MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Vi søger en medlemschef - vil du hjælpe os frem til 10.000 medlemmer af Støt Mediano?

Vi søger en medlemschef - vil du hjælpe os frem til 10.000 medlemmer af Støt Mediano?

Bliv en del af Medianos hold: Ved du alt om abonnementskampagner, churn, priselasticitet, reaktivering, fastholdelse, lifetime value pr. member, average revenue pr. member - og har et blødt punkt for den lille runde fodbold, så læs med her.

af peter brüchmann

Vi har i otte år bakset med alle håndtagene på fartøjet Mediano og er kommet længere, end vi drømte om dengang i 2016, vi tegnede de første streger.

Vi har lært at bruge alle vores instrumenter og at udvikle Mediano sammen med vores lyttere.

Næsten alle instrumenter.

Vi ved rigtig meget om, hvilket indhold, der er mest relevant, hvor dybt det skal svære, hvor lange vores udsendelser skal være og hvordan vi skal caste vores eksperter.

Vi har lært at lave partnerskaber og at udvikle noget andet end traditionel reklameeksponering og simple radioreklamer, der præger podcastmarkedet til ulidelighed. Men på abonnement er ingen af os rigtige eksperter, og derfor søger vi nu den første medlemschef til Mediano.

I løbet af 2024 og definitivt i 2025 vil Støt Mediano være en større del af forretningen Mediano end vores partnerskaber. Støt Mediano er vores overbygning med udsendelser, der kun er tilgængelig for vores 7.000 medlemmer af Støt Mediano, hvor prisen for nye medlemmer lige nu er 39 kroner pr. måned.

Vi har et mål om at nå 10.000 medlemmer i løbet af 2025 og 2026. Vi har også et mål om fortsat at have både Støt Mediano (abonnement) og en gratiskanal med nogle af de største magasiner i sportsmarkedet på lyd - Mediano Superliga, Mediano PL, Superliga Preview og Max Mediano. Men i 2025 vil de fleste af vores udsendelser udkomme i Støt Mediano, mens vi bevarer tre-fire store magasiner i gratiskanalen (dette afhænger af vores partnersituation - vi mangler stadig en hovedpartner for 2025 og årene frem).

Lidt om dig:

  • Du har erfaring med abonnement og har arbejdet med både det analytiske og det strategiske

  • Du har arbejdet med kampagner for at hverve nye medlemmer, for at vinde tidligere medlemmer tilbage og kan dirigere os på ret kurs, når vi skal køre en ambassadør-kampagne, som vi gør netop nu. Og du ved, hvordan man konverterer prøveabonnementer til faste.

  • Du forstår abonnementspsykologien, hvor mange medieforbrugere - især fodboldfans - oplever, at de har mange abonnementer. Du skal forstå, at det ikke handler om at maksimere omsætningen kortsigtet, men at sikre et troværdigt og respektfuldt forhold mellem Mediano og vores lyttere på lang sigt.

  • Du kender balancen mellem at kigge ud i verden for inspiration og så have lederskabet til at skabe det kølvand, som andre kan sejle i.

  • Du skal helst kende Mediano. Som lytter. Og som projekt. Vi vil helst ikke være som de andre. Vores lyttere er heller ikke som alle andre medieforbrugere, selv om de på visse områder ligner dem.

  • Det er ikke et krav, at du har arbejdet i eller nær redaktionelle miljøer, men det er vigtigt, at du forstår, hvorfor formatet Superzoom med et deep dive på AGFs stadionprojekt faktisk genererer flere nye medlemmer end et portræt af Kylian Mbappé i Real Madrid.

  • Du interesserer dig for fodbold. Ikke at vi er en sekt, men det er sjovere at gå på arbejde, når man har fælles interesser, og så kan vi til gengæld love dig en flok pragtfulde kolleger. Her er et billede af nogle af dem.

Lidt om os:

  • Vi publicerede vores første udsendelse 1. juni 2016, da Kasper Hjulmand var med til at lave optakten til EM i Frankrig. Siden har vi publiceret mere end 6.000 udsendelser.

  • Vi er 10-12 personer, når vi holder månedsmøde. Det er svært at gøre op, når man taler traditionelt ansatte, men vi er 10-15 årsværk og ca. 10 personer, der har Mediano som hovedarbejdsgiver

  • Vi lancerede Støt Mediano i oktober 2021. Som støtte-medlemmer, der hjalp os til at udkomme også, når vi ikke havde partner på udsendelserne. Vi nåede 3.000 medlemmer på denne model.

  • 20. november 2023 lancerede vi så kanalen Støt Mediano med udsendelser, der kun er tilgængelige for vores medlemmer. I dag er der 7.000 medlemmer, så vi er kommet langt på under et år. Derfor er 10.000 medlemmer også en målsætning, vi tør sige højt, men vi har kolossal stor respekt for hver måned, et medlem vælger at betale 25, 39 eller flere kroner. Vi har mere end 100 medlemmer, der betaler 100 kr. eller mere hver måned (man kan selv sætte beløbet).

  • Vi har kontor i Vanløse, men har medarbejdere i Berlin, Hobro, Menorca, Maarslet og andre gode steder. Arbejdspladsen til dette job vil være Vanløse.

Lidt om opgaverne:

  • Analysér os og vores medlemmer til bunds

  • Sæt gang i at tilvejebringe de data, vi mangler

  • Lav et årshjul på kampagneaktivitet

  • Professionaliser vores medlemsflow - velkomstflow, cancellation-analyse og fokusgrupper.

  • Etabler et netværk med andre medier og virksomheder, der ligner os, så vi kan lære af hinanden

  • Vi har aldrig haft et marketingsbudget, men hvilke kanaler er vores stærkeste til at udbrede kendskabet til Mediano - nye, som vi ikke bruger og gamle, som vi bruger.

  • Hvordan kan vi med balance bruge vores gratiskanal (100.000 individuelle lyttere på en måned) til at nå de 10.000 medlemmer (10 procent af lytterne). Eller mere.

  • Vi benytter platformen memberful.com og kombinerer dens analyseværktøjer med det, vi selv opbygger via lyttertal, listen-through-rates og nye medlemmer på den enkelte dag. Samt fokusgrupper og surveys i stor stil.

Løn: Chefen er fra Nordjylland og har bygget Mediano af gaffatape og kun let brugt mentos-tyggegummi. Efter de forhold er den eksorbitant.

Reference: Direktør Peter Brüchmann.

Andet: Vi søger også i starten af 2025 en studentermedhjælper med nogle af de ovennævnte erfaringer. Det kunne også være, at den nye medlemschef havde en sådan i tankerne.

Kontakt: Skriv til mig på bruchmann@mediano.nu, hvis det lyder interessant. Vi kører ikke en formel samtalerunde. Vi har ikke nogen deadline. Vi gør først tingene, når det hele passer.

Fodbold var bedre i 90'erne #102: Nogen Jan Mølby var han ikke

Fodbold var bedre i 90'erne #102: Nogen Jan Mølby var han ikke

Landshold Special: Optakt Spanien-Danmark

Landshold Special: Optakt Spanien-Danmark

0