Mediano Fan om ansigtsgenkendelse med Christian Rothmann & Aske Stentoft
På Brøndby Stadion vil man fremover benytte ansigtsgenkendelsesteknologi til at holde personer med karatæne ude, og samme brug af teknologien kan være på vej i andre klubber. Men hvordan skal man som almindelig fan forholde sig til dette tiltag? I denne udsendelse anskues emnet fra et fanperspektiv - flere udsendelser vil følge.
Af Sture Sandø
Podcasten i denne artikel er sponseret af Arbejdernes Landsbank
Da Brøndby IF d. 13. juni offentliggjorde, at klubben vil tage ansigtsgenkendelsesteknologi i brug gav det anledning til debat, og den debat tager Mediano Fan her hul på. Det er et ekstremt komplekst emne, som vi gerne vil tage op fra flere vinkler, og denne udsendelse er så den første i rækken, hvor vi anskuer emnet fra et fanperspektiv.
I udsendelsen deltager Christian Rothmann, der er formand Danske Fodbold Fans og aktiv AaB-fan og Aske Stentoft, der er mangeårig Brøndby-fan og stadiongænger.
De tager debatten set fra et fanperspektiv ud fra de ting vi ved på nuværende tidspunkt. For hvilke fordele kan det have, at man tager den nye teknologi i brug? Hvilke faldgruber er der? Hvad gør det ved tryghedsfølelsen? Kan det ligefrem gøre det mere utrygt, hvis man ikke stoler på teknologien? Og hvad er erfaringerne fra udlandet?
Der er som skrevet rigtig mange indgangsvinkler, og de vil blive belyst yderligere her i formatet.
Har du derude en idé til en person, som du mener kunne være relevant at få i tale om emnet, ris eller ros, så tøv ikke med at tage kontakt på sture@mediano.nu.
Foto: Tullio M. Puglia/Getty Images