Den nuværende cheftræner Thomas Thomasberg og den nyansatte fodbolddirektør Peter Sand var begge med, da det hele begyndte i FC Midtjylland. Læs historien om den allerførste sæson for 25 år siden.

Af Sebastian Stanbury

Dette er en artikel i serien Mediano Story. Du kan også høre den indlæst i kanalen Støt Mediano. For at få adgang skal du være medlem af Støt Mediano.

Det var Peter Sand, der løb med roserne den eftermiddag.

På en strålende solskinsdag i det midtjyske, 1. august 1999, spillede FC Midtjylland sin allerførste tællende kamp nogensinde. Årelange debatter, overvejelser og skænderier om en fusion mellem Ikast FS og Herning Fremad havde endelig udmøntet sig i et fælles midtjysk fodboldhold, og det begyndte den første dag i august, da premieren i 1. division bød på et opgør mod Svendborg på Ikast Stadion.

Den sydfynske klub var på daværende tidspunkt et erfarent mandskab i den næstbedste række, hvor den havde ligget de fire foregående sæsoner. To år forinden havde fynboerne været nær en oprykning til Superligaen, og sæsonen efter var den senere mangeårige landsholdsmålmand Thomas Sørensen på leje på Høje Bøge Stadion.

Men åbningskampen i 1999 var et billede på, at tiderne var skiftet. Svendborgs tid var ved at være forbi. FC Midtjyllands skulle til at begynde. Den nyfødte klub debuterede med en 4-0-sejr foran 2730 tilskuere. Til den afsluttende kamp på Ikast Stadion sæsonen før havde der været lige godt 1000.

FC Midtjyllands første mål scorede Peter Sand. Godt fem minutter før pausen blev et indkast forlænget, og så halvflugtede Sand bolden i mål til 1-0.

”Det var bare skønt at se kuglen i kassen. Det mål betød meget. Ikke kun for mig men for hele holdet,” sagde Sand efter kampen til Ekstra Bladet.

Han fik roser hele vejen rundt efter åbningskampen.

”Peter Sand – landsholdsspiller Ebbes tvillingebror - fik en fortræffelig debut. Den energiske, hovedstødsstærke målscorer til 1-0 sled og slæbte forbilledligt,” skrev Politiken.

”Søndagens store spiller på heden var debutanten Peter Sand. Fra sin position på den centrale midtbane spillede han sig straks ind i hjerterne hos klubbens fans, der kårede ham til kampens spiller,” oplyste Jyllands-Posten.

Godt en måned forinden havde Peter Sand også været i centrum. 29. juni blev en ny dansk klub præsenteret på et pressemøde i det midtjyske. Ikast Forenede Sportsklubber og Herning Fremad fusionerede deres førstehold i en ny, ambitiøs satsning, der skulle skabe en permanent Superliga-klub i Midt- og Vestjylland. Allerede på den allerførste dag oplevede man det senere så velkendte showmanship:

Amtsborgmester Knud Munk Nielsen trak navnet på den nye klub fra en bowle med tre sedler. Der stod ”FC Midtjylland” på alle tre sedler, men det fik amtsborgmesteren aldrig at vide, afslørede Johnny Rune, klubbens første formand, i 2019 i et DR-interview.

Det kan nu ikke have været så svært at regne ud. Der stod ”FC Midtjylland” både på et stort logo på væggen og på de spillerdragter, som Thomas Thomasberg og Peter Sand viste frem...

Thomas Thomasberg og Peter Sand var den nye klubs første spillere. I hvert fald de første spillere udefra. Thomasberg var kommet fra AaB som marginalspiller, men dog nykåret dansk mester, og Sand var hentet i Fremad Amager. Med på pressemødet var også stopperen Martin Nielsen, der i foråret havde været udlejet fra FC København til Herning Fremad, og som nu havde fået en permanent aftale i en anden FC-klub. Det med at hedde Football Club var i øvrigt forårsaget af, at klubben allerede som nydannet 1. divisionsklub havde planer om med tiden at skulle spille i Europa.

På pressemødet i juni var Martin Nielsen i jeans, sort T-shirt og grå blazer, mens Sand og Thomasberg fremviste FC Midtjyllands sorte og røde spilledragt og det senere så velkendte ulvelogo. Alle tre havde en vigtig rolle, da arbejdet frem mod den nye sæson begyndte.

Først skulle 63 kontraktspillere fra Ikast FS og Herning Fremad reduceres til en FC Midtjylland-trup på 18 fuldtidsspillere, hvilket blandt andet gik ud over en 27-årig bornholmsk Ikast-spiller, der i stedet skiftede til Randers Freja. Han hed Claus Steinlein og var langt fra tilfreds med forløbet. Og han var langt fra færdig med FC Midtjylland.

Og dernæst begyndte så en proces, hvor tidligere arvefjender på heden skulle blive holdkammerater og samarbejde om et fælles mål. Så Ove Pedersen, der blev FC Midtjyllands første træner efter tidligere at have ledet Herning Fremad, fik en stor opgave. Han fortæller i FC Midtjylland-bogen ”Dansen om Guldulven” om at indlede træningen i den nye klub.

”Det var en noget aparte situation. Den store industriferie var lige begyndt, så der var kun mig, min assistenttræner Lasse Christensen og massøren Anni Rune til at tage imod spillerne. Der var hverken nogen fra bestyrelsen eller ledelsen til stede, selv om vi netop på et stort anlagt pressemøde havde profileret, at vi ville være den nye topklub i Danmark. Men pyt, vi kunne koncentrere os om det vigtigste og kløede på fra start.”

”Vi indså, at vi måtte gøre noget ekstra for at bryde de gamle mønstre og lavede et væld af sociale arrangementer for at få spillerne til at omfavne hinanden. I den sammenhæng var vores tre nye kontraktspillere guld værd, for de var ikke forudindtagede og blev en slags bindeled mellem to trupper,” siger Ove Pedersen i ”Dansen om Guldulven”.

Thomas Thomasberg og Peter Sand i aktion i en senere Superliga-kamp mod AaB. Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Den første store prøve for den sammenbragte flok og de få nyindkøb var altså 1. divisionspremieren mod Svendborg. Og efter Peter Sands åbningsmål rullede det. Thomas Ambrosius scorede til 2-0, og der var en symbolik i, at Herning Fremad-topscoreren også lagde op til 3- og 4-0-målene, begge sat ind af den foregående sæsons mest scorende Ikast-spiller, Christian Lundberg.

”Vi var mange, der havde prøvet at blive fravalgt i en klub. Det havde Thomas Thomasberg og Martin Nielsen også. Peter Sand stod i skyggen af sin tvillingbror, landsholdsspilleren Ebbe, og der var mange spillere, der aldrig havde fået et gennembrud på øverste hylde. Men nu skulle det være, og vi spillede dem ud af brættet. Vi var flyvende. Det var en varm og flot sommerdag, og jeg husker bare, at det hele fik et afsæt, som gjorde, at vi fik en sindssyg sæson,” sagde Kenneth Møller Pedersen i 2019 i et interview med Tipsbladet.

Den sommerdag var Peter Sand glad for at være ny FC Midtjylland-spiller.

”Jeg havde også tilbud fra Herfølge og OB, men da vi gerne ville tilbage til Jylland, syntes jeg fusionen i Midtjylland lød så spændende, at jeg ikke kunne sige nej til det. De sidste par år har jeg arbejdet målrettet efter at komme til at spille i Superligaen. Jeg er overbevist om, at FC Midtjylland hurtigt er der,” sagde Sand til Politiken.

For alle var det en lettelse, at den nye klub med de store planer var kommet så godt fra start. Men samtidig var der også en bevidsthed om, at det var netop en start og kun det. Så undede træner Ove Pedersen sig selv en rolig aften på sofaen i Thyregod oven på den gode begyndelse? Selvfølgelig ikke.

Et par timer senere sad han i Hvidovre og scoutede hjemmeholdets kamp mod FC Fredericia.

Ove Pedersen er også i FC Midtjylland i 2024. Han er ikke længere en 44-årig cheftræner, nu er han vicefodboldirektør og fylder 70 om godt et halvt år.

De allerførste nyindkøb, Thomas Thomasberg og Peter Sand, er ligeledes i klubben. Førstnævnte som cheftræner, sidstnævnte som nyansat fodbolddirektør. Dette forår jagter de et dansk mesterskab i Superligaen. For 25 år siden, i den allerførste sæson, handlede det om at komme derop.

Mange års aftræk til fusionen

I ”Dansen om Guldulven” beskrives det, hvordan man allerede i forbindelse med indførslen af betalt fodbold i 1978 sonderede terrænet for en fusion mellem Ikast FS og Herning Fremad. Det blev ikke til noget. Heller ikke planen fra begyndelsen af 1980'erne om et samarbejde, der også talte Holstebro og Viborg, blev til virkelighed.

Ikast behøvede ret beset ikke Herning Fremad dengang. Der var rigeligt med grøde i tingene uden en partner. Ikast vandt sølv i 1987 og bronze i 1990 og nåede to pokalfinaler. Men i 1991, efter 13 sæsoner i træk i den bedste række, rykkede Ikast ned i den allerførste Superliga-sæson. Op gennem halvfemserne var Ikast en elevatorklub, der ofte rykkede op, men lige så ofte røg ned igen.

Udviklingen i dansk fodbold gik stærkt, og Ikast kunne ikke længere følge med. Det kunne Herning Fremad sådan set heller ikke. Fremad var sidste gang i den bedste række i 1984. Så fusionsplanerne blussede op, og der var stærke kræfter i begge klubber, der arbejdede for dem.

Der skulle dog alligevel gå nogle år, før det blev til noget konkret, men så gik det også stærkt. 5. april 1999 mødtes Steen Hessel og Johnny Rune tilfældigt på stadion i Holstebro. Hessel var formand for Herning Fremad, der den dag gæstede det vestjyske stadion og vandt 2-1 i en dårlig fodboldkamp på en kold og våd forårsdag. Rune havde samme position i Ikast FS, der tidligere på dagen også havde spillet kamp i den næstbedste række og tabt hjemme til Fremad Amager. Det gik ikke længere med den middelmådighed, var de begge enige om.

Dagen efter ringede Steen Hessel til Johnny Rune og inviterede sig selv til en snak i Ikast. De mødtes samme dag, og den historie er blevet en legende i Midtjylland; en ærkefortælling om en driftig region. På fem minutter havde de to formænd skitseret en plan for en kommende fusion. Deres bestyrelser var med på ideen, og allerede 7. april – to dage efter det tilfældige møde i Holstebro – blev planerne offentliggjort.

”I løbet af 3-4 år skal vi være blandt de seks bedste hold i Superligaen” sagde Steen Hessel på pressemødet på Hotel Medi i Ikast.

Det gik hurtigt, også for hurtigt for nogens smag. For eksempel for Troels Bech. Dagen før Rune og Hessel mødtes i Holstebro, havde han skrevet under på en toårig kontrakt som træner for Ikast FS. Nu blev han arbejdsløs fra sommeren 1999, fordi Herning Fremad-træner Ove Pedersen fik jobbet for den nye klub.

”Jeg har ikke mistet min humoristiske sans, og jeg kan sagtens se det morsomme i denne situation. Det havde dog været lidt morsommere, hvis det havde været en anden – og ikke mig selv – jeg skulle grine ad,” sagde 32-årige Bech til Horsens Folkeblad.

Troels Bech var ikke just begejstret for at være *dead man walking* i sit job som Ikast-træner få dage efter sin tiltrædelse. Senere blev han alligevel FC Midtjylland-træner. Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Og det gik for hurtigt for DBU. Initiativtagerne håbede, at de kunne nå i mål med processen, inden den nye sæson begyndte; ellers var planen at spille en sæson med Herning som førstehold og Ikast som andethold. Det blev ikke nødvendigt; alt gik i orden inden startfløjt i 1999/00. Til gengæld ville DBU ikke acceptere, at samarbejdet begyndte før det. Parterne planlagde, at fire Ikast-spillere – Søren Barslund, Lars Brøgger, Christian Lundberg og Kenneth Møller Pedersen – skulle spille sæsonen færdig med Herning Fremad og forsøge at hjælpe den højere placerede klub til oprykning, så FC Midtjylland ville fødes som Superliga-klub. De fire spillere nåede at blive skrevet ind i truppen i det kampprogram, som Herning Fremad trykte til den efterfølgende weekends opgør mod Køge Boldklub, men den gik ikke. DBU sagde nej til den store interne handel.

Der var nervøsitet angående den sidste runde i 1. division, for i den skulle Ikast og Herning mødes. Og hvis der var en oprykningsplads at spille for, var det næsten umuligt at forestille sig, at det ville gå sportsligt korrekt til. Kunne man på nogen måde forestille sig, at spillerne ville forhindre deres kommende arbejdsgiver i at starte i Superligaen? Heldigvis beholdt dansk fodbold sin integritet. Esbjerg og OB sikrede sig oprykningen nogle runder forinden, og den sidste kamp, som Ikast vandt 2-0 på hjemmebane, var ubetydelig.

Der er dog en sjov krølle på slutstillingen i 1998/99-sæsonen. For Troels Bechs Ikast FS overhalede i løbet af foråret Ove Pedersens Herning Fremad og sluttede bare to point fra oprykningspladserne. Men den nye fusion skulle spille på Hernings licens. Så i teorien kunne Ikast være rykket op i Superligaen for så at blive tvangsnedrykket, mens FC Midtjylland som Herning Fremads afløser som planlagt startede som 1. divisionsklub.

Den ambitiøse division

FC Midtjyllands gode start med 4-0-sejren over Svendborg blev fulgt op på behørig vis.

En uge senere vandt FC Midtjylland ude over nedrykkerne Aarhus Fremad på et mål af 22-årige Frank Kristensen, og efterfølgende blev det 2-1 over Køge og 3-1 over Fredericia.

Efter sjette rundes kamp mod B 1909 var Ove Pedersen rasende:

"Det var vores dårligste kamp i år. For første gang så jeg et modstanderhold, der var mere motiveret end mine spillere. Det er i orden, vi ikke kan spille superfodbold hver gang, men indstillingen skal være i orden. Derfor står spillerne til en skideballe," sagde han, og så tænkte man vel nok, at FC Midtjylland for en gangs skyld havde tabt.

Men det var ikke tilfældet. FC Midtjylland havde vundet 2-1 i Odense, men holdet var allerede så overlegent, at sejren i sig selv ikke var nok. 2-1 var nu også en noget lille sejr. Ugen forinden havde 09'erne tabt 9-0 til i Horsens og endte da også med at slutte som nummer 16 af 16 hold den sæson.

Det var nu ikke, fordi der manglede ambitiøse klubber i 1. division. B.93 og Aarhus Fremad var kommet ned fra Superligaen og havde begge en målsætning om at vende tilbage. Aarhus Fremad gik endda med egne fusionsplaner om et samarbejde med Skovbakken i et FC Aarhus, der skulle udfordre AGF's dominans i den jyske hovedstad. Farum Boldklub var kommet op fra 2. division efter fem oprykninger på fem sæsoner, og klubformand og borgmester Peter Brixtofte syntes ikke, at opturen skulle slutte der. I Sønderjylland havde Haderslev FK gang i noget spændende under træner Frank Andersen. Køge Boldklub og Frem ville med tiden også gerne ende op i den bedste række, det samme ville AC Horsens. Og undervejs i den sæson købte Peter Schmeichel Hvidovre IF og hævede ambitionsniveauet i Storkøbenhavn.

Men ingen kunne følge med FC Midtjylland, som sæsonen skred frem. Først sidst i september, i niende spillerunde, smed nybyggerne point, da endnu Schmeichel-løse Hvidovre kom til Ikast og vandt 2-1.

Hurtigt genfandt FC Midtjylland niveauet. Midt i oktober besøgte holdet Farum Park til en festdag. Peter Brixtofte indviede sin Harald Nielsen Lounge, og Harald selv samt andre gamle stjerner som Henning Enoksen og Tommy Troelsen var inviteret på besøg. Fra deres plads på tribunen kunne de se, hvordan gæsterne overtog festen. Allerede efter to minutter havde Peter Sand scoret til 1-0, da kampen var forbi, stod der 0-5 på måltavlen, og divisionens topscorer Christian Lundberg havde scoret hattrick.

Resten af oktober måned blev resultaterne såmænd endnu bedre, for FC Midtjylland vandt 7-0 ude over Ølstykke og 7-0 hjemme over Dalum. Først i efterårets sidste kamp tabte topholdet igen, denne gang 2-1 hos Randers Freja. Ham den 27-årige bornholmer Claus Steinlein kastede sig efter sigende ud i et sandt arbejdsraseri for Freja den efterårsdag.

Det tabte stortalent

Ved vinterpausen lå FC Midtjylland nummer ét og havde fem points forspring i oprykningskampen. Forberedelserne til fremtiden var så småt i gang.

I efteråret var alle kampene blevet afviklet på Ikast Stadion, efter nytår var det Hernings tur. Den fordeling var ikke holdbar i længden. For det første var flytteriet lettere upraktisk, for det andet var hverken den ene eller anden hjemmebane tidssvarende. Noget nyt skulle bygges. Det havde hele tiden været en forudsætning for FC Midtjyllands succes.

Lige før årsskiftet præsenteredes en plan om et nyt stadion i Birk uden for Herning. Her lå allerede et kunstmuseum, og det var tæt på den kommende motorvej. Desuden blev det set som noget positivt, at stadion ikke lå i selve Herning eller Ikast. I første omgang skulle stadionet kunne rumme 12.000 tilskuere, og så var ideen at udbygge til mere end 30.000 siddepladser, så det ville kunne bruges til det EM i 2008 i Danmark, Norge og Sverige, som DBU meget gerne ville være med til at arrangere.

Det blev aldrig til noget, hverken med EM-slutrunden på jysk grund eller med stadionet i Birk, men det viste ambitionsniveauet.

Det samme gjorde transferovervejelserne. Særligt interessant var aftalen med Julius Aghahowa. Allerede i Herning Fremad-tiden havde direktør Jens Ørgaard lavet en aftale med den nigerianske teenager, der imidlertid gjorde lidt for god reklame for sig selv i månederne, inden han skulle rejse til Danmark, blandt andet ved som 17-årig at score for Nigeria ved U-VM. Så han lavede en meget større aftale med den tunesiske klub Espérance, og selv om Jens Ørgaard i et forsøg på at overtale Aghahowa rejste på en dramatisk tur til Afrika, hvor han blandt andet så en mand blive skudt, endte FIFA med at dømme til Espérances fordel, ifølge Jens Ørgaard takket være forfalskede papirer. ”Vatnisser” kaldte Ove Pedersen senere verdensforbundet.

*Julius Aghahowa mod England ved VM 2002. Alex Livesey/Getty Images*

”Hvis vi havde haft Julius fra Nigeria på kontrakt i dag, kunne han alene have betalt det nye storstadion,” sagde Pedersen til Horsens Folkeblad.

FC Midtjylland gik glip af et supertalent, der senere scorede 32 mål i 89 ligakampe for Sjakhtar Donetsk og som 20-årig lavede åbningsmålet i Nigerias kamp mod Sverige i VM 2002.

Andre mere håndterbare spillere kom til i stedet. Den talentfulde Vejle-tekniker Jesper Søgaard skrev en kontrakt gældende fra sommeren 2000, og samtidig ville anføreren for de forsvarende danske mestre fra AaB Jens Jessen tiltræde.

Det lykkedes også at hente et par afrikanske spillere, nemlig ghaneserne Baba Musa og Razak Pimpong. Og så kom Steffen Højer til på en lejeaftale fra Brescia for at køre oprykningen i mål i foråret.

Hestevogn i Herning

Højer blev præsenteret forud for forårssæsonen i et stort anlagt show i Herning Kongrescenter.

900 mennesker dukkede op for at møde klub og trup, 300 af dem sponsorer, 600 af dem fans og andre interesserede, der havde betalt 100 kroner for en billet. Her kunne de blandt andet se spillerne optræde sammen med dansere fra Helles Danseinstitut i Herning. Peter Sand fik en god anmeldelse i pressen for sine trin. Steffen Højer slap for dansen, fordi han ikke havde nået at øve, og i stedet viste han tricks med en bold.

Casper Christensen meldte afbud som vært, Jacob Haugaard tog over.

”Sidste gang lovede jeg medvind på cykelstierne, og så vandt Bjarne Riis Tour de France. Nu lover jeg, at FC Midtjylland bliver dansk mester om tre år. Bare vent og se,” garanterede Haugaard til de næsten 1000 fremmødtes store begejstring.

Den erfarne jyske journalist Tommy Poulsen var også begejstret for det, han havde oplevet i Herning Kongrescenter. I sin reportage fra aftenen skrev han:

”Især er det rart at mærke, at midtjyder ikke har behov for at profilere sig individuelt. De vil hellere løfte i flok. Når noget lykkes, hører man ikke: ”Det var mig”. Nej, det var os, der lavede den succes sammen. Byer som Vejle og Silkeborg må se til med misundelse netop nu, da de skranter trods stolte traditioner, mens FC Midtjylland kommer stormende frem som en ny jysk fodboldmagt.”

I første omgang stormede FC Midtjylland mod Superligaen. Det var en formsag at rykke op.

Topholdet gik fra sejr til sejr, og lykkedes det en sjælden gang ikke at vinde, blev det uafgjort. Nederlag fandtes ikke i mange måneder. Sidst i maj blev oprykningen sikret med en 2-0-sejr over B.93. Der resterede endnu tre runder.

”Vi skal jo ikke prale, men vi havde jo sat os det her mål fra starten,” sagde direktør Jens Ørgaard til tv, mens klubben fejrede oprykningen i Herning Kongrescenter. Klippet kan ses på FC Midtjyllands Youtube-kanal som del af en 10 års jubilæumsvideo, hvor man også kan opleve FC Midtjylland-truppen markere oprykningen med en hestevognstur gennem Herning.

De har altid kunnet fejre deres successer i FC Midtjylland. Foto: Jan Christensen/Getty Images.

For nej, man skulle ikke prale, men man skulle heller ikke sætte sit lys under en skæppe. Sådan var den midtjyske filosofi.

Efter kampen mod B.93 var modstandernes træner i anderledes olmt humør. Christian Andersen var rasende over en manglende udvisning til FC Midtjylland, og han var bitter over, at nederlaget gjorde det svært at hente Haderslev FK i kapløbet om den anden oprykningsplads. Han havde nemlig ikke høje tanker om sønderjyderne.

”Hvis jeg var FC Midtjylland, ville jeg da sørge for, at de taber til Haderslev. Så er der jo allerede fundet én nedrykker fra Superligaen til næste år.”

Haderslev endte med at rykke op, men ikke med hjælp fra FC Midtjylland. Sønderjyderne var i Herning i næstsidste runde, og der stod 3-0 til hjemmeholdet efter en halv time. Det blev også kampens resultat. Sådan var FC Midtjyllands forår bare. Ud af halvsæsonens 15 kampe vandt oprykkerne de 12, spillede tre uafgjort og tabte nul. Havde det ikke været for en 6-0-sejr til Fremad Amager i allerførste spillerunde i august 1999, hvor FC Midtjylland jo kun vandt 4-0, havde holdet ført rækken fra først til sidst. Den nye klub var en mere end værdig oprykker – og succesen fortsatte.

Da debutsæsonen i Superligaen begyndte, indledte FC Midtjylland endnu engang med en 4-0-sejr. Denne gang var modstanderen Lyngby, og Thomas Thomasberg scorede en enkelt gang, mens det 19-årige nyindkøb Mogens Laursen lavede hattrick. Han viste sig at være en døgnflue – det var FC Midtjylland ikke. Selv de ambitiøse midtjyders egne forventninger blev overgået med en fjerdeplads efter oprykningen. Året efter blev det til bronze, og siden fulgte Nigeria, Mohamed Zidan og Matthew Benham; mesterskaber, pokaltitler og Europa.

Linket til begyndelsen er der stadig. I sommer indviede FC Midtjylland klubbens nye hovedkvarter, der har fået navnet Dream99 med henvisning til fødselsåret. Dream99 ligger på Rune Steens Vej. Sådan mindes man i Midtjylland de to formænd, der en kold og våd forårsdag for 25 år siden besluttede sig for at ændre dansk fodbold i huj og hast. Det lykkedes.

Og i modsætning til jyske konkurrenter som eksempelvis AGF, AaB, Esbjerg og Randers er FC Midtjylland aldrig rykket ned. FC Midtjylland har kun spillet én sæson i den næstbedste række.

Den første.