Mediano STORY: Den mest sete danske klubkamp nogensinde var også en dramatisk kamp om mesterskabet

43.300 tilskuere var på stadion, da KB og B1909 i 1964 mødtes i en direkte kamp om mesterskabet.  Den rekord bliver måske aldrig slået. Her er historien om, hvordan det gik til. 

AF SEBASTIAN STANBURY

Det er ikke unormalt med tilskuertal over 30.000 i nutidens Superliga.
FC København har i skrivende stund allerede trukket så mange mennesker ad huse et par gange i denne sæson. Det er så godt som garanteret, at det ikke er sket for sidste gang i foråret. Og Superligaen som helhed tiltrækker mange tilskuere i denne sæson. Gennemsnittet er i skrivende stund på 9.789 tilskuere per kamp; det højeste siden Superligaens dannelse i 1991 – dengang Hans Bjerg-Pedersen som formand for Divisionsforeningen satte et meget ambitiøst mål om 8000 per kamp.
En god håndfuld gange i begyndelsen og midten af nullerne, før D-tribunen blev bygget op og kapaciteten sat ned, var der mere end 40.000 tilskuere til Superliga-kampe i Parken. I alle tilfælde til kampe mellem FC København og Brøndby. Én gang har den omvendte kamp på Vestegnen trukket over 30.000 tilskuere. Det var til guldkampen i 2003, som Hjalte Bo Nørregaard afgjorde i tillægstiden.
Der har været over 30.000 tilskuere til divisionsfodbold i Odense for et mere end et halvt århundrede siden, og divisions- eller Superliga-kampe i Aalborg, Esbjerg, Vejle og Aarhus har trukket mere end 20.000 tilskuere. Indimellem sker det stadig i sidstnævnte by.
Men den mest sete danske klubkamp bliver nok aldrig overgået. Så skal der i hvert fald bygges nye stadioner rundt omkring i landet, eller de allerede eksisterende skal udbygges.

Rekorden for flest tilskuere til en dansk klubkamp er 59 år gammel. Foto: Politiken.

43.300 tilskuere så på, da KB og B1909 den 15. november 1964 mødtes i Idrætsparken. Det kunne næsten ikke være mere attraktivt at tage til fodbold end netop den dag. Efterårsvejret var hæderligt, landets to mest seværdige fodboldhold spillede, og oven i købet var der et mesterskab på højkant.
Og havde det ikke været for dårlig planlægning, havde tilskuertallet været langt, langt højere.

KB's kollaps kostede

KB's angreb gik i stå på et kritisk tidspunkt.
I hele 1964-sæsonen hamrede københavnerne mål ind. Sæsonen var 22 kampe lang, og KB scorede i de første 20. Oven i købet hele 62 af slagsen, hvilket gav et snit på 3,1 per kamp.
Men i næstsidste runde løb KB tør for scoringer. Førerholdet i 1. division, den bedste danske række,  mødte Vejle Boldklub på udebane, og det var en vanskelig opgave. Vejlenserne lå et stykke fra de allerbedste hold i hold i ligaen og var blandt andet hæmmet af, at profiler som Tommy Troelsen, Ole Fritsen og Johnny Hansen var inde som soldater og derfor ikke kunne træne med holdkammeraterne. Men det jyske hold var alligevel ubesejret i cirka halvanden måned op til KB-kampen og havde blandt andet besejret de forsvarende mestre fra Esbjerg fB på udebane undervejs i den fine stime. Den fortsatte mod holdet fra hovedstaden. VB vandt 2-0 i en kamp, hvor 1. divisions topscorer Jørgen Ravn – 21 mål i de første 20 runder – brændte seks hovedstødschancer for gæsterne. Måske var det nerver, der spillede KB'erne et puds. Det var i hvert fald konklusionen i aviserne. Spillet flød ikke på den ellers flotte græsplæne i Nørreskoven.
”Vi spiller åbenbart bedst på knoldmarker,” sagde landsholdsfløjen Ole Sørensen, blandt andet med henvisning til, at banen hjemme i Idrætsparken ikke var noget at råbe hurra for.

Tommy Troelsen scorer et skæbnesvangert mål for Vejle mod KB. Foto: BT.

Nederlaget var kostbart. For tidligere den søndag havde B1909 på hjemmebanen i Odense slået BK Frem ved at vende 0-1 til 3-1.
Da Nierne efter kampen sad og spiste, dukkede en mand op i restauranten og sagde til spillerne:
”Hva' siger I så, gutter, Vejle har tævet KB med 2-0.”
Det fik ifølge Ekstra Bladet et jubelskrig til at bryde ud. Resultaterne betød, at B1909 overtog førstepladsen forud for sidste runde – hvor modstanderen var KB i Idrætsparken. En direkte kamp om guldet.
Meldingen fra Vejle fik de fynske spillere til at snakke i munden af hinanden. Men avisens reporter fik følgende citat til blokken fra landsholdsspilleren John Danielsen:
”Det var det bedste, der kunne ske. Nu kommer der 40.000 tilskuere på søndag i Københavns Idrætspark, hvis det i øvrigt slår til.”
I Vejle var forsvareren Henning Helbrandt ikke lige så begejstret ved udsigten til knald-eller-fald-kampen:
”Jeg ville nu hellere have været med til at vinde i dag, selv om der så kun kom 1000 tilskuere til den afgørende kamp mod B1909,” sagde han til Politiken.

”Lad dem more sig i København”

Det var to magtfaktorer i dansk fodbold, der skulle kæmpe om guldet på sidste spilledag.
KB var landets mest vindende klub med 12 danske mesterskaber. Det seneste mesterskab lå dog tilbage i 1953, og KB'erne mente, at det efterhånden var deres tur til at vinde titlen efter sølvmedaljer i 1959, 1960 og 1961. De kunne endda få mesterskabspokalen til ejendom, eftersom de kunne vinde den for sjette gang, siden den blev taget i brug i 1939. Og så spillede de godt.
”Enhver københavner med respekt for sig selv holdt med KB i de år. Holdet var suverænt landets mest underholdende, selv om B1909, AGF og Esbjerg (tre år i træk) var dampet af med titlen. Men intet hold scorede så mange mål som KB'erne,” skrev Per Høyer Hansen nogle år senere i Tipsbladet om Kjøbenhavns Boldklub i den periode.
B1909 blev i 1959 den første klub til at hive det danske mesterskab til Fyn, og den røde Odense-klub havde også vundet pokalturneringen i 1962. Nierne var lokale stoltheder i bogstaveligste forstand. Ikke nok med, at hele truppen var fra Fyn: Med undtagelse af angriberen Mogens Haastrup fra Svendborg kom alle spillerne fra Skibhuskvarteret i Odense. Også de spillede en omgang glimrende fodbold. De havde fokus på pasningsspillet og på at kombinere sig frem ad banen med hurtige førstegangsafleveringer.
Og nu lå denne samling velspillende fynboer til at blive dansk mester. Inden sidste runde lå B1909 og KB á point med hver 29 point og en målscore på henholdsvis 52-33 og 62-40.
Her vil den årvågne læser nok gøre indsigelser. For har KB ikke en målscore på +22 mod kun +19 til B1909? Ganske rigtigt. Men dengang regnede man ikke med målforskel. I stedet var målkvotienten afgørende. Man dividerede antallet af scorede mål med antallet af indkasserede mål, og her var Nierne bedst med en målkvotient på 1,575, mens KB havde 1,550. Meget tæt, men det betød, at B1909 i sidste runde kunne klare sig med uafgjort og holde københavnerne bag sig.
Der var dog den hage, at uafgjort også kunne sende guldet til Jylland. For ét point bag B1909 og KB lå AGF, der skulle møde B.93, Med den perfekte kombination af resultater, så målkvotienten magede sig, kunne aarhusianerne også blive mester.
Aviserne opremsede de forskellige scenarier. Blev det for eksempel 3-3 i topkampen i Idrætsparken, mens AGF vandt 4-0, ville B1909, KB og AGF alle have 30 point, men en målkvotient på henholdsvis 1,527, 1,511 og 1,529 – og så var guldet jysk. Og hvis det blev 1-1 i København og 5-0 i Aarhus, ville både B1909 og AGF ende med en kvoetient på 1,558 – og hvad ville der så ske? Ekstra Bladet mindede om, at det havde været tilfældet i 1928, hvor der simpelthen ikke blev uddelt et mesterskab, da Frem, B.93 og B1903 sluttede á point, fordi de to sidstnævnte klubber nægtede at være med i en omkamp.
Det var dog alt sammen hypoteser, før kampene rent faktisk blev spillet. Og i Aarhus troede man ikke på den spinkle chance.
”Lad dem more sig i København,” sagde AGF-træner Geza Toldi til Politiken.
Han forventede ikke, at KB og B1909 ville spille uafgjort, og de fleste var enige med ham. Også i fodboldforbundet. Den fungerende DBU-formand Andreas Dahl Engelbrechtsen ville befinde sig i Idrætsparken med guld- og bronze-medaljer, mens sølvet blev sendt til Aarhus i formodning om, at der ville blive fundet en vinder i den københavnsk-fynske guldkamp, og at AGF også ville vinde.
Der var desuden en ekstra præmie på spil: Deltagelse i Europa Cuppen for Mesterhold.
Indtil da havde man i Danmark ladet vinderen af forårsturneringen spille efterårets europæiske kampe med kalenderårsturneringen som argument. Hvis man lod den danske mester, der blev kåret sidst på efteråret, spille i Europa Cuppen for Mesterhold, var der for stor risiko for, at holdets styrke var forandret, når den europæiske kampagne begyndte trekvart år senere.
Derfor havde B1909, der lå nummer ét ved sommerpausen, i september og oktober 1964 spillet to kampe mod selveste Real Madrid med Paco Gento og Ferenc Puskás i spidsen (og tabt sammenlagt 9-2). Men den gik ikke længere med UEFA. Faktisk undlod det europæiske forbund overhovedet at svare på forespørgslen fra de nordiske lande med kalenderårsturnering, der ville fortsætte med at lade deres forårsmestre deltage, og så vidste man godt, hvad holdningen var hos magthaverne nede i Schweiz.

Fodboldtog, fodboldbus, fodboldfærge

Sæsonens afsluttende uge bød på massiv optakt til sidste runde, der ikke kun bestod af guldkampen i København. Der var medaljer, op- og nedrykning på spil, og i alt 42 divisionshold ned gennem rækkerne skulle i kamp på samme tid, søndag 13.00. Det havde DBU besluttet, da man tidligere havde oplevet såkaldt ”uldne” resultater i sidste runde, hvor nogle hold kunne spille på et bestemt resultat.
”Vi forsøgte også engang at lukke telefonerne på de forskellige stadions, men det kan ikke praktiseres effektivt,” sagde DBU-generalsekretær Erik Hyldstrup om arbejdet for at lade kampene leve uafhængigt af hinanden.
Nej, det var vanskeligt for ikke at sige umuligt at holde folk rundt om i uvidenhed. Danmarks Radio  rykkede oven i købet søndagens sportsudsendelse, så den begyndte klokken 14 i stedet for klokken 15. Så kunne man nå at få afgørelserne med direkte.
Interessen for kampen i Idrætsparken var enorm.
”En masse mennesker, som aldrig har sat deres ben på Odense Stadion, har sagt til mig, at de skal til fodbold på søndag. Og når de så tager helt til København for at se det – ja så er den jo gal...” sagde B1909'eren John Danielsen til BT.

De fynske tilskuere, der rejste til København, var bevæbnet med vimpler og flag. Foto: Fyens Stiftstidende.

Medierne berettede begejstret om fodboldtog, fodboldbusser, ja sågar fodboldfærger fra Fyn til Sjælland.
Fyns Rejsebureau arrangerede buskørsel til København – tur/retur for 38 kroner og 50 øre. Men det var billigere at tage med det tog, som Fyens Stiftstidende arrangerede. Det kostede kun 27 kroner frem og tilbage. Der var afgang fra Odense 7.30 søndag morgen, og så var man hjemme igen 22.30 samme aften. Men havde man lyst til en festlig weekend i København, kunne man også tage toget allerede klokken 13.30 om lørdagen.
”Der er lagt op til en fornøjelig tur, og på rejserne over Sjælland er der udflugtsvogn med musik og servering. B1909's røde vimpler bliver udleveret i toget, så de mange fynboer rigtig kan præge stemningen i Idrætsparken,” stod der i avisen.
I København ville man ikke stå tilbage for den offentlige, fynske transport. KB havde lejet to sporvogne, som kørte klubmedlemmer fra KB Hallen på Peter Bangs Vej til Idrætsparken. Den tur tog cirka en time.

Ville Rask blive rask?

Imens varmede medierne godt og grundigt op til ”Slaget mellem KB's superangreb og trillekongerne fra Odense”, som Politiken døbte storkampen.
Det begyndte allerede søndagen forinden. Umiddelbart efter nederlaget til Vejle vidste KB'erne ikke rigtigt, hvilket ben de skulle stå på.
Målmand Nils Jensen havde sådan set allerede resigneret:
”Der er vel plads til endnu en sølvmedalje på væggen, selv om det efterhånden vrimler med det stads,” lød det i BT fra keeperen, der havde været med til at blive vicemester i '59, '60 og '61.
Anderledes optimistisk – endda i samme avisartikel – var holdkammeraten Ole Sørensen:
”På søndag har vi ingenting at forsvare, men til gengæld alt at erobre. Ikke noget med taktik, ikke noget med nerver – kun ud for at sætte alt ind på at vinde. Der er overhovedet ikke noget at spekulere på. Men nierne – nu er det deres tur til at være presset af nerver, for på papiret er de jo nu mestrene...”
”Det er jo sandt,” anerkendte KB's fodboldformand Gorm Jørgensen.
”Det er da en skøn fornemmelse. Sikken kamp det skal blive – og med 40.000 københavnere i ryggen. Hvad har vi så at være kede af? Men de stakkels niere,” sagde KB-lederen om det for B1909 så tragiske faktum, at de havde overtaget førstepladsen i ligaen med én kamp tilbage.
Megen fokus lå på de to trænere, KB's østriger Walter Presch og B1909-træneren Carlos Pintér fra Ungarn. Pudsigt nok havde de begge en fortid som træner for modstanderne – og så virkede de til at være de mest nervøse personer i og omkring de to klubber.

Walter Presch instruerer på KB's anlæg på Frederiksberg. Foto: Politiken

Presch ville ikke spå om resultatet i Politiken:
”Ellers tak. Lad mig hellere snakke om det usædvanlige i, at man får en altafgørende finale, der lover en fodboldfest ud over det almindelige. I mine mange år som omflakkende træner i det meste af Europa har jeg aldrig været ude for en tilsvarende situation. Er der noget at sige til, at jeg har sovet skrækkeligt i hele denne uge, hvor jeg i hvert fald spillet finalen de første halvtreds gange. Desværre får jeg jo ingen direkte indflydelse på resultatet, når først spillerne er sluppet løs i Idrætsparken. Jeg må ty til cigaretterne, der dulmer så godt. Normalt ryger der en pakke.”
Hans kollega på Fyn var nærmest et ekko i samme avis:
”Er det ikke skrækkeligt, at man ikke har den ringeste indflydelse på resultatet, når spillerne er kommet på banen? Så må jeg ty til de dulmende cigaretter. Normalt ryger der en pakke. Det bliver nok dyrere i morgen.”
Selvfølgelig var der også løbende trupnyt. B1909-profilen Per Jacobsen havde døjet med en mild fibersprængning og var så ofte ved klubbens doktor Salling for at få behandling, at han næsten havde fået en nøgle til klinikken, sagde han selv. Han skulle til ”prøvesparkning”, som det hed, lørdag eftermiddag inden afgang til København, men endte med at blive klar.
Og så var den fynske målmand Svend Aage Rask forkølet, men ”han bliver som sit efternavn,” lovede BT. Det fik avisen ret i. Rask kom til at spille i Idrætsparken.
Det var ikke tilfældigt, at det var BT, der havde opdateringen om B1909's målmand. Ingen avis havde større fokus på guldkampen, der i ugen op til hver dag blev dækket i spalterne med en nedtælling: ”Fem dage før slaget”, ”fire dage før slaget” og så videre.
Avisen gav sine læsere den ene trivielle, men hyggelige oplysning efter den anden. For eksempel, at John Danielsen mandag, dagen før Mortensaften, var med i et spil banko om ænder. At Nils Jensen havde fri fra træning tirsdag, fordi hans mor havde fødselsdag. At Carlos Pintér samme dag serverede råt kød for sine spillere i Odense. At KB'erne havde en dårlig træning onsdag på grund af tåge. At divisionstopscorer Jørgen Ravn var langskægget på grund af et væddemål om en kasse Hof, men at Walter Presch ikke ville lade ham spille ubarberet. Og at Nierne var i dampbad om fredagen.
Men Fyens Stiftstidende kunne også levere den slags nyheder. Den fynske avis afslørede, at B1909's trup lørdag aften på teateret Det Ny Scala på Nørrebro så forestillingen ”Hvordan man får succes i forretning uden at røre en finger”.

Tusinder kom ikke ind

Så oprandt endelig dagen, hvor det danske mesterskab skulle placeres.
”Hele landet vånder sig fra morgenstunden. Kl. 13 må alt andet liv vige for fodboldspillet, når en kvart million tilskuere går til fodbold for at opleve det sidste hektiske drama. I Københavns Idrætspark spiller KB og B1909 om Danmarksmesterskabet i en kamp så spændende, at den har optaget hele landet i sidste uge, og man nøjagtig ved, hvad de 22 spillere har fået at spise, hvordan de har sovet, og hvad deres børn og koner siger og mener.”
”I denne uge har der været gættet livligt om, hvem der bliver Danmarksmester i fodbold i dag, så derfor strømmer folk fra hele landet ud for at se, om de nu også har gættet rigtigt. Der vil være en masse københavnere til stede, der vil være odenseanere og andre -anere, der vil være sjællændere og jyder, borgere og bønder, præster og skomagere, chefredaktører og en enkelt bornholmer,” skrev Politiken – uden i øvrigt at præcisere, hvem bornholmeren var.
Det var i hvert fald rigtigt, at tilskuerne strømmede til. Der kom rigtigt mange mennesker til fodbold den dag. Rekorden for flest besøgende til en divisionskamp var 38.200 til en kamp mellem KB og AB i maj 1948. Den blev slået eftertrykkeligt på en grå novembersøndag 16 år senere. I alt kom 43.300 mennesker til fodbold i Idrætsparken, og den rekord er aldrig siden blevet overgået til en dansk klubkamp.

Banen var ikke god. Til gengæld var der mange mennesker. Foto: Aktuelt

Så ville man nok forvente, at aviserne begejstret skrev om rekorden og bragte lange reportager om den spændte atmosfære inde på tribunerne. Det gjorde de ikke. Faktisk skrev de mest om de tilskuere, som måtte blive ude.
For tilskuertallet kunne have været endnu højere. Kapaciteten var på 52.000 – det havde der været, da det brasilianske landshold var på besøg i 1960 – og muligvis kunne antallet af besøgende til KB-B1909 have været et sted i nærheden.
For flere tusinder kom aldrig ind. Ude foran stadion var der kaos og skubben og tumult, da folk forsøgte at presse sig ind til kampen. Og længe inden kampstart blev portene lukket. Man turde ikke lukke flere ind. Oven i købet gik højtaleren i stykker, så man ikke kunne informere de ventende om, at de ikke ville komme videre.
Problemet var, at der ikke var blevet solgt billetter på forhånd. KB's bogtrykker kunne ganske enkelt ikke nå at lave dem, da det viste sig, at kampen blev afgørende for mesterskabet. Fordi tilskuerne ikke var anvist faste pladser, var det vanskeligere at udnytte tribunernes fulde kapacitet. Og så var der den kuriøse detalje, at fordi det var november, var stadiongængerne iført tykke vinterfrakker og fyldte derfor mere.
”Der var intet, vi hellere ville end lukke folk ind. Men i går turde vi simpelthen ikke lade flere passere. Vi var bange for repressalier, bange for at folk skulle komme tilbage og forlange deres penge igen, fordi de ikke kunne se. Det problem slås vi med hver gang, man ikke har sørget for billetter,” sagde stadioninspektør O. Ubbesen til BT.
Men de, der kom ind, stod for en storartet opbakning. Et blæseorkester underholdt før kampen og i pausen. Fodboldledelsen i KB havde haft møde med samtlige ungdomsledere- og trænere i klubben og bedt dem organisere hylekor. Og der var både vimpler og bannere på tilskuerpladserne. ”Kom saa KB alle el've, kæmp, saa hele Fyn maa skælve,” stod der på et af dem. ”KB smid ej guldet væk, send de fynske hjem med smæk,” opmuntrede et andet.
”Som det eneste modtræk banede en tapper landsoldat og hans civilklædte kammerat sig vej ind på banen med en ganske beskeden plakat, der i al sin enkelthed bar indskriften ”B1909”. Men dog altid noget,” rapporterede Fyens Stiftstidende.
Det hele blev afviklet i en fair ånd, hvor B1909's indsats også blev anerkendt trods københavnsk overtag på tilskuerpladserne. Per Høyer Hansen skrev i 1979 i Tipsbladet, at han aldrig siden havde oplevet sådan en stemning til en dansk klubkamp. DBU-formanden Dahl Engelbrechtsen sammenlignede i en tale efter slutfløjt atmosfæren med en engelsk cup-finale. Og Niernes keeper Svend Aage Rask sagde i omklædningsrummet bagefter, at publikum havde været ”aldeles udmærket.”

KB's Everest

Men det hele handlede jo altså mest om det, der skulle foregå inde på banen. Den var i øvrigt ringe, banen. Odenses borgmester Holger Larsen kaldte den for ”en fedtet mudderpøl”. Det til trods spillede KB og B1909 en flot og underholdende fodboldkamp.
Ovre i Aarhus vandt AGF med 1-0 over B.93. Men det var ikke nok til at blive dansk mester. Så det skulle afgøres i København.
For man fandt en vinder i Idrætsparken, selv om det tog lang tid. Begge hold spillede glimrende og vakte stor begejstring. Også hos observatører fra den anden side af Øresund.
”Det var simpelthen årets klubmatch i skandinavisk fodbold. Hvilken kamp, hvilken fight, hvilken vidunderlig boldglæde over det, som dog reelt er det væsentlige i fodbold, angrebet!” sagde den svenske journalist Thure Isacsson til Ekstra Bladet.
”Der er sket lige så meget som i alle de svenske turneringskampe hele sæsonen tilsammen,” sagde Sven Hansson fra Sydsvenska Dagbladet til Politiken om oplevelsen.

Mogens Haastrup fra B1909 sparker på mål. Foto: Politiken

KB dominerede i størstedelen af kampen og havde langt de fleste chancer. Bedste mand på banen var Svend Aage Rask, der heldigvis for B1909 var kommet sig over sin forkølelse og tog det meste af, hvad KB kom med. BT opgjorde efter kampen, at han havde haft otte lette redninger, tre svære og én god – hvad forskellen så måtte være. Én gang blev han passeret af Finn Møller – toer på topscorerlisten efter holdkammeraten Jørgen Ravn – men da reddede Leif Hartwig på stregen.
Den måske bedste skribent i den æras sportsjournalistik var Politikens Magnus Simonsen, i spalterne kendt som ”Simon”. Da B1909 i 1959 vandt mesterskabet med en sejr over Frem, var det ham, der brugte udtrykket ”kold som en brøndgravers røv” om B1909-målscoreren Erik Berg. Fem år senere var han i hopla igen:
”KB'erne havde med stædig tapperhed prøvet alt. De boltrede sig i de kønneste angreb, hvor bolden gik fra mand til mand, blev svunget fra fløj til fløj, de headede, og de skød, de forsøgte solodriblinger og spillede ludo med små, raffinerede, men overdrevent snævre afleveringer i alt sølet inde foran fynboernes mål.”
”Det var fest og festfyrværkeri, sindssvagt spændende og kønt, men KB'erne fik aldrig den tilfredsstillelse som Sir Hillary, da han endelig nåede op på Mount Everests top og i stedet for nogle beåndede ord over sin storslåede bedrift spontant udbrød: "Så fik vi endelig ram på den sjover...”
Og så slog B1909's dygtige teknikere i stedet til. Der manglede 10 minutter, stillingen var stadig 0-0, og nierne vandt en duel efter et langt udspark fra Nils Jensen. Midt på banen havde en KB'er hånd på bolden, men dommer Tage Sørensen – tidligere AGF-profil og landsholdsspiller – dømte fordel, og straks efter fandt John Danielsen svendborgenseren Mogens Haastrup, der fintede en afslutning, trak uden om Nils Jensen og sparkede bolden i mål.
Det blev kampens eneste scoring. Svend Aage Rask fik en advarsel af Tage Sørensen for at trække tiden mod kampens slutning – en uhørt kontroversiel handling og straf, skal man tro datidens aviser – og så blev der fløjtet af. KB-drenge spurtede ind på banen med blomsterbuketter til de nykårede danske mestre fra B1909.

23-21 i cigaretregnskabet

Selv om han havde røget 23 cigaretter i løbet af kampen (Walter Presch holdt sig på 21), styrtede Carlos Pintér på banen sammen med KB-drengene, da kampen var forbi. Han fik beskidte laksko, og den elegante kameluldsfrakke blev mudret til, når hans spillere dunkede ham i ryggen, men han var ligeglad. Det betød meget for ham endelig at vinde det mesterskab, som han med KB havde været tæt på flere gange.
”Begge holds spillere udførte et hestearbejde, som jeg kun kan beundre. Jeg synes, det kan være interessant at sammenligne denne finale med tilsvarende store kampe i udlandet. Dansk amatørfodbold når måske ikke altid så højt op, men jeg mener, at denne kamp i alle henseender kunne måle sig med, hvad der bydes på ved lignende lejligheder i de store udenlandske fodboldnationer,” sagde Pintér ifølge Jyllands-posten i det godt proppede omklædningsrum.
”Det var sjovt. Endelig oplevede København det, som vi har lavet nogle gange på Odense Stadion: En rigtig folkefest. Mit tip var ellers 4-1 til KB, men da vi havde spillet lidt, og jeg havde fået fat i nogle gode ball'er, havde jeg på fornemmelsen, at KB ikke kunne score. Både Jørgen Ravn og Finn Møller virkede nervøse og ikke nær så farlige, som de kan være. Og for mig var det en ønskebane. Jeg spiller altid bedst i regnvejr og på fedtede baner,” sagde Svend Aage Rask til Politiken.

Foto: Fyens Stiftstidende

Hos B1909 flød champagnen. Det var de ansatte i Idrætsparken, der havde bestilt flaskerne til den vindende klub, men ingen havde betalt for dem. Niernes kasserer tog regningen med et smil. Inde hos KB'erne nøjedes man med pilsnere. Finn Møller mente, at KB havde haft lige så mange chancer som i de foregående 21 kampe tilsammen.
”Mod fynboerne var det en af de dage, hvor ingen i de mest afgørende situationer turde tage ansvaret og knalde løs. Vi overdrev vores afleveringer i straffesparksfeltet og var alt for forhippede på at skabe chancerne i stedet for selv at kanonere løs,” sagde den målløse angriber.
Keeper Nils Jensen så allerede fremad. Han havde været trist ved udsigten til endnu en sølvmedalje til væggen, og nu blev det faktisk kun til bronze, fordi AGF overhalede KB. Men Jensen ville være mester.
”Tænk sig at være så tæt ved og så ikke få mesterskabet alligevel. Men nu er jeg blevet stædig. Jeg vil prøve at vinde et DM, og jeg bliver ved med at spille, om jeg så skal hente min folkepension på vejen ind til kampen,” sagde han til Aktuelt.
Det lykkedes rent faktisk for ham. I 1968, kort før sin 33 års fødselsdag, vandt han endelig det danske mesterskab. Og så stoppede han året efter – meget passende efter endnu en sølvmedalje.
Det lå endnu nogle år ude i fremtiden. Først skulle B1909 fejre deres titel.

Også tusindvis af mennesker i Odense

Da champagnen var drukket ud, tog Nierne hjem til Odense, hvor festen for alvor begyndte. På forhånd havde Fyens Stiftstidende spået, at der ikke ville blive samme fejring som efter guldet i 1959. Det havde jo ikke længere nyhedens interesse, og folk var i øvrigt blevet mere blaserte på det halve årti, mente avisen at vide.
”Men nogle stykker møder der jo nok op.”
Det tør siges. Fyens Stiftstidende opgjorde selv, at 6000-7000 odenseanere ventede på banegården, da spillerne vendte hjem. Anfører Bruno Eliasen blev båret i guldstol som en del af det optog, der med et pigegarderorkester i spidsen førte spillerne ned til klubfesten på Grand Hotel. Der ventede et nyt orkester og tjenere i B1909's spilledragt. Spillerne viste trofæet frem på balkonen, og det varede en time, inden supporterne ville slippe dem, så de kunne gå til bords og nyde sejrsmiddagen bestående af klar suppe, kold laks, kalkun og is.

Mogens Haastrup poserer med pokalen til festen på Grand Hotel. Foto: BT

Koner og kærester var med til festen. Den varede til langt ud på natten og var med ”dans i det uendelige”, som Politiken skrev. 100 telegrammer med lykønskninger var indløbet. Blandt andet havde BK Frem sendt et digt:
Mesterskab til København
Det er stadigvæk et savn
KB de gik hen og døde
Da de mødtes med de røde
Men vent kun til næste år
Når mesterskabet til Valby går
Det gjorde det nu ikke. Esbjerg fB, der havde vundet de tre foregående titler, var tilbage på tronen i 1965. B1909 blev kun nummer ni og har ikke vundet medaljer siden guldet i 1964. Odense-klubben var senest i den bedste række i 1992. I dag ligger B1909 i Danmarksserien.
KB vandt mesterskabet i 1968 og igen i 1974 og i 1980. Klubbens 15 mesterskaber er stadig dansk rekord, men bliver sandsynligvis inden for en årrække overgået af klubbens egen overbygning FC København, der lige nu har 14. Kjøbenhavns Boldklub spillede i eget navn sidst i den bedste række i 1990.
Samme år blev Idrætsparken revet ned. Det mere moderne Parken skulle bygges i stedet. B1909, KB og Idrætsparken hører dansk elitefodbolds fortid til. Men i 1964 var alle tre på toppen. Og den tilskuerrekord, de satte i fællesskab, bliver måske aldrig overgået.

Kilder

Aviser

• Aktuelt

• Berlingske Tidende

• BT

• Ekstra Bladet

• Fyens Stiftstidende

• Politiken

• Tipsbladet 

Websites

• danskfodbold.com

• haslund.info

• Facebook-gruppen ”Nostalgi, passion og sublime øjeblikke – uofficiel B.1909-gruppe”

Bøger

• Bruun, Morten: Kampdag

• Fosdal, Torkil: Hvis tribunerne kunne tale

• Jørgensen, Palle ”Banks”: Landsholdenes 2198 profiler

• Kaarstad, Thomas og Johnny Wøllekær: De sidste amatører