MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Mediano PL flytter ind i Støt Mediano

Mediano PL flytter ind i Støt Mediano

Flyttedag: Fra og med fredag den 2. januar udkommer Mediano PL i Støt Mediano. Her fortæller Peter Brüchmann om flytningen og et første kig på, hvad 2026 ellers rummer.

af peter brüchmann

Adam Møller Gomaa og hans helt eget Premier League-hold, Thomas Gravgaard og Rasmus Monnerup, pakker flyttekasser i disse dage. De gør klar til i 2026 udkomme i helt nye omgivelser, når de flytter ind i kanalen for vores medlemmer, Støt Mediano.

Det sker med virkning allerede fra udsendelsen 2. januar, når Liverpool har mødt Leeds, Thomas Frank været på Community Stadium med Tottenham og Sunderland har mødt Manchester City nytårsdag.

Dermed kommer Mediano PL i selskab med Superliga Preview, Landshold Special, Mediano Breaking, Fodbold var bedre i 90erne og alle de andre formater, der udkommer eksklusivt for vores nu næsten 9.600 medlemmer. Og bare rolig, prisen stiger ikke. Det er faktisk målet, at vi skal gennemføre hele 2026 uden at rokke ved prisen på Støt Mediano. Her kan du se nogle af de formater, der udkommer fast i Støt Mediano

Vi har kampagne i disse dage, hvor det koster 10 kr. pr. måned at komme med i Støt Mediano, og den pris holder lige indtil vi når 10.000 medlemmer.

Ingen partner til PL

Vi har de seneste måneder ledt efter en partner til Mediano PL, så det kunne blive i hovedkanalen, men det er ikke lykkedes, så nu flytter vi formatet ind i Støt Mediano, så vores medarbejdere også kan få en smule løn.

Derfor tager jeg dig lige med ind i de indre mekanismer i Mediano.

Vi udkom første gang 1. juni 2016 med en optakt til EM i Frankrig og frem til 20. november 2023 var der ikke én udsendelse bag betalingsmur. Altså syv år, fem måneder og 19 dage som en helt igennem gratis podcast finansieret af vores partnere.

Udsendelsen ‘Mediano Special om Parma i 90'erne - et smukt stykke fodboldhistorieblev den første i Støt Mediano. Siden er der udkommet 680 udsendelser - alene i 2025 ender vi på 380 udsendelser i Støt Mediano. Det er, godt regnet ud, mere end en om dagen i snit.

Støt Mediano var ikke tænkt som et sted med indhold bag betalingsmur. Vi lancerede faktisk den 23. august 2023 strategien ‘Lidt smukkere fodbold’, hvor vi rev alle betalingsmure ned og skruede op for ‘Fodboldens Public Service’. Jeg har kaldt det den mest visionære og gennemarbejdede strategi, jeg nogensinde har været med til at lave.

Men den fejlede.

Fra 23. august 2023 til 20. november samme år faldt vores medlemstal fra 3.200 til 3.000. I stedet for at stige som håbet. Jeg var dybest set på vej til at køre Mediano i grøften og kiggede ind i mulige afskedigelser. Jeg befandt mig i den mest fortvivlede periode på et hotelværelse i New Zealand og talte på fingre, om jeg skulle sælge Mediano for en slik eller køre projektet i garage på en pæn måde.

Og siden har mediemarkedet bevæget sig videre i den retning. Mediano havde i 2024 en partneromsætning på fem millioner kroner, og det var jo godt. Partnere er de virksomheder, vi omtaler i vores udsendelser som Sparekassen Kronjylland, Snickers, Bauhaus, Sorte Sokker og lignende. I 2025 lander det tal på to millioner kroner. Altså langt under det halve. Det er ikke så godt.

Men til gengæld er vi gået fra 3.000 medlemmer, der i to år ikke havde fået en eneste udsendelse lavet eksklusivt til dem, til nu 9.600 betalende medlemmer.

Fra fint plus til muligt minus

Derfor flytter Mediano PL ind i Støt Mediano. Hvis vi ikke flytter det, havde alternativet været at lukke formatet. Så bevægelsen over mod Støt Mediano handler om det, vi så ofte siger: ‘Det Mediano, I gerne vil have og det, vi gerne vil lave’.

Jeg er ikke flov over, at vi snart har 10.000 medlemmer i Støt Mediano. Men jeg er helt ærlig om, at vi prøvede en anden vej. Annoncemarkedet kørte bare i grøften i kølvandet på Putin, Hamas, Netanyahu og Trump. Det har kostet rigtigt mange mediearbejdspladser, men ikke på Mediano.

Jeg er til gengæld stolt over, at vi har så mange dygtige folk tilknyttet, selv om manøvren stadig er lidt stram. Se vores hold her.

2024 var fint med EM i Tyskland og et overskud på 734.000 kroner, men i år kan meget vel blive det andet år i Medianos levetid med - ganske vist små - røde tal på regnskabet. Vi har investeret voldsomt i udsendelser. Prognosen siger 620 udsendelser. På at bygge vores YouTube-kanal. Og på at genåbne Mediano Sport & Perspektiv. På at komme hen til de 10.000 medlemmer og et bæredygtigt sted for Mediano. Det håber vi at lykkes med senest i starten af 2026.

2026 bliver året, hvor Mediano fylder ti. Og her har vi linet følgende program op, som bliver udløst, når vi når de 10.000 medlemmer:

Læs mere her.

Men det bliver også et stramt år. Hvert år ved denne tid bygger vi Mediano forfra. I bemærker sjældent de store ændringer, men vi justerer konstant på vores programmer, kadence, sammensætning - og dermed også forretning. Det er det, jeg bruger det meste af min vågne (arbejds)tid på i disse uger. På at gøre Mediano stærkt og bæredygtigt på samme tid.

Så bare for overblikkets skyld - her er vores udsendelser fordelt på kanaler:

  • Hovedkanal: Mediano Superliga (mandag) og Max Mediano (torsdag)

  • Støt Mediano: Mini Max (mandag), Magasin om La Liga, Serie A, Bundesligaen eller 1. division (hver tirsdag), Superliga Preview (onsdag), magasin a la Bold & Bøger, Fredagsfrokosten med mere (fredag), Fodbold var bedre i 90erne (lørdag) og Klub Mediano (typisk søndag). Hertil masser af udsendelser om mandags- og fredagskampe, pokalkampe, europæiske kampe, Mediano Breaking med mere.

  • Mediano Sport & Perspektiv: Typisk en udsendelse om ugen a la Jennings, Mediano Press Box og Det Spiller ikke.

  • Mediano Q: Vores magasin om kvindefodbold.

  • Og så har vi arkivkanalerne ‘Fodbold var bedre i 90erne’ og ‘Mediano Biblioteket’, som bor i Støt Mediano.

  • Læs mere her

Kommer vi til at ændre den plan i 2026? Kun ganske lidt. Vi har stor respekt for, at I lyttere ikke bryder jer om store forandringer. Men måske kan vi lave et program, hvor der ikke behøver at være 620 udsendelser (med forbehold for VM). Vi håber så sandelig også på at få et stærkt hold af VM-partnere, så vi kan lave så kompetent en dækning som mulig. Vi har fundet den første VM-partner allerede.

Fik jeg sagt, at det koster 10 kroner at komme med i Støt Mediano lige nu, så du er klar til Mediano PL i Støt Mediano? Hvis ikke så tryk på knappen her, så du også er med i klubben.

Jeg skal være klar til Mediano PL i Støt Mediano
Max Mediano: Bo Henriksen færdig i Mainz, Mbappédencia og Napoli-Juventus

Max Mediano: Bo Henriksen færdig i Mainz, Mbappédencia og Napoli-Juventus

0