MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Premiere i dag - Her er de første udsendelser i Mediano nye kanal

Premiere i dag - Her er de første udsendelser i Mediano nye kanal

Redaktørens blog - Kanalen Støt Mediano: Så er den her, Medianos nye kanal lavet til medlemmerne af Støt Mediano. Fra og med i dag vil de 3.000 medlemmer af Støt Mediano kunne høre særlige udsendelser i den nye kanal, der bare hedder ‘Støt Mediano’.

Af Peter Brüchmann


Vi ændrer lidt på Mediano i dag. Ja, måske ændrer vi lidt på hele podcastmarkedet.

Vi vil som altid lave masser af udsendelser i Medianos hovedkanal, og det meste af 2024 er snart planlagt. Vi tør godt gætte på op imod 400 stærke og unikke udsendelser om Superligaen og de store ligaer - helt gratis og finansieret af Medianos partnere.

Men i dag lancerer vi kanalen ‘Støt Mediano’, der vil se således ud, når man møder den i sit feed:

Øverst i artiklen kan du se, hvad de første udsendelser handler om. Udsendelsen om Parma i 90erne udkom her mandag morgen. Senere i denne uge kan man høre udsendelsen om Manchester United, og i næste uge håber vi at have portrættet af den spanske 6’er fra Guardiola over Busquets til Rodri på plads - vi kalder udsendelsen ‘Den spanske Mediano’. For at fuldende vores fokus på de store ligaer kunne der også blive en Bundesliga Special med taktisk portræt af Xabi Alonso, men den udsendelse er ikke aftalt endnu.

Når vi siger, at vi måske ændrer lidt på podcastmarkedet, så er det, fordi vi nu bryder med megen af den måde, som mange gratis udsendelser - hos Mediano og en masse andre steder - er finansieret.

Her ‘betaler’ man som bruger ved at lytte. Medianos partnere betaler for at blive eksponeret for 10, 20 eller 30.000 lyttere i en attraktiv målgruppe ved hver udsendelse. De største udsendelser om Superligaen er på 52.000 lyttere, den største på Premier League på 45.000.

Nu ændrer vi den model en smule:

  • Man betaler ved at lytte, når der er en partner

  • Man betaler ved at være med i Støt Mediano, når der ikke er en partner. Man kan ikke ‘betale ved at lytte’, når der ikke er en partner.

Det er altså ikke en model, hvor man putter alt sit indhold ind i en betalingsmodel baseret på abonnement. Prognosen for 2024 er:

  • 400 udsendelser i Medianos hovedkanal - gratis og med partnere

  • 100 udsendelser i kanalen Støt Mediano - frivilligt abonnement. Du bestemmer selv prisen. Den starter ved 25 kroner pr. måned.

Tallene kan ændre sig.

På Mediano har vi kun udgifter, når vi udgiver op imod 100 udsendelser om året uden partner. Her betaler ingen ved at lytte. Vores udgifter på sådan en produktion er op imod en million kroner.

Vi har sparet og brugt et muligt overskud til at finansiere udsendelser uden partner. Siden 2021 har vi også fået hjælp fra medlemmerne i Støt Mediano. Som I ved: Vi tjener penge for at kunne lave godt indhold til lytterne - vi laver ikke indhold for at tjene penge. Men vi kan ikke blive ved med at lave 100 udsendelser uden partnere.

Mediemarkedet er i disse år så presset, at mange stillinger bliver nedlagt. Fagbladet Journalisten har talt sammen, at danske medier har nedlagt 200 stillinger siden sommeren 2022. Det vil vi gerne undgå på Mediano - både det med 200 stillinger og at skulle nedlægge jobs. Hidtil har Mediano oprettet arbejdspladser, mens det mere traditionelle mediemarked har nedlagt jobs. Men vi mangler også partnere - ligesom mediemarkedet er ramt af annoncekonjunktur - og vi kæmper ret hårdt for at bevare de stillinger, vi har.

Fodbold var bedre i 90erne med Thomas Pyndt, Sebastian Stanbury og Karsten Krogh. Foto: Mediano

Lad mig tage et eksempel, inden jeg fortæller mere om den nye kanal: Fodbold var bedre i 90erne har ikke nogen partner i 2024. Det er et format, som vi har lavet hver uge i snart et par år. Uden partner har vi to muligheder:

  • Lukke formatet

  • Forsøge at finansiere det på anden vis.

Vi vælger den sidste vej, hvis vi ikke har nogen partner, når 2023 bliver til 2024. Vi vil helst have en partner. Vi elsker at have 25.000 lyttere til 90erne. Men hvis det ender med 3.000 eller 4.000 lyttere, der er med i Støt Mediano, så er det så langt at foretrække fremfor at lukke formatet.

Lad mig lige tage et kritisk spørgsmål selv: Lancerede Mediano ikke i august strategien ‘Lidt smukkere fodbold’, hvor I rev betalingsmuren ned?

Jo, det gjorde vi. Og vi havde håbet på flere medlemmer i Støt Mediano, fordi vi gjorde vores model endnu mere speciel. Måske var vi naive. I hvert fald er medlemstallet siden stagneret. Vi nåede 3.000, og så har tallet ellers ligget stille, ja faktisk gået lidt tilbage i visse uger.

Det, vi gør nu, er ikke en traditionel betalingsmur. Så havde vi lagt vores største formater som Mediano Superliga, Mediano PL og Superliga Preview ind bag en mur. Det gør vi ikke. Vi agter stadig at producere 400 udsendelser i 2024, som er gratis for alle lyttere.

Men vi er nødt til at gøre mere for at gøre det relevant at være medlem af Støt Mediano, så Mediano også er her i 2026, når vi har planer om at fylde ti år.

De udsendelser, du vil kunne møde i Kanalen Støt Mediano, er udsendelser uden partner:

  • Mediano Breaking

  • Analyser af mandags- og fredagskampe i Superligaen

  • Mediano Socrates

  • Mediano Story

  • Mediano Special a la de tre nævnt i toppen af denne artikel

  • Måske Fodbold var bedre i 90erne

  • Og måske mere, når vi ved, hvilke udsendelser vi har partnere til.

Et par helt aktuelle eksempler: I dag holder man i Aalborg pressemøde om stadion- og idrætsplaner. Det følger vi tæt, og måske laver vi en Mediano Breaking senere mandag. Den vil i så fald udkomme i Kanalen Støt Mediano.

I Superligaen spiller Hvidovre mod Vejle fredag, mens Viborg lørdag tager imod FC København. Her laver vi en analyse søndag morgen - den udkommer også i den nye kanal. Hverken Mediano Breaking eller Superliga Special har nogen partner. Så logikken vil være, at vi udgiver udsendelser eksklusivt for vores medlemmer i Støt Mediano, når der ikke er nogen partner.

Bare så lytterne ikke tror, at alt flytter til Støt Mediano, så vil du i Medianos hovedkanal fortsat i 2024 kunne høre:

  • Mediano Superliga

  • Superliga Preview

  • Mediano PL

  • Mediano La Liga

  • Mediano Serie A

  • Mediano Bundesliga

  • Mediano 1. og 2. division

  • Europa Magasinet

  • Max Mediano

  • Landsholdet og slutrunder

Vi har siden lørdag morgen testet den nye kanal med medlemmerne i Støt Mediano. Det foregår sådan, at man logger ind i Støt Mediano, og så finder man en guide, hvor du bare skal vælge din foretrukne afspiller. Og på 15 sekunder har du installeret en ny kanal på din telefon, og herefter vil udsendelser i Kanalen Støt Mediano udkomme i dit feed, så det kan se således ud (screendump fra redaktørens telefon med teaseren fra Støt Mediano):

Altså et helt almindeligt feed med et kanal-ikon, der ligner hovedkanalen, så du som medlem af Støt Mediano reelt bare oplever, at du får lidt mere Mediano.

Generelt vil vi gøre mere for medlemmer i Støt Mediano:

De får:

  • 1-3 udsendelser hver uge, som kun kan høres af medlemmerne. 

  • Adgang til et live-arrangement hver måned. I december bliver det en debat om Saudi Arabien og moderne fodbold i Aarhus. I januar bliver det et topmøde mellem direktørerne fra AGF og FC Midtjylland – Jacob Nielsen og Claus Steinlein.

  • I februar er vi tilbage i København med et særligt arrangement. Og hver måned kommer der spændende nye events kun for medlemmerne af Støt Mediano

  • Kun medlemmer har adgang til at stille spørgsmål i Spørgsmål Special. Den slags udsendelser kommer vi også til at lave flere af.

Har vi en målsætning? Nej, det tør vi ikke mere. Vi havde håbet på 4.000 medlemmer til EM i Tyskland. Senere 6.000, når Mediano fylder 10 år i 2026. Nu skal vi arbejde hårdt på at finde partnere og forsøge at sikre, at vi er relevante for de medlemmer, der er i Støt Mediano. Mediano på to ben: Vores partnere og vores medlemmer.

Vi betragter november som en test-fase (i udviklingsverdenen hedder det en alpha-fase), hvor vi tester helt råt og måske famler lidt. December bliver beta med justeringer, erfaringer, feedback og tilpasninger. Og så har vi 1. januar 2024 som den egentlige og endelige lancering af Kanalen Støt Mediano. Her ved vi, hvad medlemmerne af Støt Mediano siger og vi har en ide om, hvad jer, der lytter til de 400 normale gratis udsendelser, siger til den nye model.

Med andre ord: Mediano er i ‘konstant beta’ - mit eget strategiske yndlingsudtryk. Vi er aldrig færdige - altid på vej. Vi har i langt højere grad en ‘retning’ end en traditionel strategi.

Vi forsøger at lave et medie uden bettingreklamer og uden casino, alkohol og virksomheder, der er finansieret i autokratier. Så vi har givet os selv nogle benspænd og gjort vejen lidt længere. Men det er altså den vej, vi har valgt, og det kommer vi ikke til at ændre på, men nu justerer vi lidt på den plan, vi meldte ud i august.

Tak fordi du læste med så langt. Hvis du ikke allerede er medlem af Støt Mediano, så kan du blive det her.

Skriv til kontakt@mediano.nu, hvis du har kommentarer - det er også her, du skal ringe på, hvis du vil høre om partnerskaber på Mediano.

Mediano Breaking om AaB, Aalborg, stadionplaner og Superligaens stadion-landkort

Mediano Breaking om AaB, Aalborg, stadionplaner og Superligaens stadion-landkort

Det taktiske værksted - Kent Nielsen om Silkeborg IF

Det taktiske værksted - Kent Nielsen om Silkeborg IF