Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Søndag mødes de igen - om forholdet mellem AGF og Brøndby

Søndag mødes de igen - om forholdet mellem AGF og Brøndby

Søndag mødes Brøndby og AGF i Aarhus i en kamp med mange historiske undertoner. Det er de sande rivaler i dansk fodbold, mener tilhængere af begge klubber. Måske fordi Brøndby i sin tid overtog tronen fra den århusianske storklub. Århusianeren Søren Højlund Carlsen ser her på forholdet mellem de to storklubber - og så genkalder han sig en helt særlig kamp fra 2008.

 

Af Søren Højlund Carlsen

Hans krop læner sig lidt til siden, men højre fods inderside er i perfekt position - lige netop i den vinkel som så mange godhjertede trænere forgæves har forsøgt at lære børn, at de skal holde deres sparkefod i, når de sparker med indersiden.

Det er tydeligt, hvor bolden skal hen. Så selv om målmanden kommer stormende ud mod angriberen, har han ingen chance - ingen. Angriberen placerer bolden helt ude ved stolpen, så sikkert, at allerede inden den går ind, er han på vej ud til de jublende tilhængere for at fejre scoringen.

Og der var da også noget at fejre den milde augustdag i Aarhus for næsten præcis otte år siden, hvor AGF mødte Brøndby på en af de sommerdage, der altid huskes som mere smuk og varm end den nok i virkeligheden var - tiden har det med at gøre vejret bedre i vores minder.

Målet var et føringsmål til AGF og det blev scoret af en debutant ved navn Nando Rafael, der ikke skulle bruge mange minutter før TV3’s fodboldkommentator Niels Harild kunne præsentere ham for tv-seerne hjemme stuerne med ordene ”Værsgo Aarhus, her er jeres nye målhelt”. En perfekt debut for en fodboldspiller, der var kommet til Aarhus med sjælen arret af et syn intet menneske bør se.

Nando fra Luanda

Nando Rafael stammede fra det afrikanske land Angola, der i 27 lange år var hærget af en af de mest blodige og grusomme borgerkrige, verden har set. Som mange andre afrikanske lande oplevede Angola store interne spændinger og konflikter, da landet i 1975 gik fra at være en portugisisk koloni til at blive en selvstændig nation. Mens portugiserne nærmest løb ud med landets rigdomme under armen og med guld i deres grådige lommer, efterlod de et land i borgerkrig - en krig, der kostede op til 1.000 døde mennesker om dagen. Og den dag i dag ligger borgerkrigen stadig som en tung dyne af sorg og krise over landet, hvor man anslår, at fire millioner af dets 14 millioner indbyggere er internt fordrevne flygtninge.

Men hvor der er døde, er der også liv, og under krigen blev Nando Rafael i 1984 født i hovedstaden Luanda, der ligger ud til Atlanterhavets svalende vinde og salte luft. Som barn af et land i krig var det ikke noget sikkert liv, Nando blev født ind i og som otteårig oplevede han det værste et barn kan opleve, da krigens rædsler kom helt tæt på ham.

Nando Rafael i midten har scoret i sin deutkamp for AGF. Foto: Getty Images/Jan Christensen

Nando Rafael i midten har scoret i sin deutkamp for AGF. Foto: Getty Images/Jan Christensen

En dag er Nando som så mange andre dage ude og spille fodbold på en knoldet jordbane tæt på hans landsby - allerede den gang elskede han at spille fodbold, så lige så snart kammeraterne ville spille, var Nando med. Det var også en kærkommen flugt fra krigens barske hverdag. Man tænker sjældent på andet end fodbold, når sveden pibler, spillet kører og bolden er tæt på fødderne.

Normalt ville hans forældre gå ham i møde, når han kom hjem til landsbyen efter fodboldspillet. Og normalt ville hans far ha’ lagt armen om Nandos svedige skulder og spørge, om han scorede nogen mål i dag. Men ikke den her dag - det var ikke en normal dag. For i stedet er det Nando, der må gå - hele vejen hen til sit hjem, hvor han ser sin mor og far ligge døde på jorden foran deres hus. Brutalt henrettet og skudt ned fordi de begge var politiske aktive - på den forkerte måde, må man formode, at deres morder mente.

Med sin onkel - der tager ham til sig efter forældrenes død - i hånden flygter Nando Rafael siden til Holland og via et ophold i Tyskland får han gang i en professionel fodboldkarriere, der i sommeren 2008 sender ham til Aarhus, hvor daværende AGF-træner Ove Petersen så muligheder i den brølstærke fodboldspiller.     

Ved ankomsten i Aarhus reflekterede Nando Rafael over sin barske baggrund overfor Tipsbladet:

- Min baggrund i Angola byggede mig op og fik mig til at forstå, at der er mere i livet, end hvad der ser ud til. Det gjorde mig stærkere som person at overleve den slags situation. Jeg kunne vælge at være vred, lukke mig inde i mig selv og ikke stole på nogen på grund af det, som skete, men jeg har lagt det bag mig, sagde Nando Rafael, der altså scorede sit debutmål for AGF den 17. august 2008 i en kamp mod Brøndby.

Rivalisering

Nando Rafael kunne ikke have valgt en bedre kamp til at score sit første mål i. For i Aarhus er kampene mod Brøndby noget helt særligt, og det samme synes mange i Brøndby også. Men især i Aarhus er det for langt de fleste fodboldtilhængere den modstander, man allerhelst vil vinde over - det er kampen, der kan redde en måske lidt tynd sæson, mens mange af de måske mest især ældre fans af Brøndby stadig rangerer kampene mod AGF - om end ikke lige så højt som ’New Firm’ - så i hvert fald også som en af dem, der meget gerne skal vindes, og som gør ondt i lang tid, hvis man taber den. For på den københavnske vestegn kan mange heller ikke fordrage AGF.

- Jeg tror, det især er de ældre generationer af Brøndby-fans, der stadigvæk opfatter kampene mod AGF som noget særligt. Og selvom opgørene i de senere år ikke har handlet om hverken mesterskaber eller pokaltitler, så ser man dem som en kærkommen lejlighed til at minde hinanden om, hvor store begge klubber er og har været, siger skribent på det Brøndby-orienterede site, 3point.dk - og også her på Mediano - Nanna Møller Karlsen.

Fra sidste års kamp på NRGi Park. Foto: Getty Images/Lars Rønbøg

Fra sidste års kamp på NRGi Park. Foto: Getty Images/Lars Rønbøg

- I den forbindelse kan der måske også siges, at være en form for indbyrdes forståelse af de to klubber i mellem - at rivaliseringen mellem AGF og Brøndby er en rivalisering mellem to fodboldklubber uden et 'FC', og i dét kan man finde fælles fodslag. Jeg tror også, at der i Brøndby er en følelse af, at det er hele byen Aarhus, der ikke kan lide os og som gerne vil slå Brøndby - og det skaber en modredaktion. Så i Brøndby vil man rigtig gerne vinde over AGF - det handler ikke om mesterskaber, men om historie, fortæller Nanna Møller Karlsen.

- Dengang i 1980'erne, da AGF var, hvor de hørte til - i toppen af dansk fodbold, dukkede de der opkomlinge fra et sted i nærheden af København op. I grimme "svenskerfarver" tillod de sig udfordre de hvide fra Aarhus. De blev heldigvis sat grundigt på plads, da vi vandt mesterskabet i 1986. Men de blev ved, og vi udkæmpede store slag over de næste 10 år, hvor de desværre ofte endte med medaljer og vi endte med nitten. Så er der nogen vi gerne vil slå, er det dem, og set her fra Aarhus, så er det altid store kampe, når vi møder Brøndby - de største i sæsonen, supplerer Lars Guldbrandsen, der har fulgt AGF i en menneskealder.

Som Lars Guldbrandsen nævner, så rækker rivaliseringen mellem Brøndby og AGF langt tilbage i historien. Helt tilbage til den gang, der ikke var nogen Superliga, men kun divisioner og hvor tv-aftaler til millioner var science fiction og de fleste stod op til fodbold. De to klubbers forhold startede tilbage i starten af 1980’erne, hvor FCK hed KB og et derby med ordet ’Firm’ i kun foregik i Skotland. Det er måske svært at forestille sig i dag for et yngre fodboldpublikum, men den gang var AGF en af de dominerende klubber i Danmark, mens ingen rigtig havde ænset Brøndby IF endnu.

Begyndelsen

Efter en periode i 70’erne, der var lige så kedeligt som alt andet i det årti, og hvor AGF oven i købet måtte lide den tort at rykke ned i den daværende 2. division en enkelt sæson, så blev 1980’erne en bekræftelse på af, at man stadig skulle regne med AGF i dansk fodbold. Således var der kun to sæsoner i det årti, hvor AGF endte uden for top fire. Og udover guldet i 1986 fik AGF sølv to gange og bronze tre gange. Derudover vandt AGF også to pokalfinaler i det årti. Det var en lykkelig tid i Aarhus.

Så det var i det landskab, Brøndby IF stak hovedet frem. Ikke sådan lidt forsigtig som den nye i klassen, der lige skulle se sine nye omgivelser an, men med ramasjang og bulder og brag. Klubbens debutkamp i 1. division blev således vundet hele 7-1 over B1909. I øvrigt med to mål af Michael Laudrup, der efterfølgende fik debut på landsholdet. Brøndby sluttede sin debutsæson på en flot fjerdeplads og siden så klubben sig ikke tilbage. Efter tre år vandt den sit første danske mesterskab i 1985 og frem til 1992 sluttede Brøndby ikke lavere end en andenplads i den bedste danske række. En succes, der blev skabt på nytænkning og mod, og som dybest set har præget klubbens selvforståelse siden.  

Dioh Williams og Nando Rafael fra kampen i 2008. Foto: Getty Images/Jan Christensen.

Dioh Williams og Nando Rafael fra kampen i 2008. Foto: Getty Images/Jan Christensen.

Den succes havde man det svært med i Aarhus, hvor AGF den gang opfattede sig som en del af adelen i dansk fodbold. Via sin lange historie og sine mange resultater var opfattelsen i Aarhus - og til dels også i resten af fodbolddanmark - at AGF var en naturlig del af dansk topfodbold. Det var en selvbevidsthed, der i fremtiden skulle få store konsekvenser, da den snarere kom til at være et åg for klubbens udvikling end en fordel. Men den gang var det en selvfølgelighed. Sammen med andre af datidens store danske klubber som KB, OB, Vejle og Lyngby var AGF en del af aristokratiet i dansk fodbold - de sande arvtagere til titlen.

Det var i det klima, at Brøndby meldte deres ankomst. En sammenbragt størrelse af to klubber fra en københavnsk forstad ville nu også være med i det fine selskab. Og de gjorde det oven i købet på deres helt egen måde med store armbevægelser og Påskebrød på maven. Fuldtidsprofessionalisme og en ambitiøs og stærk træner i skikkelse af Morten Olsen. Hvad var nu det for noget? tænkte de andre klubber. Hvad bildte de sig ind? Skulle de virkelig komme her og tro, at de var noget? Sådan har det ganske givet lydt på Fredensvang og på stadion i Aarhus i årene efter, at AGF og Brøndby første gang mødte hinanden i den bedste danske fodboldrække. Det var den 4. april 1982. Foran 10.000 tilskuere på Aarhus Stadion vandt AGF 1-0 over Brøndby, der var i gang med deres debutsæson i 1. division.

Senere lå de to klubber og kæmpede om mesterskabet i flere sæsoner, hvor Brøndby vandt i 1985, mens AGF vandt i 1986 og Brøndby igen i 1987, og fra Brøndbys oprykning i 1982 og i seks sæsoner frem sluttede begge klubber hvert år i top fire.

I samme periode mødtes de to klubber også i pokalturneringen. For eksempel finalen i 1988, hvor AGF’s Lars Lundkvist scorede sejrsmålet til århusianerne i den forlængede spillestil efter Brian Laudrup ellers havde kørt godt og grundigt rundt med det århusianske hold i en af de bedre finaler i nyere tid.

Brøndby ruskede AGF i kraven

Men trods pokalsejren i 1988 havde man i Aarhus store problemer med at acceptere det ”nye” hold fra den københavnske vestegn, der gjorde AGF rangen stridig som landets store fodboldklub. Og det er nok i det lys man skal man finde kimen til den rivalisering, der stadig er til stede den dag i dag, hvor der ellers er sket så meget med begge klubber. AGF er for længst blevet udstødt fra adelen og har indtaget en ny rolle som nærmest et elevatorhold, der stadig forsøger at finde sine ben i en moderne fodboldverden, mens Brøndby - oven på sin enorme succes i 90’erne - også er en ny størrelse, der ikke har vundet et mesterskab i lang tid og som oven i købet har været ganske få minutter fra også at rykke ud af Superligaen, men som trods alt med det yderste af neglene for det meste har hængt på i toppen af dansk fodbold.

Men den gang i 80’erne tog Brøndby den store traditionsklub i landets næststørste by i kraven og udfordrede ”storebror” i en grad, så AGF sank sammen og aldrig siden har rejst sig igen for alvor. Så ikke bare kom Brøndby op i 1980’erne og ville lege med de store - det endte også med, at Brøndby stødte AGF fra tronen og helt ned i dyndet - derned, hvor modstanderne hed Thisted og Ølstykke, og ikke Barcelona i Champions League oven på endnu et mesterskab.

Mogens Krogh nogle år efter det berømte mål, her fra 2002. Foto: Getty Images/Lars Rønbøg

Mogens Krogh nogle år efter det berømte mål, her fra 2002. Foto: Getty Images/Lars Rønbøg

Kulminationen på den proces, der skiftede magtforholdet i dansk fodbold fra Aarhus til Brøndby, kom i 1996 i en legendarisk kamp, der er blevet kaldt den bedste Superligakamp nogensinde. 

De fleste kender historien om, hvordan de to hold indædt kæmpede om guldet gennem hele sæsonen, og det indbyrdes opgør i fjerdesidste spillerunde af Superligaen var derfor en nøglekamp. Vi var 20.000 - nok lidt mere end det - klemt sammen på Aarhus Stadion, hvor vi var vidne til en fodboldoplevelse, der stadig sidder i kroppen på mange af os, der var velsignet af en tilstedeværelse.

Kampen var ikke bare velspillet og underholdende - den var også dramatisk med en helt vanvittig slutning, hvor Brøndbys målmand Mogens Krogh i overtiden udlignede en AGF-føring - et mål, der de facto var med til at smide mesterskabet over i Brøndbys hænder. Selv om AGF ret beset i en senere runde kunne indhente det tabte, men ikke formåede, at vinde hjemme over OB - en detalje historieskriverne ofte glemmer.

Og da så AGF blot fire dage senere tog revanche i pokalfinalen med en 2-0 sejr, føjede året 1996 blot nye dimensioner til rivaliseringen, der i årene efter blev noget udvandet af Brøndbys lange succesrække med flere DM-titler og AGF’s nedtur med hele tre nedrykninger og flere tiendepladser end byen kan holde rede på.

I alt har de to hold mødt hinanden 72 gange i Superligaen alene. Og her fører Brøndby klart med 41 sejre mod AGF’s sølle 17. Men alligevel har kampene de to i mellem bevaret en elektricitet, der overskygger den tilstand de respektive klubber på forskellige tidspunkter har været i - også selv om Brøndby de sidste tyve år har haft en ny og mere spændstig rival i skikkelse af FC København.

Magtskifte

Magtskiftet - fra AGF i toppen til Brøndby det samme sted - er et markant skifte, der blot har bidraget til at hælde en hel del bitterhed i det århusianske syn på Brøndby, hvor der er mange, der ikke kan slippe følelsen af, at Brøndby i 1996 og i de næste 10 år indtog en rolle i dansk fodbold skæbnen ellers havde tiltænkt AGF. Tankerækken er i hvert fald nærliggende, når talen i Aarhus falder på 90’erne. ”Hvad nu hvis? Og tænk hvis vi havde vundet den kamp?”. Bitterheden er stadig til stede i sprækkerne - man behøver ikke en gang kradse særlig hårdt. Så bibler det ud med betændelse så gul som jalousiens farve over Brøndbys succes, der betød en deroute som AGF først nu i vore dage er ved at arbejde sig ud af.

Foto: Getty Images/Lars Rønbøg

Foto: Getty Images/Lars Rønbøg

Det en dimension og et brændstof, der i sagens natur ikke er tilstede i brøndbyernes syn på rivaliseringen, hvor det - spørger man for sig på Vestegnen - meget handler om historiens vingesus og et anderkendelse af, at AGF er en ”rigtig” fodboldklub i modsætning til deres moderne rivaler i FC København. For i Brøndby er man sin historie bevidst og hylder den rivalisering, der kom ud af klubbernes parløb op gennem 80’erne og 90’erne - en historie man ikke deler med eksempelvis andre danske traditionsklubber som OB eller AaB.

- Rivalopgøret med AGF er opstået gennem kampe på banen og med en hel fankultur. Opgøret med FC København er noget, der er skabt af medierne. Jeg husker også, at en af FCK's grundlæggere sagde, at klubben var skabt som modstykke til Brøndby. Men AGF er 'the real deal,' for vi har sloges om titler. For os, der har været med i mange år, er der et specielt forhold til AGF. Jeg vil ikke sige, at det er direkte had, men vi taler da gemytligt om Århus. Det er også en af de udebaneture, jeg altid nyder meget. I fankredse er AGF-kampene dem, man har sjælen med i - det er det helt store som Brøndby-supporter, fortalte Brøndby-tilhænger Niels-Henrik Hansen, da Tipsbladet en gang undersøgte forholdet de to klubber i mellem.

Men selv om magtforholdet altså skiftede og AGF sank ned i dyndet og Brøndby tog ud i Europa med guld og andre medaljer - måske endnu tydeligere i 1997 symboliseret med et mesterskab Brøndby lige frem vandt i Aarhus, mens hjemmeholdet måtte nøjes med en tredjeplads - så fortsatte de intense og spændende kampe de to hold i mellem med flere legendariske øjeblikke.

For eksempel husker mange nok stadig AGF-angriberen Mike Tullbergs saksesparks scoring i sidste minut på Brøndby Stadion. Måske bedst Tullberg selv, da den scoring helt uventet fik ham solgt til Italien. Brøndbys Thomas Kahlenberg husker givet vis også hans to mål i en Brøndby-sejr på hele 4-0 i Brøndby foran næsten 20.000 tilskuere. Et resultat, der i øvrigt gentog sig få år efter, hvor den tidligere AGF’er Mads Jørgensen scorede i endnu en 4-0 sejr til hjemmeholdet foran lige så mange mennesker.

Tilskuertallet var til gengæld et pænt rundt nul, da Brøndby tog imod AGF den 1. april 2013 til en fodboldkamp uden tilskuere. På grund af uroligheder på tilskuerpladserne i Brøndby i forbindelse med en pokalkamp mod FC København tidligere på året, var hjemmeholdet blevet idømt en straf, der betød, at to hjemmekampe nu skulle spilles uden tilskuere på stadion. Skæbnen ville, at den ene af de kampe var mod AGF. Kampen - der blev en spøjs tavs oplevelse at følge i fjernsynet - endte i øvrigt 3-2 via en sen scoring af Brøndbys Simon Makienok efter AGF ellers havde været foran 2-0.

Kampen i 2008

Men en af de mest legendariske kampe i nyere tid - især, hvis man spørger i Aarhus - var nok den i august 2008, hvor Nando Rafael fik debut og som nævnt i indledningen altså også scorede et flot mål. For kampen bød på flere andre historier og mindeværdige øjeblikke end lige Rafaels mål.

Først kom Brøndby tilbage på 1-1 efter føringsmålet og målscoren var ingen andre end Morten ”Duncan” Rasmussen, der nu spillede for rivalerne og dermed intet mindre måske havde reddet AGF’s liv, da han to år før var blevet solgt til Brøndby med en pæn transfersum til følge, som gik lige ned i en meget slunken pengekasse i AGF.

Duncan havde dog stadig store følelser for sin gammel klub, han jo nu er i tilbage i, så da han scorede den gang i 2008, gik han blot stille tilbage til midten uden noget som helst tegn på glæde. En gestus, der ofte bliver skældt ud på, når spillere udfører den, men som her aldrig har givet bedre mening.

Så var der mere jubel over AGF’s mål til 2-1, der skulle vise sig at blive sejrsmålet i kampen. Det mål er - set med AGF-briller - måske på mange måder det vigtigste mål, der blev scoret på Aarhus Stadion i 00’erne. Det blev nemlig scoret af AGF-legenden Peter Graulund, der med sin baggrund som topscorer for Brøndby også selv spillede ind i den lange fortælling om rivaliseringen mellem de to klubber.

Op til kampen var der rygter om splid mellem ham og daværende AGF-træner Ove Petersen, der havde frataget Peter Graulund det ærefulde hverv som anfører. En tjans, som Graulund satte højt og var stolt af. Derfor generede det ham frygteligt, at Ove Pedersen havde degraderet ham.

Så et muligt Graulund-exit er det store samtaleemne i de århusianske korridorer op til kampen. Som altid er der mange tilskuere til kampen - og de mere end 16.000 tilskuere kan da også selvsyn konstatere, at Ove Pedersen og Graulund ikke er de bedste venner. For Peter Graulund starter ude på bænken og man kan mærke hans indædte frustration helt op til de billige pladser på øvre C.

Men da der stadig står 1-1 i anden halvleg, skal der ske noget, så Ove Pedersen æder en kamel af den slags, der sætter sig mellem tænderne, og beordrer Peter Graulund på banen.

Hvad der derefter hændte, er som taget ud af et eventyr. For der går under to minutter før Peter Graulund får vist Ove Pedersen, at han - i Graulunds optik - har taget fejl. Et indlæg fra venstre side fra AGF’s Michael Lumb møder Peter Graulunds skinneben på en lidt akavet måde. Alligevel rammer han bolden så veltimet, at den sejler over Brøndby-målmand Stephan Andersen ind i mål.

Har der nogensinde været et tidspunkt, hvor Aarhus Stadion har jublet igennem, så er det den tidlige augustaften i 2008, hvor deres helt scorer mod rivalerne fra Brøndby.

Peter Graulund jubler over en scoring mod Brøndby, mens Mike Jensen og Mikkel Bischoff ser på. Foto: Getty Images/Jan Christensen.

Peter Graulund jubler over en scoring mod Brøndby, mens Mike Jensen og Mikkel Bischoff ser på. Foto: Getty Images/Jan Christensen.

For i modsætning til Ove Pedersen, der var en træner, som delte vandene på tribunerne på Aarhus Stadion, så var Peter Graulund elsket af AGF's tilhængere. Nej, de ikke bare elskede ham. De forgudede ham. Så hvis man vil høre, hvordan det lyder, når fodboldfans jubler med en spiller - og ikke bare over en spillers mål, så skal man grave Peter Graulunds mål mod Brøndby frem på YouTube. Her vil man også kunne se Peter Graulunds indestængte vrede over sin træner forvandle sig til en forløsning af en anden verden. Og man vil kunne se, at hans holdkammerater jubler lige så meget og omfavner ham i en glædesrus, der kun blev overgået på tribunerne af de fans, der for alt i verden ikke ville miste deres helt.

Se Graulunds mål her:

- Den kamp og det mål blev virkelig skelsættende for mig og for min karriere i AGF. For jeg kan uden tøven sige, at havde jeg ikke scoret dér mod Brøndby, så var der ikke kommet en løsning på vores konflikt - det tror jeg ikke. For det var, som om det mål løste op for en masse ting, og jeg fik vist, at jeg ikke var færdig. Derfor blev jeg også så glad for scoringen, for jeg følte virkelig, at Ove Pedersen havde taget fejl af mig. Og der findes næppe nogen bedre følelse end at modbevise sine kritikere. Og ved hvem, hvad der var sket, hvis ikke vi havde løst konflikten. For efter Brøndby-kampen og mit mål satte vi os ned og fik løst det, fortæller Peter Graulund i bogen ”Jeg er nummer 11”.

Målet mod Brøndby betød, at Peter Graulund blev i Aarhus - på en kontrakt, der i øvrigt kostede AGF en ekstra million i forhold til den gamle kontrakt og daværende sportschef Brian Sten Nielsens firmabil - for den skulle Peter Graulund have. Men det var en billig pris at betale, synes man ude på lægterne, for her havde Graulunds mål ikke bare betydet, at han nu ville blive i klubben. Det betød også, at AGF vandt over Brøndby - og det er noget af det vigtigste i Aarhus - også nu på søndag, når Brøndby igen kommer forbi til en kamp mellem to store rivaler i dansk fodbold.

(Enkelte dele af denne tekst er baseret på bogen ”Jeg er nummer 11” af samme skribent som ovenstående)

AC Milan - Kinas fodbolddrømme går igennem Milano - del 2

AC Milan - Kinas fodbolddrømme går igennem Milano - del 2

Il Grande Torino og katastrofen, der ændrede italiensk fodbold for altid

Il Grande Torino og katastrofen, der ændrede italiensk fodbold for altid