MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Her er vores nye år: 2026 bliver et voldsomt år

Her er vores nye år: 2026 bliver et voldsomt år

Godt nytår: Her er vores sigtepunkter for 2026. Mediano fylder ti år. Vi har forberedt os på det voldsomste år i Medianos historie. Peter Brüchmann fortæller her om Medianos 2026.

af peter brüchmann

Velkommen til Mediano - generel velkomst

Overskriften er lige på grænsen af falsk varebetegnelse. For hvordan kan 2026 blive mere voldsomt end 2025, som var lidt af en lavine, vi satte os op på? Mere om det senere.

Vi satte os et vanvittigt mål. Vi ville nå 10.000 medlemmer i et mediemarked, hvor der er rigtigt mange aktører, der gerne vil have jer medieforbrugere til at betale hver måned. Streamingtjenesterne ved, at fodbold er en af de største drivere i deres industri. Rettigheder er dyre, priserne er høje. Klubberne vil have jer på abonnement, når I vælger sæsonkort. De vil have jer til at betale i deres apps - oven i jeres sæsonkort. Og vi medier har alverdens gode tilbud til jer.

Men vi nåede 10.000 medlemmer den 21. december kl. 23, da Rasmus stod på vores kampagnetilbud og vendte bladet fra 9.999 til 10.000. Vi havde ganske vist først sat 1. juni i 2026 som målstreg, så vi nåede den længe før, vi havde drømt om. Men det var også livsnødvendigt for os. Vi har slet ikke gjort regnskabet for 2025 færdigt, men vi er forberedt på, at tallene for en gangs skyld er røde. Små, men i den grimme røde farve. Vi har råd til det (opbygget egenkapital), så vi var ikke lukningstruede, men en virksomhed skal ikke køre med underskud. I hvert fald ikke flere år i træk.

2025 blev også året, hvor vi lavede 622 udsendelser om fodbold. Vi blev lidt for ofte, lidt for ivrige, når I gerne ville have en breaking om en nyhed, en analyse af en fredagskamp eller en optakt til Europa. I spørger - vi vil jo gerne, og så vinder chefredaktøren med kundeanalyserne nogle gange over direktøren med lommeregneren, og så ender det i underskud.

Derfor justerer vi lidt i 2026 på det hele. Det gør vi faktisk hvert år ved denne tid. Vi bygger Mediano forfra. Det er sjældent, at I bemærker det, men planen er: Hvordan ville Mediano se ud, hvis vi skulle bygge det forfra i dag? Og det gør vi så. Hvert år.

Det indebærer ændringer. Nogle formater flytter. Nogle holder pause. Nogle bliver der færre af. Men vi har også justeret så meget, at der bliver plads til offensiver og nye tiltag. Nogle af de nye i 2026:

  • Vi lancerer ‘Fredagsbold’. En gang hver måned sætter vi fokus på en liga udenfor de store fire. Det kan være Süper Lig (premiere i januar), MLS, Ligue 1 eller Garra og Championship, som I allerede kender. Udkommer i Støt Mediano.

  • Vi relancerer Mediano Dok. Adam Møller Gomaa er i værkstedet med store lydfortællinger. Der kommer en hver måned. Første gang i januar med historien om et helt særligt stykke fodboldfortælling, som dengang Adam fortalte historien om Calciopoli eller om mordet på Andres Escobar. Mediano Dok udkommer i Støt Mediano.

  • Magasinet Jennings i Mediano Sport & Perspektiv kommer i nye hænder allerede i næste uge: Nicklas Degn er vinterens transfer, der er skiftet fra Radio IIII til Mediano og bliver redaktør på Jennings og det aktuelle i Sport & Perspektiv.

Kom med i Støt Mediano

Nyt mål: 10.000 lyttere bag betalingsmur

Nedenunder det hele som en slags sokkel ligger det allerhøjeste krav: Hvis vi skal kunne påberåbe os at kræve 59 kroner om måneden for vores produkt i en verden med byger af (glimrende) gratis indhold, skal vi være uhyre ambitiøse og være så meget bedre end det glimrende gratis indhold, at vi kan holde på vores abonnenter. Den barre fylder os med den størst tænkelige ydmyghed. Hvis vi i bare én udsendelse sætter barren for lavt, har en vært, der ikke har styr på strukturen eller en ekspert, der ikke er godt nok forberedt, så har vi svigtet - og vi vil være på vej til at miste medlemmer. Men vi har øvet os i ti år. I stiller godt nok også høje krav og holder os omgående fast på det, hvis I synes, at vi svigter, så vi får svar prompte.

Mediano PL er flyttet ind i Støt Mediano. Vi havde ikke nogen partner, så vi valgte at flytte Premier League-holdet ind i Støt Mediano. Første udgave i det nye udkommer allerede torsdag 2. januar. Giver vi så ‘banen’ til andre podcast? Det vil vise sig. Udfordringen er vi i hvert fald klar til. Vi har i 2026 sat en ny målsætning, som hedder 10.000 lyttere til episoder bag en betalingsmur.

Det er umiddelbart et vanvittigt højt tal, når mange har svært ved at nå det halve uden betalingsmur, men den store status på Superligaen for efteråret 2025 er p.t. lyttet af 9.000 lyttere i kanalen Støt Mediano, så 10.000 er ikke så fjernt et tal. (og nej, den lille teaser i gratiskanalen er ikke talt med, det er rene tal fra Støt Mediano). Superliga Preview ligger ugentligt på et tal mellem 6.000 og 7.500 lyttere bag en betalingsmur. Landsholdet ligger over 7.000 og Mediano Breaking ligger også pænt højt.

2026 bliver selvfølgelig også Medianos store fødselsdagsår, hvor vi fylder ti. Fødselsdagen er egentlig den 1. juni, men den dag starter vores VM-optakter, så vi har i stedet gjort hele året til et år, hvor vi fejrer ti år med jer lyttere. Derfor bliver alle jubilæums-episoderne drysset ud over året:

  • Tre nye afsnit af Superligaens Største Øjeblikke: Om FC Midtjyllands første guld i 2015, om Brøndbys næsten-guld i 2018 og vejen til rigtig-guld i 2021 og om FC Københavns voldsomme 2010/11-hold.

  • Tre nye afsnit med Landsholds-Lars, Wolny og Producer-Sture fra Fodboldministeriet. Vi aner ikke, hvad de nørkler med, og det er nok bedst sådan.

  • Tre nye afsnit af Kongerækken - det første her i januar.

  • Det gamle Preview samlet igen med Hebo og Leander

  • Superliga Preview op til første runde i foråret med Sture Sandø som vært.

  • Hammer & Brüchmann kigger på Superligaen ‘Ten Years After’ som et band fra deres ungdom vist nok hed.

100 x VM i USA, Mexico og Canada

Årets største punkt på Medianos agenda er så ubetinget VM i fodbold - også selv om Danmark skulle fuldbyrde fiaskoen fra kampene mod Belarus og Skotland. En begivenhed med 48 lande og en uhellig alliance mellem FIFAs præsident Gianni Infantino og USAs præsident Donald Trump kalder på både sportslige analyser, det daglige VM Show og masser af stof i Mediano Sport & Perspektiv.

Vi etablerer VM camp i Vancouver i Canada, hvor Morten Glinvad og Sebastian Stanbury hver nat optager, mens vi andre sover, så der ligger et ‘Good Morning Vancouver’ klar til lytterne fra tidlig morgen.

Vi er slet ikke færdige med at finde partnere til VM og først senere afgør vi, hvilke udsendelser, der ligger i Støt Mediano og hvilke der ligger i gratiskanalen.

Medianos fremtid

Jeg har i nogle år også haft en lille bibeskæftigelse med at finde løsninger på Medianos fremtid, når jeg skal på skånekost og i seniorjob. Jeg er lige nu 62 og har fortalt medarbejderne, at jeg ikke er en del af Mediano, når jeg fylder 70. Jeg vil ikke snøvle i en mikrofon og ikke kunne kende forskel på Jan Vingaard, Martin Vingaard og måske den næste Vingaard. Kommer til at kalde Julius Bertel Askou for Jens. Eller synes Sampdoria er et storhold, fordi de var gode dengang, jeg så mest bold.

Det handler om at sikre det Mediano, I kender, for fremtiden. For lytternes skyld. For medarbejdernes skyld. Det har jeg i mere end fire år haft møder og sonderinger om i meget forskellige tempi og med forskellig intensitet. Der er heldigvis masser af interesse for Mediano, og 2026 kan meget vel være året, hvor vi finder fremtidens vej for Mediano, så ingen skal være i tvivl om vores publicistiske vej.

Mindre snak om Støt - i Støt Mediano

Til sidst lidt om vores kanaler. I har hørt meget om de 10.000 medlemmer og hvor godt der er inde i Støt Mediano.

Nu har vi nået målet, og efter reaktioner fra flere af jer skiller vi nu tingene ad: Vi skruer op for budskaber om Støt Mediano i gratiskanalen - og ned for dem i Støt Mediano. Jer, der er medlemmer kender forhåbentligt godt fortræffelighederne inde i Støt-land, hvor 75-80 procent af vores indhold udkommer.

Og så var der det med overskriften og ‘det voldsomste år i Medianos historie’. Her er sigtepunkterne for et voldsomt 2026:

  • 10.000 lyttere bag betalingsmur

  • 100 udsendelser om VM i fodbold

  • 10 års fødselsdag - en byge af jubilæumsudsendelser med nogle af de største hits fra Medianos historie

  • En masse nye medlemmer. Vi har ikke noget fast mål, men lad os gerne lægge mindst 2.000 til om året.

  • Klarhed over Medianos fremtid.

  • De bedste udsendelser i Medianos levetid - vi har ikke øvet os ti år for sjov.

Vi glæder os til et voldsomt år med jer. Ha’ et skønt 2026 med masser af kærlighed. Giv mere end du tager - så kan det ikke gå helt galt.


Mediano Transfer: 3, 2, 1 … nu går det løs!

Mediano Transfer: 3, 2, 1 … nu går det løs!

0