Mediano 10 år: Her er festen. Skal du med?
10 år. 10.000 medlemmer. 10 kroner. Her er programmet til Medianos fejring af ti år med jer lyttere. Vi har trukket alle de fineste heste ud af stalden og lavet et fødselsdagsprogram for 2026, som er året, hvor vi fylder 10 år. Her kan du læse om vores store kampagne frem mod 2026, der starter i dag. Prisen er 10 kr. om måneden, indtil vi runder de 10.000 medlemmer.
AF PETER BRÜCHMANN
Nu er freden forbi.
Vi har slappet lidt af i 2025. Nu tager vi en dyb indånding og gør klar til det vildeste år i Medianos historie. I 2026 fylder vi ti år og til at fejre, at vi nu har været sammen med alle jer lyttere i ti år, har vi lavet det program, du kan se øverst i denne artikel.
Det er fyldt med gode nyheder. Vi er klar til at rulle planen ud, hvis vi når de 10.000 medlemmer i Støt Mediano. Måske skulle vi sige, når vi når de 10.000 medlemmer, for det har vi i den grad forhåbninger om – vi er pt. tæt på 9.000 medlemmer.
Fejringen af de ti år er ikke noget, der foregår på én dag. Vi har ikke lejet et teater og lagt op til en festival på scenen. Vi fejrer de ti år gennem hele 2026 med en lang række af udsendelser, der ruller ud fra januar og hen over året. Her er programmet for de udsendelser, der kommer oven i alt det, mange af jer kender:
Fodboldministeriet vender tilbage i en ny udgave til lejligheden med en lille serie jubilæumsudgaver.
Superligaens Største Øjeblikke: Lasse og Anders er blevet overtalt til at lave tre nye afsnit af en serie, der blev noget af det mest populære indhold, vi har lavet. Medlemmerne skal være med til at bestemme, hvilke afsnit det skal være
Kongerækken er tilbage og forsøger at kravle op imod førstepladsen i rækken af den populære serie
Fodbold var bedre i 90erne laver den helt store maraton. De udkommer i foråret med en udsendelse på 10 timer – fyldt med gæster, nye og gamle venner og overraskelser.
Hammer & Brüchmann genbesøger Superligaen og ser på, hvad der er sket siden første afsnit i 2016. Hvem inspirerer og har teten i 2026?
Vi gendanner det originale Mediano Preview med både Superliga, Premier League, Bundesliga, Serie A, La Liga og det hele på samme tid. Jeg er vært og har samlet det originale hold med Hebo og Leander til en jubilæumsudgave. De gutter kan ikke klemmes ned i to timer for et preview
Sture Sandø vender tilbage og er vært for første runde af Superliga Preview i foråret
Vi er ved at forberede VM i fodbold 2026. Sebastian Stanbury og Morten Glinvad bliver indkvarteret i et hus i Vancouver og optager hver nat canadisk tid, så der ligger en dugfrisk VM-podcast hver morgen, når du vågner i Danmark
Vi har planlagt 100 udsendelser om VM i fodbold som den største begivenhed i Medianos historie – inklusive det kritiske
Og så er der en række andre elementer i vores 2026, fejring af et årti med jer lyttere og vores kampagne – mere om de punkter om lidt.
Her lidt billeder fra nogle af øjeblikkene med Fodboldministeriet, der blev født nærmest samtidig med Medianos start - nu trækker de i det ministerielle tøj igen og udkommer med tre jubilæumsudgaver
Først kampagnen. Vi introducerer i dag vores store fødselsdagskampagne. Kom med for 10 kroner om måneden. Tilbuddet gælder lige, til vi når de 10.000 medlemmer. Så hvis vi runder 10.000 medlemmer til VM i juni, får du altså et halvt år til lav pris. Hvis vi runder milepælen 1. marts, får du fire måneder til den gode pris. Alle de nævnte udsendelser ruller ud fra januar og hen over 2026.
Selve fødselsdagen med jer lyttere er 1. juni 2026. Men vi holder ikke stor fødselsdagsfest. I bedste supermarkedsstil gør vi hele året til et fødselsdagsår – fordi der er så meget at fejre og fordi 1. juni er startskuddet på de 100 udsendelser om VM i fodbold, så i de dage får vi rigeligt at gøre med VM i Nordamerika.
Vi håber, at mange af jer 9.000 medlemmer, der kender Støt Mediano, vil være med til at fortælle jeres fodboldvenner om Støt Mediano. Vi har i hvert fald forsøgt at skabe nogle incitamenter, der også rækker ud over de 10.000 medlemmer. Se mere om dem senere.
Medlems-Christoffer arbejder så blodet sprøjter på at lave et setup, så I får en god belønning, hver gang I henviser en person til at blive medlem af Støt Mediano. Jeres venner lytter forhåbentlig mere til jer, end til os, når Mediano skal anbefales.
Fokus på psykisk trivsel
Med i vores markering af 2026 er også en række punkter, som handler om meget andet end udsendelser. Vi vil i 2026 sætte tryk på:
Vi sætter fokus på psykisk trivsel – også i fodbold. Vi donerer i i 2026 en del af vores omsætning til at aftabuisere stress, angst og depression. Vi tror ikke på toksisk maskulinitet og, at fodboldspillere skal være usårlige gladiatorer, der aldrig mærker angst eller bekymring.
Vi indstifter en pris og hylder de spillere, der er med til at nedbryde tabuer om trivsel og tør tale om, at man ikke altid er gladiator.
Medianos ABC - Anti Betting Company – eller rettere Anti Betting Advertisement Company. Vi ønsker bettingreklamerne ud af fodbolden. Og vi øger indsatsen. Hjælp os med at lægge tryk på magthaverne, læg tryk på jeres klubber, DBU, Divisionsforeningen, m.m.
Vi etablerer venskabsklubber. Aarhus Fremad er vores første venskabsklub. Kæmper lige som os mod betting- og alkoholreklamer. Vi søger flere, der arbejder i samme retning som os selv – for en sport, der bruger sin platform til at skabe en bedre verden og ikke bare tjene penge til nogle aktionærer. Ikke bare tjene penge på hvad-som-helst uden at tænke på, hvad det gør ved verden.
Vi har store planer med vores nye quiz, Preview Quizzen. Den skal være et alternativ til betting. Vi vil skabe et community af leg og fællesskab, uden at man skal sætte familiens førlighed på spil. Vi kan ikke kurere ludomaner, men måske kan vi lave nogle alternativer, som man kan lege med, før det går galt.
Vi øger indsatsen med at tale op. Vi er i den grad ikke ukritiske, men vi sætter fokus på en debatform, hvor vi hylder dem, der giver mere energi, end de tager.
Vores debatforum, Mediator, skal bidrage til en større interaktion med lytterne, og det skal være et sted, hvor tonen er bedre end på de sociale medier, hvor tonen er syg.
Kampagnen
Alle de nævnte udsendelser udkommer i Støt Mediano – lige som alle de formater, du kan se på denne plakat . Prisen er normalt 59 kroner om måneden, men nu kan du altså komme med for 10 kroner i de måneder, der går indtil, vi passerer de 10.000 medlemmer. Vi skal nok holde jer opdateret på udviklingen, men jo før du kommer med, jo mere får du for pengene. I måneden efter, at vi har passeret 10.000 medlemmer, vil de 10 kroner stige til normalprisen på 59 kroner.
Men hvad så med alle jer, der har været medlemmer siden 2021, 22, 23 eller 24, kan jeg høre nogen spørge.
Vi har fundet alle, der har været med siden oktober 2021 – dengang, hvor der var NUL udsendelser i Støt Mediano
Vi har fundet alle, der har været med siden oktober 2022 – dengang, hvor der var NUL udsendelser i Støt Mediano
Vi har fundet alle, der har været med siden oktober 2023 – den sidste måned, hvor der var NUL udsendelser i Støt Mediano.
Og vi har fundet masser af præmier frem i tre kategorier for jer, der har været med i fire, tre og to år. Så det her handler ikke kun om nye medlemmer. De nye ekstraordinære udsendelser i 2026 er i den grad også til jer, der har kendt og støttet Mediano i mange år. Det er formentlig også jer, der kender disse formater og personerne i dem allerbedst.
En procent af Medianos omsætning
i 2026 til fokus på psykisk trivsel
2026 er udnævnt til et fokusår for psykisk trivsel.
Findes angst i fodbold? Er stress en ting, man taler om i fodbold? Opstår alle skader, fordi en spiller har ondt i baglåret eller mærker noget trække i lysken? Det tror vi ikke på, så vi ønsker at hjælpe til med at aftabuisere fokus på psykisk trivsel – og ikke kun fysisk trivsel. Derfor indstifter vi prisen, Medianos Balance Pris 2026 (arbejdstitel – kan forbedres). Måske kan vi endda finde en partner, der vil være med til at løfte dette arbejde.
Prisen skal gå til en person i fodboldens verden, der har medvirket til at nedbryde tabuer om psykisk trivsel. Man kan faktisk godt tale om, hvordan man har det i et miljø, der ellers emmer af især mænds toksiske maskulinitet. Vi er i gang med at samle en komite, hvor mennesker fra både sportens, kulturens og forskningens verden bliver inviteret til at være med – mere om dette, når vi har navne på alle i komiteen.
Mediano vil afsætte en del af vores omsætning til at sætte fokus på dette område. Her er en model for, hvor meget vi sætter af. Hvis Mediano når følgende tal for antal medlemmer, så bliver andelen af vores omsætning, som vi indbetaler til en pulje:
10.000 medlemmer => 1 procent (svarende til 80.000 kr.)
11.000 medlemmer => 1,25 procent (svarende til 100.000 kr.)
12.000 medlemmer => 1,5 procent (svarende til 120.000 kr.)
Og så fremdeles. Pengene skal gå til at lave indhold om psykisk trivsel. Vi tror på, at vi gennem at fortælle historierne kan skabe den største forskel i at bryde tabuerne ned.
Vi sætter skæringsdatoen til 8. februar 2026, og så publicerer vi tallene ud fra den forventede omsætning (budget) for 2026. Så jo flere medlemmer vi når inden Superligaens start i februar, jo flere penge til at belyse dette område.
Ambassadører og milepæle
Alle de nævnte udsendelser og milepæle er noget, vi ruller ud, når vi er sikre på, at vi når 10.000 medlemmer. Men kampagnen er ikke en fest, der slutter, når vi slukker lyset, serverer natmad og siger tak for i aften. Derfor vil vi i løbet af 2026 sætte yderligere milepæle. I ønsker som regel ikke flere udsendelser. Mange af jer kan ikke nå at høre alt det indhold, vi laver. Men hvis vi får mange nye medlemmer, så vil det være oplagt at – bare som eksempler:
Høre, om vi kan overtale Anders Ryehauge og Lasse Klinke til at se, om de kan få tid til at lave flere udgaver af Superligaens Største Øjeblikke, end de, der er planlagt for 2026
Se, om vi kan skabe midler til at gøre Kongerækken færdig
Måske lave nogle store serier á la dokumenetaren om Hillsborough.
Eller noget helt fjerde, som vi slet ikke er kommet til endnu.
Kampagnen starter i dag. Vi glæder os til at lave indhold til jer og sammen med jer. Vi glæder os til og håber på, at vi når 10.000 medlemmer – og derfra kan sætte nye mål.
Vi er Mediano – vi høres ved.




