logo.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Champions League-blog: Gåsehud, ostepops og store drømme i Gomaas garage

Champions League-blog: Gåsehud, ostepops og store drømme i Gomaas garage

BlogCast: Forventnings glæde overgår nogle gange selve dét, man glæder sig til, men når Real Madrid og PSG, og Chelsea og Barcelona, de næste uger tørner sammen, er der al mulig grund til at tro på, at begivenheden lever op til forventningerne. Her glæder Medianos Adam Møller Gomaa sig til Champions League, som venter lige om hjørnet. 

AF Adam Møller Gomaa

Endelig er Champions League tilbage. Siden der blev trukket lod til ottendedelsfinalerne tilbage i december, har vi kunnet glæde os til en hel række interessante kampe, hvor nogle er David mod Goliath, mens et par stykker er Goliath mod Goliath. De to opgør, som springer i øjnene for mange, er de dobbelt forsvarende mestre fra Real Madrid mod den evigt voksende gigant, Paris Saint-Germain og de regerende engelske mestre fra Chelsea mod de femdobbelte Champions League-vindere, Barcelona. Men der er masser at tage fat på og glæde sig til i de andre opgør også. Af og til kan forventningens glæde næsten være det bedste, men i år tror jeg ikke, at vi bliver skuffede over begivenheden i sig selv.

I næste uge går det løs. Så nu ved vi igen, hvad vi skal lave de fleste tirsdage og onsdage lige omkring klokken 20.45 de næste tre måneder. Selvom termometret siger minus tre grader i skrivende stund, får jeg varme kinder og bliver forårskåd ved tanken...(altså forårskåd i den betydning, som Den Danske Ordbog beskriver som ”munter, veloplagt og meget aktiv på grund af foråret med dets lyse timer og gode vejr” og ikke med betydningen ”seksuelt opstemt ved forårstid”. Forårskåd er beskrevet i begge betydninger i ordbogen, så forstår godt hvis nogle kortvarigt fik skumle tanker).

Du kan høre bloggen læst ind som podcast - eller BlogCast, som vi kalder det – her:

Hymnen der giver gåsehud

Champions League er noget ganske særligt. Sådan tror jeg, at mange har det. Dels fordi det er her, at vi får lov at opleve de allerstørste hold krydse klinger på tværs af landegrænser og nationale ligaer. Og dels fordi, at Champions League er blevet brandet helt fantastisk godt. Turneringen blev opfundet i 1955, men blev re-brandet i 1992. Og siden 1992 har den haft en speciel plads i mit fodboldhjerte. Turneringen fremstår som det ypperste af det ypperste. Det er ”Die Meister, Die Besten, Les Grandes Équipes, The Champions” - som der bliver sunget i den efterhånden legendariske hymne - der dyster om trofæet med de store ører. Det er sjældent, at turneringens knockout-fase, hvor de største hold er tilbage, skuffer. Det er det fineste fodbold, vi kan blive præsenteret for på denne planet. I hvert fald potentielt. Det tror jeg, at de fleste er enige om. Det er fodboldspillere verden over faktisk så enige om, at mange ligefrem vælger klub alt efter, hvem der har kvalificeret sig til Champions League. De seks kampe, som man kan få i gruppespillet i efteråret, og som halvdelen af klubberne må nøjes med, er simpelthen nok til at få folk til at vælge, hvor de skal flytte hen med deres wag, altså spillerkone, og hvor deres børn skal sendes i skole. Det har altid imponeret mig, at turneringen har den tiltrækningskraft på spillerne. Hvis man spiller meget i løbet af en sæson, når man måske 50 kampe om året, men det er de seks kampe i Champions League, der afgør hvilken klub, man vælger. Går man videre i turneringen, får man selvfølgelig flere kampe, og tre’erne i puljespillet har også Europa League at se frem til. Det ved jeg godt. Men dét, man er garanteret, er seks fodboldkampe. Måske mod nogle af de største hold i verden. Eller måske mod Besiktas, FC Porto og RB Leipzig, som det for eksempel var tilfældet for Monaco i denne sæson. Sådan kan være så heldig eller uheldig med lodtrækningen, alt efter hvordan man ser på det. Nogle håber på de store kassekampe, og andre håber på den lettest mulige lodtrækning sportsligt set, så mulighederne for videre avancement er størst mulige. Sådan er vi så forskellige, og det afhænger naturligvis også af klubbernes størrelse, hvilket perspektiv de har på turneringen.

Champions League-hymnen, som er fremført af Royal Philharmonic Orchestra fra London, har givet gåsehud i danske hjem siden turneringens begyndelse – og i hjem i hele resten af verden i øvrigt. Jeg har rejst mig fra mit sæde og nynnet med på hymnen hjemme i stuen og i Parken og på Vicente Calderon, og uanset hvor jeg har hørt hymnen, har jeg ladet mig forføre og mærket hårene rejse sig på armene for at gøre plads til gåsehuden. Samme fornemmelse fik jeg i øvrigt, da jeg for nogle år siden fik mulighed for at træde ind i TV3-studiet, hvor Champions League-op- og nedtakter optages. Champions League er på en eller anden måde en hellig gral, hvad end det er en hymne, et TV-studie eller bare god fodbold på skærmen, mens man sidder med en pose ostepops på maven. Ostepops er vist i øvrigt den mest solgte pose chips i Danmark. Selvom det er svært at indrømme for mange, at man sidder der med helt ostede og orange fingre og fedter med fjernbetjeningen. Nå, det her handler om fodbold, ikke om ost.  

Kæmpe kampe i vente

Vi er nået til ottendedelsfinalerne i turneringen, og sikke nogle kampe, vi får lov at opleve. Lodtrækningen ville det således, at de sidste 16 hold er parret således:

  • Juventus - Tottenham
  • Basel – Manchester City
  • FC Porto – Liverpool
  • Real Madrid – Paris Saint Germain
  • Bayern München – Besiktas
  • Chelsea – Barcelona
  • Shakhtar Donetsk – Roma
  • Sevilla – Manchester United

Allerede tirsdag går det løs med en helt særlig kamp, når Juventus og Tottenham mødes for allerførste gang i historien. Et Juventus-hold, der normalt er meget svær at score mod, og som hamrer derudaf i Serie A mod Tottenham, der langtfra har samme internationale erfaring, men som til gengæld har Harry Kane - og Christian Eriksen. Kane har allerede scoret seks gange i løbet af gruppespillet og er ved at tage skridtet op som verdens bedste 9’er efter min mening. Jeg tror, at han kan blive afgørende, men mere om det senere.  

Samme aften skal Manchester City ud at vise, om de nu har fået bygget et hold, der også kan dominere internationalt. At de kan dominere nationalt har de bevist i stor stil, og det virker som om, at Guardiolas idéer for alvor har fået fat i spillerne, og at Guardiola, lidt som en forkælet pige i en legetøjsbutik, nu har fået alle de spillere, han har peget på. Bevares, hvis jeg var Manchester City-manager, ville jeg gøre det samme, så intet ondt om Guardiola. Ligesom det er tilfældet med Juventus-Tottenham, så er det her et nyt match-up, og det bliver spændende at se, om Basel, der tidligere i denne sæson har slået Manchester United på hjemmebane, kan gøre noget ved Manchester City i den første kamp. Det er altid fedt, når vi får nye parringer mellem holdene at se, og selvom der her er tale om en ”David mod Goliath”-kamp, skal man aldrig sige aldrig. Men Basel kommer aldrig til at slå Manchester City over to kampe.  

Godt så, onsdag kommer Porto – Liverpool til at stå lidt i skyggen af aftenens anden kamp - med mindre man er Liverpool-fan (eller fan af FC Porto), så er det naturligvis ikke bare aftenens, men rundens vigtigste kamp. De to hold har i øvrigt mødt hinanden fire gange tidligere, og Liverpool har endnu ikke tabt, så der er god grund til optimisme for dem med hang til Liverpool. 

For de fleste af os andre er den største kamp på papiret selvfølgelig Real Madrid mod Paris Saint-Germain. De to mandskaber har spillet seks opgør tidligere, hvor det er blevet til to sejre til hver og to uafgjorte kampe. Real Madrids sæson sejler i den hjemlige turnering, og Champions League skal redde klubbens ære og jobbet for Zinedine Zidane. PSG er som sædvanlig ved at smadre al modstand i Frankrig, og jeg glæder mig helt ufatteligt meget til yderligere to kampe mellem to af verdens rigeste fodboldklubber, som har rigtigt mange af verdens bedste fodboldspillere på lønningslisten. Er det stadig Cristiano Ronaldo, som er kongen af Champions League, eller er der et tronskifte på vej, når den kommende verdensstjerne, Kylian Mbappé, tropper op med sit PSG-mandskab? I denne Champions League-udgave har Ronaldo allerede scoret ni gange i løbet af gruppespillet, mens Mbappé ”kun”har scoret fire gange. Til gengæld er han flankeret af de to holdkammerater, Cavani og Neymar, som har trillet sig i gennem puljen med små seks scoringer hver. Det kan næsten kun blive nogle helt fænomenale kampe både i Madrid og i Paris. Ikke mindst når man tænker tilbage på de episke kampe mellem PSG og Barcelona i sidste sæson. Lad os bare få mere af det.

Ugen efter afvikles de sidste fire ottendedelsfinaler – og selvom der altid er noget fedt over, at kampene spilles samtidig, så man kan få sin odds-kupon afgjort på aftenen, og så man kan følge sin hovedkamp på TV og alle de andre på sin second-screen, så klager jeg ikke over, at kampene er fordelt ud over to uger, så man i princippet kan se samtlige otte ottendedelsfinaler, hvis det er det, man har lyst til. Det er næsten flabet at brokke sig over.

I næste uge finder vi endnu en af de holdparringer, vi ikke har set før, nemlig Sevilla - Manchester United. Sevilla har skiftet træner og er gået fra Eduardo Berizzo til Vincenzo Montella. Det har indtil videre ført svingende ligapræstationer med sig, men til gengæld har Montellas mandskab fået booket sig en plads i pokalfinalen hjemme i Spanien. Ellers er Sevilla et hold, som primært har udmærket sig på den internationale scene i Europa League, og det her er jo faktisk kampen mellem de to seneste sæsoners Europa League-vindere.

Det femte engelske hold, som fortsat er med i turneringen er Chelsea, der får sin sag for, når de skal forsøge at spille sig videre mod Barcelona. Lionel Messi plejer at have det svært, når han møder Chelsea, men lige nu er det svært at forestille sig, at det ubesejrede tophold fra Spanien anført af en formstærk Messi skulle få problemer mod et hold, der kæmper for top fire i England, og som lige har tabt til Bournemouth og Watford. Der er masser af ikoniske Champions League-øjeblikke, som er opstået i møder mellem Chelsea og Barcelona, og hvis Real Madrid – PSG på papiret er den vildeste ottendedelsfinale, så må den være skarpt forfulgt af det her opgør.

Udover ovennævnte kampe mødes Bayern München og Beşiktaş og Shakhtar Donetsk og Roma. Måske to opgør, som ikke har helt samme sex-appeal som nogle af de forrige, men for tre af de fire mandskaber gælder det, at man er sidste bastion i forsvaret af nationens ære, og i sær for tysk fodbolds vedkommende vil det være en voldsom skuffelse, hvis ikke Bayern München tager kampen op med først Besiktas og sidenhen de engelske og spanske hold i kampen om mere europæisk hæder og ære til Tyskland.

Mediano CL er også tilbage

På Mediano glæder vi os til at tage hul på Champions Leagues afgørende fase. Og undertegnede glæder sig til at få lov at være fast vært på et program, som jeg fik lov at vikariere på i efteråret. På mandag er vi tilbage med Mediano CL, og mit mål med udsendelserne er at klæde folk godt på til at se kampene, og måske har man hørt en af vores eksperter komme med en pointe i løbet af udsendelsen, som man så lægger mærke til, når man ser kampene. Sådan skulle det gerne være, når man har hørt en god optakt. Og så skal en optakt give lytterne lyst til at se fodbold, selvfølgelig. Vores begejstring for turneringen kommer forhåbentligt til at skinne igennem hele vejen ud til jer og smitte af på jer også.

I Mediano CL har vi altid haft en del spilforslag, og dem skal I selvfølgelig nok fortsat få, så I kan få lavet nogle gode odds-kuponer. Det er også fortsat Oddset fra Danske Spil, som sponsorer Champions League-formatet på Mediano, og jeg kommer til at holde godt øje med spændende spil, som jeg kan sende videre i jeres retning, men mit mål med udsendelserne her i foråret er desuden, at vi får lavet nogle nærgående portrætter af klubber og spillere, og at vi kommer til bunds i nogle af kampene eller emnerne, så vi i højere grad hører ”meget om lidt” end ”lidt om det hele”. Jeg glæder mig til at dykke ned i den store Champions League-dam, og jeg håber, at I dykker med mig. Hvis I har input eller forslag til udsendelserne, så kontakt os gerne, på Facebook, Twitter, Instagram eller hvor du ellers måtte kunne finde os.

Gomaas garage

Som barn lavede mine kammerater og jeg ofte store turneringsoversigter, som gerne blev udformet på godt, gammeldags papir i min mors garage, over fiktive Champions League-turneringer, verdensmesterskaber eller hvad det nu måtte være. For så møjsommeligt at indføre resultaterne i tabellen, når vi havde spillet kampene. Og til sidst kunne vi så hylde en mester efter en storslået finale på den lokale sportsplads, med kun os selv som tilskuere og vidner til hele spektaklet. 

Så bare for at lege lidt: Jeg tror, at PSG slår et vaklende Real Madrid-mandskab ud. Og jeg kan simpelthen ikke se Barcelona ryge ud til Chelsea. Derudover sender jeg de to Manchester-klubber videre sammen med Liverpool, så fortsat engelsk dominans tror jeg på. Især fordi, at jeg, hvis jeg skal byde på en overraskelse, godt kunne se Tottenham gøre noget ved Juventus, især fordi Tottenham begynder på udebane, og fordi de har verdens bedste angriber. Inde på Oddset er Juventus favoritter til at gå videre samlet, og også til at vinde første kamp. Det tror jeg også, at de gør, men kan de holde Kane fra at score? Næppe. Hvis Tottenham får scoret i Italien og måske kommer hjem med 1-2 eller 1-3, kan det måske være her, at man kan finde en lille overraskelse i forhold til, at det bliver det undertippede hold, som går videre. Sidst men ikke mindst tror jeg, at Bayern går sikkert videre, og at Roma lige nøjagtigt er bedre en Shakhtar Donetsk og, ligesom Tottenham, drager nytte af at begynde på udebane. Om en måneds tid ved vi, om jeg er genial eller helt væk.

Også EL-fokus

På Mediano har vi ikke et dedikeret Europa League-program (endnu), og derfor forbeholder vi os retten til også at tage et kig på Champions Leagues lillesøster, Europa League, når vi laver Mediano CL. I vores La Liga-magasin har vi allerede bagt lidt op til FCK-Atletico Madrid, set især fra spansk side.

Seneste La Liga-udsendelse, hvor vi også taler FCK-Atletico, kan du høre her:

Og i Mediano CL vil vi også se frem mod opgørene, der er så store, at de næsten burde have været i Champions League-regi. Der går lang tid imellem, at et dansk hold møder et spansk. For mig står kampen mod Barcelona i Parken i 2010 ud. Her fik FCK som bekendt 1-1, og det kunne måske også være et realistisk bud på et resultat denne gang. Har FC København overhovedet en chance mod Diego Costa og Antoine Griezmann? Jeg tror, at det bliver særdeles svært for FCK at gå videre samlet, men uafgjort på hjemmebane er ikke urealistisk i min bog.

Nå, tilbage til Champions League. Vi begynder som sagt igen på mandag. Indtil da kan du også høre vores nye preview-format, hvor vi så småt er begyndt med opvarmning til Champions League-kampene, og i den seneste udgave ser Jonathan Hartmann og Jonas Hebo Rasmussen blandt andet på de fem engelske hold i turneringen.

Den udsendelse kan du høre her:

Jeg glæder mig til igen at få gåsehud, når Champions League-hymnen toner frem på skærmen, og så håber jeg inderligt, at kampene kan leve op til al forventningen – for så bliver det dæleme nogle gode fodboldkampe. Måske en pose ostepops skal indkøbes som prikken over i’et.

Hvis du vil i rette stemning, så kan du høre Champions League-hymnen her. 

Foto: Getty Images

Mediano Superliga: "Det bliver et spil om top 6, top 10 og top 12"

Mediano Superliga: "Det bliver et spil om top 6, top 10 og top 12"

Da Fans reddede spillerne på Stadium of Light – Sunderland-fortællingens 10. kapitel

Da Fans reddede spillerne på Stadium of Light – Sunderland-fortællingens 10. kapitel