Nu kommer Mediano Merch - her er planen
Medianos nye webshop: Nu kommer ‘Mediano Merch’ og endelig kan du købe t-shirts, kopper, hoodies, muleposer og forhåbentlig snart meget mere. Her fortæller Peter Brüchmann om planerne om at kaste sig over merchandise - og hvorfor det tog mere end seks år.
Af Peter Brüchmann
Et af de største skrækscenarier, jeg har på Medianos vegne, er, at vi kører af sporet. Eller ikke holder det rigtige fokus.
Vi havde engang 17 kanaler. I dag har vi to, der handler om fodbold.
Vi havde engang planer om, at vi skulle lave workshops, uddanne folk i at lave podcast og lave forretning på det, at være nærmest et uddannelsessted og selvfølgelig også være et produktionsselskab. Vi har folk, der kan lave grafik, lave jingler, og vi kender hver en krog i diverse podcast-apps, rss-junglen, arbejdet med data og hvad-har-vi.
Vi har lavet youtube. Og kunne man lave et medie, der bare levede på instagram. Et trykt og lækkert coffeetable-magasin, der var med i alle forsendelser, når f.eks. Unisport sendte et par støvler ud.
Vi kan stadig trykke på alle knapper, hvis casen er god nok.
Men vi er endt på at lave podcast om fodbold. Og kun det. Tilsat det site, som du læser på lige nu. Og det har vi det godt med.
Nævn én relevant tanke på vores mælkevej, og jeg giver en pose Eiskonfekt, hvis vi ikke har haft den.
Grand opening onsdag
Onsdag middag lancerer vi vores nye webshop, Mediano Merch. Og det er ikke for at lave et nyt, stort selvstændigt forretningsben. Heller ikke at forvandle den gamle motorcykelforretning i Vanløse til et showroom med alskens fodboldtøj, bolde, støvler og Hebos gamle læderforklæder. Eller gøre de 16 facade-vinduer til et udstillingsvindue med Monnerups nye kasket-påfund eller Stanburys bogvindue.
Det bliver en lillebitte aktivitet med to, måske tre formål:
At styrke det community, som Mediano også er. At komme endnu tættere på de lyttere, der har bragt os hertil.
At være en aktivitet, der gør noget godt for Støt Mediano. Giver vores frivillige abonnenter endnu flere fordele - pre-sale/forkøbsretter, rabatter og præmier.
At styrke vores partnerskaber. Skal man kunne købe den særlige Mediano Edition af MIIEGOs fede Boom Headset? Skal André lave en særlig Mediano-udgave af de Sortesokker? Skal Larsen være med til at skabe en særlig Mediano-kaffekop? Skal vi en dag have særligt løbetøj med en partner til de, der løber med Mediano i ørerne? Med mere.
Det er ikke et mål i sig selv at lave en rigtig god forretning. Mediano Merch skal balancere - og gerne med en lille buffer. Ikke mere. Vi har ikke KPI’er og fine måltal. Så målet er ikke volumen eller omsætning. Målet er at styrke vores lille fællesskab og styrke Støt Mediano.
Formålet med Mediano sådan helt almindeligt har aldrig været at vinde Gazellepriser eller andre priser. Formålet har været, at vores model skulle være bæredygtig mange år ind i fremtiden. Og alle beslutninger skal tages i det lange lys - aldrig i at sikre det bedste regnskab her og nu på bekostning af kvaliteten. Aldrig.
Presale for Støt Mediano
Mediano Merch lanceres onsdag d. 2. november kl. 12.00. Et særligt link sendes til vores medlemmer af Støt Mediano, der altså får 24 timers forspring i et særligt presale. Torsdag middag åbner Mediano Merch så for alle.
Vi har ikke noget stort varelager. Vi skal lige øve os og se, hvad I interesserer jer for. Vi har heller ikke hele paletten af størrelser, så vi starter meget simpelt og småt ud, og måske må vi hurtigt melde udsolgt på enkelte dele, men det er, fordi vi øver os. Og fordi vi ikke vil risikere, at aktiviteten ender med at koste penge, der skal gå fra det gode indhold.
Vi har lagt nogle særlige krav ned over det, vi sælger:
Det skal være høj kvalitet. Så det behøver ikke være billigt. Især fordi vi ikke har behov for at sælge meget.
Det skal være bæredygtigt. Det taler vi med vores leverandører om og leder efter de rigtige løsninger. Så igen, vi vælger ikke det billigste.
Og så skal Mediano Merch gerne udvikle sig til at være et brand i sig selv. Her fra starten er produkterne ret simple og generiske, men det er i den grad tanken, at t-shirts, tasker og det, der godt må have en særlig stil, udvikler sig til at være et brand, der kan stå alene. Hvorfor? Tjah, fordi det godt må være lækkert. Vi er så højpandede og selvhøjtidelige, at vi bilder os ind, at vi laver unikt indhold, der ikke ligner ret mange andre. Det må vores merchandise også godt - nede ad vejen -afspejle.
Så vi har ikke nogen leverandør. Vi har haft en del møder med gode folk, der gerne vil stå for Medianos merchandise. Gode modeller. Gode produkter. Men vi er landet på, at vi er så tilpas mærkelige, at vi helst vil have friheden til selv at skrue det hele sammen - vi syr ikke t-shirts og kører kopper ud af ovnen, men ellers gør vi alt, hvad vi kan selv.
Vores partneransvarlige, Nicklas Beran, er også ansvarlig for Mediano Merch, så han er ved at blive kommerciel høvding af Ålekisten. Vores kreative ansvarlige, Ludvig Brüchmann, der også står for grafik, design, lyd/jingler og webudvikling interesserer sig også alt for meget for mærkelig mode, så han får lov at udfordre os lidt. Og endelig er Vitus Robak, vores studentermedhjælper - og dermed blæksprutte - manden, der skal binde ting sammen lige fra at sende merchandise ud til at vedligeholde website og holde lytterne inde i loopet.
Vi er så lavpraktiske og omkostningsbevidste, at vi også tilbyder vores lyttere - vi kalder dem ikke kunder - at hente deres bestilte produkter i vores lokaler i Vanløse. Vi har desværre ikke et rigtigt kontor andre steder i Danmark, så ja, her bliver vi lidt køwenhavner-smalle, men alle er velkomne, og så kan man også kigge ind og se vores lokaler og studier. Måske skulle vi en dag lave en pop-up-shop, hvis vi optager Fredagsfrokost i Aarhus, Odense, Viborg eller lignende.
Igen er det, vi har lært, at det bidrager til vores community - altså at folk kigger forbi. Vi har nydt vores live-arrangementer med publikum og vores konkurrence med præmierne fra AL Bank (den med tallet, der skulle råbes ind i vores redaktionslokale, du ved nok). Så derfor kan webshoppen måske bidrage til, at flere af jer kigger forbi. Formentlig med en ‘åbningstid’ på et par timer en dag eller to om ugen.
Skriv endelig til kontakt@mediano.nu, hvis du har gode forslag eller vil i kontakt med Nicklas. Eller hvis du bare har gode input.
Vi glæder os til at åbne Mediano Merch.
Fotos: Ludvig Brüchmann