitzz, nå ja, amok. Folk springer rundt imellem hinanden, øl flyver til højre og venstre, mænd kysser mænd, og kvinder omfavner lige hvem pokker det skal være. Samtidig på Maracana kaster spillerne sig over Götze, som har lavet VM-slutrundens sidste mål. Tyskland er verdensmester efter en storslået triumf i det land, som de blev udelukket fra at spille i 64 år tidligere.
Et ikonisk billede pryder denne artikel. Det tyske og det engelske landshold i nazistisk hilsen inden en venskabskamp på det olympiske stadion i Berlin foran 120.000 tilskuere. England vandt iøvrigt kampen med stabile 6-3.
Foto: Popperfoto/Getty Images
Fik du læst?
