MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Nu kan du støtte Mediano - men alt indhold er stadig gratis

Nu kan du støtte Mediano - men alt indhold er stadig gratis

Om Mediano: Nu lancerer vi projekt Støt Mediano, hvor lytterne kan vælge at betale 35 kroner om måneden og være med til at skabe noget af det indhold, vi ikke helt når i dag.

Af Peter Brüchmann

“Denne udsendelse er produceret af Mediano Media og sponsoreret af - dig.”

Sådan en speak vil du forhåbentlig snart kunne høre som introduktion til nogle af Medianos udsendelser.

Det kunne være til:

  • En Mediano Legends om Alessandro del Piero - vi har ingen partner på Mediano Legends

  • En analyse af en mandagskamp i Superligaen - de ender ofte mellem Mediano Superliga og Superliga Preview

  • Temaudsendelser om racisme i Serie A eller Østeuropa

  • Mere indhold i Mediano Sport & Perspektiv

  • At vi tilknytter en scout og laver seriøse transfer- og data-analyser gennem sæsonen - og ikke bare en transferspecial på deadline-day.

  • Eller en række udsendelser om Superligaens fødsel

Vi lancerer nemlig i dag projektet Støt Mediano, hvor I lyttere frivilligt kan vælge at støtte Mediano, så vi kan lave bedre og mere indhold.

Nederst på siden og på knappen ‘støt mediano’ i toppen af sitet og den enkelte artikel kommer du frem til denne side.

Du kan også bare trykke på dette link.

Eller hvis du skal sige det til andre, så fortæl dem om: mediano.nu/stot.

Ja, det skulle have været mediano.nu/støt, men vi kan ikke skrive ‘ø’ i den URL, vi bruger i vores system, så det bliver stot med ‘o’.

Her kan du vælge at støtte Mediano helt frivilligt.

Hvis projekt Støt Mediano bliver en stor succes, ser vores drømmescenarie således ud:

At I lyttere ikke oplever, at det kommercielle fylder for meget. Og at vores partnere oplever, at de står endnu mere eksklusivt og i en helt særlig model, der adskiller sig markant fra andre medieplatforme.

Et vigtigt input fra jer lyttere har været ønsket om muligheden for at støtte Mediano. En del af jer har gennem årene udtrykt et ønske om at kunne betale for at lytte til Mediano. Faktisk så ofte, at det har forbløffet os og vi hver gang har kigget hinanden i øjnene og sagt: Kan vi det? Skal vi det?

Det rører os og gør os taknemmelige over, at tanken overhovedet kan opstå. Men det har aldrig været Medianos model, at man skulle betale for indholdet andet end bare ved at lytte.

Og det bliver heller ikke nu Medianos model - eller et fundament for vores forretning.

Sture Sandø på arbejde i studie 1 i Casa Mediano.

Sture Sandø på arbejde i studie 1 i Casa Mediano.

Men på grund af disse henvendelser har vi kigget på nogle mediemodeller, vi selv finder inspirerende. Vi har fulgt The Guardian, Vox og en række internationale podcast, der har frivillige betalinger, hvor man som lytter kan betale enten ved et engangsbeløb eller gennem en månedlig betaling på et typisk lavt beløb.

Det er medier, hvor man støtter en sag, en særlig måde at formidle på - og langt fra en betalingsmur, der skaber et medie for en lille klub eller elite.

Vores overvejelser og reservationer har været:

  • Vil det svække vores model med kommercielle partnere, hvis der også er frivillig lytterbetaling?

  • Hvis nu en lytter betaler med tanke på analyser af mandagskampe i Superligaen, og det så ender med racisme i Serie A, skuffer vi så lytteren?

  • Eller den FCK-fan, der har betalt 420 kr. på et år og så har hørt en serie om talentudvikling og akademier i Ikast, Brøndby og Aarhus. Vil han blive skuffet? Måske ligefrem sur? Og hvordan sikrer vi en transparens i de beslutninger, vi tager.

I en del af disse internationale modeller med frivillig betaling - især hos podcast-udgiverne - handler det om, at man får en eller flere fordele ved at betale. Det er de betalende, der får lov at høre nogle episoder først, kommer med til arrangementer eller får lov at stille spørgsmål i et chatrum.

Den model har vi diskuteret en del, men er landet på, at vi ikke så vilde med den tanke på Mediano. Vi vil ikke skabe et A- og et B-hold, hvor man får mere, hvis man betaler.

Men vi ønsker at forfølge tanken, så i dag lancerer vi ’Støt Mediano’ som en 100 procent frivillig ting. Alt indhold vil fortsat være gratis. Alle vil fortsat have lige adgang til at komme med til Medianos live-arrangementer.

Medianos redaktion til Fredagsfrokost.

Medianos redaktion til Fredagsfrokost.

Vi introducerer det samtidig med, at vi lægger loft på antallet af partnere. Som vi skrev i denne blog forleden, så prøver vi i den kommende tid at sigte på, at de kommercielle budskaber højst må fylde to procent af sendetiden. Og hvis en gennemsnit-udsendelse varer 75 minutter, vil det svare til et minut og 30 sekunder - på tv, hvor du har betalt en gang, udgøres op mod 20 procent af sendetiden af reklamer. Altså max to procent på Mediano.

Men som nævnt tidligere: Hvis ‘forsvarsminister Monnerup’ taler om Simeones defensive organisation som et element, vi laver med G4S, vil det fylde mere, men forhåbentlig være 100 procent fodbold-relevant for samtalen.

Som altid på Mediano er vi i ’konstant beta’. Intet er støbt i cement. Så det kan være, at vi vil se, om vi kan lave nogle fordele for de, der støtter Mediano på denne måde – udover at lytte. Det kunne være med en rabatkode den dag, vi endelig får lavet en webshop med noget merchandise. Det kan være, at vi inviterer til fokus-grupper og særlige arrangementer, og hvis der skulle være fyldt, vil vi måske skele til de, der støtter Mediano på den måde, så de kommer først med.

Man vil selv kunne vælge beløb, men vores oplæg er 35 kroner pr. måned, hvis man vælger at støtte med et månedligt beløb. Der vil også være knapper på sitet, der giver dig mulighed for at vælge 50 og 100 kr. Og selvfølgelig dit eget valgfri beløb. Men 35 er vores udgangspunkt. Det er 420 kroner om året. Det er bestemt ikke et ubetydeligt beløb for hverken de fleste lyttere eller for os. Men uden at det skal være en sammenligning og oplæg til debat om mediemodeller, så koster et årsabonnement på en landsdækkende papiravis typisk mellem 5.000 og 6.500 kroner.

Vi har ingen målsætninger. Det bliver aldrig en del af vores budget. Men hvis 200 af jer vælger at støtte Mediano månedligt, kan vi begynde at lave f.eks. udsendelser, som vi ikke har partner på endnu.

Baggrund for overvejelsen:

Mediano har i flere år af vores levetid lavet månedlige udsendelser om Bundesligaen uden at have en partner – hvilket er uforståeligt for os selv, da der er virkelig mange lyttere, der udtrykker stor tilfredshed med vores dækning af Bundesligaen. Vi har kørt perioder uden partner på La Liga og Serie A. Vi har lavet serier om EM-historie, ejerskaber i fodbold og lignende uden partner. Og vi kørte et halvt år med dobbelt Premier League-dækning hver uge (Mediano PL og PL Preview) med kun én partner. Samtidig efterspørger I lyttere dejligt ofte flere udsendelser. Så projekt ’Støt Mediano’ handler om, at vi kan lave mere af det indhold, der bliver efterspurgt. Eller løfte niveauet ved at tilknytte eksperter.

  • Det kunne være en stringer/korrespondent i England til at supplere med særlige vinkler på Premier League.

  • Det kunne være en scout, der løbende kunne give begavede transfervinkler - hele året.

Det er ikke intentionen, at det skal være en del af Medianos forretning. Det er en mulighed og et tilbud med en vej til at kunne lave mere indhold.

Studie 1 klar til optagelse.

Studie 1 klar til optagelse.

Mediano er skabt i en tæt dialog med vores lyttere. Siden de allerførste udsendelser oven på Fodes Metalfabrik på Drejersvej i Københavns Nordvest-kvarter i 2016 har vi bygget på vores indhold og vores forretning.

Vi har altid haft et site uden bannere og uden betalingsmur. Vi blev også lidt bryske, da Podimo blev lanceret bag en betalingsmur, og en af profilerne fik lov at sige i TV Avisen, at kvalitetsindhold jo koster. Ja, det koster at producere, men vi har altid gerne villet bevise, at vi kan lave godt indhold på vores model uden, at det skal bag en betalingsmur for en betalende elite.

Støt Mediano er i den grad heller ikke en betalingsmur. Det er en frivillig støtte eller abonnement for jer, der synes, at Medianos indhold giver jer så meget, at det er værd at støtte sagen. Alle får stadig det samme indhold, og du vil heller ikke høre Medianos værter med en raslebøsse i alle udsendelser appellere til indbetalinger. Mediano skal være bæredygtigt på vores partnermodel.

Esben Hansen og Svend Gehrs på besøg under nogle af de første optagelser under EM i 2016.

Esben Hansen og Svend Gehrs på besøg under nogle af de første optagelser under EM i 2016.

Men nu sætter vi skibet på havet, og så vil vi følge det nøje. Forstår I lyttere projektet? Er der enkelte af jer, der vil støtte? Vi vil bestræbe os på en offentlig dialog om vores erfaringer. Vi vil være så transparente som muligt og lade jer følge beløb og brug af det.

Vi forpligter os til følgende:

  • Intet går til daglig drift af de normale udsendelser

  • Intet går til administration, udstyr og udgifter til kørsel, fortæring, o.l.

  • Alle indtægter går 100 procent til at producere indhold

  • Og så vil vi bestræbe os på at lytte til al feedback om ‘støt mediano’.

Lidt praktisk til sidst:

Vi benytter platformen memberful.com. Du kan betale med dit kreditkort, Google Pay og ApplePay. Hvis du er på mobil, skal du formentlig huske at benytte chrome-browser, så GooglePay matcher og Safari til ApplePay (og i det sidste tilfælde kan der være noget med opdateringer - vi følger det løbende og prøver at fejlrette der, hvor vi har indflydelse).

Det hele er nyt for os, så vi skal nok få undersøgt, om vi kan få andre betalingsformer med.

Tak fordi du læste med.

Dan Hammer til en live-udgave af Hammer & Brüchmann.

Dan Hammer til en live-udgave af Hammer & Brüchmann.

Fotos: Ludvig Brüchmann

Fodboldmagasinet på Mediano - om racisme i østeuropæisk fodbold og VM hvert andet år

Fodboldmagasinet på Mediano - om racisme i østeuropæisk fodbold og VM hvert andet år

Superliga for Voksne - Hvor meget indflydelse skal fans have på deres klub?

Superliga for Voksne - Hvor meget indflydelse skal fans have på deres klub?