Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Glinvads La Liga-klumme:  Balancegang i Baskerlandet

Glinvads La Liga-klumme: Balancegang i Baskerlandet

Også i denne sæson beviser Athletic Club de Bilbao, at klubben godt kan spille med i toppen af La Liga, selvom den kun vil anvende baskiske spillere. Men samtidig påpeger kritikerne, at Athletic i jagten på succes i virkeligheden leder efter smuthuller og måder at omgå sine egne uskrevne love. Og hvordan skal det gå, når Spaniens landshold i 2020 skal spille EM-kampe i Bilbao?

 

Af Morten Glinvad

BILBAO – En hjemmekamp på Nuevo San Mamés er en festdag for Baskerlandets traditionalister. Ritualer bliver dyrket og gentaget. Gamle ægtepar og hele familier spadserer gennem gaderne fra centrum og kan kigge op mod de baskiske flag, der i dagens anledning hænger ned fra vinduerne. Der er ild i de store cigarer, her er baskerhuer og Athletic-trøjer, og barerne omkring stadion er som små museer, fyldt med indrammede billeder, halstørklæder og trøjer, der minder om, hvilken stor historie Athletic Club de Bilbao har haft.

På et enkelt område adskiller denne december-søndag sig dog fra andre kampdage i Bilbao. For i dag er modstanderen ikke et hold ude fra det Spanien, som de mere nationalistiske i byen ser som et andet land. Modstanderen er Sociedad Deportiva Eibar, holdet fra den lille by bare 50 kilometer væk, der for tredje sæson i træk højest overraskende er kommet imponerende godt fra start. Andre steder kunne sådan et lokalopgør være kilde til rivalisering mellem tilhængergrupperne. Men på baren ved Indautxu-pladsen skænker den ene tjener øl og rødvin op iført en Athletic-trøje, mens den anden gør det i en Eibar-trøje. Og på den åbne og solbeskinnede plads foran Athletics hjemmebane blander de to holds tilhængere sig med hinanden på fredelig vis og underbygger det billede, man også ser i det store baskiske derby, når Athletic møder Real Sociedad: Nok er man modstandere for en dag, men mest af alt er man på samme side som repræsentanter for Baskerlandet mod alle de andre.

At træde ind på det nye San Mamés er som at tage på en tidsrejse fra traditionerne ude foran. Alt er nyt og en skærende kontrast til de mange slidte stadioner i den spanske liga. Nuevo San Mamés blev åbnet i 2013 og modtog to år senere en pris som det bedste nybyggede sportsstadion ved World Architecture Festival. Man kunne måske nok frygte, at Athletic ville miste noget identitet, men med beliggenheden, hvor det gamle stadion lå, er meget bevaret. Og når tilhængerne inden kampen synger klubhymnen på det baskiske sprog, er det ikke til at undgå at fornemme, at dette er et særligt sted og en særlig klub, og at en Athletic-kamp på San Mamés kan forekomme som en landskamp for Baskerlandet.

Jeg sætter mig på pressepladserne og bladrer i den lokale avis El Correo og finder sportssiderne. Gårsdagens Clásico på Camp Nou må vente nogle sider med at få opmærksomhed. Først handler det om et interview med den baskiske Premier League-manager Aitor Karanka, om dagens derby og om det jubilæum, der venter dagen efter. Da er det 40 år siden, Athletic og Real Sociedad spillede et legendarisk lokalopgør i San Sebastián. Den dag gik de to holds anførere Ignacio Kortabarria og José Ángel Iribar i fællesskab på banen med det baskiske Ikurriña-flag i hænderne. En symbolsk og farlig handling kort efter diktatoren Francos død på et tidspunkt, hvor Spanien stod foran et opbrud, men hvor det baskiske flag stadig var bandlyst, og spillere og klubber derfor risikerede alvorlige straffe for deres aktioner. ”Det var spillernes ide. Fra det øjeblik åbnede alt sig,” fortæller den daværende Real Sociedad-angriber Jesús Mari Satrústegui med henvisning til, at forbuddet mod La Ikurriña blev ophævet halvanden måned senere. En af mange historier om, hvordan fodbold i Baskerlandet altid har været et spejlbillede af regionens identitet og forhold til Spanien.

Et hold af baskere

Dengang i 1970’erne var Athletic et hold bestående udelukkende af baskiske spillere, og sådan er det fortsat. En times tid inden kampstart mod Eibar fortæller klubben på twitter, at startopstillingen i dag består af ”10 spillere fra Lezama (klubbens akademi) og en, der fik sin La Liga-debut for Athletic.” Senere på eftermiddagen ledsages kantspilleren Markel Susaeta fra banen af et enormt bifald, da han bliver skiftet ud, selvom han har spillet en middelmådig kamp. Susaeta har spillet sin 413. kamp for Athletic og tangerer dermed José Luis López Panizo som spilleren med 12.-flest kampe for klubben. Næste mål er angriberen Ismael Urzaiz og længere ude i fremtiden måske top 3 med Joseba Etxeberria, Txetxu Rojo og Iribar, målmanden, der bar Ikurriña-flaget i 1976. Susaeta kom i fokus, da han i 2012 spillede sin eneste landskamp for Spanien og ikke lød voldsomt begejstret for at repræsentere det, han omtalte som ’una cosa’, en ting. En konstruktion, der ifølge Susaeta og mange andre baskere ikke rigtigt er et land.

Anfører Markel Susaeta rundede 413 kampe i denne weekend - og hans sympati er udelukkende hos baskerne. Det spanske landshold bliver kaldt "en ting".  Foto: Getty Images

Anfører Markel Susaeta rundede 413 kampe i denne weekend - og hans sympati er udelukkende hos baskerne. Det spanske landshold bliver kaldt "en ting". 

Foto: Getty Images

Et lige så stort bifald som Susaeta modtager den unge angriber Asier Villalibre, da han bliver skiftet ind og får sin debut som det seneste produkt af Athletics egen talentudvikling. En ung debutant giver altid grund til glæde i Bilbao og grund til at mindes den tidligere præsident José María Arrates ord fra 1994: ”Det eneste, vi ønsker for vores sønner af dette land, er, at de kommer til at repræsentere vores klub.”

Det har Baskerlandets sønner gennem historien gjort med så stor succes, at Athletic har været i den bedste række, siden den blev dannet i 1928. Otte mesterskaber og 23 pokaltitler er det blevet til og altid med hold, der har fulgt klubbens politik om udelukkende at anvende baskiske spillere.

Her er det nok nødvendigt med lidt geografi: Når man taler om Baskerlandet, dækker det i virkeligheden over to forskellige ting. Enten over regionen Baskerlandet, der er en af de 17 i Spanien og på baskisk omtales som Euskadi. Eller også over det noget større territorie, der på baskisk kaldes Euskal Herria, som ud over provinserne i den baskiske region også dækker over Navarra-regionen og tre provinser i Sydfrankrig. Det er sidstnævnte område, der regnes som Baskerlandet af Athletic, og det er årsagen til, at der gennem historien har været flere spillere med fransk pas i klubben som aktuelt Aymeric Laporte. De to forskellige opfattelser af, hvad Baskerlandet er, er også årsagen til, at det varierer, om Osasuna i Navarra-regionen omtales som en baskisk klub ud over de fire i La Liga i Euskadi (Athletic, Real Sociedad, Eibar og Alavés).

I mange år havde Real Sociedad samme politik som Athletic med kun at anvende baskiske spillere, men den blev afskaffet over to omgange. I slutningen af 1980’erne begyndte man at hente udenlandske spillere (men fortsat ikke andre spaniere) med ireren John Aldridge som den første. Og i 2002 gjorde man endegyldigt op med filosofien, da man købte Sergio Boris i Real Oviedo som den første ikke-baskiske spanier i Real Sociedad i 35 år. ”Hvis vi skal hente spillere uden for Zubieta (klubbens eget akademi), så kan det være lige meget, om det er fra Madrid eller London,” blev beslutningen begrundet af Xabier Bengoetxea, daværende vicepræsident og selv tidligere venstre back for klubben.

Men i Athletic holder de fast og hylder sin historie og sit tilhørsforhold, og i et interview med den franske sportsavis L’Équipe i oktober inden lokalopgøret mod Real Sociedad kom den nuværende Athletic-præsident Josu Urrutia med flere stikpiller til naboerne: ”Derbyet var mere ægte, dengang La Real kun spillede med baskere,” sagde han. ”Athletic er en utopi, der er blevet virkelighed. Det er et unikt tilfælde i fodboldverdenen. Det er, som hvis din bedstefar havde besluttet, at der i hans firma kun kunne arbejde personer med hans efternavn. Ikke fordi han havde noget som helst imod andre, men for at vise tillid til familien,” fortsatte han.

Andre steder ville det kaldes nepotisme og have en negativ klang. Og selvom Athletics filosofi er fascinerende i en globaliseret fodboldverden, så er den også kontroversiel og for nogen direkte fremmedfjendsk og racistisk. Men uanset hvad så kan ingen benægte, at det er voldsomt imponerende, at Athletic er i stand til at spille med i toppen af La Liga, når rekrutteringsgrundlaget kun består af et område med tre millioner indbyggere, når alle konkurrenterne har hele verden som fodboldmarked.

Javi Martinez er en af de spillere, der forlod Athletic, selvom klubbens selvforståelse er, at det er det ypperste sted at spille for en basker.  Foto: Getty Images

Javi Martinez er en af de spillere, der forlod Athletic, selvom klubbens selvforståelse er, at det er det ypperste sted at spille for en basker. 

Foto: Getty Images

Vejen til succes har naturligvis været et meget stort fokus på talentarbejdet, og samtidig er Athletic så stærk en institution og nyder så stor opbakning, at klubben ikke har behov for at sælge spillere. I klubbens selvforståelse ligger også en opfattelse af, at det for en basker ikke bliver finere end at repræsentere Athletic, og det bliver nærmest set som et nederlag, når spillere søger mod større klubber. Det er sket flere gange i de senere år, hvor Bayern München og Manchester United har udløst frikøbsklausulerne på Javi Martínez og Ander Herrera, mens det endte ganske uværdigt, da angriberen Fernando Llorente afviste at forlænge sin kontrakt med klubben. I hans sidste sæson blev han som reaktion sat på bænken og blev hårdt kritiseret af klubbens egne tilhængere, inden han efter kontraktudløb skiftede til italienske Juventus.

Talentjagt i grænselandet

Medvirkende til kritikken af Llorente var måske også, at han rent faktisk ikke var basker og står som et af symbolerne på, at Athletic i jagten på talenter og sportslig succes i nogles øjne måske er lidt for villig til at gå på kompromis med sine egne regler.

Fernando Llorente kommer fra La Rioja-regionen lige syd for Baskerlandet og voksede op der og burde derfor ikke været berettiget til at spille for Athletic. Den eneste grund til, at det alligevel skete, var, at han blev født på et hospital i Pamplona i Navarra, hvor hans tante arbejdede. På den måde fik Athletic puttet ham ind i baskerkategorien, selvom han aldrig har defineret sig selv som andet end ’riojano’, fra La Rioja.

Så gav det mere mening, at forsvareren Fernando Amorebieta i en årrække kunne repræsentere Athletic, selvom han var landsholdsspiller for Venezuela. Her var baggrunden, at Amorebieta blev født i Venezuela af baskiske forældre, der vendte tilbage til Baskerlandet, da Fernando var to år gammel.

Men kritikerne mener, at Athletic går over stregen i jagten på talenter. Reglerne foreskriver, at klubben ikke aktivt vil hente børn fra andre regioner og gøre dem ’baskiske’ ved i en tidlig alder at få dem til Baskerlandet. Alligevel valgte Athletic i 2009 at åbne en ny talentskole i den lille by Oyón i den sydlige del af Baskerlandet. Placeringen bare et par kilometer fra grænsen til La Rioja var påfaldende og blev set som et tegn på, at Athletic nu ville fiske efter talenter fra La Rioja og få dem til at spille på talentskolen i Oyón i en meget tidlig alder, så man på den måde senere kunne argumentere for, at her var tale om spillere, der var dannet i baskiske klubber, og som derfor var berettiget til at spille for Athletic.

”Vi vil ikke invadere nogen. Vi vil bare gøre vores arbejde med den største naturlighed. Vi har også unge afrikanere på Lezama, og det er ikke, fordi vi er rejst til Afrika for at lede efter dem, men fordi de er integreret i vores samfund og derfor også er kommet ind i vores ungdomsafdeling,” forsøgte den daværende Athletic-præsident Fernando García Macua at forsvare sig.

Talentskolen i Oyón er ikke den eneste i grænselandet, og den aggressive ageren er blevet set som et tegn på hykleri, hvor klubben i sin retorik hylder sin ældgamle filosofi, men i det skjulte prøver at finde smuthuller for at omgå den:

”Hvis klubben har tænkt sig at fortsætte denne vej med at hente spillere uden for vores grænser og på den måde gå imod sin egen filosofi, så bør den gøre det i åbenhed, fortælle os, hvad der er for og imod og planlægge et referendum, hvor offentligheden kan beslutte, om den vil acceptere disse nye spilleregler eller ej. For hvis den fortsætter med at agere bag medlemmernes ryg, når den godt ved, hvilken vrede denne nye form for talentudvikling vil vække blandt de rød-hvide tilhængere, så bør det næste præsidentvalg omdannes til at være netop det referendum, som er nødvendigt, hvis klubbens filosofi skal ændres,” lød det med en vis foragt i den nationalistiske netmedie Orain i sommer, efter at Athletic havde hentet en ung colombianer fra grænselandet til ungdomsafdelingen.

Et sådan referendum vil næppe give medvind for den, der vil ændre filosofien, for sportsligt står Athletic stærkt, og der skal nok en større krise til for virkelig at sætte spørgsmålstegn ved, om filosofien stadig er den rette. Nationalisterne taler gerne om, at de hellere vil se Athletic i Segunda end et Athletic med udlændinge. Men en sportslig bølgedal plejer gerne at åbne debatten, som man så det i 00’erne, hvor Athletic var gennem nogle svære sæsoner.

Spaniens hjemmebane i 2020

I denne sæson ligger Athletic vanen tro omkring de europæiske pladser. Derbyet mod Eibar blev vundet 3-1, og i Europa League er klubben klar til 1/16-finalerne i februar, hvor cypriotiske APOEL venter. Og i sidste uge kunne byen og klubben med stolthed præsentere planerne for EM i 2020, der som bekendt er spredt over det meste af Europa.

Her er Bilbao blevet valgt som den spanske værtsby, og det kommer til at give det meget interessante scenarie, at det spanske landshold kommer til at spille to af de tre gruppekampe på Nuevo San Mamés i Bilbao, hvor Spanien på grund af det politiske klima ikke har spillet en landskamp i 50 år.

Den situation har givet noget blandede følelser i Baskerlandet. For dels er det en stor anerkendelse at blive medvært for EM, men nationalisterne er naturligvis ikke meget for at skulle se det spanske landshold på Nuevo San Mamés. Alle husker, hvordan Athletics og Barcelonas tilhængere har piftet af den spanske nationalhymne inden pokalfinaler, så hvordan vil det baskiske publikum forholde sig til det spanske landshold?

Den nuværende lehendakari, præsidenten for den baskiske regionalregering, Íñigo Urkullu, har på populistisk vis opfordret til, at Baskerlandet selv kan deltage i kvalifikationen til EM som selvstændig nation. Det kommer naturligvis ikke til at ske, og i sidste uge fik baskerne et nej fra Ángel Villar, præsidenten for det spanske fodboldforbund, til deres ønske om at placere landskampe for Baskerlandet i forbindelse med FIFA’s officielle landskampsterminer. Baskerne må også fremover nøjes med at gøre det i udkanten af sæsonen, som det sker 30. december, hvor Tunesien komme på besøg på Nuevo San Mamés.

”Nationalismen raser mod Villar for at stikke en kæp i hjulet for Baskerlandets kampe, og én dag senere fejrer den La Rojas tilstedeværelse på San Mamés som den spanske hjemmebane ved EM i 2020,” skrev netavisen La Confidencial sarkastisk om et forløb, der endnu engang beskrev, hvordan fodbolden i Bilbao balancerer på en knivsæg i sit forsøg på både at opleve fremgang og sportslig succes og samtidig repræsentere den historie og filosofi, som Baskerlandet og Athletic Club de Bilbao hviler på.

Rundt om runden:

·         I løbet af mindre end 11 minutter i 1. halvleg scorede Sevilla fire gange og afgjorde opgøret mod Málaga og klubbens gamle træner Juande Ramos. På den måde blev der sat et flot punktum for et fornemt efterår; kun én gang i historien har Sevilla hentet flere point end de 33, holdet lige nu er noteret for efter 16 kampe. Det skete i 2006 under Ramos i sæsonen, hvor Sevilla spillede med om mesterskabet indtil allersidste spillerunde. Luciano Vietto scorede to gange, og der er noget at se frem til i Andalusien, når Sevilla i den første hjemmekamp i ligaen i 2017 får besøg af topholdet Real Madrid.

·         På forhånd blev der talt om, at det lignede det mest jævnbyrdige Barcelona-derby i mange år, og længe var Espanyol ganske godt med søndag aften på Camp Nou. Men så tog Lionel Messi affære. Argentineren var enestående i den sidste halve time, og hans forarbejde til målene til 2-0 og 3-0 hører til på et museum. ”Messi er fra en anden galakse,” tweetede Carles Puyol, og medspillerne og træner Luis Enrique smilede på en måde, der signalerede en blanding af beundring og vantro og med visheden om, at hvis Messi kan holde sig på det niveau, venter der mange gode stunder for Barcelona i 2017. ”Vi så hans bedste version. Den mest spektakulære. Det sker så ofte, at det forekommer som ren rutine. Men det er det ikke,” sagde træner Luis Enrique. Efter kampen sendte han både Messi, Neymar og Luis Suárez på tidlig juleferie, så de ikke er med i årets sidste kamp onsdag aften mod Hércules i Copa del Rey.

·         Cristiano Ronaldo indledte uge med at vinde karrieren fjerde Guldbold, og han sluttede den med at blive den første i historien, der scorede et hattrick i VM-finalen for Klubhold, og blev naturligvis kåret som turneringens bedste spiller. ”Statistikkerne snyder ikke. Jeg har haft et spektakulært år både for Madrid og for landsholdet,” sagde portugiseren. Real Madrid vandt årets tredje titel, men imponerede ikke og måtte ud i forlænget spilletid mod japanske Kashima Antlers. Det var 37. kamp i træk uden nederlag.

Morten Glinvad er fodboldkommentator på Discovery Networks Danmarks kanaler.

Topfoto: Getty Images

"Det var ikke kønt, men det er det vi elsker Premier League for"

"Det var ikke kønt, men det er det vi elsker Premier League for"

Mediano bulibold: Wer wird Wintermeister? - Optakt til FC Bayern - RB Leipzig

Mediano bulibold: Wer wird Wintermeister? - Optakt til FC Bayern - RB Leipzig