Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Viborg FF - Håbet er grønnere end længe

Viborg FF - Håbet er grønnere end længe

Sønderjyske tog al opmærksomheden i seneste Superliga-sæson, men Viborg leverede lidt i skyggen af dette en ganske solid sæson.

Medianos Sara Margren, der bærer på en livslang 'ulykkelig forelskelse i Viborg FF', tror på meget mere i denne sæson. Det skriver hun i dette blogindlæg.

 

Af Sara Margren

Lave odds og kloge hoveder. Begge pegede inden sidste sæson på en klar nedrykningsfavorit i oprykkede Viborg FF.

Mange bekymrende spørgsmål blev stillet: Overpræsterede Johnny Mølby bare i den dér gode sæson med AC Horsens? Er Jeppe Curth ikke snart over-the-hill? Kan Serge Deble brillere i andet end 1. division? Genåbner Osama Akharraz sin Twitter-konto? Hvornår skal Mathias Wichmann i byen igen?

Det startede da heller ikke vanvittig godt, for Viborg havde store scoringsproblemer. Deble tog som oftest en dribling for meget, kantspillerne havde ikke meget at skyde med, og Ante Rukavina… Ja, han bidrog udelukkende med morskab over det dér håbløse forsøg på en tæmning ved sin frispilning mod FC København. Organisationen var som sådan i orden, men med en tandløs offensiv – udover Jeppe Curth naturligvis – rykkede det ikke ved meget.

Det er svært at sige, præcis hvornår vendepunktet kom, men for god gammel venskabs skyld siger vi, at det kom lørdag den 31. oktober 2015 i Herning. Og det er vel heller ikke helt løgn. Oprykkerne mod de forsvarende mestre, David mod Goliat og hvad der ellers findes af den slags klichéer. Men det VAR imod alle odds, at Viborg triumferede den dag. 10 års sejrstørke i Herning, scoringskrise og en generelt pænt niveauforskel på de to hold talte i hvert fald ikke for fuld Viborg-gevinst.

Ikke desto mindre stemplede Akharraz ind og hjalp Deble til at finde sine fødder, og holdet formåede at trække sig mentalt op, efter at viborgenseren Erik Sviatchenko havde udlignet Viborgs 2-0-føring. Udover at 4-2-kampen vel nok var sæsonens højdepunkt for alle Viborg-fans, blev den også startskuddet til en glimrende stime, der fortsatte ind i foråret.

Osama Akharraz scorer til 2-3 i udekampen mod ærkerivalerne FC Midtjylland. Sæsonens højdepunkt ifølge Sara Margren. Foto: Lars Rønbøg/FrontZoneSports via Getty Images

Osama Akharraz scorer til 2-3 i udekampen mod ærkerivalerne FC Midtjylland. Sæsonens højdepunkt ifølge Sara Margren.

Foto: Lars Rønbøg/FrontZoneSports via Getty Images

Med seks runder igen sikrede Viborg så endegyldigt overlevelse og overlod nedrykningen til Hobro, der både havde mistet modet og den overfladiske interesse fra Familien Danmark. 1-0 til Johnny Mølby og co. over eksperternes dommedagsprofetier.

Grøn misundelse i skyggen

Viborgs overlevelse og pæne ottendeplads blev der dog ikke gjort noget særlig stort nummer ud af. For samtidig imponerede Sønderjyske alt og alle og stjal spotlightet som sæsonens helt store overraskelse. Vanvittig fortjent, men det skubbede nu Viborg lidt ind i skyggen. Et sted klubben har levet i mange år, men har trivedes ganske fint.

Faktisk har Viborg gennem tiderne præsteret allerbedst, når der ikke var forventninger fra omgivelser og modsat , når de har stukket næsen et par centimeter frem. Viborg snuppede et par fine fjerdepladser og drillede de store i 00’erne under øgenavnet De Grå Mus, fordi der netop ikke var megen armbevægelsesaktivitet. Det var lige ud ad landevejen med Sille, Glerup og Ralf P, og det var fight og vilje frem for fine fornemmelser i domkirkebyen. Men så snart klubben bebudede offensiv, flot fodbold med Anders Linderoth ved roret i 2006 gik det grueligt galt og var i sidste ende tæt på at koste klubben livet. Jovist, det er sat på spidsen, men der er nu nok noget om det.

Sønderjyske bør derfor stå som den lysende inspiration for Viborg. Et hold, der med begrænsede midler, ydmyghed, en dygtig træner og stenhårdt arbejde har formået at tage springet

Sønderjyske bør derfor stå som den lysende inspiration for Viborg. Et hold, der med begrænsede midler, ydmyghed, en dygtig træner og stenhårdt arbejde har formået at tage springet fra kedelig overlevelses-passager til underholdende og modigt tophold. Jaja, de skal da nok komme ned på jorden igen, men sæsonen står som en helstøbt pragtpræstation af sønderjyderne, og det må Viborg-fans faktisk gerne blive grønne af misundelse over. Det er jo præcis en af de klubber, som Viborg kan og bør måle sig med.

Viborg har et af rækkens mindste budgetter og har flere attraktive naboklubber, ligesom klubben sjældent tiltrækker sig de helt store overskrifter - hverken i positiv eller negativ retning. Det stiller selvsagt nogle krav til den sportslige ledelse, som ikke kan plukke spillere fra øverste hylde, men ofte må spotte guldkornene i andre klubbers overskudslager, lavere rangerende klubber eller ungdomsrækkerne. Det kræver også, at træneren skal formå at få det absolut maksimale ud af sit spillermateriale og rykke spillere til et niveau, man ikke troede, var muligt.

Dette er i høj grad lykkes de seneste par sæsoner i Viborg. Senest har Mølby formået at løfte niveauet på rygraden fra 1. division, som nu er solide Superliga-spillere: Jonas Thorsen, Kristoffer Pallesen, Jeppe Grønning og Lukas Lerager (som Zulte-Waregem forståeligt fik øjnene op for). Tilsat en genfødt Akharraz, lidt driblerier fra Deble og rutine fra Mikkel Rask, Jonas Kamper og Jeppe Curth endte Viborg med både at ligne og være et etableret Superliga-hold.

Transfervinduet: Konejokes og young guns

Efter en åbning på transfervinduet tavs som graven fik Morten Jensen og kompagni for alvor gang i fyldepennen i slutningen af juni og offentliggjorde tre tilgange på tyve minutter. Ingen dikkedarer.

Andreas Bruhn fra AaB, Oliver Thychosen fra FC Nordsjælland og Christian Keller fra tribunen i Randers. To young guns uden det ønskede gennembrud i deres klubber har søgt nye græsgange, og det giver super god mening, at de ender i Viborg. Det er tilgange helt i tråd med den økonomiske omtanke, og man kan vinde mere, end man kan tabe. Det er Viborgs lod som en klub med begrænsede midler.

Om de bliver en succes, er svært at sige. Men det er sultne spillere, der vil kæmpe for at bevise sig, og samtidig har Mølby som nævnt formået at løfte flere spilleres niveau fra 1. division til Superligaen. Jeg har egentlig hele tiden haft fidus til Thychosen, og forhåbentlig kan han med lidt tillid bide sig fast som Superliga-profil.

Så er der Christian Keller. En aldrende kilde til konflikt eller en rutineret leder i unåde? Selvom jeg da hellere havde set et lovende ungt talent, er jeg faktisk ikke i tvivl om, det nok skal blive godt med Keller. Han var glimrende i Randers og er stensikkert stadig fodboldsulten. Når en spiller af Kellers kaliber banker på Viborgs dør og tilbyder sig, er det helt logisk, at klubben ikke siger nej. Selvfølgelig efter at have vurderet, om man kunne håndtere den kommende horde af dårlige konejokes og War of the Wives-fokus fra medierne. Det eneste, der nager mig ved at tage Keller til nåde er, at det ikke er en specielt langsigtet løsning, at fanfavoritten Jeppe Grønning formentlig forvises til bænken, og alle de irriterende optakter når kampene mod Brøndby, Randers og Esbjerg bliver gejlet op til KILL KELLER-thrillere.

Christian Keller er ny mand i Viborg. Selvfølgelig skal han ind - men der er omkostninger, påpeger Sara Margren. Foto: Lars Rønbøg/FrontZoneSports via Getty Images

Christian Keller er ny mand i Viborg. Selvfølgelig skal han ind - men der er omkostninger, påpeger Sara Margren.

Foto: Lars Rønbøg/FrontZoneSports via Getty Images

Senere hen er viborgenserne blevet beriget med Jung-Bin Park, og ham er jeg personligt svært begejstret for. Han strålede i momenter på et tamt Hobro-hold, og forhåbentlig kan han i Akharraz’ fravær bidrage med offensiv kreativitet og alsidighed.

Serge Deble var lang tid om at komme i gang i Superligaen, men han blomstrede op med Akharraz’ ankomst. Ivorianeren har et år tilbage af sin kontrakt, og hvis Viborg skal tjene et par skillinger på ham, skal han skydes af sted nu. I 1. division var han flere niveauer over de andre, i Superligaen har han været mere dødelig, om end en vigtig brik for Viborg. Spørgsmålet er, om det ikke er bedre at få moneter for ham nu og håbe, at han har nået det ypperste, han kunne, her.

Et bud herfra på en af Viborgs kommende undervurderede profiler er amerikanske George Fochive. Han er en 24-årig central midtbanespiller og blev plukket i vinter fra de amerikanske mestre Portland Timbers. I foråret stod han bag Grønning og Lerager på den centrale midt, og da han så endelig fik en startplads snuppede han et dumt rødt kort i overtiden mod FC København. Men jeg tror, han er udset som Leragers afløser, og jeg har faktisk høje forventninger til ham. Han kommer med fysik, energi og gennembrudsstyrke, og forhåbentlig kan han bruge sin fart til at skubbe spillet længere fremad, så alt offensivt ikke skal komme fra kanterne. Skuf mig ikke, George.

Alle har en drøm at befri

Hvad så nu? Med en udvidet liga er nedrykning ikke et tema næste sæson (no jinx…). Skal man så bare lurepasse den og nyde, at man endelig er tilbage i det fine selskab, svælge i middelmådigheden og juble over en blød mellemvareplacering? Med tanke på alle de hårde år ville det selvfølgelig være ganske trygt. Og røvkedeligt og uambitiøst.

Man har (forhåbentlig) lært af fortidens kinddans med konkursen og begynder ikke at revolutionere hverken indkøbspolitik eller spillestil. Der er nemlig flotte, sorte tal på bundlinjen i Viborg, og dem skal man være særdeles stolte af.

There, I said it. Og ja, jeg er klar til at håndtere alle de hånende pegefingre, når Viborg efter en sæson med røven i vandskorpen akkurat redder sig i det ultimative nedrykningsbrag…

Viborg skal ikke nyde noget af at bygge luftkasteller og springe tre trin over på stigen. Alt med måde. Men det er tilladt at stile efter næste trin og drømme uden at være naiv. Muligheden for at liste sig med i slutspillet er altså ikke helt ude i skoven. Flere af de formodede top seks-bejlere har gang i nye projekter, som givetvis vil have naturlige udfald i efteråret. Toppen er ikke så fastlåst, som man har set tidligere. Og det skal et hold som Viborg da klart forsøge at udnytte – ligesom andre ikke-topklubber helt sikkert sidder med våde drømme om.

Min konklusion er ikke (selvom man godt kunne tro det), at Viborg tager medaljer, og at træerne vokser ind i himlen. Men kan klubben holde på stammen og supplere med lidt tiltrængt offensiv koldblodighed og kreativitet, er top seks ikke utopisk. Det kræver, at de bærende kræfter holder niveau, og at der bliver tilsat en god slat offensiv kvalitet. Og så skal sidste sæson ikke blot vise sig at være en overpræstation af rang. Men Viborg er en homogen enhed med en god organisation, forbilledlig arbejdsindsats og masser af kvalitet. Spillerne har fået hår på brystet efter den første Superliga-sæson, og kontinuiteten kan meget vel vise sig at blive nøglen i efteråret, hvor flere klubber skal have genrejst sig.

Jeg lægger hovedet på blokken: Viborg lister sig med i top seks. There, I said it. Og ja, jeg er klar til at håndtere alle de hånende pegefingre, når Viborg efter en sæson med røven i vandskorpen akkurat redder sig i det ultimative nedrykningsbrag…

Foto: Lars Rønbøg/FrontZoneSport via Getty Images

 

Fokus på fodboldens organisationer: Sportens etiske forfald

Fokus på fodboldens organisationer: Sportens etiske forfald

Superliga-podcast - ny chef i Randers FC: Kald mig bare 'The Boring One'

Superliga-podcast - ny chef i Randers FC: Kald mig bare 'The Boring One'